Two birds with one stone

[Jace Valentine]

Jace himlede med øjnene ved dennes svar. Han vidste at det kun var for at drille at Kamtayan tiltalte ham på den måde ”Hej! Jeg sagde at jeg ikke ville dig halshugge men jeg sagde intet om at jeg ikke ville lade nogle arme eller ben falde” svarede han advarende og dog ikke helt alvorligt. Ja det var ikke spor mange Jace kunne være munter eller smilende i nærheden af, Kamatayan var dog en af de få også selvom den ikke var vampyr. Han var jo dødsengel… ligesom Shiki. Tanken om Shiki fik Jace til at presse læberne hårdt sammen et øjeblik inden han tog sig sammen og så igen opmærksomt på Kamatayan. Et stort flabet smil gled frem over hans læber ”Åh jeg bliver helt varm om hjertet” sagde han ironisk.

[Kamatayan Anghel]

Han grinede af Jace, fordi det var tydeligt at han ikke helt mente det. Kamatayan var nok en af de få der virkelig kunne behandle Jace på den måde uden at miste livet, eller bare alle sine lemmer, og blive et måltid ville han ikke kunne blive, hvert fald ikke uden at vampyren lider en smertefuld død. Noget kunne hans engleforfædre dog gøre ordentligt, og så få de skinhellige gutters helende blod til at blive en sand flod af død og smerter. "You'll still have good use of me with all of limbs, or else I can't do the dirty work for you." Han blinkede kort til ham og tjattede lidt til ham.
Han himlede lidt med øjnene, da Jace kom med sit meget ironiske, måske en smule paradoksalt, men han fangede den godt. "Well, your heart will still be as cold as ice, so if it's temperature has rised with a few degrees it would be really joyable." Hans udsagn var næsten lige så ironisk som Jaces, men han lød alvorlig, og han så alvorlig ud. Han prikkede også sin finger lige der hvor Jaces hjerte befandt sig, fuldstændig stillestående. "Yes. Now it's only almost colder then everything." Han smilede til ham, så det hvert fald nu var tydeligt at det hele blot var en spøg.

[Jace Valentine]

Jace tog sig frihed til at lægge sig i Kamatayans seng og lagde hænderne glide om bag hovedet hvor han så op i loftet med et skævt smil over læberne mens han blot lyttede til mandens latter. Han ville næppe gøre alvor af sine trusler, ikke medmindre han fandt en god grund til at rive arme og ben af fuglen. Han hævede det ene bryn ved Kamatayans svar ”Ej jeg kan nu godt finde en anden der vil gøre det beskidte arbejde” svarede han med en tone der sagde at han da godt kunne finde en erstatning og at Kama derved ikke var så betydningsfuld for ham. Da manden fortsatte og alvorligt understregede at det ville være sjovt hvis hans hjertes temperatur steg hævede Jace det ene bryn. Kamatayan prikkede ham på venstre side af brystet hvor hans hjerte burde sidde, han så roligt op på ham, satte sig delvis op for han lod overkroppen støttes af albuerne som lå støttede i sengens bløde lagner. Hans næste ord fik Jace til at smile ”Det vil de forhåbentlig forblive meget længe..” svarede han fuldkommen roligt. ”Hvor gammel er det du er?” spurgte han efter nogle sekunder.

[Kamatayan Anghel]

Han så på Jace der lagde sig i hans seng, med et lille smil på læben, hvor efter han rodede op i det snehvide hår, med de bandageklædte hænder. De fine rene og helt hvide stofstrimler stod i en smuk kontrast til den kutte han havde valgt. Han lod en finger køre hen over et af de ar han havde over brystet. Hans krop var meget arret, og også noget han var stolt af. Så meget havde han overlevet, og han ville gerne have noget der beviste det. Jace begyndte så at snakke om at han godt kunne finde en anden til at gøre det snuskede arbejde for den royale familie. "No doubt about that my dear friend, but I will still kill, even if I'm not paid for it. The cycle of life has to be in balance. No life without death. It's pure logic and I'm one of the protecters of this cycle. You know that." De mere blødhjertede kunne ikke altid se hans syn på døden på samme måde, fordi han så det som noget så naturligt som fødsel, hvilket det absolut også var, men der var bare nogen der anså det som noget andet. Noget større, men liv og død var på lige fod. Sådan var det bare, og sådan vil det altid være.
Kamatayn blev godt og grundigt overrasket over at Jace sad, eller han lå vel mere og spurgte efter hans alder. Ikke lige det spørgsmål han havde regnet med, og han så også lige kort forvirret ud. Ikke fordi han ikke kunne svare, men fordi han lige var blevet taget uforberedt, så han skulle lige komme tilbage på sporet. "I'm going to be 1024 soon. A good age. Easy to remember." Han mente faktisk det han sagde. Ikke alle var nok enige i at det var let at huske den alder, men det ville han mene. Det var meget let at huske for ham. "And as far as I remember you are going to be 498?" Han så lidt spørgende på Jace. Han kunne ikke helt huske alles alder, men han huskede da deres fødselsdage, men der var så meget man skulle huske når man var kongelig rådgiver, så var sådan noget som prinsernes alder nedprioriteret.

