Two birds with one stone

[Jace Valentine]

Jace kunne se at Kamatayan morede sig, det behøvede man ikke være opmærksom for at opfatte det var ret tydeligt. Han lod ham blot morer sig over det uden at flippe ud, hvorfor ødelægge den gode stemning. Desuden kendte han rådgiveren godt nok til at vide at denne bare ville flippe mere af grin hvis Jace gik amok så det ville der ikke komme noget godt ud af. Han betragtede denne mens han lo og smilede selv med. Da han svarede kunne Jace ikke dy sig for at nævne at han var ret heldig ikke at skulle være låst inde sammen med ministrene, de så kom han til at sige at de ikke ligefrem var et syn for guder men så ret ækle ud. Da han hørte den udfordrende klang i Kamatayans stemme gled et smil frem på hans læber og et udfordrende glimt i hans øjne ”Du ved godt at jeg aldrig siger den til udfordringer så jeg er frisk..” så var der i hvert fald noget han kunne glæde sig til efter den fest hvor han med stor sandsynlighed vil blive jagtet af Clarssia. En adelskvinde som åbenbart mente at hun elskede ham og som forsøgte at vinde hans hjerte, det var vist bare ikke gået op for hende at han ikke havde et. i hver fald ikke et der fungerede, træls men nok for hende han var sådan set ret ligeglad.

[Kamatayan Anghel]

Det skulle blive sjovt at brydes med prinsen igen. Det havde været et stykke tid siden, og det sjove var at de faktisk var ret jævnbyrdige. De skiftes til at vinde, så de kunne aldrig blive enige om hvem der var bedst, især fordi de begge var stædige, og det ofte endte med at de blev nød til at gå på komprimis og ende i midten og det havde de nu gjort de sidste par hundrede år. I starten tævede Kama Jace uden problemer, men der havde Kama også en del mere erfaring og derfor en klar fordel.
"Have you thrown a glance at the guest list. I think you would like it."
Gæstelisten havde han og kongen udformet lige inden kongen var taget afsted. Det var meningen at der skulle være masser af smukke kvinder, så Jace havde noget at vælge imellem. Noget der dog havde skuffet kongen var at adelsfrøkenen Clarissa var nød til at takke nej til festen. Kongen havde sådan håbet at det ville blive til noget mellem hende og Jace, men Kama var lidt lettet over det, da Jace ellers altid blev så irritabel efter fester med kvinden tilstede, men til gengæld var der masser af andre kvinder, som Kama mente var langt smukkere, og som kunne imponere Jace.

[Jace Valentine]

Jace havde skam tabt en hel del kampe til rådgiveren. Især da han var yngre, der havde det nærmest været umuligt at vinde over ham og Jace var endt som den nederste, vred og bitter. Stædigheden havde dog sørgede for at han var blevet stærkere og efterhånden godt kunne hamle op med Kamatayan. Han havde trænet hårdt, og havde han kunnet få mærker efter de gange han var kommet til skade havde han sikkert lignede en tegnebræt. Han huskede dog træning som sjov, der havde jo været en form for udfordring i det så han havde straks kastede sig over det. hans ord fik Jace til at sætte sig til rette. Han havde faktisk ikke tjekkede gæstelisten ud det havde han aldrig gjort i sit liv så hvorfor skulle han til det nu? ”Nej det har jeg ikke.. hvem kommer ikke” han krydsede faktisk fingre for at det var det klæbende kvindemenneske der havde sagt nej selvom det nok ville skuffe hans far. Han var dog ligeglad, festen kunne blive meget sjovere uden hende.

[Kamatayan Anghel]

Han smilede til Jace. Der var et glimt i hans øjne der fortalte at Jace var heldig denne gang. "The only one who couldn't come, was Lady Clarissa. She had to visit her sick mother, but she would have loved to be there to see her princy!" Han begyndte at grine, da han kom i tanke om hvad Clarissa havde kaldt ham da hun blev nød til at takke nej. Han havde svært ved at holde masken foran Clarissa, og hun havde også spurgt havd der havde været galt, men han havde fået snoet sig ud af det, men nu kunne han ikke holde det tilbage. Det var simpelthen for sjovt. Det var umuligt at tage seriøst, og det hårde ydre forsvandt lidt, efter at hun havde givet ham det latterlige øgenavn.

[Jace Valentine]

Da Kamatayan endelig svarede kunne Jace ikke undertrykke den glæde han følte men som alligevel forsvandt ved det sidste ord ”Hvad kaldte hun mig” sagde han med et hævede bryn og en irriteret klang i stemmen. Kamatayans latter gjorde det ikke just bedre og han indså at kvinden faktisk havde sagt det. Mon det var sket for øjnene af hans far? Det kunne være slemt hvis kongen havde hørt det, han ville tro at der var noget mellem de to. Kun hans far kunne være blind for Jaces had til denne kvinde! ”Sagde hun det da mens min far hørte på det?” spurgte han og håbede på et nej men man kunne aldrig vide. Kvinden havde jo ingen grænser og hun havde forsøgt at bilde alle i hoffet ind at de to havde noget mellem hinanden.

