forkert?

[Itami]

nede på stranden var der stile. men det var også imera. en lille dreng sad på en stil lidt væk fra vandet med dragende øjne mod vandet. han havde lidt blod på tøjet men hans sår var lukket. han så mod vandet og tænkte på det han havde forstået af det han havde prøvet at læse. han så ned i sandet og kunne slet ikke finde ud eller ind i det mere. hvad var forkert. hvad var rigtigt. Cam havde jo sagt hun havde ansvaret og ifølge bøgerne var ansvar godt. men hvorfor stod der at slå var dårligt så. han var forvirret. han lukkede øjnene og fordi han prøvede at slappe af faldt hans vinger slapt ned af hans ryg og ned af stenen så de var synlige for andre. han var meget unormal han skulle tænke på at holde dem oppe for at holde dem oppe mens andre gjorde det normalt.

[Aoi Manani]

Nok var der stille på stranden, men igennem skoven kunne man høre nogle skridt eller nærmere en som løb, flygtede fra sandheden. Det var en mindre skikkelse, som af ren og skær frygt havde forvildet sig ind i skoven og nu havde kurs mod stranden, bare for at finde et sted at få ro. Skikkelsen var ellers iført et smukt sæt tøj, noget som kunne holde hende varm, når vinteren lagde sig over Iméra. Skikkelsen løb igennem træerne og så forvirret rundt omkring sig. Hun vidste ikke længere hvor hun var. Aoi var forvirret og i tvivl om sin egen eksistens, mon det var godt, at være på flugt hele tiden? Aoi lignede ikke en særlig gammel pige, hun lignede faktisk en på 8 år, dog havde hun en forstand, som en der var ældre, bortset fra at hun ikke vidste, hvad der gjorde at folk frygtede hende.. Hele hendes liv havde hun søgt efter sandheden, men ingen ville fortælle hende det og nu var hun flygtet til stranden, som en anden kujon.
Da hun endelig kunne mærke sandet mod de bare fødder faldt hun også lige pludselig til ro, dog kunne hun ikke stoppe de tårer, som allerede nu havde vist sig på hendes kinder. Hun gik dog langsomt hen mod vandkanten og fik ikke tjekket sine omgivelser, da hun var knust.

[Itami]

Itami sad på stranden og hørte ikke skridtende pga sine ejne tænker. disse to kendte nok ikke hinanden men de havde mere tilfælles end hvad man kunne tro. Itami kendte heller ikke sandhedden om hvorfor folk frygtede ham og ikke ville røre ham. de forvirrede ham og det havde drevet ham til vandvid. også derfor at han ikke var så gammel som han kunne. fordi hans liv var et helved. han så lidt op og se en skikkelse men tænkte ikke yderliger over det da han var træt og hans syn slørede ham.

[Aoi Manani]

Der gik ikke lang tid før at Aoi kom helt hen til vandkanten. Der var en smule liv i vandet, men det virkede ikke ligefrem beroligende på den lille pige, der lod tårerne trille ned af sit ansigt uden rigtig at gøre noget ved det. Aoi sukkede en smule og lod sig dumpe ned på sandet, hun begravede efterfølgende sine tæer i sandet og et smil viste sig på hendes læber, da det kildede. Der skulle ikke meget til før at Aoi ville glemme de situationer, som hun ofte var udsat for, derfor havde hun allerede glemt det nu og tørrede sine tåre væk, da hun var koncentreret om det kolde sand. Det sand som legede med hendes tæer. Dog fornemmede hun en skikkelse ud af øjenkrogen og vendte blikket mod skikkelsen.
"Hej?"
stemmen var en anelse sky og hun turde ikke engang at rejse sig op, da hun jo ikke kunne vide hvem denne person var. Dog forsøgte hun at skjule de sorte vinger som prægede hendes ryg. Hun var ikke nogen dødsengel, men det var hvad folk troede, fordi vingerne var kulsorte og ikke hvide, som en engels.

