Opdaget

[Camill Angelique Arnauld]

Noget som kunne være meget svært, det var at se bunden i kløften. Det var så mørkt dernede at selv himlen virkede lys. En sten blev dog sparket ud over kanten, der var ligefrem så dybt, at det ikke var muligt at høre stenen, da den først ramte bunden. Nok var det fascinerende at en kløft kunne være så dyb, men der måtte der være en mulighed for at komme ned til bunden og undersøge, hvad der i virkeligheden var derned. Stenen var blevet sparket af Camill, som bare roligt gik i sine egne tanker imens at en kniv blev kastet op og ned i luften. Hun var egentlig ret meget ligeglad med hvad der mon foregik på den anden side af kløften, men alligevel kunne hun ikke lade vær med at tænke på, hvordan de kunne klare sig uden lys over på den anden side. Der måtte næsten være en måde, som de kunne holde liv i skovene. Eller kunne skovene da umuligt være så livlige i forhold til Nýchtas skove, der virkede total døde. Noget som Camill var begyndt at holde af. Selvom det var lang tid siden at hun havde tilkaldt de levende døde, så var det som om at de var lige i nærheden, de var desuden kun et enkelt kald væk.

[Kivuli Mwanga]

Djinen svævede hen ad kanten på kløften. Han havde den fordel at han kunne krydse broerne uden større problemer. Jo han kunne risikere fangeskab, men de holdte ikke Djins tilbage siden de ikke kunne. Han kunne godt lide det. Han kunne se begge steder og det kunne være meget spændende.
Han så en kvinde gå ved kanten, som kiggede ned i den dybe uendelige kløft. Selvom han svævede lidt over jorden, så var det jo ikke sikkert han kunne over kløften. Han ville hvert fald ikke prøve. Han nærmede sig langsomt hende.
"Tænke, tænke, tænke. Hvad mon der eksistere på bunden. Den unge kvinde undrer sig, men hvad ville hun finde der." Hans dybe klokke agtige stemme rungede over køften, efter fulgt af en lavmældt latter. Han svævede tættere på Camill. Han begyndte at svæve omkring hendes ben.
"Den unge kvinde vil ikke ned i kløften. Hun kommer aldrig op. Jeg har set folk falde i. De er aldrig kommet tilbage. Nej den unge kvinde vil absolut ned i grøften." Hans lavmældte latter fulgte efter hans tale igen. Han begyndte at sno sig op af siderne på hende, så hans øjne var på højde med hendes.
"Den unge kvinder tænker på Iméra?"

[Camill Angelique Arnauld]

Camill havde egentlig ikke lagt mærke til at der var nogen i nærheden, men det var der åbenbart også en grund til. Hun kiggede mere eller mindre forvirrende rundt for at finde kilden til stemmen. Hun lukkede øjnene i et øjeblik, da hun så noget svæve over kløften. Hun måtte da helt klart drømme, men da det så ud til at komme tættere på, måtte det jo næsten være virkeligt. Det gav et gys igennem hende, hende som ellers normalt ikke fik det sådan, da skikkelsen begyndte at sno sig rundt om benet på hende. Hun begyndte straks at gå lidt tilbage bare for at komme lidt på afstand af ham. Hun kiggede lettere forvirret på ham, men faldt også langsomt til ro.
"Og hvem er du så, hvis jeg må spørge?"
sagde hun lettere roligt og lod blot blikket glide omkring med den tåge agtige skikkelse. Hvilken race var det helt præcist, hun kunne ikke komme i tanke om det, men der var alligevel noget, som virkede en smule bekendt ved den måde han bevægede sig på. Det virkede, som om at han var en Djin, men hun var langt fra sikker. Desuden var hun heller ikke sikker på at det var det racen hed. Evnerne havde hun heller ikke lige styr på.

[Kivuli Mwanga]

Hans latter klukkede stadig og ekkoen i kløften opfangede lidt af latteren og fik den bare til at runge mere. "I kalder mig Kivuli Mwanga, eller Shadow, men navne har jeg ikke noget af. Kivuli Mwanga er det navn jeg bruger om mig selv, unge kvinde, men det er ikke mit navn."
Han stoppede med at sno sig om hende og stilte sig foran hende. Hans dybe sorte øjne kiggede ind i hendes. Han kiggede undrende på hende. Han vidste intet om hende. Måske hvis han tog en anden form, ville kvinden være mere tryg.
På et kort øjeblik virkede det som om han hvirvlede rundt, og bagefter stod en fin mand, med silketøj og sort hår foran Camill.
"Må man spørge denne unge kvinde hedder, om forlov? Jeg kender ikke deres navn, men de kender mit." Hans holdning var fin og venlig. Han kiggede på hende med sine blå øjne. Han var højere end hende, så han skulle kigge en anelse ned. Han smilede venligt og charmerende til Camill.