[Jace Valentine]

Jace blik forlod loftet og betragtede ham roligt mens han kort pillede ved sne bandager. Denne mand var noget helt for sig, og med det var tanken ikke seksuel.. ikke denne gang i hvert fald. Han var anderledes end så mange andre, havde sine egne specielle anderledes meninger om tingene og han formåede at virke blid og venlig selvom han nok var utrolig farlig. Hans krop var arrede, så meget vidste han da om denne mand, han havde set ham med bare overkrop op til flere gange siden han var helt lille. Ja for kamatayan havde været der siden Jace´ fødsel, nok også før så han havde set på denne mand i mange år. Hans svar fik Jace til at sende ham et drillende blik ”Der har du måske ret, ingen andre end dig har så sært et syn på livet og døden” svarede han. Jace var ikke blødhjertet, alligevel delte han ikke den samme tankegang som Kamatayan, han mente at enhver der generet ham, var respektløs eller i vejen skulle dræbes og sådan var det. Al den slags om balance var pis i hans øre. Jace kunne se det overraskede udtryk i mandens ansigt da han spurgte om hans alder, han hævede det ene bryn g så afventende på ham og efter nogle sekunder fik ham også et svar. Han glippede med øjnene, manden var jo nærmest dobbelt så gammel som Jace. Han kløede sig i nakken og kommenteret det ikke. Da Kamatayan udtrykte hvor gammel han troede Jace ville blive hævede Jace det ene bryn ”Du husker forkert, er man ved at blive gammel eller hvad” sagde han drillende ”Jeg bliver 501” rettede han muntert og gled atter ned på ryggen i sengen. ”Du må have haft et spændende liv indtil du fik jobbet som rådgiver her” mumlede han roligt med blikket rettet op i loftet, det måtte da være kedeligt med det job.

[Kamatayan Anghel]

Han grinede lidt igen. Det var så tit nogen der ikke kunne se logikken i hans synspunkter. "Death is just a part of nature." Det var så sjovt når nogen syntes at var sindsyg. Hvorfor var død så almindeligt for ham, men han var jo bare en dødsengel, og død levede de jo nærmest af, men som nogle af de andre, så slagtede han ikke bare løs, men han sørgede at holde styr på hvor meget han slog ihjel i forhold til at han vidste at der blev født. Sådan tilpassede musene sig også, de fødte nogle ekstra unger, så de kunne ofre nogle til døden, så nogle af dem kunne leve. Sådan var det bare. Dyr forstod at død var bare en del af deres hverdag.
"Old I am, but not old enough to forgetting things. I just have to remember a lot more then you think. Actually, I have to remember more then you and your father. I have to inform him about things he did'nt remember himself." Sådan var sandheden. Det var sjældent regenten der skulle huske det hele, men rådgiveren. Alle mulighederne kongen overser skal rådgiveren fortælle ham om. Alle de små ting og klager som kunne være relevante skal kongen ikke huske, men rådgiveren. Regenten skulle ikke huske alle de love, men rådgiveren skal gøre ham opmærksom på dem, hvis han er ved at overtræde dem. Rådgiveren skulle huske meget mere end kongen selv, eller kronprinsen for eksempel.
Han så lidt skævt hen på Jace. "You really don't have high expectations to the work of the king and his councelor." Han sukkede lidt og rystede opgivende på hovedet. Han så hen på ham og smilede til ham. "The fun started first after i got the job." Han trak benene ind under sig, og vendte sin front mod Jace, og lod hænderne hvile på knæene. Pludselig med en kort og hurtig bevægelse prøvede han til at side overskrævs på Jaces mave, og se ned på fra sin plads oppe fra den kongelige mave. "And I probably wouldn't have been as close to you as I am now." Han sendte ham et drillende smil, hvor han prikkede ham på brystet igen. Kort efter flyttede han sig igen, og sad så ved siden af Jace igen og så på ham.

