Give Me Some Information..

[Camill Angelique Arnauld]

En ting var sikkert, hvis Camill først levede sig for meget ind i kampen, så ville han gå hen og miste livet, hvilket jo ikke ligefrem var planen, hun skulle jo blot se, hvad han kunne præstere. Roligt flyttede hun daggerten fra hans hals, dog var det ikke ligefrem meningen, men hun fandt det nødvendigt, ellers ville det gå for langt. Et smil gled over hendes læber i det øjeblik, hvor hun hørte hans våben falde til jorden. Dette kunne enten betyde overgivelse eller også havde han en plan. Dernæst kunne hun mærke hans hænder mod hendes arme, noget der kom bag på hende, men hun havde ikke tænkt sig at give op og gik derfor imod hans vilje, så det ville blive svære at kaste hende forover, som han havde i sinde. På et tidspunkt ville han nok kunne mærke hendes fod mod hans ryg, blot for at tvinge ham over hende i stedet. Så hun ligesom vendte angrebet til sin fordel.

[Colopatiron Nisroc Perpetiel]

Han smilede let, da han mærket hendes forsøg på at tvinge ham over hende. Hun undervurderet hans fysiskestørrelse i forhold til hende selv. Han var ganske vidst skumpede efter sin tid i hendes kælder, men han ikke blevet mindre end hende. Han indså dog at han ikke kunne komme langt med sit forsøg at kaste hende over sig. Han slap i stedet hendes ene arm og forsøgte at tvinge hendes ene arm på ryggen af hende for dernæst at sparke benene væk under hende i håb om dette kunne stoppe kampen, som han ikke just ønsket. Men det var hans nye herres befaling. Han havde svoret til sig selv at han ville gøre alt hvad hun bad om, da dette måtte være verdens vilje, for ellers havde han ikke havnet her.

[Camill Angelique Arnauld]

Næste gang skulle hun nok have valgt nogle sko med hæle, for der skulle ikke meget styrke til før at en hæl ville kunne bore sig ind i en anden. Men det var ikke ligefrem den slags fodtøj, som hun gik rundt med hele tiden og hun havde næppe tænkt sig at begynde. Hun vidste dog godt, at Colopatiron nok havde en fordel med hensyn til sin størrelse, dog havde hun ikke set det som en forhindring før nu. Hun indså det dog en smule for sent, men vidste godt, at hun fysisk ikke ville kunne klare folk, det var jo det hun havde sine håndlangere til, selvom de ikke havde hjernen til at tænke. Camill indså også at hun muligvis skulle ændre sin strategi for at få ham ned at ligge. I det at han gav slip i hendes ene arm trak hun den hurtigt til sig og forsøgte at stoppe ham i at tvinge hendes arm om på ryggen. Hun valgte dog at springe op i luften, selvom det ville påføre hende nogle smerter med hensyn til hendes arm, dog ignorerede hun smerterne, da hun ikke ønskede at han skulle ligge hende ned.

[Colopatiron Nisroc Perpetiel]

Hendes træk kom bag på hende og han forsøgte på at holde hende nede, da han ikke ville kunne kontrollere hende på andre måder, men hendes small arme gled ud af hans grab og den kraft han havde forsøgt at holde hende ned med gav bagslag og tvang ham selv i knæ. Han kunne mærke hans krop ikke magtede kampen længere. Hvis hun blot gav ham et slag ville han falde ham om. Han forsøgte at tvinge sig på benene, men de reagerede ikke på hans kommando. Han åbnet øjnene og ventet at mærke et spark fra hende i hovedet i næste øjeblik.

[Camill Angelique Arnauld]

Det kom bag på hende, at han lige pludselig ikke havde flere kræfter til at holde sig oppe, men det måtte jo betyde, at hun havde udfordret ham til det yderste, selvom hun ganske udmærket havde vidst, at han nok ville være en smule afkræftet efter kælderen. Hun landede dog roligt på gulvet foran ham og så med et koldt smil til, hvordan han prøvede at rejse sig op igen.
"Vi har vist nået enden"
sagde hun ganske tilfreds og lod hænderne glide ned langs siden, hvorefter hun placerede dem over hoften, for lige som at stå med armene mod sine hofter. Dog var hun ikke helt færdig. Som han sikkert havde forventet, valgte hun at svinge sit ben mod hans mave blot for at sparke den sidste luft ud af ham. Hun havde jo ment det alvorligt nok, da de skulle kæmpe.

