|
|
Post by Aoi Manani on Jul 31, 2011 2:03:30 GMT 2
Aoi var en smule lamslået, da blodet ikke rigtig ville gå af hendes fingre, men det skulle hun vel bare være glad for, da blodet roligt forsvandt af sig selv. Også selvom der ikke var noget at heale på hende, udover hendes sjæl selvfølgelig.. Hun var dog ikke helt sikker på om det var meningen, at han allerede skulle rejse sig op, men hun nåede ikke at sige noget før det var for sent. Hun betragtede ham, da han tog sig til hjertet og lyttede til hans ord.
"Det forstår jeg ikke.. Det kan nemlig betyde mange ting, at det gør ondt i hjertet"
sagde hun roligt og smilte en anelse til ham. Det var et smil af glæde. Da hun var glad for at han ikke var kommet alt for meget til skade og åbenbart så ud til at klare det meget godt. Aoi vidste nogle gange ikke hvad hendes egne ord betød, men alligevel vidste hun en del om følelser fordi hun kendte til de fleste følelser i landet.
|
|
|
|
Post by Itami on Aug 7, 2011 13:44:46 GMT 2
Itami så på hende og forstod ikke det meste af hvad det var hun sagde. men han vidste det gjorde ondt inden i at blive skubbet væk. han så ned i jorden og rejste sig helt op og så op på himlen. "jeg kender ikke til følelser... jeg kan ikke ha nogen" han så på stjernerne og mente at han ikke kunne ha nogen vis han skulle overleve nu hvor han troede Camill havde skubbet ham væk også.
|
|
|
|
Post by Aoi Manani on Aug 7, 2011 13:52:37 GMT 2
Blikket i Aoi's øjne så en smule forundret ud, da hun ikke helt forstod hvad han mente med sine ord. Alle havde da følelser på den ene eller anden måde. Ingen ville nogensinde kunne slippe fri fra deres følelser, da det altid ville være en del af folks levevis?
"Vi har alle følelser.. Men det er ikke altid godt, vi kan føle os forladt, bange, skræmt, tryg, elsket og endda mere levende på grund af en god følelse"
sagde hun mere eller mindre forklarende, hvorefter hun foldede sine hænder foran sig og lod blikket glide op på Itami. Det var svært for hende at forklare, da hun ikke var helt sikker på, hvordan det skulle gøre. Aoi lod sine tæer begrave sig ned i sandet og smilte blidt til ham. Hun forsøgte da at få ham i bedre humør, eller?
|
|
|
|
Post by Itami on Aug 7, 2011 14:01:48 GMT 2
han blev helt stille og faldt sammen da hun sagde elsket og tryg. han så ned i sandet og sukkede. "jeg... jeg har aldrig været tryg eller elsker. har set folk som var det. jeg har læst om det i camills bøger og det som står i bøgerne har jeg ikke følt..." han så op og så ind i hendes øjne. det var tydeligt at han virkelig manglede noget i sit liv. han lyttede pludseligt og så på himlen hvor en skikkelse fløj. han fik et smil på læberne og pegede mod himlen. "fugl" pludselig kom skikkelsen mod ham og landte lidt fra dem. det var en smuk fønix.
|
|
|
|
Post by Aoi Manani on Aug 7, 2011 14:08:15 GMT 2
Det kom en smule bag på hende, at han lige pludselig faldt sammen, det var ikke ligefrem det hun ønskede skulle ske, da hun bare ville forklare ham det? Hun spærrede øjnene op og gik roligt tættere på ham med et svagt smil på læben. Aoi ønskede ikke at se andre triste, da hun godt vidste hvordan det var. Sådan havde hun det jo selv.
"Aldrig? Har du aldrig følt dig godt tilpas og beskyttet? Det kan sagtens være en lille ting, som giver dig en følelse af tryghed? Men... Hvem er denne Camill? En ven?"
Hendes stemme var rolig, da hun nødigt ville komme til at sige noget forkert. Det sidste hun ønskede var at skræmme ham væk med sin ord, selvom han allerede virkede skræmt på en måde, som hun ikke kunne forklare selv. Hun var jo blot et mindre barn, dog med en større forstand end andre, da hun havde skullet klare sig selv i mange år nu. Hendes vinger lagde sig ind til ryggen, da hun fornemmede noget i nærheden, men det havde han åbenbart også set. Noget han kendte. Hendes blik gled op mod himlen, da hun så den smukke skikkelse var hendes mund bare helt åben af begejstring.
"Nøj.. En smuk fugl"
sagde hun begejstret og forsøgte stille og roligt at nærme sig den fine fugl. Aoi kunne jo ikke vide, at det var den fugl, han havde et specielt forhold til, hun var blot fanget af dens smukke farver.
|
|
|
|
Post by Itami on Aug 7, 2011 14:31:17 GMT 2
Itami så på hende med rolige øjne og rystede på hovedet. han havde aldrig følt sig sikker. han havde altid følt sig på flygt.
"Camill er min gud. hun sagde hun havde ansvaret for mig efter hun fik mig af en mand med et sværd. hun lærte mig at tale... lærte mig at læse... hun er en gudinde"
han så hvordan hun måbede da fønixen landte. han så på fønixen og smilte.
"dette er fugl. min beskytter" Fønixen så på ham og baskede glad med vingerne så man kunne se de smukke farver.
|
|
|
|
Post by Aoi Manani on Aug 7, 2011 17:06:02 GMT 2
Følelser ville altid være meget svært at forklare, uanset om man vidste hvad det var eller ej. Det var også ofte svært overhovedet at sætte ord på en følelse, hvis man skulle beskrive det over for andre, så ville det helt klart være lettere, hvis man kunne vise det i stedet, men i Aoi's tilfælde var det et dilemma.
"Hun lyder interessant, men er du sikker på at det hele er sandt?"
sagde hun mere eller mindre spørgende, dog også en smule bange for at hun muligvis ville komme til at sige noget forkert over for ham, dog var hun der kun for at hjælpe. Hendes blik gled ned mod sandet, som havde sat sig fast på hendes fødder, noget der blot morede mig.
"Det er en meget flot fugl"
sagde hun fortsat begejstret og forsøgte at bevæge sig en smule tættere på fuglen, dog så hun med et roligt blik hen på Itami, så han vidste, at hun ikke ville gøre noget ondt.
|
|