[Itami]

Itami gned øjnene da hun pludselig snakkede. han så mod hende og det var tydeligt at han var meget unormal. hans vinger var ikke flot lagt på ryggen som andres vinger. hans var som klude. han så på hende og så slet ikke på vingerne men mere på hendes tær i sandet. han så ned på sandet og lagde armende om sig igen. han virkede ensom vilket han var lige nu. ensom og forvirret.
Itamis engel ansigt forvirrede mange da han lignede en engel så meget. men han var farliger end en engel var.

[Aoi Manani]

Måske hun bare skulle lade ham være, han virkede ikke rigtig, som en der havde lyst til at snakke lige nu. Men fordi hun også var en smule nysgerrig rejste hun sig op og gik stille hen til ham. Dog trak hun sine tæer igennem sandet, da følelsen var meget befriende og ikke som noget hun havde mærket før. Hun stoppede dog roligt op en meter ved siden af ham. Hun foldede stille sine hænder foran sig og lod blikket kigge en smule på hans vinger. Det virkede underligt, for sådan så hendes overhovedet ikke ud. Men hun var også godt klar over, at hendes vinger ikke var som de skulle være. Derfor prøvede hun at lade dem hænge som hans, da det jo kunne være, at de skulle se sådan ud.
"Vil du ikke snakke?"
spurgte hun en anelse nysgerrig og forsøgte stadig at få sine vinger til at hænge på samme måde, som hans. Det var bare en smule svært, fordi hver gang det faktisk lykkedes hende og hun var stolt over sit arbejde, rejste vingerne sig op igen, fordi hun ikke længere koncentrerede sig.

[Itami]

han så på hende og de smukke blå øjne lyste lidt af månen. han så at hun havde vinger nu og undrede sig over hvad hun lavede med dem han så om på sin ryg og forstod bedre nu. han lukkede øjnene hårdt i og man så at han virkelig brugte kræfter på bare at få den ind under trøjen og op som de skulle være som hendes. han åbnede øjnene bag efter og så på hende.
"jeg snakker ikke meget.... jeg lærte det først for... et par uger siden?"
han så på hende og hun virkede alene. men på en anden måde en ham. en måde han ikke kunne forklare. han forstod det slet ikke.

[Aoi Manani]

Af ren og skær nysgerrighed lagde hun hovedet en smule på skrå, da hun kunne se, at han begyndte at koncentrere sig, men om hvad? Dog lagde hun efterfølgende mærke til at hans vinger lige pludselig forsvandt, var der en grund til det? Havde hun taget fejl omkring hans vinger.
"For et par uger siden?"
sagde hun en smule undrende. Aoi vidste ikke rigtig hvad der var rigtig og forkert, men hun var dog sikker på at det ikke var meningen at hun skulle have sorte vinger, når hun befandt sig i Iméra. Hun rykkede en smule på sig, så hendes fødder gravede sig yderligere ned i jorden. Det lille søde smil viste sig igen på hendes læber, da hun nærmest havde glemt at han var der, og blot morede sig over hvordan sandet kildede hende, eller hvad der nu skete. Dog rettede hun sig blik mod ham, imens at hendes vinger rejste sig op igen. De var kulsorte og ganske små, men det kunne også have noget at gøre med hendes alder.

[Itami]

han så på hende og nikkede.han så på hende og da hun begyndte at lege med tæerne i sandet lod han sit blik glide ned igen. han så på sandet og sukkede lidt. han så på hende som hun så på ham igen.
"ved du hvad der er rigtigt... og hvad der er forkert?"
hans stemme var forvirret og rolig og det var tydeligt at han virkelig ønskede at vide det fordi at han ikek helst selv vidste det. han var jo kun et barn inden i

[Aoi Manani]

Aoi lagde hovedet på skrå og forstod ikke rigtig hvad drengen mente, vidste han heller ikke hvad der var rigtigt og forkert. Det fik hende blot til at smile, da hun nu havde fundet en, som var lige som hende. Eller det var i hvert fald hvad hun troede. Hun gik stille tættere på ham, dog fortsat med fødderne begravet i sandet.
"Hvad mener du? Det eneste jeg ved, er at mine vinger er forkerte"
sagde hun en smule eftertænktsom og forsøgte at skjule sine vinger for ham. Da hun ikke ligefrem var særlig stolt over det. Hun så en smule genert ned i jorden og rystede lige pludselig på hovedet. Dog lod hun sig glide ned i sandet og begravede hænderne i jorden. Aoi var jo stadig kun et lille barn, som ikke vidste hvad hun skulle stille op med sit liv? Og hvorfor var det folk frygtede hende?

