Give Me Some Information..

[Camill Angelique Arnauld]

Dagene var efterhånden blot gledet ind i hinanden, da der ikke var det helt store at give sig til end blot at vente. Man skulle muligvis tro, at det hele allerede var smeltet sammen, fordi solen havde været forsvundet længe, men nu var det blot blevet være. Men alligevel var der noget, som kunne forandre det hele, det krævede blot nogle oplysninger, som Palæet's ejer nok skulle få fat i på den ene eller anden måde. Når man bare var stædig nok, så skulle det nok lykkedes, og når man som Camill ikke havde tænkt sig at give op med det samme, så man skulle nødigt trodse hende for mange gange.

Palæet var dog en smule stille, som om der ikke havde været liv i det i noget tid, men alligevel blev et lys tændt på 1. sal. Det var Camill's værelse og det blev kun tændt, fordi det var på tide at stå op. Man kunne vel godt sige at klokken kun var omkring de 4 stykker om morgenen. Men hun havde noget i tankerne, som hun blev nød til at teste og desuden var det nødvendigt for hende at presse sin fange til at åbne munden eller gå over på hendes side, så hun havde en mindre at koncentrere sig om senere. Hendes skridt ledte hende derfor ned af trappen mod stue etagen, selvom hun godt vidste, at fangen befandt sig et tak længere nede.

[Colopatiron Nisroc Perpetiel]

Det var efterhånden rigtige mange dage, hvis ikke uger siden at Colopatiron havde oplevet nogen former for besøg. Dette inkluderet også mad, hvilket kunne ses på hans krop, som var blevet utrolig svag af udseende. Hvilket han også følte sig. Han havde ikke kræfter til noget meget længere og hvis det ikke var fordi han var en engel var han for længst død. Hans tanker og sind var for længst døde i en krig. Hvert sekund i hans liv syntes ligeså længe som hele universets levetid. Døden måtte snart komme forbi og tage ham med bort, for det lod ikke til nogen anden havde tænkt sig at gøre det. Gulvet var koldt mod hans ansigt, men han havde vendet sig til at ignorere sine følelser. Det var ingen tvivl om ham ikke kunne udrette noget fysisk, men psykisk så det heller ikke positivt ud. Han havde glemt hvordan det føltes at være fri. En frihed, der normalt gav ham styrke til at kunne tænke og tage afstand fra mørket. Denne frihed var nu væk og mørket lå ham lige til nu. Han lukket øjnene i håb om tiden ville passere hurtigere.

[Camill Angelique Arnauld]

Der var en mindre mulighed for at Camill muligvis kunne have glemt sin fange i noget tid, men alligevel var der noget i palæet, som mindede hende om det. Hun var gået ned i stuen, hvor hun til sin overraskelse fik øje på nogle våben, som ikke var hendes. Hendes skridt og nysgerrighed ledte hende derhen for at undersøge dem. Derefter gik det op for hende, at hun muligvis havde glemt sin fange i et kort øjeblik. Selvom der var tale om længere tid.
"Jeg kan vel bare håbe på, at han ikke er visnet hen"
sagde hun en smule koldt og kunne ikke lade vær med at smile ved tanken, men samtidig gik det også op for hende, at det så betød at hun ville have mistet de informationer, som han nok lå inde med.. Hun bandede en smule over sin glemsomhed og valgte efterfølgende at bevæge sig mod trappen, der gik nedad.

Hun åbnede roligt den mindre dør til fangekælderen, men inden da tændte hun en fakkel, så hun havde mulighed for at finde vej til cellen, hvor han meget gerne skulle befinde sig. Hendes skridt var lettere lydløse, da hun ikke rigtig ønskede at vække ham, hvis det nu var at han sov. Camill var dog også opmærksom på at klokken ikke var særlig mange, og fornemmede en mulighed for at overraske ham inden at han ville vågne. Derfor blev døren også lukket i stilhed, så hun ikke ville vække ham med et større brag. Efterfølgende stoppede hun først op foran hans celle og satte sig ned på hug i stilhed.

[Colopatiron Nisroc Perpetiel]

Søvn var ikke noget han fik meget af, for ikke at sige ingenting. Han havde prøvet, men hans krop nægtet at adlyde. Det havde demonstrativt afvist at lade ham sove indtil han havde fundet et svar på hans indre konflikt. Han hørte døren knirke en anelse, men valgte at lade øjnene forblive lukkede. Han var så van til stilheden og intetheden at han kunne fornemme han ikke var alene, men samtidig var han så afkræftet at han ikke havde et overskud til at gøre noget.
Alle hans tanker om at finde lysetsbarn, som før i tiden havde fyldt hans hoved var fuldstændig forsvundet. Man kunne roligt sige, der var sket en form for hjernevask i hans tid hernede, da mørket var kommet ind på kroppen af ham. Han havde hovedet vendt væk fra trammerne til hans celle.
Han tænkte ikke over hvad hun ville dernede, der var ikke noget der lod til at fungere udover hans livsnødvendige organers funktioner.

