forkert?

[Itami]

Itami så på hende da hun stadig var trist. han havde ikke noget at sige lige nu. han så mod skoven og sukkede stille. "det må du jo om.." han begyndte at gå op mod skoven og så på træerne. han anede ikke hvad han skulle gøre. han kunne intet mærke. han gik op med de spidse sten og gik helt upåvirket på den selv om han efterlod blod. han virkede helt upåvirket. han gik roligt op mod træerne og stilte sig op af et og så mod mørkets i skoven.
"jeg høre ikke til nogen steder"
hviskede han til sig selv og glemte lidt hun var der.

[Aoi Manani]

Det undrede hende en del, dog skulle hun lige til at sige noget, da hun hørte en lyd komme inde fra skoven. Var det mon dem som havde fulgt efter hende, der havde fundet hendes spor? Det kunne umuligt passe, men alligevel blev hun nød til at være sikker. Det kunne jo ende med at gå ud over hendes nye ven?
"Pas på. Mændene inde i skoven er ikke kommet for at nyde vandets brusen."
sagde hun mere eller mindre skræmt, hvorefter hun begyndte at fare imod ham, da hun ikke ønskede at se ham blive skadet. Men havd kunne en pige på hendes alder gøre for at redde end anden? Det eneste hun kunne ville være at heale hans sår, men ikke stoppe fjenderne. Hun kunne ikke bruges til andet end at stoppe en blødning, dog skulle den ikke være alt for slem, da hun endnu ikke var klar over hvordan man healede større sår hos andre end sig selv.
Skridtene inde fra skoven blev lige pludselig til løb, derefter kunne man også fornemme nogle dyr, der åbenbart havde fanget hendes lugt og ført personerne direkte til hende. Hun satte sig ned på hug ovenpå de skarpe sten og holdt sig for ørene, dog var hun ikke lagt fra Itami.

[Itami]

Itami så på hende og anede ikke hvad hun talte om. han gik over til hende og hørte så skrid og vendte sig om. han så mod mørket og åbnede øjnene så meget han kunne og prøvede at se igennem mørket. pludselig hørte han et skud. det var en lyd han ikke kendente. han så ned og så pludselig blod fra hans side hvor hans ribben lige sluttede. han vendte sig om mod hende og så undrende på hende da han ikke forstod hvad der skete.
pludselig blev luften gennem tranget af en sussen. han så på Aoi og det var som om at han pludselig blev skubbet fordi at han kom lidt nærmere hende nogen gange. men der var noget som skubbede ham. det var pile som ramte ham i ryggen. han så på hende og så op og vis hun så efter kunne hun se en forandring i hans øjne. det var som om at han blev helt vild sindsyg.

[Aoi Manani]

Aoi forsøgte at skjule sig, men vidste godt at det var umuligt, så længe at mændene havde deres dyr med, derfor lå hun nærmest sammenkrøllet på stenen og ville ønske at det hele stoppede. Hun hadede at være på flugt hele tiden og vidste ikke rigtig, hvor hun ville have mulighed for at flygte hen, så folk ikke længere vidste hvem hun var. Hun turde ikke tage til Nýchta, da hun var bange for at møde hendes forældre..
Hun fik lige pludselig et chok, da hun hørte et skud blive affyret, og mærkede efter på sin krop om det var hende, der var blevet ramt. Heldigvis havde det ramt ved siden af hende. Men til hendes overraskelse så havde de ramt.. Itami. Hun spærrede øjnene op og kiggede lige ind i såret, men drengen brød hverken ud i gråd eller brød sammen foran hende, hvordan?
"Jeg.. Jeg.. tror ikke at det der er særlig sundt for dig. Lad mig kigge på det?"
sagde hun mere eller mindre bedende, men blev igen kastet ud af situationen, da hun hørte en susen, som kun kunne være fra nogle pile. Itami gik tættere på hende? Og hun kunne tydeligt se pilene stikke ud af hans ryg. Hun blev grebet af en frygt, men også overraskelse, da hun så drengens blik
"Hvordan?"
sagde hun lettere spørgende, og ville gerne hjælpe ham, men hvordan skulle hun gøre det? Dog havde hun allerede glemt episoden fra sidst, så hun kunne muligvis begå samme fejl igen, at røre ham. Inde i skoven kunne man høre nogle stemmer komme nærmere, de havde fundet hende, nu var hun fortabt.

[Itami]

han så på hende da hun talte og pludselig hørte man ham grine som en sindsyg. han vendte sig om så hun kunne se de tre pige som havde ramt. det var tydeligt at der var noget galt. han så ind mod skoven hvor der nu kom en hun ud fra med høj gøen og angreb det første den så som var Itami. han tog en dolk fra imera slottet frem og stak den ind i hundens mave da den hoppede op for at angribe ham. han havde ikke dræbt den men tog fat i den og skubbede den væk. hunden pev som var den fuldt med smerter.
han så mod hende og det virkede som om at han var sindsyg. "hvordan... hvordan hvad... jeg fik et hul i siden.. og det bløder... det er helt normalt"
normalt? hvad var der normalt i at man kunne blive skudt uden at der skete noget. men det var tydeligt at han ikke havde mærket pilene. han så på pigen og så mod skoven. hans krop begyndte at ryste uden han vidste det. den var ved at gå sammen under ham.

