What a day.

[Akira Hachiro]

Akira sad roligt, og læste i en bog, som hun havde fundet for noget tid siden, hun havde aldrig rigtig taget sig af, hvad det var for noget hun læste om. Hun havde en stor trøje på, og nogen afslappede bukser, hun sad op af et træ, og nød den stilhed som endelig var der. Hendes blonde hår, var sat op i en hestehale, og noget af hendes hår var nede, men ikke særlig meget af det, hendes sko var ikke høje, bare meget flade, som var lavet ud af stof. Hun lukkede bogen da hun ikke ville læse mere, i hvert fald ikke lige nu. Hun vidste egentlig ikke hvor hun var henne af, lige nu. Men ikke noget som interesserede hende. Hun lod blikket glide rundt på naturen, der var egentlig bare mørkt. Det var også noget tid siden, solen havde været der - men hun ville egentlig gerne have den tilbage. Det var altid noget for hende, og ligge på stranden og slikke sol - og så kunne man hoppe i havet hvis man ville. Det var bare ikke sådan længere...

[Híroko Yúng]

Nýchta havde ikke rigtig forandret sig det mindste siden at solen var forsvundet, det eneste der var sket, var at naturen virkede en smule livløs, men det var vel bare at vænne sig til tanken. Men om man kunne vænne sig til kulden og det dystre tæppe, som havde lagt sig over både Iméra og Nýchta måtte tiden jo vise. Den mørke skikkelse på himlen var dog ligeglad med om det var lyst eller mørkt, selvom det helt klart var meget bedre at befinde sig i mørket, derved var det lettere at luske sig ind på folk. Skikkelsen på himlen var iklædt fuldstændig sort tøj, da det på den måde ville være lettere at skjule blodpletter, hvis han endte i problemer på sin lille jagt. Skikkelsen var Híroko klædt på til jagt. En jagt efter de værdigfulde Sirener. Hans blik spejdede ned mellem træerne, selvom det var svært at se noget, så han valgte at flyve ned mod jorden, så han kunne kigge igennem træerne. Dog lod han sine vinger bære ham over jorden.

[Akira Hachiro]

Akira sad ikke langt fra floden af, men alligevel var hun et stykke derfra. Hun lod blikket glide rundt, men slog sin bog ud igen og begyndte at læse i den der hvor hun var kommet til. Det eneste som var sort på hende, var hendes sko og hendes store bluse, ellers havde hun faktisk lyse bukser på, hun lod blikket glide mod himlen op mellem træerne, men kunne faktisk ikke se noget. Hun ville heller ikke se noget, for der var der ikke noget, deroppe? Jo mindre nogen fugle kom flyvene midt i det hele.

[Híroko Yúng]

Híroko fløj ind mellem de mange træer og havde ikke problemer med at flyve uden om træerne, selvom de havde det med lige pludselig at dukke op foran ham, men det var jo risikoen ved at flyve hurtigt, når man ikke kunne se særlig langt foran sig. Han havde faktisk kursen mod floden, men alligevel var han ikke sikker på at støde ind i en Sirene ved floden, da det ville være for afslørende. Han var dog ikke særlig opmærksom på sine omgivelse ud over at finde vej hen til floden. Híroko var dog meget fokuseret på at finde en fin lille Sirene til hans samling og man ville nok ikke tro, at han var den type, der fangede Sirener for sit eget bedste og faktisk var ligeglad med hvordan de havde det. Han tænkte jo bare på sig selv. Evig og altid.

[Akira Hachiro]

Hun lukkede sin bo og rejste sig, da hun hørte noget komme nær hende. Hun lod blikket glide derhen af, og hun så en komme flyvende lige forbi hende, hun skreg kun fordi hun fik et chok. Men hvad var det? Hun sukkede lettet over, at den var fløjet sin vej forbi hende og ikke for at angribe hende. Hun tog sig til panden, og prøvede at se udseendet i hendes hovede, det var nu ikke altid folk bare kom susende mit i det hele. Hun lod blikket glide den vej, som personen nu var suset hen, måske på vej ned til floden? Hun havde været der for en time siden, kun fordi hun skulle skylle sin krop, men hun sad også der, for at gøre sig tør, men det var også et stykke tid siden. Hun lod blikket glide ned i jorden, hun havde sluppet sin bog uden hun havde lagt mærke til det. Hun sukkede og bukkede sig ned for at fange bogen, det var også et mærkeligt tidspunkt, at bare komme flyvende?

