Give Me Some Information..

[Colopatiron Nisroc Perpetiel]

Det føltes som en knytnæve i ham, som slog det sidste håb om frihed ud, da hun tvang ham til at sige det afgørende ord. "Min frue" afsluttede han og virket mere afkræftet om muligt efter han havde færdiggjort sin sætning. Han kunne mærke hendes udøde væsners aura, som var ufattelig svag lige nu, hvilket betød han godt kunne regne ud hun holde sin energi tilbage. Han kunne dog mærke hendes aura var uendelig mange gange stærke end hans egen i øjeblikket.
Tiden i kælderen havde som sagt styrket hans sanser, pånær synet som var blevet hæmmet. Det kunne med tiden vise sig at være en styrke, men synet var selvfølgelig også en ganske vigtig faktor, men det kunne sagtens erstattes.
Han lyttede til hendes spørgsmål, hvilket vækkede nogen minder i hans hoved om sin fortid, som han følte en hvis afsky ved. Det var minder, hvor han havde forsøgt at støtte Iméra. Hans afsky gjorde blot hans svar endnu letter. "Jeg kan ingen fjendtlighed spore i mit sind overfor Dem og Nýctha" svarede han. Det lod til at han havde fået mere energi efter han havde overgivet sig fuldstændigt.

[Camill Angelique Arnauld]

Det måtte være meget tydeligt for ham at se, at hun faktisk var tilfreds med de sidste ord, som forlod hans læber, måske mod hans vilje, men det var slet ikke så dårligt for hende. Smilet over hendes læber, som tydeligvis viste tilfredshed, spredte sig en smule i takt med at hun nød de ord, som langsomt gentog sig selv inde i hendes hovede.
"Perfekt.."
sagde hun koldt og kunne ikke lade vær med at smile en anelse. Hun fornemmede en form for overgivelse, som nu var fuldendt. Det følte i hvert fald en del bedre end hun havde kunnet forestille sig, da hun næppe havde kunnet håbe på så meget. Det frydede hende en del, at se ham underkaste sig på den måde, men alligevel imponerede det hende, at han faktisk havde holdt sig så længe fra at underkaste sig.

Med en rolig og elegant bevægelse rejste hun sig op og gik helt hen til ham, da han tilsyneladende afgav sit løfte over for hende. Men hun kunne da sikkert ikke være helt sikker på det?
"Er dit ord nok for mig?"
spurgte hun med et koldt smil og søgte hans øjenkontakt, bare så han ville blive klar over, at hun ikke mente dette for sjov. Dog ville hun næppe lade ham være alene på noget som helst tidspunkt. Camill skulle nok sørge for at holde øje med ham, fra sidelinjen.

[Colopatiron Nisroc Perpetiel]

Han sad trods sin ny fundende energi stadigvæk og hang meget nede i stolen. Han lukkede øjnene tungt og håbet at der snart ville være en mulighed for ham at kunne få noget rigtig søvn, selvom han havde sin tvivl om hun vil være så barmhjertig. Han hørte stolen give efter, hvilket måtte betyde hun havde rejst sig. Hendes fodtøj gav lyd fra sig hen over gulvet, så han kunne konkludere hun stod foran ham. Han tvang sine øjne op for at se på hende, da han følte det var det hun ønsket. "Hvor der er nat er der dag, jo mindre man får solen til at forsvinde og det gør den næppe af sig selv" svarede han efter lidt tid, men hendes tvivlsspørgsmål, kom ikke som en undren for ham. Trods sin styrke var hun forsat ung i forhold til han selv.

[Camill Angelique Arnauld]

Underligt nok, så virkede han konstant svækket og det fik hende blot til at tvivle på de evner, som han havde, men egentlig ikke så ud til at kunne bruge lige nu. Måske hun slet ikke ville kunne bruge ham i længden, men det måtte hun jo heller finde ud af på et tidspunkt, hvor han ville være til mere nytte. Måske..
"Går du først imod mig, så kommer du til at følge mine håndlangere igennem alt, da du bliver en del af dem"
sagde hun lettere alvorligt, dog med et smil på læben, som kunne tyde på, at det ikke betød det helt store, selvom hun nok ville miste den lille form for værdi han nok besad. Truslen, som det nok var i hans ører, virkede muligvis ikke så voldsom for hende. Hun ville sikkert godt kunne leve med det. Det var jo ikke sikkert at han besad det nødvendige.

