Give Me Some Information..

[Colopatiron Nisroc Perpetiel]

Hendes tanker om ham som spioner havde han ingen anelse om. Han kunne nok godt begå sig som spion. Folk ville næppe stille spørgsmålstegn ved hans pludselig dukken op, da der er mange der sikkert blot vil antage han ville være blevet klogere. Desuden, så var det nok også smart at have en på "fjendens side" der kunne reportere tilbage. Colopatiron havde dog aldrig prøvet at agere som spion, men han agtede at gøre hvad hun bad ham om. Det var hans mål i livet nu. Det havde han bestemt sig for. Lysetsbarn troet han ikke på længere og det blot et spørgsmål om tid før Iméra faldt. Hans blik fulgte dørens åbening og han blev mødt med hans nye gemakker, der var en klar forbedring i forhold til kælderen han havde haft før. "Jeg takker" svarede han og bukkede dybt for at vise sin taknemlighed. Han blev dog stående i gangen for at se om hun havde yderligere ting at oplyse ham om, da pligten måtte antages som det vigtigste i hans nuværende situation.

[Camill Angelique Arnauld]

Om det ville være særlig smart at skjule hans eksistens overfor kongefamilien var hun ikke helt sikker på. Men hun ville jo kun kunne bruge ham, hvis han rapporterede til hende og ingen andre, da det blot ville give bagslag senere. Derfor var det også nødvendigt for hende, at gøre noget med ud af hans træning, hvis han endelig skulle bruges som spion. Det kunne dog også godt være, at hun kunne finde andet at bruge ham til, selvom spion ideen prægede hendes hovede en del. Derfor ville der gå noget tid før hun ville komme på andet.
Det undrede hende en smule, at han valgte at blive stående på gangen, men det måtte han vel også selv om, da hun ikke ligefrem kunne beordre ham til at gå i seng. Selvom det i hans tilstand ville være det mest smarte. Hendes blik gled hen langs med gangen, hvor en af hendes håndlangere kom gående. Dens job var at holde øje med hans bevægelser og selvfølgelig følge ham hvorend han havde lyst til at gå hen. Selvom han næppe skulle gå for langt væk. Camill havde sine planer.
"Jeg vil foreslå dig at få samlet nogle kræfter for jeg henter dig igen om nogle timer."
sagde hun ganske koldt og begyndte at gå videre hen langs med gangen for at finde frem til trappen igen. Det var en anelse modigt at lade ham være alene, selvom han var under opsyn af en af hendes håndlangere, men de kunne jo også snydes? Dog var palæet bevogtet døgnet rundt. Så det ville næppe blive let at flygte, hvis det var det han ønskede.

[Colopatiron Nisroc Perpetiel]

Et lettere varme bredte sig indeni ham, da han følte at han havde muligheden for at få noget søvn, så han kunne genoplade. Han lukket kort øjnene og valgte at ignorere at der kom en vagt for at holde med ham. Han tog skridtet ind i det lille rum og satte sig på sengen. Hvad mon hun havde i tankerne til ham, siden hun ville hente ham igen om nogen timer. Hans fornemmelse sagde ham det var tidligt om morgenen, men han kunne dog ikke bide sig sikker, da han som sagt havde ødelagt sit tidsfornemmelse fuldstændig nede i kælderen. Han lod kort vingerne sprede sig ud. De var ikke længere hvidbrune, men havde fået mere mørkt skær over sig. Det var lang tid siden han havde haft muligheden for at sprede sine vinger ud for alvor. Han lod sig dumpe tilbage i sengen, der næppe var den bedste seng, da var tilstede her på palæet, men det bekymrede han sig ikke om. Den var meget mere behagelig end det kolde gulv i kælderen, hvilket også gav sin effekt, da verden blev omtåget af et mørke og snart var en ny verden over ham.

[Camill Angelique Arnauld]

Vagten fandt sin plads uden for døren og stillede sig blot ret hen ved siden af den. Det virkede muligvis ikke til at der var den helt store form for liv i vagten, men i virkeligheden blev Camill også nogle gange til at spare på hendes kræfter, selvom hun i flere dage ikke havde lavet andet end at slappe af og måske tilbringe noget tid på biblioteket i palæet. Dog var vagtens formål jo også bare at skabe en form for illusion over for Colopatiron. En illusion om at han ikke ville kunne slippe ud uden at hun i det mindste ville kunne følge hans vej på den ene eller anden måde.