[Aoi Manani]

Der var ikke rigtig noget som gav mening, men på den anden side, så var det bare endnu en del af hendes hverdag, for det meste var der intet omkring hende som gav mening, så hvorfor kunne det ikke også være det samme med ham. Dog sank hun en mindre klump, da hun fik set pile nærmere an. De kunne sagtens være belagt med gift, hvis mændene ønskede at nedlægge deres bytte med dem samme. Det skulle jo egentlig have været hende. Hunden forskrækkede hende en smule, men hans reaktion gjorde det blot værre. Hun forstod ikke hvorfor han lige pludselig opførte sig sådan. Hunden kunne da umuligt gøre for at den havde fået ordre til at finde frem til hende, så den havde ikke gjort det med vilje.
"Du ender med at forløbe og dø!"
sagde hun lettere opgivende, da hun ikke var helt sikker på om hun overhovedet havde mulighed for at hjælpe ham. Det gjrode hende dog bare mere nervøs, da hans krop begyndte at give efter, men det var jo også klart, når han var blevet ramt af et skud og 3 pile. Det ville folk sjældent kunne overleve særlig længe.

[Itami]

Itami så mod hende og hendes bekymring gjorde et eller andet ved ham... det havde han aldrig oplevet før. han så på hende og det var tydeligt at han blev forvirret. da en mand kom løbene mod Itami og Aoi blev han igen kold og tog fat i manden for at få ham væk. manden fik store øjne og skreg i smerte som var han i smerter men Itami holdte jo kun på mandens arme for at skubbe ham væk. desværre valgte manden og skubbe Itami væk ind i et træ. Manden gik mod Aoi.
Itami rystede og forstod ikke hvorfor at manden ville Aoi ondt. han prøvede at rejse sig men faldt bare sammen igen og anede ikke hvorfor.

[Aoi Manani]

Aoi var bange, men samtidig var hun også bekymret for ham, da hun ikke brød sig om at se ham blive angrebet af dem, som egentlig kun var ude efter hende? Skulle hun give op, så de ville lade ham være i fred? Hun havde dog allermest lyst til at gemme sig eller bare forsvinde, derfor blev hun også ved med at holde sig for ørerne, så hun ikke kunne høre hvad der foregik, dog kunne hun sagtens høre mandens skrig. Hun lagde hovedet på skrå og kunne ikke forstå hvorfor han havde smerter, han var ikke blevet ramt?
Da manden kastede Itami væk fik hun et chok, da han derefter satte kursen mod hende. Hun havde lyst til at skrige af alle hendes lungers kræft, men kunne ikke. Hun rejste sig dog lige pludselig op og stirrede koldt på manden.
"Lad hende være!"
det var Aoi der talte, men hendes stemme virkede meget dybere og dyster, noget der ikke tilhørte en engel, som hende. Men det var kræften som talte. Noget som Aoi ikke en gang selv havde oplevet før. Det var først gang, at hun kunne sætte en stemme på det, der levede inde i hende. Dog forstod hun ikke hvor det kom fra.

[Itami]

Itami tog sig til hjertet da han havde en underlig fornemmelse. hvorfor var hun sådan over for ham. det var nyt for ham. det gjorde på en måde ondt på ham at hun var sådan. men det var faktisk ikke på den onde måde at det var men det troede han. han så mod Aoi og rejste sig op og kunne næsten ikke stå på bene men kom lidt tættere på Aoi og manden. Itami så på ham og kunne se at han stadig havde nogen smerter fra itamis greb. han gik roligt over mod Aoi og så undrene på hende.
"bliv?!"
lod det pludselig fra Itami. han havde fundet det han altid havde ledt efter. han nåede kun lige at sige det som et spørgsmål og et ønske før han faldt sammen forover ved Aoi. han ville ikke miste det han lige havde fundet. en der havde noget de andre ikke havde.

[Aoi Manani]

Det havde sikkert været mere sikkert for manden, hvis han blot var gået sin vej efter at have hørt hendes indre stemme, eller hvad man skulle kalde den. Der var jo stadig ingen forklaring på det der ofte skete med hende. Men der var vel hjælp at hente et sted. Det kunne Aoi kun håbe på. Dog stirrede hun koldt på manden, før et smil bredte sig over hendes læber, hvorefter at manden blev angrebet af en uforklarlig kræft, der trængte dybt ind i hans sind og tvang ham i knæ.
"Ingen vil nogensinde kunne komme tæt nok på Aoi, ikke så længe jeg kan kontrollere hende!"
Noget kunne tyde på at kræften inde i hende, ville have hende for sig selv. Det var i hvert fald, sådan som det lød og mon ikke det også var meningen, men Aoi forsøgte at kæmpe imod, som hun altid gjorde. Manden tog sig til hovedet, men lige pludselig faldt han helt sammen. Dette var ikke hendes skyld, men mandens skyld, fordi han havde truet hende. Nu lå han blot livløs tilbage, derefter skulle Aoi til at besvime igen, men fik holdt sig vågen og farede hen til Itami.
"Nej.. nej.. nej.."
sagde hun gentagende gange og kunne ikke fatte at han bare var faldet sammen foran hende. Hun tog dog en dyb indånding og glemte alt om det som lige var hændt. Aoi satte sig efterfølgende ned på knæ og lod hænderne hvile nogle centimeter fra hans krop, imens at hun koncentrerede sig om at heale hans sår. Det hun først tog sig af var skud såret, fordi det var værst og så behøvede hun ikke trække pilene ud endnu.