[Camill Angelique Arnauld]

Det var ikke fordi det mindre forvirrende af, den måde han snakkede på. Men hvad kunne hun dog gøre ved det. Dog blev hun en smule mere rolig ved situationen, da han stoppede med at sno sig på den måde, det virkede nemlig al for underlig i hans tilfælde. Hun lyttede roligt til hans stemme, noget der virkede til at forandre sig med tiden, men det kunne selvfølgelig være hendes fantasi, som legede rundt med hende.
"Jeg må sige, at du er et interessant væsen"
sagde hun med en mere rolig og mild stemme. Da han lige pludselig forandrede sig foran hende, fik hun et indtryk af at han måske var formskifter, men på den anden side, så havde hun aldrig set den race.
"Selvom jeg ikke er så sikker på dit navn endnu, så er mit navn Camill"
svarede hun ganske kort, da hun ikke havde lyst til at remse det hele op lige nu.

[Kivuli Mwanga]

"En ære at møde dem Miss Camill. Eders tanker søger over landet hist kløften? Hvad vil de over i landet Iméra. Jeg har aldrig hørt at folk fra disse lande friviligt rejser over grænsen, mens mord kunne være en grund. De søger vel ikke en andens død?" Hans høflige tone skyldte meget mandens form. Det gav et indtryk af at manden kom fra en meget rig familie, og han havde stor status. Kivuli havde aldrig fundet ud af noget om mandens fortid, men nu var det også for sent. Det var over tusind år siden at manden døde, så chancen for at der var brugbare optegnelser i Iméra var nok lav. Han kunne jo også vælge at opsøge dødsænglen der stak kniven i brystet på manden. Druiderne der stedte ham til vile vidste heller intet. Han havde ingen anelse hvor han skulle finde disse informationer, uden at risikere fangeskab.

[Camill Angelique Arnauld]

Den måde denne mand talte på, var så formelt og alligevel virkede det underligt i Camill's ører, selvom hun selv kom fra den rang af familie, dog havde hun aldrig haft lyst til at tale på den måde. Hun snakkede kun til folk på den måde, hvis det var de kongelige, hun var i selskab med.
"Jeg ønsker blot at vide hvad der sker på den anden side, siden de kan holde deres skove så livlige uden lyset på himlen"
svarede hun efter en kort tænke pause, hun vidste ikke rigtig hvordan hun skulle være overfor denne person, da han var så anderledes. Til tider virkede han charmerende på en underlig måde, men andre gange var han vel bare nysgerrig og var han nu også den han udgav sig for. Han kunne jo sikkert antage flere former.
"Men må jeg have lov til at spørge om noget?"
Spurgte hun mere eller mindre forsigtig, da de jo alligevel var så tæt på kanten og siden at han kunne komme over kløften uden at bruge broen, så var han ikke i fare for at falde ned, hvis det endte galt. Hvorimod hun sikkert ville få store problemer, hvis hun først røg ud over kanten.

[Kivuli Mwanga]

Den undren kunne han svare på. "I skovene hist kløften bor der magtfulde væsner. Disse væsner kaldes skovelvere, hvilke behandler skoven mere respektfuldt end noget andet i hele verden. De har en såre magtfuld magi, der både kan få planter til at gro og til at segne, men også andre magtfulde folk sørger for at holde skoven sund og rask, så den er klar når solen atter vil dukke op over horisonten" Han havde opholdt sig i disse skove i lang tid, og derfor vidste han at disse skove blev vedligholdt af mange væsner. Skovelverne var dog de vigtigste, men druiderne, animaguserne og de andre elvere har dog også en vigtig finger i spillet. Han vidste det, men han kunne ikke hjælpe. Han havde ikke den magi til at hjlpe skoven gennem den hårde tid.
"Spørg blot."

