forkert?

[Aoi Manani]

Nysgerrig kunne man i hvert fald godt kalde Aoi, men alligevel var hun bange for at komme alt for tæt på ham. Men på den anden side, så havde hun også en smule ondt af ham, fordi han også blev undgået, hun ville jo bare hjælpe, som den engel hun faktisk var.
"At vi holder sammen betyder, at vi hjælper hinanden, som venner?"
forsøgte hun at forklare. Men egentlig var hun ikke helt sikker på, hvad det selv betød. Hun havde jo aldrig rigtig haft en ven før, så hvordan skulle hun vide hvordan det ville være, dog havde hun på fornemmelsen af at det var noget godt. Hendes blik gled ned på hendes hånd, som hun fortsat rakte mod ham. Var han ikke klar over, hvad de forskellige tegn betød, som om han ignorerede sandheden?
"Meningen at vi skulle tage hinanden i hånden, som tegn på at vi vil hjælpe hinanden med at forstå"
sagde hun med et sødt smil på læben og forsøgte at overtale ham til at give hende hånden. Som tegn på et nyt venskab måske?

[Itami]

han så på hende da hun nævnte venner. venner? hvad var det. han havde ikke fundet det ord i bøgerne han havde læst eller i de ord han huskede folk sagde. han så på hende med forvirrede øjne. da hun sagde det var for at sige man forstod hinanden så han på sin hånd og rakte den langsomt frem mod hende. og rystede lidt.
"venner? er fugl og jeg venner så? vi har altid holdt sammen så"
han tog hendes hånd og trykkede den helt uvidende om hans fejl i generne som gjorde at hun ville få smerter. smerter inden i. noget han ikke kendte til. det var dette som gjorde folk undgik ham. kaldte ham et misforster og et monster. alt sammen pga at han skabte smerte.

[Aoi Manani]

Aoi forsøgte at opretholde smilet, selvom hun ikke var helt sikker på om han overhovedet ville tage imod hendes hånd. Han virkede også forvirret og anderledes, at hun ikke kunne sætte en finger på, hvorfor der skulle være noget galt med ham udover det hun kunne se med hans vinger, som hang som klude på hans ryg. Det virkede uvirkeligt, men smilet bredte sig en anelse, da han lagde an til at give hende hånden alligevel.
"Hvis I altid har holdt sammen, så er I ven...."
Hendes stemme knækkede lige pludselig over, da han trykkede hendes hånd, hun var lige med et helt fraværende dog uden at trække hånden til sig. Aoi selv forsvandt, selvom hun tydeligvis kunne mærke de smerte, som strøg igennem hendes hånd. Men det svækkede hende.. Svækkede hende så meget at hun ikke kunne holde kræften tilbage.. Den havde frit spil. Hendes øjne blev lige pludselig tomme og det virkede ikke som om hun længere var tilstede.

Aoi følte sig lige pludselig glemt og kunne ikke andet end at se til, det der snart ville ske. Noget som hun med sikkerhed ville komme til at glemme, når det først var overstået. En tåre trillede ned af hendes kind, da hun ikke ønskede at miste ham, som sin ven. Men det kunne være at han ikke ville blive påvirket? Dog var det sikkert drømme tænkning fra hendes side af. Hun kunne ikke gøre andet end at forsøge at komme ud, før at det ville være for sent. Men smerten hamrede hende i jorden hver gang at hun kom et stykke videre. Hun var fanget i sit eget sind.

Itami ville snart få sig en større overraskelse i det at Aoi's vinger lige pludselig rejste sig helt op og nu prægede hendes udseende mere end man havde forventet af de små vinger. Itami ville nok lige pludselig kunne mærke en trænge ind i sit sinde og begynde at udforske de mindste ting, så som at finde frem til hans ømme punkter. Han ville muligvis få følelsen af, at der var noget som forsøgte at bryde ud fra hans krop.

[Itami]

Itami trykkede hendes hånd og hørte hvad hun sagde og da hun gik i stå så han op fra deres hånder og så hvordan hendes øjne blev tomme og hvordan vingerne rejste sig. han undrede sig faktisk over hende. han lagde hovedet lidt på skrå. han havde kun gjort hvad hun havde sagt. han så på hende og af en eller anden grund slap han ikke hendes hånd. han så på hende og man kunne se hvordan hjertes smerte igen angreb ham. en til som alle de andre. en til som ville mene han var forkert.