Der ville ikke gå meget længe før at man ikke havde muligheden for at høre hendes skridt mere. Da hun kom længere og længere væk fra hans værelse. Dog vendte hun blikket om en enkelt gang for at sikre sig at vagten var på sin plads. Hendes skridt ledte hende endnu en gang mod biblioteket, da hun selvfølgelig var nød til at holde sin viden opdateret. Hun forsvandt fra hans hørevidde og bevægede sig næsten lydløst ind på biblioteket, hvor hun bevægede sig imellem de mange reoler. Hendes vej ledte hende mod reolen over bøger fra og om Iméra. Dette var det perfekte tidspunkt at finde nogle oplysninger på i fred og ro, selvom de var knap så opdateret, som dem fra Nýchta. Men det var efterhånden svært at skaffe informationer fra fjendens land.

[Colopatiron Nisroc Perpetiel]

Colopatiron havde ikke tænkt sig at stikke af, selv hvis der ikke havde været en vagt. Han havde bemærket vagten, men han vidste af erfaring at tillid var noget man skulle gøre sig fortjent til og han kunne ikke blot sige til Camill at han ikke havde planer om at stikke af og derfor ikke behøvede en vagt. Det ville virke ret mistænktsomt. Det var lang tid siden han havde sovet så roligt. Han følte en inder ro han ikke havde følt nogensinde, mente han, men alligevel vågende han efter en lille times søvn. Dog var han virkelig vel udhvilet. For en engel, som ham var det ikke så vigtigt at få søvnen, det var dog mere vigtigt at få klarheden og troen på det man lavet. Han lod sine vinger folde ind igen. Han satte sig op og smilede svagt for sig selv og så rundt i værelset. Det var utrolig lille og hvis det ikke var for lysestagen var der fuldstændig mørkt, der var ikke noget vindue, men det ville nok ikke gøre den store forskel, da solen forsat var borte.

[Camill Angelique Arnauld]

Nogle gange kunne man kun undre sig over Camill's opførelse, da hun ofte viste sig at være meget tålmodig omkring folk. Selvom Colopatiron havde været en større prøvelse for hende, så havde hun ikke givet op og det gav muligvis også pote, hvis hun da kunne få ham overtalt til at spionere for hende. Camill kunne ofte tilbringe flere timer på biblioteket, da hun var en kvinde, som gerne ville have et svar på alt. Og denne aften var ikke rigtig nogen undtagelse. Hun stillede sig en anelse op på tæer og bandede en smule over at hun ikke gik i høje hæle eller noget lignende, men det passede bare ikke til en livvagt eller en Necromancer for den sags skyld. Grunden til at hun havde stilt sig op på tæer var fordi hun ville få fat på en æld gammel bog. En bog der fortalte om den gang der stadig var lys i både Nýchta og Iméra. Den gang hvor vampyrerne ikke havde tronen, fordi de var i evig kamp med varulvene. Det var underligt at tænke på, at hun faktisk havde levet så længe på jorden, at hun havde kunnet følge med i det hele fra sidelinjen uden at gøre det helt store.
"Mon der står noget om hærføren i Iméra fra den gang. Den såkaldte Colopatiron.."
sagde hun eftertænksomt, da det nogle gange hjalp at snakke med sig selv for at klare sine tanker. Grunden til at hun ville vide noget om ham var nok fordi hun fandt det nødvendigt at kende til hans fortid, så hun vidste hvem hun havde med at gøre eller hvem der faktisk sov på et af hendes mange værelser.

Vagten uden for døren vendte sig mod hans værelse og åbnede døren uden at komme med en advarsel først. Blikket var fæstnet på Colopatiron, hvoraf den vendte sig om og begyndte at gå ned langs med gangen. Den havde forsøgt at give tegn til at han skulle følge med den, men om han ville forstå det, måtte han jo finde ud af, selvom det blot ville give bagslag, hvis hendes håndlanger skulle tilbage for at hente ham med en mindre mild tone eller opførelse. Vagten var stoppet et godt stykke nede af gangen og afventede hans reaktion.