Camill lod sit blik glide rundt i stuen, hvorefter hendes blik gled hen mod bordet, hvor hans våben fortsat lå, de var ikke blevet flyttet siden sidste. Måske underligt, men hun havde faktisk glemt dem. Hun rejste sig op og gik hen til bordet, hvor hun tog hans skjold op og våben. Der gik ikke lang tid før at hun vendte sig om mod ham med et roligt smil på læben.
"Lad mig se, hvad du dur til. Grib"
det lød mere eller mindre som en ordre, selvom hun blot ønskede at se, hvad han duede til. Dog var det meget at forventet, da han tydeligvis ville være afkræftet lige nu, men det ville ikke stoppe hende i at give igen. Bag ved ham flyttede hendes håndlangere sig også, så han havde mulighed for at bevæge sig, uden at ramme dem. Det var nu han skulle vise sit værd.

[Colopatiron Nisroc Perpetiel]

Han tog ikke hendes svar så tungt og det samme ansigts udtryk var at se på hans ansigt. Et meget afkræftet og tømt for livsglæden. Desuden var han utrolig bleg. Hans blik trillede stille ned mod gulvet, hvor han fik øje på en splint, der stak op. Der var noget symbolsk i den mente han. Han kunne dog ikke sætte fingeren på det. Det var dog det lys forsat var indeni ham, der var symboliken i det. Et lys han troet var kvalt. Han greb sit spyd og mærket en ny kræft i sin arm og skjoldet som var tungt, passede også godt i hans arm. Dog var det ikke længere en løve der pryget det, men et mørkt væsen han ikke kunne se hvad var. Han tog sig dog ikke af det. men så mod hende, med et svag ærefrygt.

[Camill Angelique Arnauld]

Et afventede blik viste sig i hendes øjne, eftersom at hun så hvordan han håndterede sine våben. Hun blev jo nød til at se om der gemte sig noget indenunder det hele. Måske det bare var en facade?
"Vis mig, hvor tæt på du kan komme, på mig"
sagde hun lettere udfordrende og så ikke ud til at bære nogle former for våben selv i hvert fald ikke umiddelbart. Selvfølgelig var det også svært at bedømme så længe at hun faktisk bar kappen over sig. Et roligt smil gled over hendes læber, hvorefter hun blot bevægede sig væk fra bordet og stod foran ham uden at der faktisk var noget som ville komme i vejen for hans angreb, hvis han overhovedet turde tage et skridt mod hende. Camill havde jo mulighed for at bruge de udøde til sin fordel, som altid.

[Colopatiron Nisroc Perpetiel]

Krigerinstinktet meldte sig så småt frem i ham. Dog var det en beherskede kampgejst, da han han stadigvæk beholde sit ansigts udtryk. Hans hjerne arbejde på højtryk for at fremtænke en strategi, da han ikke forventede at hun ikke ville benytte sine udøde håndlanger. Han tog et skridt frem og mærkede en svag vaklen i sine ben, som dog forsvandt hurtigt og pludseligt lavede han et par hurtige ryk, som man kunne undres over hvordan han var i stand til efter sin tur i fangekælderen. Han nærmet sig hende fra siden og slog ud efter hende med træet, da han følte en hvis underkastelse, og han ikke kunne gå alt ind mod hende. Det kostet noget tid, da han blev nød til at vende spydet for at slå ud af hende.

[Camill Angelique Arnauld]

Det så ikke rigtig ud som om at Camill faktisk var klar på et angreb fra hans side, det kunne muligvis godt være fordi hun ikke regnede med, at han ville have de helt store mængder energi. Det bekræftede også blot hendes teori, da han tog de første skridt. Det fik ham bare til at se mere usikker ud, som om der ikke var kræfter til det.
"Lad mig se, hvad du duer til."
sagde hun med en kold tone, samtidig med at man kunne fornemme på hende, at det både morede hende, men også var meget tilfredsstillende, at han faktisk valgte at gøre et forsøg.