[Camill Angelique Arnauld]

Det var lidt, som at blive gjort mundlam i det sekund, hvor han faktisk svarede på hendes spørgsmål, det var sjældent at det skete. Hun lyttede dog roligt til hans svar, det kunne jo være at den information kunne bruges til noget andet. Noget mere nyttigt senere. Hun smilte dog let, da han havde svaret på hendes spørgsmål og det havde været et meget rent svar, som om han virkelig havde erfaring på det område.
"Interessant, men jeg ville faktisk spørge om, hvad du er for en?"
hendes stemme lød en anelse nysgerrig, ikke noget der lignede hende, men hun brød sig ikke rigtig om ikke at vide alt, men hvad kunne hun gøre ved det. Hun kunne jo ikke læse bøger hele livet. Smilet forsvandt dog langsomt idet at det jo sagtens kunne være at han ikke ville svare på hendes spørgsmål. Hans race kunne jo have fjender, det var der jo ingen som kunne komme udenom.

[Kivuli Mwanga]

Han kunne ikke lide Camills smil. Han havde på fornemmelsen at han havde sladret. Han håbede ikke at han ville sætte hele skoven i far på grund af hans uforsigtighed. Han brød sig om spørgsmålet, og han valgte at gå tilbage til sin tågeform.
"Det er farlig viden. Megt farlig, yderst farlig. Jeg er ikke sikker på hvor sikker det er at betro sig. Slet ikke sikker, overhovedet ikke sikker. Unge Camill tænker for meget, alt for meget. Tænke er ikke altid godt. Nysgerrighed kan straffes. Slemme straffe, åh ja, meget slemme straffe. Alle vil være fri for straf. Ja ingen vil spærres inde. Kivuli bryder sig ikke om at være fanget, nej slet ikke. Fugl Phønix bryder sig ikke om at være stækket. Låst inde. Nøglen væk. Fugl Phønix er ked af det. Kivuli vil heller ikke være glad for at være fanget. Nej, slet ikke. Unge Camill vil heller ikke bryde sig om at være fanget. Stækket fugl er aldrig glad, kun trist, så trist."

[Camill Angelique Arnauld]

Camill trådte et skridt tilbage, men kom blot tættere på kanten og hvis hun fortsatte uden at kigge sig tilbage, ville hun falde ud over kanten meget hurtigt. Hun så en smule overrasket på ham, men hvem var det helt præcist at han snakkede om, den eneste Phoenix hun havde set havde været en fugl, som ofte var i nærheden af Kiba.
"Hvem har du snakket med?"
sagde hun hurtigt og lettere hårdt. Hun var lige pludselig forandret og lød slet ikke som før. Dog var hun en anelse mere nysgerrig end før. Denne person eller hvad han nu var, havde måske oplevet mere i sin levetid end hun selv havde. Hun måtte kunne få noget mere ud af ham. Men hvad mente han med at være fanget, hvem var fanget. Han kunne jo umuligt mene Kiba for han havde da ikke så meget at gøre med Phoenix? Hun var lettere forvirret, men alligevel havde hun lyst til at vide mere.
"Du må fortælle mig noget mere. Jeg har så lidt viden i forvejen"
sagde hun lettere beklagende, som om det var hans skyld eller noget. Men hun prøvede jo bare at lokke lidt mere ud af denne person. Hvis det kunne lade sig gøre, så ville det gøre hele situationen lettere. Medmindre at hun trak sig længere tilbage?

[Kivuli Mwanga]

Han kunne ikke lide at hun pludselig blev hård. Han var bange for at hun ville gøre ham noget, men hun havde intet at fange ham i, og hun vidste ikke hvad han var, men han var bange for at Kiba kunne komme i problemer. Han vidste ikke om det var den samme de tænkte på, men han ville ikke have Kiba i problemer på grund af ham, men alligevel vagte han at fortælle.
"Ung dreng meget trist. Yderst trist. Han kender ikke sin egen sorg. Gemmer sin sorg. Stor dyb sorg. Han kan ikke være fri. Nogen har stækket Fugl Phønix. Nej Fugl Phønix kan ikke være fri. Fugl Phønix er søn af ild, søn af sol. Fugl Phønix længes efter at flyve. Besøge sin far i himlen, men faderen er der ikke. Solen er væk for mange tider siden. Ingen har set den i lang tid. Kivuli har oplevet solen. Stor smuk sol. Fugl Phønix var fri. Smuk Fugl Phønix. Nu er solen væk, nu er Fugl Phønix stækket. Fugl Phønix kan ikke flyve. Vingerne har behov for luft. De har behov for frihed. Åh ja, så meget frihed, men de kan ikke få frihed. Låst. Nøglen væk. Fugl Phønix kan ikke hjælpe. Kivuli kan ikke hjælpe."
Han virkede trist. Hans før så klukkende latter dukkede ikke op. Han kunne ikke hjælpe Kiba med at løsne selen, men Kiba ville heller ikke. Han havde undret sig meget.