[Colopatiron Nisroc Perpetiel]

Han tog sin straf for sin svaghed og lod sparket sive helt ind, selvom han godt kunne have blokeret det med sin albue. Den sad velrettet og hans arme forlod deres plads mod gulvet og han røg hele vejen i gulvet. Og han lukket påny øjnene. Han følte han fortjente denne straf for sin svaghed. Mørket i kælderen havde virket som en form for hjernevaskning af Colopatiron. Det havde omformet ham til noget tilsvarende hendes tjener, blot med en anden hjerne og handlekraft. Han lå på gulvet og ventet på hendes ord, hvis han skulle straffes yderligere for sin svaghed, ville han accepter dette.

[Camill Angelique Arnauld]

Camill havde måske håbet på et modangreb, men på den anden side, så havde han også fortjent det. Men hvorfor egentlig, hun havde jo selv lagt op til kampen og nærmest tvunget ham til at gøre modstand, men alligevel var hun tilfreds med udkommet. Hun satte sig ned på hug, da han fik lagt sig ned og smilte koldt til ham.
"Der er ikke tid til at dovne"
sagde hun en smule irriteret og gav nærmest tegn til ham at han skulle rejse sig op. Selvfølgelig kunne hun have valgte at få sine håndlangere til at trække ham med sig, men hun valgte dog at give ham en chance for selv at komme op på benene, hvis det overhovedet var muligt for ham. Hun foldede roligt hænderne foran sig, hvorefter hun rejste sig op for at kigge ned på ham, både bogstavligtalt, men også som at kigge ned på folk. Han var jo ikke rigtig nogen vigtig person for hende eller af større betydning, selvfølgelig ville hun nok prøve at få nogle informationer ud af ham.

[Colopatiron Nisroc Perpetiel]

Han tog en dyb vejrtrækning og kæmpet sig på benene for adlyde hendes kommando. Han åbnet øjnene. Det kostet ham meget energi at bruge de andre sanser, hvilket var oversagen til at han var gået i gulvet så forholdsvis hurtigt. Han tvang sig selv op og rettede ryggen og lod sin arme glide ind bag ryggen, så han stod nærmest stod rør for hende. Han gjorde det ikke med omtanke, han var for træt til at tænke klart, men det ændret ikke på faktummet.
Han havde tænkt sig at svare på hendes spørgesmål, hvis hun havde nogen, men det var tvivlsomt om han kunne huske dem efter mørket havde bekæmpet lyset i ham, var en del af hans hukommelse også blevet ødelagt og det var farligt for mørket, hvis det prøvet at genfinde hukommelsen, da lyset også lå et sted dernede.

[Camill Angelique Arnauld]

Noget kom faktisk bag på hende og det var at det var nødvendigt for ham at kæmpe så meget som han nu gjorde bare for at rejse sig op. Hun havde egentlig ikke forestillet sig, at kælderen ville gøre så stor skade på ham, men hun havde jo også glemt ham i et øjeblik i form af nogle dage? Men han havde åbenbart ikke været for stærk i forvejen og det burde hun egentlig have vidst. Camill valgte efterfølgende at bevæge sig hen mod trappen, dog stoppede hun på det første trin og vendte sig mod ham. Hun skulle jo sikre sig, at han fulgte med hende.
"Følg med"
sagde hun lettere beordrende og så en smule utålmodig på ham. Dog morede det hende at se ham krybe på denne måde. Han havde åbenbart opgivet og det var til hendes fordel.

[Colopatiron Nisroc Perpetiel]

Det var vidst lidt mere end blot et par dage han havde været nede i kælderen uden at være i kontakt med andre eller fået noget mad og drikke. Han kunne dog ikke selv sige, det da han ikke kunne holde øje med dagenes gang dernede fra. Han lod sine våben lægge, da han ikke magtet at tage dem med, men han gjorde som hun bad og fulgte letter haltende med. Han stoppet op en meter fra hende og så lettere afventende på hende.