han anede ikke hvilken kamp hun havde igang i lige nu men pludselig følte han en som kiggede på ham fra det indre. en som kiggede efter smerte. minder. alt. Itami holdte roligt i hendes hånd og pludseligt spærrede han øjnene op og tog sig til brystet og man kunne pludselig se frygten i ham. smerten.. smerten fra den gang kom tilbage nu. ilden i hans hjerte brandte pludselig igen. første gang han havde mærket den var det fantastisk men dette var anderledes. ilden brandte ham op inde fra. smerten i hans indre fik ham til at knue voldsomt om hende hånd. han faldt lidt forover. hvordan kunne dette være så anderledes fra dengang. dette var ikke samme smerte. det vidste han helt sikkert nu. dette var ikke samme slags smerte.

han havde flere frygter end denne smerte. han var også bange for at fugl ville forlade ham det var den eneste han havde kendt altid. han var dog også bange for cam ville vendte ham ryggen også så han ville ende med at stå alene. det var ikke sjovt at blive ladt i stikken af alle. folk lod altid som om de var ihh så søde men så bare lade ham være. de truede ham tit med noget han ikke forstod. truede ham på en måde de kendte men ikke ham. at være alene igen var nok det han frygtede mest. være helt alene.

[Aoi Manani]

Aoi ville nok aldrig rigtig kunne forstå hvad der var sket, men det var nok nærmere fordi hun havde det med at glemme de hændelser som skete rundt om hende, når hun først var blevet låst inde i sit eget sind, derfor kendte hun ikke svarede på hvorfor folk undgik hende og han ville næppe kunne få hende til at indse det. Nok var hun til tider en fornuftig lille pige, men man ville næppe kunne bilde hende i, at der var noget inde i hende, som ønskede at hærge og forvolde folk de værste smerter, som nogle ikke en gang overlevede.

Inde fra sit indre kunne Aoi betragtede hendes ny fundne ven, som var i færd med at blive totureret, men hun forstod ikke hvorfor. Hun havde ikke gjort noget og hun havde allermest lyst til at skrige, men dog vidste hun godt, at hun ikke ville kunne nå ud til ham. Der var lukket for hendes stemme. Det eneste der nok ville være muligt ville være at snakke med sig selv, men hvorfor?
"Hvad er dette, det er ikke mit ønske! Stop det!"
hendes stemme var desperat, men det var blot en stemme inde i hovedet, som om hun førte en samtale med sig selv. Hun satte sig ned på hug og forsøgte at gemme sig. Hun ville ikke længere bare betragte det som skete udenfor, udenfor hendes sind. Et minde ramte hende.. Hun blev ramt af et syn af hendes forældre, som begge lå på gulvet og nærmest var igang med at tage livet af sig selv eller var det også hende? Aoi kunne ikke se fornuften i det.

Udenfor i virkeligheden var der ikke rigtig noget som kunne tyde på at Aoi's hånd havde tænkt sig at give slip i Itami. Både fordi smerterne fra ham holdte Aoi på sin plads inde i sig. Kræften snoede sig inde i Itami og ville nok snart tvinge ham ned i knæ. Dog fandt den også vej til hans synsnerve. Dette betød blot at han snart ville se nogle billeder foran sig, som egentlig bare var en illusion, men det ville dog virke meget virkeligt.

Blot en illusion?
Stedet var mørkt og fremmed, dog kunne man i det fjerne skimte et store hus, nok nærmere et palæ. Vinduet oppe på 1. sal var tændt, hvori man kunne se to skikkelser, det ene af en mand den anden var en kvinde. Han befandt sig nu midt på gårdspladsen ved Kuro, der hvor han før havde arbejdet og søgt ly. Men nu var han blevet skubbet på porten, noget der også var meget tydeligt, da kvindens håndlangere kom ud igennem døren for at skræmme ham væk fra hendes grund. Han var blevet udstødt fra Camill's hjem, hun havde fundet sig en erstatning.

[Itami]

Itami var ikke i knæ da han jo allerede sad foran hende. han var forover og bed tænderne sammen i smerte. han slap ikke taget inu han havde for mange smerter til det. han rystede. ilden. den brandte. men hvordan. hvad var det. han så op da alt var mørkt han så på cams hjem og løb mod det som var han glad indtil de udøde kom mod ham. han gik tilbage og så op hvor cam var.... hun vendte ryggen til ham... hun... hun udstøtte ham også efter hun havde sagt at han var hendes og hun havde ansvaret for ham. Itami rystede på hovedet og ville ikke tro det.
"nej... nej... du sagde du havde ansvaret for mig... hvorfor" han lukkede øjnene og huskede han havde trykket end pige i hånden. han slap pludseligt hans tag om hendes hånd og førte den op til sit hoved. han rystede og forstod intet.
"hvad sker der.... har jeg virkelig ingen venner... hun sagde ellers at hun ville være min ven... men hvor er hun nu"
han talte mest til sig selv. nok fordi at han var forvirret. han rystede og lagde hovedet på sine knæ da han sad som japaner sad så han var helt krummet sammen nu. han ville ikke se mere. han ville ikke ha det her skete. nogen i ham begyndte at vokse. den smerte som han altid havde kendt. smerten af at se forældre med børn og ders glæde og så selv være alene. smerten ved at blive forvist og skældt ud. smerten som han altid havde kendt. hjertes smerte.