[Camill Angelique Arnauld]

Det var et mere eller mindre ynkeligt syn, som mødte hende, da hun lod lyset trænge ind i cellen, så hun havde en mindre fornemmelse af hvad der skete der inde. Men til hendes overraskelse virkede han bare helt død og livløs? Hun var måske kommet for sent. Men hun havde ikke tænkt sig at give så let op, det burde næsten være muligt for hende, at trænge igennem til hans underbevisthed, uden at han ville kontrollere det, nu hvor han så så afkræftet ud.
Der ikke dog ikke lang tid før at hun havde sat fakkel hen i en holder for efterfølgende at læse op for hans celle og bevæge sig ind til ham. Selvom der var en mindre mulighed for at han lurede på noget. Men det havde hun ikke lige gennemtænkt, dog så han for afkræftet ud.

"Ynkeligt.."
sagde hun hånligt og koldt og satte sig på hug ned foran ham. Hun smilte dog en anelse tilfreds, da det så ud som om det hele havde virket, selvom det ikke havde været en plan lige fra starten af, så var det måske lykkedes for hende. Altså lykkedes for hende at knække ham. Dog var det noget, som tiden måtte vise. Lige nu lod hun sine hænder følge lænkerne, som eftersigne skulle holde ham på plads i cellen, dog så det ikke ud til at han havde rykket sig det mindste. Mon det var endt sådan for lang tid siden?

[Colopatiron Nisroc Perpetiel]

Selvom han ikke kunne tænke klart, så priste han sig lykkelig for at hun ikke havde taget faklen med derind, da hans øjne ikke havde set lys i en evighed. Der havde været fuldstændig kulsort dernede og det havde hans sanser justerede sig efter, hvilket betød et mere eller mindre mangelfuldt syn efterhånden, men hørelsen var blevet skærpet og samtidig var han blevet bedre til at mærke verden omkring sig. Det skete af og til at et mindre dyr såsom en edderkop havde forvildet sig ind i rummet og han så dernæst kunne mærke dens tilstedeværelse. Han mærket hende nærme sig, men han gjorde intet. Han følte ingen frygt ved det. Hans situation kunne ikke blive værre. Han rykket sig ikke ud af stedet heller ikke da hun konstaterede han var et ynkeligt syn, hvilket uden tvivl var rigtigt.

[Camill Angelique Arnauld]

Hun tog sig tid til at undersøge hans lænker, før at hun fandt frem til låsene, hendes blik gled hen mod ham, hvorefter hun simpelthen bare rystede på hovedet af ham. Camill kunne umuligt fatte, at hun stadig ikke havde givet op, da han tydeligvis var et håbløst forsøg på at skaffe nogle informationer, der ikke en gang ville kunne gøre nytte. Efter lidt tid havde hun låst lænkerne op og smidt dem ned i den anden ende af cellen. Hun rejste sig op og gik hen foran ham, hvorefter hun tog fat om hans hovede, for at rette hans blik mod hende.
"Kan du ikke en gang se mig i øjnene mere?"
spurgte hun koldt, men det var også ganske tydeligt, at hun morede sig ved situationen, da hun ikke rigtig havde kunnet forestillet sig, hvordan han måtte være blevet efter så lang tid nede i en mørke og forladt fangekælder.

Der gik ikke lang tid før at hun valgte at trække sig en smule tilbage, dog vendte hun blikket mod døren, som gik op. Det var ganske tydeligt, at hun ikke var bange for det, som ville komme ned i kælderen, for det var jo selvfølgelig hendes egne håndlangere, som hun havde kaldt til sig. De bevægede sig ned til cellen, men stoppede foran døren, indtil at hun var gået ud fra rummet. Efterfølgende gik de blot ind for at hente ham. Nu måtte hun jo hellere finde ud af om det hele havde virket.

[Colopatiron Nisroc Perpetiel]

Han mærket hendes greb om sin kæbe og lod sine øjne åbne langsomt. Han havde helt glemt, hvordan hun så ud og lod sine øjne glide over hendes ansigt. Der var stadigvæk noget fangende ved det, han stirrede nærmest tomt ind i hendes øjne indtil hun slap hans ansigt, hvor han dumpet ned igen uden at kontroller sit ansigt og en lille flænge blev slået i hans hage. Han lukket påny øjnene og lidt gang i tanke virksomheden kom der. Han ville ikke mere. Han var klar til at gøre hvad hun ville, han havde bestemt sig. Nu skulle de slutte enten skulle han dø eller også ville han være hendes tjener eller hvad hun ellers bad ham om. Han nænnede ikke dette fængsel længere. Han mærket næst et par arme gribe fat i ham. Det virket helt befriende og smertede ham ikke som de havde gjort for lang tid siden. Han prøvede at støtte på sine ben, så han slap for at blive trukket, men han havde ikke kræfter til det.