[Colopatiron Nisroc Perpetiel]

Colopatiron opdagede døren forsat var åben. Han havde vel været for træt til at opdage det, da han først var gået ind i rummet eller også var det fordi vagten havde åbnet den. Vagten, som stadigvæk stod udenfor hans værelse. Han smilede svagt ved synet af den. Før havde det været en fjende, som han aldrig ville havde brudt sig om, men nu var det hans allierede. Colopatiron havde aldrig brudt sig særlig meget om necromancer, men nu var han blevet overvundet af en, så følte han anderledes, eller i hvert fald med Camill. Der var ikke samme had overfor hende, men han havde jo også bestemt sig for at adlyde hendes mindste vink.
Han lukket kort øjnene og tvang sig selv op på benene for at følge efter vagten, der virkede som den ville have ham til at følge efter sig.

Der var skrevet mange bøger om, da verden stadigvæk kendte til solen og Iméra rigets prægtighed dengang, hvor solen stod højt på himlen. Det var dog begrænset med hvor mange der handlet om krig, hære og lignende, da det ikke var noget Iméra riget talte stolt om, men der var skrevet flere skrifter. Blandt andet var der noget om et slag, hvor en engel fra de nordlige bjerge havde nedlagt utallige antal varulve på egen hånd. Den kriger var senere blevet til hærføren, der netop nu var at finde i Camills palæ. En hærføre der var beskrevet som en galning, der ikke var rad for at slå sine egne soldater ihjel, hvis de ikke adlød ham. Han havde eftersigende aldrig talt med kongen direkte, da kongen ikke turde stå ansigt til ansigt med ham, men altid havde brugt sine rådgiver til at give ordre. En dag blev dette dog for meget for hærføren, der valgte at en angribe en landsby på eget initiativ. Dette resulterede i hans afskedigelse.

[Camill Angelique Arnauld]

Bøger var der mange af på biblioteket, men alligevel var det en smule frustrerende, at hun aldrig havde undersøgt mulighederne omkring Iméra. Det havde jo altid været en land, som var stolt over sin pragt og det var landet kunne opnå, i forhold til Nýchta, hvor der altid havde hersket kaos og forvirring mellem racerne. Og den gang hvor solen forsvandt var det hele blevet værre fordi det lagde op til udskiftning blandt de kongelige. Men af en eller andren grund, så havde Iméra aldrig været udsat for den slags svindel. Folk i Iméra var mere loyale, eller var de? Camill lod blikket glide ned igennem de mange bøger, selvom de ikke var meget at hente så fandt hun da frem til nogle oplysninger, som kom bag på hende. Hun kunne dog ikke rigtig forestille sig om det var sandt, da der sagtens kunne være blevet overdrevet med ordene i de ældgamle bøger.
"Interessant.."
sagde hun lavmælt for sig selv og smækkede bogen i. Støvet hvirvlede efterfølgende ud af bogen, dette var blot et tegn på hvor gammel den egentlig var, så hvis hun ikke passede på så ville bøgerne forsvinde i støvet.

Man kunne roligt høre skridtene fra vagten, som var ved at gå tilbage mod værelset. Dog stoppede den op i det sekund, hvor Colopatiron trådte ud af sit værelse. Vagten vendte efterfølgende sin kurs den anden vej. Deraf regnede den med at han ville følge med resten af vejen ud at den skulle stoppe op efter nogle meter hver gang. Om vagten havde i sinde at føre ham til Camill, på grund af træningen eller om det havde i sinde at lede ham en smule på vildspor måtte han finde ud af. Selvom Camill selvfølgelig havde kontrollen over den, så var det ikke altid at de gad lystre til punkt og prikke. Vagten virkede også på en måde usikker, imens at den haltede forbi de mange døre. Ingen af dem var låste, men for enden af gangen kunne man se en kulsort dør, hvor der ved håndtaget, eller der hvor håndtaget skulle være, hang en lås. En kraftig en af slagsen, som ikke en gang ville kunne åbnes med magi. Håndtaget var der dog ikke noget af. Egentlig kunne man godt fornemme på vagtens kurs, at den fulgte den vej, som Camill tidligere havde taget.