[Jace Valentine]

Han himlede med øjnene ved dennes svar, ja selvfølgelig ville han sige det, det havde Jace endda regnet med. Ærligt var Jace ligeglad med al den snak, igen, han ville bare slå folk ihjel hvis de var ham på tværs slut finale. Alt det med dyrelivet var ham ligegyldigt, han tænkte slet ikke over den slags, han bekymrede sig ikke for at udrydde en race eller hvad man nu kaldte det. Jep, han ville blive en køn konge! Da Kamatayan fortsatte og forklarede grunden til at han ikke lige huskede hans præcise alder sendte Jace ham et drillende smil der sagde ja ja så siger vi det gamle. Han svarede derfor ikke på det og nøjes med at sende ham drillende blikke og række barnligt tunge af ham. Nej det var langt fra hver dag man så ham i så godt humør, dette kunne dog hurtigt skifte så mon ikke man skulle passe på. Da denne fortsatte og sagde at Jace ikke havde høje forventninger til jobbet som konge og rådgiver fnyste han ”Ærligt håber jeg at min far lever længe, jeg orker virkelig ikke gør hans kedelig arbejde” svarede han med en lettere ligegyldighed i stemmen. Jace var nok lærenem og dygtig til tingene hvis han absolut skulle lave dem, men han var ikke fuldtidskonge og kun hans stedfortræder. Dog vidste Jace at hvis hans far gik hen og døde så ville han have en del brug for hjælp og så var det nyttigt at have Kamatayan der. han hævede brynet og sendte kama et blik der sagde at han måtte lyve ”Tager du pis på mig! Hvordan kan det her job være sjovt!?” sagde han helt uforstående. Stress, ansvar, arbejde, en masse ting at huske, en masse ting at lave og al del lort der fulgte med, hvordan kunne det være sjovt? Han så op i loftet men bemærkede ud af øjenkrogen at han vendte sig om og satte sig med fronten mod ham, han skævede hen til ham uden at sige noget inden han sukkede og lukkede øjnene ganske kort. Han spærrede dog øjnene op da kamatayn pludselig sad oven på ham og han gloede nu helt stille på ham med forundring og overraskelse i blikket. Hvad foretog han sig dog? Havde Jace haft en puls ville den have dunkede mod hans hud ved håndled og hals og hjertet ville have hamret så voldsomt at selv døve ville have været i stand til at høre det. i stedet for lå han helt lammet, total stille og uden at trække vejret hvilket han heller ikke havde behov for men gjorde det af ren vane. Hans ord fik brat revet Jace ud af sine tanker og chokket ”Hvad pokker foretager du dig!” hvislede han irriteret. Han blev prikket i brystet og så var Kamatayan atter ned fra ham. Han satte sig op med tydelig ophidselse – af vrede – i blikket.

[Kamatayan Anghel]

"Long live the king! Aye?" Han løftede en knyttet næve og prøvede at se patriotisk ud, og bagefter så han på Jace med et skævt smil på læben. Han lavede lidt sjov med det, men ikke for at skade kongen, fordi kongen var også Kamatayans ven, og han holdt af kongen som en ven, lige som han holdt af Jace som en ven. Det var lige før han mere anså Jace som en søn, fordi han så ham kort efter fødslen, hvor han stadig var lidt af en grønskolling i faget.
Han så på Jace og lagde armene over kors. Han så lidt mere ned på Jace, da han virkelig var overbevist om at faget som rådgiver var kedeligt. "I find it interesting, and quite fun. It's not that boring, and you are always invited to the royal balls. That's fun. A nice dance with a fair maid, and some good food. A lot of responsibility, especially towards the heir of the throne," sagde han og så skævt på Jace med et lille smil, "and I've got a lot of freedom." Han strakte armene ud for at vise hvad han mente. Han havde masser af frihed, mente han selv, selvom andre måske ville mene at han mere kunne sammenlignes med kongens tamme papagøje, hvis han nu havde sådan en ting.

Han elskede bare det udtryk som Jace sendte ham da han fik overrasket prinsen. Det var virkelig det hele værd, og han morede sig også endnu mere over at prinsen ikke kunne se det sjove i det, og faktisk blev en smule sur. Han plejede at kunne køle prinsen af, og det fik han nok også gjort den her gang, ellers havde han nok mistet hovedet for lang tid siden.
Han stoppede med at grine og så på Jace med et drillende smil. "You know how I love teasing you." Han sad bare og smilede til ham, og ventede på at han faldt lidt ned. Han lod stadig sine hænder hvile på knæene, som han havde sat over kors, og han lignede næsten en der mediterede, bort set fra at hans øjne var åbne.