Det virkede en smule ydmygende overfor hende, at han ikke valgte at gå imod hende med al sin kræft. Men i stedet valgte han at gå imod hende med den modsatte ende af hans spyd, hvorimod hun i det mindste havde forventet mere fra ham. Hun rystede en anelse på hovedet, det han tog sit første skridt eller det første angreb. Hun flyttede sig en anelse og kom på den måde længere væk fra ham uden at røre synderlig meget på sig.

[Colopatiron Nisroc Perpetiel]

Han stoppet op og mærket hvordan den faste grund under ham, sørget for han ikke mistede balancen. Han vendte blikket mod hende, hvorfor ville hun dog dette nu? Hun vidste udmærket at han ikke kunne hamle op med hende på nuværende tidspunkt. Måske prøvet hun blot at afkræfte ham yderligere, så hun kunne, ja må guderne vide det. Men han havde overgivet sig til hende og han agtede at agere derefter, så han forberedte sig på et nyt angreb, som hun ønskede af ham. Før havde han prøvet at bruge øjnene til at se hende, men de havde ikke været hurtige nok til at se hende flytte sig, så måske var de i virkeligheden blot blevet en svaghed nu. Han lukkede øjnene og kunne mærke hendes aura i stedet. Han blev nød til at prøve dette, da han var sikker på han ikke ville kunne opfatte hendes bevægelser hurtigt nok, hvis han brugte øjnene. Han satte af mod hende og slog ud mod hende ben med sit skjold og forventet hun ville undvige, så han ville dernæst slå kontra med sit spyd, når hun ikke var opmærksom på den.

[Camill Angelique Arnauld]

Det virkede en smule underligt, den måde som han valgte at gribe det hele an på. Mon han havde fået et helt andet indtryk af situationen end det var meningen. Dog lod Camill sig ikke rigtig snyde så let, som han måske håbede på. Hun blev roligt stående og så en smule undrende til, da han lige pludselig valgte at lukke sine øjne? Havde de mange dage i kælderen skadet hans dømmekraft eller havde han mon noget oppe i ærmet, som hun ikke måtte vide? Hun valgte dog at følge hans bevægelser i stilhed, da han jo åbenbart ikke ville følge hendes bevægelser med øjnene, så måtte det jo være fordi han havde en anden måde at holde øje med hende på.
Da han endelig lagde an til at komme imod hende rykkede hun kun en anelse på sig, blot for at stå bedre. Hun smilte dog en anelse koldt, og kunne ikke rigtig se, hvordan det at lukke øjnene skulle hjælpe ham. Dog tog hun sig tid til at smide kappen væk, så hun havde bedre mulighed for at bevæge sig. Under kappen var hun iklædt, fortsat i en mørk stil, nogle lange jeans og en stram top. Det afslørede blot hendes blege hud, både fordi solen ikke havde vist sig længe, men også fordi hun aldrig havde været tilhængere af solen. Camill så hurtigt angrebet mod hendes ben og valgte at springe op i luften med blikket rettet mod ham. Derved kom hun også ned på jorden et stykke længere væk fra ham.

[Colopatiron Nisroc Perpetiel]

Hun agerede som planlagt og han smilede lidt ved hendes handling og satte i et hop afsted mod hende med sit spyd, som han slog ud efter hende med. Igen med den bløde ende, da han ikke fandt det nødvendigt at skade sin nye herre, som han havde underkastet sig. Han kunne mærke vibrationerne i gulvet fra hendes position, hvilket forstærket hans indtryk af hvor hun var placeret i forhold til ham selv. Han kunne dog forsat mærke at hans afkræftethed svækkede ham, så der var knap så må kræft på angrebet som der ellers ville havde været, hvis han havde været ved sin maksimale styrke. Det var dog stærkt tvivlsomt om han alligevel ville have en chance overfor hende, hvis hun begyndte at slå igen, selv hvis han havde sin maksimale styrke.