[Colopatiron Nisroc Perpetiel]

Colopatiron fulgte efter vagten i stilhed. Han forventet ikke vagten var i stand til at tale. Han havde kun oplevet en necromancer der havde været i stand til sådan magi og han var død for utallige år siden. Han var blevet så frygtet at han til sidst blev jagtet af begge rigere, da hans hær var blevet så stor at den kunne måle sig med Iméras hær og Nytchas hær, men han var blevet snigmyrdet i nattens mørke.
Colopatirons skridt gav genlyd mod gulvet. Han brød sig ikke om at støje så meget, men han formodet at Camill vidste han var ude af sit værelse, da han fulgte efter vagten.
Hans blik gled mod en dør, der falde lidt uden for de andre. Den så mindre solid ud end de resterende døre. Hvilke hemmeligheder var der mon i dette kammer? Han rystet kort på hoved. Det skulle han kun vide, hvis Camill ønsket han skulle vide det overbevidste han sig selv om.

[Camill Angelique Arnauld]

Bogen blev roligt skubbet længere ind på bordet, hvorefter hun blot lod sit blik glide op mod loftet, som befandt sig endnu en etage oppe. Biblioteket var nød til at være stort ellers kunne det umuligt huse de fleste bøger fra både Nýchta og Iméra. Men på et tidspunkt ville der blive trængt på biblioteket eftersom at årene altid bragte nye informationer med sig, men mon ikke der på et tidspunkt ville komme en løsning på det. Camill smed benene op på bordet og lænede sig roligt tilbage i stolen, imens at hendes blik var fæstnet mod loftet. Dog var der noget som forstyrrede den fred, som der var inde på biblioteket, det var skridtene, som kom ude fra. Roligt blev hun siddende eller liggende i stolen og ventede roligt på at de ville træde indenfor.
Vagten trådte en smule til siden, da den endelig var kommet frem til biblioteket, dog var vagten ikke selv generet af hans skridt, da det jo ikke så ud til at have nogen form for livs kilde udover at Camill kontrollerede dens bevægelser. Der gik dog heller ikke lang tid før at vagten forsvandt ud af syne og ligesom gik i sig selv, derefter vendte Camill sin opmærksomhed med ham.
"Kom ind.."
sagde hun med en kold og dog indbydende tone, som om det var en opfordring og ikke en direkte ordre, som muligvis ville have været mere effektivt. Men hun valgte at vente tålmodigt på hans reaktion.

[Colopatiron Nisroc Perpetiel]

Colopatiron fortsatte efter vagten, som tilsyneladende stoppede op, da de nået enden af gangen. Den trådte til side og en stemme lød inden fra rummet, som opfordret ham til at komme ind. Han gjorde som han blev bedt om. Der var ikke den store tvivl om hvem det var, der inde. Han trådte ind i et bibliotek han sjældent havde set større. Det var vidst kun kongelige biblioteker, der var at finde større i denne verden. På trods af biblioktekets størrelse kom bag på ham, fandt hans blik hurtigt Camill, som han trådte nogen skridt nærmere.
Han stoppet op nogen meter fra hende og ventede på hendes ord, da han ikke helt vidste hvad han skulle forvente i denne situation.

[Camill Angelique Arnauld]

Stilheden i det store bibliotek var nærmest uendeligt, men det var vel også sådan det skulle være på et bibliotek, ellers ville man ikke have ro til at nyde bøgernes visdom og derved kunne suge informationerne til sig. Camill var dog færdig med at søge efter de nødvendige informationer og vendte sig om mod Colopatiron med et koldt smil på læben.
"Hvem skulle have vidst, at jeg nogensinde ville komme til at huse hærføren, som alle endte med at frygte i Iméra.. Jeg havde aldrig nogensinde kunnet gætte mig til sådan en type, men det kan muligvis være meget nyttigt, Colopatiron"
sagde hun en smule eftertænksomt. Efterfølgende rejste hun sig op for at bevæge sig hen til ham. Smilet var endnu ikke forsvundet på hendes læber, men man kunne stadig godt fornemme, at der var nogle interessante tanker i hovedet på hende, som han nok skulle få del i på et tidspunkt. Camill stoppede op en meter fra ham og lagde armene over kors for derefter at bevæge sig rundt om ham.
"Hvad siger du til at arbejde lidt for mig?"
spurgte hun koldt, og det ville sikkert også være tydeligt for ham, at hun ikke accepterede et nej, så han havde vel ikke andet valg end at sige ja til foreslaget? Camill stoppede op foran ham og ventede på hans afgørelse.