[Itami]

Itami så på hende og så på hendes vinger. hvad skulle det betyde at hendes vinger var forkerte. han så på hende og rejste sig op og gik om bag hende og så på hendes vinger.
"de ser da meget normale ud... de er oppe. de er levende og de har sikkert følelser.... så hvorfor siger du de er forkerte"
han gik over foran hende og så undrene på hende. hvorfor mente hun at hun var forkert. han satte sig foran hende og så på hende. de var næsten ligehøje. han så roligt på hende. var virkede... som ham?!

[Aoi Manani]

Aoi's blit forsøgte at følge hans bevægelser da han gik rundt om hende, desværre måtte hun give op ellers ville hun bare blive rundtosset. Hun kiggede dog en smule på sine vinger, hvad mente han med at de var levende og havde følelser, var det ikke bare vinger?
"De.. De burde ikke have den farve.. Sort er ikke godt i Iméra. Folk undgår mig på grund af mine vinger"
sagde hun lettere forvirret, selvom det jo egentlig ikke var grunden til at folk undgik hende, det var jo det som lå gemt dybt inde i hende, som skræmte folk. Men Aoi var nød til at finde på en grund, ellers ville hun bare være helt fortabt og forvirret, noget som længe havde påvirket hendes personlighed eller bare hendes sind.

[Itami]

Itami så på hende og tog hånden om bag sin ryg og hev sin ene vinge frem og den røde farve skinnede lidt. han så på sin vinge og så på hende. "mine vinger er da også forkerte. de skinder og de er bare som klude... dine er da flotte. jeg ville gerne bytte" han så på sin vinge og slap den og man kunne se hvordan den faldt ned som en klud. han så på hende og sukkede trist og lagde hoved på sine ben. "folk undgår mig... men jeg ved ikke hvorfor. de vil ikke komme tæt på mig... kun fugl har været tæt på mig i længere tid" selv nu var aoi og itami jo nok og vel en meter fra hinanden.

[Aoi Manani]

Da han valgte at vise hende sin vinge, så hun en smule forundret på dem og kunne næsten ikke lade vær med at stirre på de smukke vinger. Hun var nærmest målløs over at se hans skinnede vinger. Det virkede unaturligt, men på den anden side, hvad var naturligt? Hun rakte hånden ud efter hans vinge, da hun gerne ville mærke den, dog kunne hun ikke rigtig tro, at hans vinge skulle være sådan som den var lige nu, måske var han træt?
"Jeg kan godt lide dine vinger"
sagde hun med et forundret blik i øjnene, da hun nærmest var fascineret af hans vinger. Men hun lod dog sit blik glide hen mod hendes egne vinger, hvorfor ville han gerne bytte, når han havde så smukke vinger? Det forstod hun ikke rigtig.
"Så vi bliver begge undgået? Måske det er meningen at vi skal holde sammen så?"
spurgte hun mere eller mindre nysgerrigt og rakte hånden frem mod ham for at give ham et venligt håndtryk. Bare for at vise, at de måske skulle blive venner, hun kunne jo ikke vide noget om hans sygdom.

[Itami]

Itami så på sine vinger. ja de var smukke. og det var varme. men de var slattende. han så på hende da hun prøvede at røre vingen inden han havde sluppet den. da hun sagde de måske skulle holde sammen så han ned i jorden og forstod ikke rigtigt.
"hvad betyder det... at holde sammen?" spurgte han da han jo aldrig havde holdt sammen med nogen og havde altid været alene. han så på hendes hånd og forstod ikke hvad han skulle gøre. men det var nok fordi at han aldrig havde givet hånd til hendes.
"hvad skal jeg med din hånd?"