[Camill Angelique Arnauld]

Håndlangerne tog sig skam rigeligt med tid til at få sig et ordentligt greb om ham, så de ikke ville tabe ham på vejen. Camill derimod holdt sig en smule på afstand, da det ikke var nødvendigt for hende at nærme sig ham lige nu. Dog smilte hun en anelse over det at se ham så svækket, men også det at han slet ikke gjorde modstand. Det havde godt nok taget længere tid end hun havde håbet på, derfor skulle det også gerne gå hurtigt.
De trak ham ud af cellen, hvorefter Camill begyndte at gå hen mod trappen efterfulgt af hendes udøde og selvfølgelig ham. Det ville næppe være særlig rart at blive slæbt op af en trappe, dog var der ikke nogen anden mulighed. For enden af trappen åbnede hun døren og lod dem trække ham ind i stuen igen. Der hvor han for lang tid siden havde været på et tidspunkt, hvor hun endnu ikke havde behandlet ham alt for voldsomt.. Endnu. Som en anden ordre blev han sat på en hård og yderst ubehagelig stol, imens at Camill satte sig overfor ham med foldede hænder og et koldt smil.

"Jeg håber at tiden har lært dig noget vigtigt.. Du kommer ikke herfra medmindre at det passer mig"
Sagde hun med er yderst koldt blik, som nærmest borede ind i hans krop. Hun gav sig dog også tid til at betragte ham i stilhed, imens at hendes håndlangere forblev bag ved ham.

[Colopatiron Nisroc Perpetiel]

Han øjne lukkede igen, da han kunne se noget lys. De var slet ikke indstillet på at se noget lys. Han mærket sine ben glide op ad trappen medens de udøde bæster slæbte ham op. Mon disse væsners oprindelige ejer vidste hvad der blev af deres kroppe. Han bed sig svagt i læben og tænkte om det mon var det der var i vente. Han mærkede at rummet ændret form og tolkede det som de var kommet ud i stuen, som han for meget lang tid siden var blevet trukket ind i. Han blev sat ned i en stol og hørte dernæst en kold stemme, der nærmest hånet ham. Det gik ham dog ikke på. En lettelse var opstået efter han var blevet flyttet ud af cellen. De var kun med meget besvær han kunne sidde på slidte stol, der vidst havde set sin storhedstid.
Han tvang sig selv til at åbne øjnene og se på hende for at tilkendegive hun havde ret. Han lod hende fører samtalen.

[Camill Angelique Arnauld]

Det virkede ikke som om at han havde det helt store at sige lige nu. Men det skulle hun nok få ændret på den en eller anden måde. Roligt satte hun sig til rette og lagde den ene ben hen over det andet, imens at hun blot så en smule afventede på ham. Man kunne sagtens fornemme på hende, at hun var van til at have magten, så det gjorde hende ikke noget, at han så ud til at føje sig for hende. Hun rettede sig en smule op og satte sig en smule frem mod ham, dog stadig med benene lagt over hinanden.
"Hvad synes du, at jeg skal gøre med dig?"
spurgte hun roligt efter noget tid, hvor der blot havde været en ulidelig stilhed, som man nok ville gøre alt for at bryde. Hun lod sig dog blot glide tilbage i den behagelige stol og så afventende på ham. Dog virkede det ikke som om hun havde den helt store tålmodighed med ham, da hun allerede havde spildt nok tid på at få informationer ud af ham. Kunne han mon tilbyde hende noget bedre?
"Hvad kan du tilbyde mig, Colopatiron?"
spurgte hun koldt og foldede hænderne sammen foran sig, blot for at virke en smule utålmodig overfor ham og give udtryk for at han hellere måtte skynde sig en smule med at svare hende, medmindre at han ville ned i kælderen igen?

[Colopatiron Nisroc Perpetiel]

Der føltes en surrealisme, da han hørte sit navn blevet nævnt og en lille del af hans tankevirksomhed genstartet, men han forsat besluttet på at slutte det nu. Han ville ikke mere enten ville han dø eller også ville han overgive sig og underkaste hendes vilje fulgt ud. Han lukkede og åbnet øjnene langsomt og lod sit blik glide henover hende. Han rystet svagt på hovedet "Jeg .. hans stemme var yderst svag, hvilket også kom en anelse bag på ham. "Jeg underkaster mig Deres vilje" svarede han. Normalt ville han havde tiltalt hende i 3. person ental, men det virket ikke særlig bekræftende i denne situation, så han valgte at tiltale hende som De. Han håbet blot at der snart kom et udfald af situationen.