[Aoi Manani]

Aoi sad med hænderne rundt om sine knæ og ønskede ikke at se mere, hun ville have det hele til at stoppe, da hun var skræmt for vid og sans af at se hvordan han havde det. Hun havde aldrig troet at sådan noget skulle ske, men var det sket fordi de have rørt hinanden? Måske hun skulle lade vær med det? Tårene var så småt begyndt at oversvømme hendes ind, som om hun var i færd med at drukne sig selv, alligevel var der noget som trak i hende og sagde at hun ikke måtte give op, selvom hun faktisk ikke havde kræfterne til det.

Illusionen forsvandt egentlig meget hurtigt og ville sikkert være blevet meget værre, hvis han ikke havde givet slip i hendes hånd, det var jo sådanset det eneste som gav kræften en mulighed for at slippe ud af Aoi's krop uden at skulle gøre så meget for at holde inde. Det havde smerterne jo sørget for. Dog skete der en større forandring idet at forbindelsen nærmest røg, Aoi besvimede foran ham, da hun endelig var kommet til sig selv. Dog var hun udmattet på grund af de smerter, som havde påvirket hende meget, eftersom at det var et langvarigt håndtryk og hun kunne da også stadig mærke den. Men kræften havde trukket sig tilbage og efterladt hende i en meget svag tilstand.
"Mor.. Far.. I må ikke forlade mig!"
Hendes stemme var en smule hæse og det var ikke fordi hun var ved bevidsthed, det var nærmere en drøm, hvor hun forsøgte at få sine forældre tilbage.

[Itami]

Itami forstod intet af hvad der var sket. han hørte et bumb og så op fra sine knæ og så hun var besvimmet. han rystede stadig og så alt tåget men kunne se det hvide fra hende. han tog sig til brystet og mærkede smerten var væk men hjertes smerte var der inu. det havde været underligt da smerten forsvandt. det var på en måde dejligt at ha oplevet det igen. han skubbede sig op at stå og vendte sig mod vandet. han gik meget usikkert lige nu og da han kom til vandet faldt han sammen og log bare der og fik vandet op i ansigtet og på kroppen uden rigtigt at mærke det. han tog sig til hjertet og følte sig stadig forladt. han anede ikke det var en ilotion. nok fordi at han havde fået hjerte smerten igen, han faldt nærmest hen i en form for søvn. han var udmattet og træt.

[Aoi Manani]

Nogle gange var illusionerne mere gennemtænkte og vel overvejede, men kræften havde ikke fundet det nødvendigt at gøre det helt store ud af situation, da den muligvis havde på fornemmelsen af at det kun ville blive et kort visit. Men nu var det overstået, så var det blot at genfinde styrken, hvis man overhovedet besad noget, som kunne mindske skaderne eller blot skubbe dem væk. Aoi selv rørte dog en smule på sig og var derfor langsomt ved at komme til sig selv, dog ville det næppe være særlig nyttigt, da hun ikke ville kunne huske hvad der var sket og derfor kunne begå samme fejl endnu en gang.
Pludselig satte hun sig op og lod blikket glide rundt på sine opgivelser, først forstod hun ikke rigtig hvad hun lavede på stranden og forsøgte endda også at børste det værste sand af sit tøj, men det klistrede til hendes krop, så hun fik ikke ret meget af. I sidste ende fik hun øje på ham og rejste sig hurtigt op på benene for at vakle hen til ham.
"Hello? Vågn op, jeg har ikke lyst til at være alene.."
hendes stemme var kritisk, da hun i lang tid havde forsøgt at sige noget, men på grund af at hun havde været lukket inde i hvad der føltes som en evighed, så prøvede hun alligevel at snakke til ham, og vidste ikke hvad hun skulle gøre nu. Hun vidste ikke hvad der var sket.

[Itami]

han åbnede øjnene og så op på hende. han satte sig op og man kunne se hvor trist han var. "alene... du ved ikke hvad det vil sige at være alene." sagde itami og tog om sig selv. han vidste alt for godt hvad det ville sige at være alene. for han havde altid været alene og havde brug for at blive holdt af. han så ned i vandet og trak vejret dybt.
"hvad var det som skete før?"
spurgte han og ønskede en forklaring. .det var ikke så meget på hans smerter men på hvorfor hun besvimmede. han havde troet at hun ikke ville ham mere.