[Camill Angelique Arnauld]

Egentlig burde det ikke være kommet bag på hende, at han var forbedret på hendes næste træk, men alligevel gik det for sent op for hende, at han var begyndt på endnu et mod angreb. Dog nåede hun kun lige at ryste på hovedet af sig selv, da hun fik en mindre følelse af noget ramte hende. Ikke noget der gjorde ondt, hun trak sig blot en smule længere væk fra sin tidligere position. Camill lod blikket hvile kort på ham og vidste ikke rigtig hvordan hun skulle få ham til at gå ordentligt imod hende. Dog gled et mindre smil hen over hendes læber.
"Endelig kom du ind på livet af mig og så skader det mig ikke en gang det mindste?"
sagde hun lettere undrende, men også en smule hånligt, da hun i det mindste havde regnet med lidt mere modstand end det han gav hende ind til videre. Igennem tiderne havde hun brugt sine såkaldte tjenere som afledningsmanøvre i form af kæmpere, så hun havde mere tid til at fine på en bedre strategi. Derfor bruge hun ofte tid på at se dem træne eller bare træne med dem for at forberede dem på det værste. I hendes tilfælde var det ofte svært at bevæge sig uden for palæet uden at blive genkendt eller angrebet, så det var til tider nødvendigt for hende, at kende de fleste strategier der fandtes. Men det var nu lettest at ofre andre.

Camill vendte sin fulde opmærksomhed mod ham og lod et smil vise sig på læberne endnu en gang. Det var måske underligt, at se hvordan han faktisk forsøgte at gøre noget imod hende, men alligevel trak sig i sidste øjeblik. Nu valgte Camill at tage det næste skridt, måske endda afgørende.. Lydløst begyndt hun at nærme sig ham uden at lave de helt store former for lyde. I hånden havde hun den velkendte Phoenix daggert, som han sikker havde mødt før. Men hun blev jo nød til at finde ud af om han ville gøre modstand, når det var alvor.

[Colopatiron Nisroc Perpetiel]

Han bed sig i læben, da han mærket hans kræfter ikke var tilstrækkelige. Hans krop ville ikke mere, men en følelse af mørke skød igennem, hvilket gav ham et rus. Det bekræftede ham i at hans valg at slutte sig til hende var var det rigtige. På trods af hendes stilhed, mærket han hendes indtrængen. Hun havde åbenbart ikke forstået hvordan han holde øje med hende. På trods af hans mangel på kræfter tvang han sig selv til at give det sidste.
Han lod hende komme nærmere, så hun ikke ville kunne bevæge sig ud fra hans rækkevidde.
Skjoldet føltes tungere end før, men han havde besluttet sig for at bruge det for at undvige hende og dernæst slå benene væk under hende.

[Camill Angelique Arnauld]

Da Camill først kom tæt nok på ham, svang hun blot for sjov ud med sin daggert, hvorefter hun midt i al forvirringen valgte at springe hen over hovedet på ham. Derved ville hun have mulighed for at angribe ham bagfra og det var nok ikke en gang sikker at han lagde mærke til den mindre forandring. Hun var jo kun bagved ham nu? Camill forsøgte efterfølgende at komme så tæt på ham, som overhovedet muligt, så hun havde mulighed for at ligge daggerten mod hans hals ved at tage armene rundt om ham, blot for at holde ham fast.
"De bliver nød til at gøre det bedre end dette for at få mig ned i knæ. Husk jeg har endnu ikke brugt mine evner.."
det var en mindre form for hvisken, da hun blot forsøgte at skræmme ham eller bare presse ham til det yderste, da hun ikke havde tid til at vente alt for længe, hun skulle jo gerne se hvad han kunne. Og derfor var han også nød til at gøre sit bedste.

[Colopatiron Nisroc Perpetiel]

Han mærket at hun ikke havde i sinde at stikke ham, men det blot var en afledning og i næste øjeblik stod hun bag ham. Han mente, godt han kunne have afværget dette. men han lod hende gøre det og i næste øjeblik havde han kniven mod halsen. Den sendte en brændende fornemmelse gennem halsen. Han lod sig ikke gå på af hendes overlegenhed, selvom det ville vise sig at han var stærkere havde han ikke i sinde at besejre hende hvis han kunne.
Han sukkede indvendigt. Han ønskede ikke at kæmpe over ingenting, men tvang sig selv til at fortsætte. Han slap skjold og spyd og greb ud efter hendes arme rundt om sin hals og ville kaste hende forover.