[Híroko Yúng]

Det var egentlig ikke fordi Híroko havde lagt mærke til, at han var fløjet forbi en person, men han blev straks opmærksom på det, da han hørte et mindre skrig fra et stykke fra ham. Dog valgte han blot at stoppe et godt stykke fra skriget, da han nødigt skulle skræmme personen væk, det kunne jo være en Sirene, der forsøgte at skjule sig. Han forholdt sig i luften, imens at han lydløst nærmede sig lyden blot for at se skikkelsen nærmere an. Han kunne jo umuligt gøre noget forkert ved blot at tage et mindre kig.
I det at han kom nærmere fik han også hurtigt en fornemmelse af, hvem han stod overfor eller gemte sig for. Han vidste godt hvordan deres tidligere møde var endt og var derfor knap så sikker på, at han allerede skulle støde ind i hende igen?

[Akira Hachiro]

Hun så personen kom tilbage det var Híroko, hun var egentlig klar til at gå - men nej, hun blev stående. Hun undrede sig over hvad han lavede her? Eller nej, der var en flod, og han fangede Sirener, hvad ellers? Hun lod blikket glide på ham, men så ned på sin bog. Hun sagde ikke noget, næppe.
Hun lod sig bumpe ned ved siden af træet, og åbnede sin bog og tog sit til at læse, hvis han ville have kontakt, måtte han dog selv starte det, det kunne vel ikke været rigtigt, at hun skulle starte det, når det var ham som lavede fejlen? Hun læste dog bare stille og roligt, hun skulle ikke nyde noget af, at snakke til ham, hun var der i stilhed, og han måtte bryde den, eller hun havde jo brudt den, med sit skrig. Hun sukkede afslappet og viklede sin ene hårtot rundt om hendes pegefinger.

[Híroko Yúng]

Havde han forventet en anden reaktion fra hende? Nej det havde han faktisk ikke, men det var tilsyneladende ikke rigtig noget han kunne gøre ved det. Eller på en måde for rettet op på deres tidligere venskab, da han ikke havde haft noget imod at have en at snakke med uden at man skulle bekymre sig om reaktionerne ved hans ord. Híroko valgte at træde ud fra mørket, men blev roligt stående i stilhed, da han overvejede sine ord.
"Det er vist mig, som skal starte igen?"
forsøgte han roligt og var ikke særlig sikker på om han overhovedet ville komme til at vælge de rigtige ord, da han ikke rigtig var en person, som plejede at komme med en undskyldning eller for den sags skyld en forklaring på sit arbejde.
"Hvad vil du have mig til at sige, Akira?"
sagde han lettere opgivende, men samtidig også forvirret, hvorefter han lod sit dumpe ned ved en anden træstamme overfor hende bare for at holde øje med hende.

[Akira Hachiro]

Hun kiggede på ham, og prøvede at tvinge et smil på hendes læber, men hun vidste jo at det var latterligt, hun kunne jo heller ikke være sur hele tiden. "Hør, jeg er ked af at jeg blev sur, og det var ikke særlig sødt gjort af mig. Jeg vil ikke have, at du skal sige noget. Jeg vil bare gerne sige undskyld til min opførsel..[/color]" hun bed sig i underlæben, men det var slet ikke sikkert at han ville høre på hende. Hun lod sig dumpe ned overfor ham, og hun kiggede på ham. "Hvor var du på vej hen?[/color]" hun tvang et smil på hendes læber, og kiggede roligt væk fra ham.