[Itami]

Itami log lige så lang han var og hørte Aoi talte. han forstod ikke rigtigt men han vidste at han ville få den der kontrolerede hende væk. han ville lærer hende at kende. Itami hørte hun kom over til ham og prøvede at lukke hans sår. han trak vejret dybt da han havde lukket det. han så på hende og så tilbage på pilene. "tag.... tag pilene ud... så skal jeg nok klare resten" hviskede itami til hende. han så på hende med undrene øjne. hvorfor var hun så hjælpsom over for ham. det var underligt at nogle var sådan mod ham. men nok fordi at han var som han var.

[Aoi Manani]

Aoi vidste ikke helt hvad der foregik, for det virkede som om hans sår healede af sig selv. Hun forstod det ikke rigtig, men var blot glad for at han ikke var forsvundet helt og stadig kunne snakke med hende. En tåre gled også ned af hendes kind, da han virkede til at vågne, dog var hun bange for det han bad hende om. Det ville hun næppe have styrke til. Aoi valgte dog alligevel at nikke til hans ord, selvom hun ikke rigtig forstod, hvordan han selv skulle kunne klare det, når sårene befandt sig på ryggen? Hun gik roligt op bagved ham og tog fat i den ene af de 3 pile. Hun valgte at hive hurtigt til, så smerterne ikke ville blive alt for voldsomme for ham. Hun vidste jo ikke med sikkerhed noget om hans sygdom.
"Jeg vil ikke gøre dig noget ondt. Mit navn er Aoi"
Hendes stemme var svag, men hun havde valgt at give ham hendes navn, så han vidste hvad hun hed og derfor kunne kalde på hende på den måde.

[Itami]

nok ønskede hun ikke at gå ham smerte men han følte intet. han så rundt. hvad talte hun mon om smerte hvad var det. han så mod hende og så den ene pil. han sank en klumb og vidste ikke hvordan han skulle spørger men gjorde det alligevel. "hvad betyder det at noget gør ondt"
Itami så på hende og ventede til alle pilene var ude selv om han ikke kunne mærke når det skete men han kunne da forsøge at mærke det. han log roligt og ventede. han anede ikke hvad hans krop var i stand til. eller ikke var i stand til så han ventede kun. "jeg kaldes... Itami... det er alt jeg rigtigt husker jeg blev kaldt." Itami betød jo smerte. men hvorfor kunne han så ikke føle smerte.

[Aoi Manani]

Endelig fik hun hevet den sidste pil ud, selvom hun ikke var særlig glad for det blod, som hun havde fået på sig, så måtte hun jo bare tage det med, da hun ønskede at hjælpe. Blodet havde hun fået fra pilene, da hun havde hevet dem ud. Aoi's blik gled op på ham og undrede sig en smule over hans spørgsmål.
"Det er en forfærdelig følelse, som du mærker i dit indre. Det er ikke noget godt og man burde undgå det til enhver pris"
prøvede hun at forklare, selvom hun næppe var den der havde mest forstand på det, fordi hun for det meste glemte hendes anfald eller hvad man skulle kalde det, når kræften tog over i hende. Hun smilte dog en anelse, da hun hørte hans navn for hun gik da ud fra, at det var det, som hun skulle kalde ham?
"Hyggeligt at møde dig, Itami, selvom det ikke lige var under de bedste forhold"
sagde hun lettere genert, selvom det næppe var sådan hun skulle have det i øjeblikket. Hun første at tørre blodet af i hendes tøj.

[Itami]

Itami så hun havde fået pilene hun og vendte sin hånd om mod sårende og smurte sin hånd ind i sit ejet blod. han begyndte at køre hånden rundt på sin ryg ved sårende og man kunen se dem langsomt lukke sig. han rejste sig op på sine knæ og så på hende med undrene øjne. "jeg ved desværre ikke hvad det er... det at se folk i byen gør at jeg for en underlig følelse her"sagde han og lagde hånden på hjertet.
han fik kun hjertes smerter men ikke rigtigt noget andet. men smerte havde han aaldrig følt. han så på hende tog sig til hjertet. han huskede hendes ord... det gjorde stadig ondt. men vis det havde været andre ville de sige at det var rart at høre nogen sige det. og de ville jo også få en underlig følelse inden i . det han følte nu. en følelse han ikke kendte til.