[Kamatayan Anghel]

Han grinede stadgivæk, men han fik dog svaret ham. "No your father wasn't there, but Velkan was with me." Velkan havde dog været så høflig, at han havde undskyldt, gået så langt væk at Clarissa ikke kunne høre ham, og var brudt sammen af grin. Det tidspunkt havde det været sindsyg let at få Velkan med hjem.
"Your father thought that it would be good for your brother, to go with me on work. It should make him a little bit more mature." Han var begyndt at falde ned igen, men han kluklo stadig, og han havde undret sig over at Velkan ikke havde sagt det til Jace endnu, men måske havde broren bare lidt mere travlt med at stikke af og bryde kongens regler, end at drille sin storebror, med noget som Lady Clarissa. Velkan vidste godt at Jace ikke brød sig om hende. Det havde Kamatayan fået ud af ham, da de var gået hjem. Han havde sagt at det næsten var syndt for Jace at han skulle trækkes med den kvinde til vær eneste fest.

[Jace Valentine]

Han åndede lettet op da han fik at vide at hans far ikke havde været der. Sikke en lettelse! At Velkan havde været der gik ikke Jace på, drengen havde jo ned ikke nævnt det så der var ikke noget at snakke om der. han undrede sig dog over at Velkan havde været sammen med Kamatayan dog fik han et svar på det spørgsmål inden han havde spurgt. Det kunne ligne deres far sådan at beordre Velkan til de ting, kongen forsøgte med alle midler at få Velkan til at følge reglerne på. ”Synes du så det har hjulpet?” kunne han ikke lade være med at spørg. Han tvivlede på at det bare sådan uden videre ville ændre Velkan, han kunne lige se sin lillebror for sig helt flad af grin over situationen med Clarissa og ellers ville han nok have skabt flere problemer end være til gavn.

[Kamatayan Anghel]

Han skulle lige tænke lidt over det. Havde det hjulpet? Der havde ikke været store problemer med ham denne gang, men det var nok fordi han fik lov til at gå ud i byen, uden mindst ti vagter. Kongen havde tillid nok til Kama at han kunne beskytte Velkan.
"Well, he didn't run off this time, and he went home without any contradictions. He actually behaved rather good. He didn't have the attitude of a prince, but his behavior was at least better. Maybe he is beginnig to get a little bit more mature." Den lille rotte havde været venlig over for folk han mødte, men han havde ikke den samme ranke holdning som Jace eller Kama, han sjoskede lidt mere afsted, men det kunne let rettes op på. Han skulle måske bare få lov til at løbe hornene af sig, hvilket han ikke rigtig fik lov.

[Jace Valentine]

Svaret der kom et stykke tid efter overraskede Jace men til det positive. Var hans bror ved at falde til ro? næppe men det tydede på fremskridt. Da Kamatayan sagde at han dog endnu ikke opførte sig som en prins kunne han ikke skjule et smil der gled hen over hans læber. Jace var måske mere kongelig af holdning men det skete da også at han mistede besindelsen. Han opførte sig dog anderledes med folk han kendte ned med folk han ikke kendte. Ja han var nok mere reserverede og maner betød en del samt charme. Hvor dog han kunne være charmerende, hvilket nok var grunden til at han blev fulgt med blikke af både kvinder og mænd. Folk havde tiltro til hans evner men alligevel frygtede de ham når de tænkte på at han en dag skulle blive konge. Eller rettere, de frygtede hans temperament. ”Det lyder jo godt men jeg tror næppe at han er afrettet af den grund.. han havde nok en god dag..” svarede Jace med et skævt smil.

[Kamatayan Anghel]

Han smilede til Jace. Jo han havde selvfølgelig ret. Der skulle lige en del til at få Velkan til at blive mere royal. Han havde et temperement som en af de royale, men langt fra lige så formel. Selv stuepigerne var mere formelle end Velkan. Det irriterede også kongen lidt.
"Well, at least it was a positive trip, for once.
But how is it going with finding you a bride. Your father is getting rather impatient. He is picking me with it almost all the time."
Han gad egentlig ikke til at blande sig i det, men han var så træt af kongen hele tiden hakkede på ham, om at Jace endnu ikke havde fundet sig en brud, så han kunne være sikker på efterkommere, og at det hele ikke skulle afhænge af Velkan. Det ville være kongens mareridt, hvis det var Velkans børn der skulle arve tronen efter Jace.