[Híroko Yúng]

Híroko så en smule overrasket på hende, da han ikke ligefrem havde forventet at høre de ord fra hende, da han havde følt det hele var hans skyld, selvom det egentlig var Alex der havde startet det hele på det tidspunkt.
"Jeg underskylder for mit arbejde.. Det var ikke rigtig meningen at det skulle komme i vejen.."
sagde han roligt, så hun i det mindste ikke fik hele skylden, han var da i det mindste en smule venlig overfor hende, selvom det tydeligvis ikke altid lå i hans natur. Men som dødsengel var man også nød til at holde en vis standard ellers ville de andre væsner miste respekten.
"Mod floden.. Efter Sirenerne.."
sagde han stille og roligt, selvom han havde på fornemmelse af, at det muligvis var et ømt punkt, dog havde han besluttet for ikke rigtig at holde noget hemmeligt igen. Medmindre at det var for vigtigt.

[Akira Hachiro]

Hun kiggede på ham, og lod blikket falde mod jorden. Hun havde alt i verden ikke lyst til at sige til ham, at hun var en sirene. Aldrig. Hun kiggede lidt på ham. "Det er okay.[/color]" hun smilede roligt, men lod en hårtot komme ned i hovedet på hende, men pustede den væk. "Du må nok også hellere komme videre så.[/color]" hun smilede og satte sig op på en gren, og kiggede roligt på ham, og smilede stille. Hun vidste slet ikke hvad hun skulle gøre.

[Híroko Yúng]

Om han virkelig skulle lytte til hende og smutte eller tage chancen og blive ved hende, det var en beslutning han ikke rigtig kunne tage lige nu, så han måtte vel bare følge sit instinkt og håbe på det bedste. Dog var Híroko lettet over at hun tog imod hans undskyldning, selvom han ikke selv ikke have troet på den.
"Hvis det ikke gør noget så vil jeg gerne lade arbejdet passe sig selv"
sagde han lettere spørgende bare for at finde frem til en reaktion fra hendes side af, så han senere ville kunne beslutte om det var på tide at smutte eller blive, da han ikke selv havde noget imod hendes selskab.

[Akira Hachiro]

Hun kiggede bare på ham. "Det gør ikke mig noget.[/color]" hun smilede, og bed sig i underlæben, hun havde ikke noget imod det nu hvor hun egentlig havde sagt undskyld, og han havde jo åbenbart taget imod den. Hun rettede lidt på sit tøj, og lod blikket glide på hendes bog som hun lagde til side. Hun havde ikke så meget at sige, det var svært at finde på noget. Det var egentlig ikke noget at sige. "Men tak for turen i luften, det var behageligt.[/color]" hun smilede lidt, en del af hende ville gerne fortælle ham hendes hemmelighed, men den anden side af hende ville ikke. Hun overvejede dog, at sige hun var vandskræk..

[Híroko Yúng]

Var det bare noget hun sagde, for at slippe af med ham på et tidspunkt, eller var det faktisk noget hun mente? Nogle personer var svære at læse og hun var faktisk en af dem, han havde svært ved at tyde, medmindre hun faktisk hjælp ham på vejen. Híroko valgte at nikke til hendes ord og et roligt smil gled over hans læber.
"Jeg nød faktisk også turen, hvis du nu skulle have fået et andet indtryk fra mig, så synes jeg at du skulle kende sandheden"
sagde han mildt og rejste sig roligt op ved at ligge den ene hånd mod træet bagved sig og på den måde skubbe sig selv op. Han bevægede sig roligt tættere på hende, han valgte at tage en chance og havde egentlig glemt, at Alex havde mistænkt hende for at være Sirene.

[Akira Hachiro]

Hun smilede, hun havde ikke noget imod at han kom tættere på hende. "Jeg synes også du skal vide en sandhed. Jeg er vand skræk, en af grundende til at jeg opførte mig som jeg gjorde.[/color]" hun kiggede dog roligt på ham, med rolige øjne, hun kiggede på ham, hun måtte jo finde på et eller andet, hun ville ikke sælges eller noget som helst. Hun ville heller ikke fanges - hun ville heller ikke vide hvorfor Alex sagde som han gjorde. Hun kiggede lidt på ham. "Du må gerne komme tættere, jeg bider ikke.[/color]" hun smilede drillende, og kiggede på ham, og lod hendes blik glide ind i hans.