[Camill Angelique Arnauld]

Det var nok knap så smart at forsøge at give ham endnu en chance, men alligevel havde hun på fornemmelsen af, at han ikke ville gøre den helt store form for modstand.. Lige nu.. Camill forsøgte dog at skjule sin overraskelse, da hun hørte hans stemme. Før hans tur nede i kælderen havde der da været mere i hans stemme, som der var nu.
"Det tog sin tid.. Men jeg er blot glad for din beslutning"
sagde hun tilfreds, da det jo havde været det hun havde håbet på og var gået efter. Med en stille bevægelse rejste hun sig op for at gå hen til ham for at sætte sig på hug foran ham med et skævt smil på læben.

Efter noget tid hvor hun blot havde betragtet ham i stilhed, vendte hun sit blik mod sine håndlangere. Egentlig var hun ikke helt sikker på hvor meget nytte han kunne gøre.
"Hvad skal vi tage først, informationer eller din underkastelse?"
spurgte hun med et koldt smil på læben, som om hun søgte hans mening? Efter kort tid rejste hun sig op og ventede på hans svar.

[Colopatiron Nisroc Perpetiel]

Han prøvede at sende hende et smil til hendes ord, da det jo måtte være dette en der havde underkastet sig gjorde til sin nye herre, hvis man dog overhovedet kunne kalde hende nye. Han havde vidst i noget tid at dette udfald var det mest sandsynelige, da han ikke havde i sinde at lade svigte verden og så måtte han tjene den på en anden måde. Verden var ikke tjent med det kaos der hersket nu og det kunne hun og resten af riget byde en ende på. Det var alligevel også blot tåbeligt af ham at ville have lysetsbarnet fundet for så ville der først for alvor bryde kaos løb med alt den krig. Hans blik stirrede blindt frem for sig og det ændret ikke, da hun flyttet sig. Det var først ved at sive ind at der muligvis var en ende på hans tid i kælderen. "Hvad De ønsker, mi .." han var lige ved at kalde hende min frue, men greb sig selv i det. Der var stadigvæk noget i ham der sagde at han skulle have lidt værdighed tilbage, så han tav.

[Camill Angelique Arnauld]

Om han behøvede at se hende som en herre, var muligvis ikke nødvendigt, selvom det kunne være sjovt. Dog havde Camill en del erfaring med de typer, som kaldte hende herre.. Det var ikke ligefrem god erfaring. Så det ville næppe blive så let at snyde hende næste gang. Hun ville være mere på vagt med dem, som hun havde under sig. Hun lyttede dog en anelse efter, hvad han sagde og så afventede på ham for at høre det sidste.
"Mi.. Hvad?"
spurgte hun med et afventende blik i øjnene, noget som kunne tyde på at hun blot ventede på at han ville afslutte sætningen, som han så fint var begyndt på. Det var måske nærmere en fornærmelse, at få ham til at udtale det sidste, selvom hun havde en mindre fornemmelse af det, så kunne det jo være ganske sjovt at tvinge ham til det.

Håndlangere så en smule lammede ud, da de egentlig ikke havde nogen funktion lige nu. De var der bare for at lave en form for status over for ham, så han ikke blot troede at han var alene med hende og måske ville få en ide om at gøre modstand.. Igen. Lige nu var de blot tomme hylstre. Men det ville sikkert ikke være helt så svært for hende, at gøre brug af dem.
Camill lod fortsat sine hænder være foldet, imens at hun afventede en reaktion fra ham, hvis der da overhovedet kom nogen. Men hvad skulle hun egentlig stille op med ham? For hun ville nok næppe kunne være helt sikker på, at han ikke ville kunne falde tilbage i sit gamle mønster, medmindre at hun ville gøre noget ekstra ud over det sædvanlige. En måde hvorpå hun muligvis ville kunne lukke hans gamle 'jeg' inde med sort magi. En Necromancer's kræft. Men det skulle også kræve en del forberedelse og kræfter.
"Tror du nogensinde, at du ville kunne vende tilbage til dit gamle 'jeg' og muligvis finde på at gå imod mig?"
spurgte hun med en anelse alvor i stemmen. Da det selvfølgelig var et ganske alvorligt problem, hvis hun lige pludselig ville opdage, at han blot underkastede sig hende for at gå imod hende, når han ville få chancen, hvis det nogensinde skete.