[Jace Valentine]

Jace nikkede dovent ”Jeps.. længe leve den gamle” mumlede han ligegyldigt. Han syntes endnu ikke selv at han var klar til jobbet som konge, han ville gerne være løs på tråden lidt længere inden han blev gammel og kedelig. Desuden ville det være endnu mere synd for befolkning end det allerede var, han vil nok kun bringe hungersnød, død og ødelæggelse med sig hvis kongen gik hen og døde nu. At kamatayan anså ham for at være mere som en søn end som en ven ville få Jace til at hæve brynet i første omgang med trække på skuldrende efterfølgende. Ja hvorfor ikke, manden havde jo været der dengang Jace blev født og aldersmæssigt kunne han jo godt være hans far. Da kamatayn forklarede at han så jobbet som værende interessant så Jace på ham med et blik de sagde at han da må have spist jord, han endte dog med at sukke og ryste på hovedet af manden ”Du er også så underlig, anderledes end alt og alle så det undre mig nu ikke at du finder dit kedelige job så interessant… så får du jo lov at arbejde mere med det når jeg bliver konge for jeg synes det er kedeligt!” sagde han og måtte undertrykke et falsk gab blot for at understrege for kedeligt han fandt dette emne.

At situationen ligefrem morede dødsengel forstod Jace ikke, den forvirrede ham, irriteret ham og gav ham en lyst til at pande rådgiveren en ordentlig en! Hans drillende smil og ordene der fulgte fik Jace til af sende Kamatayan et spydigt blik. Folk elskede at tirrer ham for tiden, og ikke bare folk, men mænd! Han var blevet lagt an på, kysset og udfordret på utallige måder. Hvad gik der af folk? Var de ustabile eller gik han rundt og lyste med en aura af seksualitet eller sensualitet eller hvad man nu kaldte det. ”Godt du morer dig bedstefar!” hvislede han irriteret og kom på benene. Han glattede tøjet ud sendte Kamatayan et af sine mest irriteret blikke. ”Jeg er skredet” sagde han og marcherede hen imod døren. Han havde jo trukket tiden ud så meget som han nu kunne og festlighederne var nok alligevel begyndt nu så mon ikke han måtte se at vende tilbage til arbejdet inden hans far begyndte at savne ham alt for meget.

[Kamatayan Anghel]

Han daskede drillende til Jaces skulder da han udtalte sig endnu en gang om rådgiverjobbets kedsomhed. Han nød det, men måske også fordi han fik lov til at dræbe, uden at det kunne gøre ham noget på nogen måde. Han havde magt. Utrolig stor magt egentlig, men det sagde han aldrig, fordi det var på en måde en hemmelighed, selvom alle egentlig kunne regne det ud. Selvom det var kongen der sagde det der skulle ske, så var det altid rådgiveren der skulle påvirke kongen til at gøre det 'rigtige' og mange rådgivere udnyttede sådan en position, mens andre, som Kamatayan, gjorde et ordentligt arbejde og sørgede for at regenten fik mest ud af det og ikke ham selv. "What do you expect from a second generation Deathangel? My parents were in The Great Angel War." Han smilede skævt til Jace.

Han valgte at ignorere det første, og koncentrere sig om det næste. "Oh yes. The party." Han rejste sig også op fra sengen, og var på vej efter Jace ud af døren, da han lige kom i tanke om noget. "Wait a second." Han vendte sig mod sin le der stod op af væggen, og et kors med et øje for oven i en læddersnor var bundet om den, som han lige viklede op, og viklede den om sin venstre hånd, så korset dinglede fra hans håndled. Han kærtegnede sin le ømt, inden han igen vendte sig mod Jace. "Well, I think your guests are waiting, prince Jonathan." Han gik hen til ham og lagde kort en arm over hans skuldre og klemte ham lidt, for at give ham mod til den tale han nu skulle holde foran forsamlingen. Han smilede venligt og opmuntrende til Jace, inden han skubbede ham ud af døren og selv fulgte efter Jace.

//Out

[Jace Valentine]

Han blev daskede på skulderen ganske venskabeligt men rak det ikke i sig igen. Han mente stadig det var kedeligt og der skulle nok mere end ti vilde heste inden han skiftede mening så held og lykke. Kamatayan kommenteret Jace svar hvilket fik Jace til at sukke og ryste på hovedet af ham inden han opgav lige netop dette emne. Han gad ikke diskutere det, for Kamatayan ville nok holde ved sit, hvilket han da godt måtte hvis han så absolut gerne ville.

Kamatayan ignorede bevidst det første hvilket fik Jace til at udstede et fnys. Da denne sagde at han skulle vente et sekund standsede Jace roligt med hænderne i lommen og så tilbage mod bedstefaren, eller rettere, rådgiveren. Han betragtede ham roligt og tavst og da denne endelig var færdig, lagde en hånd på Jace´ skulder og klemte svagt med de få ord for han få en sjælden gangs skyld sagde hans fornavn og ikke hans kaldenavn ”Ja det er de vel” svarede han med et suk inden de sammen fulgtes ad.

///out