[Jace Valentine]

Jace sukkede. Han hadede virkelig det emne! Han havde endnu ikke fundet sig en brud og han havde ikke i sinde at lede selvom han bildte sin far ind at han var i fuld gang med at lede. ”Kamatayan du af alle burde vide at jeg ikke leder efter en.. jeg gider virkelig ikke en kvinde der render rundt efter mig og konstant kræver min opmærksomhed.. du ved hvordan kvinder er!” sagde han med et suk. Selvom Jace muligvis ikke var typen der let flippede ud så kunne hans temperament let komme i kog når det kom til kvinder. De havde skiftende humør og var virkelig ikke til at blive klog på. Han lagde armene over kors og vendte blikket ud af vinduet ”vil det virkelig være slemt hvis Velkan satte børn i verden i stedet for mig?” problemet var bare at han ikke var klar til børn, familie og alt det der fulgte med. Han ønskede på ingen måde børn og desværre var det bare det faderen ville have.

[Kamatayan Anghel]

Han sukkede lidt. Jo han vidste godt hvordan Jace havde det med kvinder, men man kunne skam også finde andre end de opmærksomhedskrævende kvinder. Man kunne godt finde dem der faktisk bare var stille og gjorde som manden sagde. Sådan en kvinde ville også være lettest for Kama at finde. Det job han havde krævede meget tid, så var det hende der skulle opdrage ungerne, og der var ikke mange dødsengle der tog sig af det. Han frygtede lidt at han ikke ville få sig en søn der kunne overtage hans hverv. Der var dog stadig nogle år inden han døde, men det var ikke så meget igen, efter hans mening.
"I know you don't want to be married, but it's my neck who is being gambled with Jace. And it's your fathers greatest nightmare, that it has to be your brothers children who will be the heir to the throne. He fears that they will inherit his gifts, curses or what you want to call them. He don't want Velkans strange powers in his family." Han så alvorligt på Jace. Det var godt nok ikke hans liv det afhang af, men faktisk Kamatayans. Hvis han skulle risikere at miste hovedet, ville han flygte først. Han ville ikke dø, om han så måtte flygte over Kokkais sorte dybder.

[Jace Valentine]

Blot det at vide at han skulle binde sig til en var et mareridt. Han sukkede og lukkede øjnene for en stund mens han lyttede til Kamatayan. Han vidste at der stod mere på spil for denne mand end for ham selv men helt ærligt! at binde sig? faderen var et fjols hvis han troede at det ville hjælpe en skid at han giftede sig, havde han overvejet den kendsgerning at Jace muligvis ikke kunne få børn? Næppe, den slags tanker var helt absurde i kongens hoved. Han overvejede i få sekunder at han muligvis vil slippe fra faderens pres hvis han erklærede at han var til mænd. I så fald ville han næppe blive tvunget til noget, eller ville han? ”I will see what I kan do… but I don´t promise anything.. And I will speak to my father about it!” sagde han alvorligt og lod hovedet glide til den ene side hvor knoglerne i nakken knækkede svagt. Så behøvede denne ikke bekymre sig for at miste hovedet, i hvert fald ikke lige med det samme. ”What about you.. dont you have any plans for marriage?” spurgte han drillende.

[Kamatayan Anghel]

Han lagde en hånd på Jaces skulder. "If I'm going to lose my life by the hand of your father, I will vanish from these lands Jace." Han fjernede hånden igen og rejste sig fra sengen. Han gik hen til sin altan. Siden solen forsvandt var der langt flere besøgende i dette gemakker. Der var flere der kunne holde ud af at være i hans lys rum.
"You know how rude deathangels are. I need a woman who can take care of our children. They are not easy to find within my own race." Han havde foldet sine hænder på ryggen, mens han stod og så gennem glasset i døren til altanen. Stjernerne var så flotte på himlen denne nat. Der var næsten ingen skyer, så han kunne se nogle enkelte stjernetegn oppe i himlen. Der var for eksempel Jægeren med sin bue. Og der kunne man se Søuhyret der vogtede over De To Svaner. Jo, nattehimlen kunne være smuk.

[Jace Valentine]

Han så overrasket på Kamatayan da denne lagde sine hænder på hans skulder og nærmest trist sagde det han havde sagt. Jace glippede forundret med øjnene og måtte lige finde ud af hvad der lige fra sket da denne tog hænderne til sig og rejste sig. ”Du går ingen steder, jeg skal nok finde en brud, bare giv mig tid! jeg kan sgu ikke gå rundt og spørg enhver..” han sukkede ”Find en til mig.. ikke en efter min fars smag, men en der ikke vil diskutere, stille spørgsmål og bare kan gå rundt og se smuk ud…” sagde han. Smuk og hjernedød hvad alt hvad der behøvede, ikke fordi han ønskede skønhed eller noget, med noget måtte hun have og hvis han skulle vælge mellem hjerne og udseende, så hellere det sidste. ”Godt at en af os tænker på børn” mumlede han mest for sig selv. endelig kunne det være sjovt at se Kamatayans unger lalle rundt ”Hvad med datteren af jeres leder… jeg har hørt at hun endnu er ung, smuk og klog…og ret ..diplomatisk” sagde han behjælpeligt.