[Aoi Manani]

Aoi så en smule forundret på ham, hvordan kunne han bare sige det? Hun havde måttet klare sig selv lige siden at hun var fyldt 37 år (omkring de 3 år), så hvordan kunne han bare sige, at hun ikke vidste hvordan det var at være alene. Hun havde altid været alene og aldrig forstået hvorfor, fordi hun var jo bare en engel?
"Jeg.. Jeg mistede mine forældre som 37 årig.. Og har levet i 63 år uden dem nu"
prøvede hun at forklare ham, men hvis han ikke kunne se at hun faktisk også var alene, så var det ikke noget hun kunne tage sig af. Dog stivnede hun en smule, da han ville vide hvad der lige var foregået, hvad mente han med det? Det sidste hun kunne huske var håndtrykket og så efterfølgende det at hun var besvimet og vågnet igen.
"Jeg ved det ikke rigtig, det sker hver gang at jeg forsøger at være sød ved andre. Måske er det ikke meningen at jeg skal være sød? Hører jeg mon til Nýchta?"
man kunne tydeligt høre på hende, at hun var meget forvirret og endda også i tvivl om hun burde være i Iméra eller måske flygte til Nýchta, hvor der kunne være større chance for at hun ville blive accepteret.

[Itami]

han så op på hende og rejste sig op og så på himlen lidt. hun vidste intet om at være alene han var alene... altid. han så på hende og trådte et skridt tilbage så han kunne se ordenligt på hende.
"jeg har ingen forældre... jeg ved ikke hvad det er... eller ... eller hvad det vil sige at ha forældre."
Itami tog sig til hovedet og følte hans verden brast sammen under ham. han så på hende og sukkee lidt.
"du besvimmede... hvorfor. er det væske mangel... eller har du slået hovedet?"
han så på hende og mente ikke hun hørte til i nychta. det var hun var blid til.

[Aoi Manani]

Egentlig skammede Aoi sig en smule over ikke at kunne besvare hans spørgsmål, som tydeligvis ville gøre det hele meget mere klart. Hun sukkede kort, da hun hørte hans historie. Hun havde egentlig ikke troet, at det var muligt at leve uden sine forældre, men på et eller andet tidspunkt måtte han da have set sine forældre, det lå måske bare for langt inde i hans underbevisthed, så han faktisk ikke vidste, at han på et tidspunkt havde tilhørt en familie.
"Det er jeg ked af at høre. Jeg regnede ikke med at der var sådanne situationer"
sagde hun en smule lavmælt, da hun ikke vidste hvordan hun skulle reagere i denne situation, dog startede hun ud med en mindre form for tavshed. Selvom hans ord borede sig ind i hendes krop og blot fik hende til at tage sig til hovedet, da hun ikke kunne svare på det. Det var også håbløst at lede efter et svar for hun ville sikker ikke kunne lide det.
"Jeg ved det ikke!"
skreg hun nærmest op, da mange havde forsøgt at få svar på hendes opførelse, men det gjorde hende blot mere og mere frustreret, men samtidig også sårbar over for de mindste situationer.

[Itami]

Itami havde ikke kendt sine forældre. han var blivet efterladt i en grotte for at dø men fønixen var kommet og hjulpet ham. han så på hende og sukkede. han var jo farlig for alle og derfor havde hans far lagt ham til at dø for selv at tage sit ejet liv bag efter.
"sådan er livet desværre."
hanså på hende da hun pludselig blev helt trist. han rejste sig op og gik rundt om hende imens at han så på hendes hoved for at tjekke om hun havde et sår og det ville være nemt at se i hendes hvide hår.
"du har intet sår. måske er det bare noget som skete. det kan vel ske for alle"
det var tydeligt at han ikke rigtigt var bange for hende. men det var nok fordi at han havde det underligt med en var som ham

[Aoi Manani]

Aoi var ikke ligefrem glad for at hun havde kendt sine forældre, for så vidste hun blot hvad hun havde haft, men nu var det forsvundet og derved kunne hun ikke savne det mere. Hvis hun nu aldrig havde været i selskab af sine forældre, så havde det næppe påvirket hende så meget. Derfor burde han jo være glad for ikke at have mødt sine forældre rigtig eller overhovedet ikke kunne huske dem.
"Jeg ville ønske at jeg ikke havde kendt mine forældre.."
sagde hun med en lettere trist tone, da det helt klart måtte være lettere at leve uden forældre end som at være blevet svigtet af dem. Hendes hovede lagde sig en anelse på skrå, da han rejste sig op for at undersøge hende. Aoi kiggede også på ham med store øjne, da han sagde at hun ikke havde nogle sår. Dog af ren og skær refleks lod hun hænderne strejfe sit hår for at være helt sikker, men der var ikke noget som gjorde ondt.
"Jeg kan heller ikke huske at jeg skulle have slået hovedet"
sagde hun lettere eftertænksom og forsøgte at tvinge et smil frem på hendes læber, selvom hun inderst inde stadig var trist.