[Camill Angelique Arnauld]

Da han først begyndte at fortælle, lød det helt anderledes for hende. Hans måde at snakke på virkede så, så forvirrende, som om der virkelig ikke var mulighed for at snakke på nogen anden måde. Men det var da altid noget at han kunne forstå hende, selvom hun ikke snakkede på hans forvirrende måde. Dog fik hun hurtigt fat i meningen med hans svar. Hun knurrede langsomt hænderne sammen og måtte tage sig sammen for ikke at fare tilbage mod slottet. Dette havde altså noget at gøre med Kiba, for den nøgle tågen snakkede op havde hun jo altid på sig. En nøgle, som hun stadig ikke kunne få til at passe ind.
"Kiba? Hvad skal nøglen bruges til?"
spurgte hun mere roligt denne gang. Fordi den måde han reagerede på kunne tyde på, at han ikke brød sig om hende. Selvom det ikke lige var noget hun havde tænkt sig at forandre helt vildt på, så blev hun nød til at finde ud af hvad tågen mente med nøglen, som var væk.
"Siger du det, hvis jeg siger at jeg kan hjælpe med at finde den nøgle"
fortsatte hun i håb om at ville få et svar på det første spørgsmål. Hvis det ikke var sagen, så kunne hun ikke gøre så meget andet. For noget kunne tyde på, at der ikke var nogen mulighed for at ramme ham hårdt i hvert fald ikke fysisk.

[Kivuli Mwanga]

Han ville gerne finde nøglen, men han tænkte nok på en anden nøgle end den som Camill snakkede om. Når han snakkede om en nøgle så var det en nøgle der kunne befri folk fra fangeskab. En nøgle til frihed, en nøgle til livet. Nøglen der låste alle døre op.
"Nøglen skal bruges til at befri Fugl Phønix. Løsne Fugl Phønix fra sine lænker, åbne Fugl Phønix bur. Fugl Phønix skal være fri. Fugl Phønix behov for frihed. Alle har behov for frihed. Fugl Phønix er søn af ild. Ild er vigtig. Såre vigtig. Ild er kilden til liv, kilden til genopståelse, kilden til ødelæggelse. Solen er vigtig. Åh ja, yderst vigtig. Solen er væk, balancen er i fare. Stor fare. Jorden er i fare. Jorden lever af balance. Jorden har behov for solens hjemkomst. Mange venter på solens hjemkomst. Solen savnes af Fugl Phønix. Fugl Phønix kender ikke til sin egen savn, til sin egen sorg. Fugl Phønix er stækket. Verden er i far. Verden savner. Verden håber på solens hjemkomst. Verden vil ikke slippe håbet. Ikke slippe livet. Verden er døende. Meget døende. Ingen vil have verden døende. Vi har behov for den levende verden. Verden vil have solen tilbage. Verden vil genoprette balancen. Verden har behov for balancen. Fugl Phønix vil genoprette balancen. Alle vil have balancen i orden. Alle burde ønske balanen i orden. Balancen ender i kaos uden sol. Månene hersker for længe. Månene savner sin bror. Solen savner sin søster. De har behov for hinanden. De skal genoprette balancen." Istedet at snakke om nøglen, så ender han skam med at snakke om verdens undergang, livets undergang, håbets undergang.

[Camill Angelique Arnauld]

Det var lidt som om at drengen bare valgte at snakke uden om med vilje eller også snakkede han bare i tåger for at forvirre hende yderligere, men hun havde ikke tænkt sig at give op endnu. Det måtte jo næsten have noget at gøre med Kiba, men hun blev langsomt i tvivl om det nu var rigtigt. Om hun havde forstået det hele, som det skulle forstås. Hendes blik hvilede mod skikkelse, som kaldte sig selv for Shadow.
"Men der findes også nogle, som ikke ønsker at se solen komme tilbage"
sagde hun ganske roligt, da hun egentlig havde opgivet at finde ud af, hvad denne person mente med nøglen, for svarene blev bare mere og mere indviklede for hende at finde frem til. Hendes blik gled over mod Iméra idet at hun vendte ryggen til ham og lagde armene om på ryggen. Måske var den en smule uhøfligt, men hun var stadig ikke færdig med at betragte Iméra på afstand. hun vidste godt, at der ville være vagter til at beskytte de forskellige broer for enhver der ville over broerne uden lov.