[Camill Angelique Arnauld]

Der var tydeligvis sket noget med ham, noget som hun ikke med sikkerhed kunne sætte en finger på, da det hele godt bare kunne være en facade i håb om at kunne snyde hende. Hun bevægede sig dog roligt op af trappen, da han så ud til at følge med hende. Camill lod sin ene hånd hvile mod gelændet og lod blikket glide op mod enden.
"Du har eventuelt ikke nogle informationer på hjertet, som du gerne vil dele med mig?"
spurgte hun mere eller mindre roligt, som om hun faktisk spurgte ham om det og ikke blot tvang ham til at komme ud med sine informationer. Hun stoppede dog op for enden af trappen og gik en smule til side. Til hver side kunne man se ned af en længere gang, hvor dørene førte til forskellige rum, nogle mere interessante end andre.

[Colopatiron Nisroc Perpetiel]

Han fulgte med hende. Det var ikke just lukrativt for hans situation at det var en trappe de skulle bevæge sig ned ad, men han bed tænderne sammen og fulgte med.
Hendes spørgsmål kom lidt bag på ham. Hvilke informationer skulle han dog sidde inde med? Det var over 1000 år siden han havde været i hæren og de sidste 1000 års søgning havde været et kæmpe fejlslag, hvor han havde spildt sit liv. Han ønsket at fortælle hende disse informationer som hun søgte, men han mente ikke han besad nogen af dem. Før i tiden ville han ikke havde besvaret, men nu var verden en anden "Jeg beklager, min frue" det føltes ham stadigvæk fremmet at kalde hende frue, mest af alt fordi hun ikke havde en ægtefælle, eller en som Colopatiron kendte til. "Min hukommelse halter, men jeg agter at besvare Deres spørgsmål, hvis det er lade sig gøreligt" svarede han og stoppet op et par trin længere oppe end hende.

[Camill Angelique Arnauld]

Tanken var egentlig ikke allerede at kunne få noget ud af ham, men selvom hun ikke havde forventet det, så havde hun alligevel håbet på et bedre svar end beklager. Det kunne hun jo ikke ligefrem bruge til noget, men alligevel valgte hun at forsøge at ignorere den følelse som hun havde for at fortsætte ned langs med en af de mange gange. Egentlig befandt de sig på 1. sal, men man kunne alligevel godt fornemme mørket, som kun nogle gange blev afbrudt af et mindre lys. Hun vendte sig mod ham og så en smule koldt på ham, hans hukommelse passede hende ikke rigtig. Det kunne da umuligt passe, at han havde glemt noget som han muligvis havde levet med i flere år.
"Så må vi hellere håbe, at din hukommelse snart vender tilbage"
sagde hun lettere irriteret, da det ikke passede hende, samtidig med at hun forsøgte at skjule det. Hun stoppede dog til sidst op foran en dør, hvor hun så afventende mod ham, for at se hans reaktion.

[Colopatiron Nisroc Perpetiel]

Han lukkede øjnene tungt. Han havde allerede skuffede hende to gange på meget kort tid følte han, da han ikke var i stand til at komme med noget information, men han vidste ikke hvilken information det var hun ønsket. Han mærkede hun var stoppet op, så han gjorde det samme. Han betragtet hende med et udtryksløs ansigtsudtryk. Det var lang tid siden han sidst havde set hende og så endda uden kappe. Hans krop føltes ekstra ordinær tung, når han blot stod og foretog sig ingenting konstaterede han.

[Camill Angelique Arnauld]

Det burde muligvis ikke komme helt så meget bag på hende, men desværre for situationen, så var Camill også nød til at få et eller andet ud af ham, men nu hvor hans hukommelse svigtede, så var det ikke en gang sikkert at det var muligt. En tanke strejfede hende dog, der var muligvis en måde, hvorpå hun kunne udnytte ham, det krævede blot en smile planlægning. Han kunne jo altid gå hen og blive en mulig spion, som selvfølgelig kun skulle aflevere oplysninger til hende ellers ville det jo ikke gavne hende. Dog skulle der også en del tillid til, så det ville næppe være muligt lige med det samme, medmindre at hun lod en af sine håndlangere skygge hans mindste træk.
Da det så ud til at han havde valgt at følge hende åbnede hun døren og trådte ind i det mindre rum, hvori der kun egentlig ikke var plads til det helt store ud over nogle enkle møbler i form af en seng, et skrivebord og en tilhørende stol. Det var i hvert fald til at leve med.
"Jeg kan ikke rigtig have dig til at sove i kælderen mere, da jeg skal have plads til nye fangere, defor bliver du nød til at sove her"
sagde hun med et mindre smil på læben, som om det ikke var noget vigtigt. Camill valgte dog at gå ud af værelset, så han havde mulighed for at komme derind.