Opdaget

[Kivuli Mwanga]

Han rystede på hovedet. At ikke ønske solen tilbage kunne være verdens undergang, selvom de nok så meget nød det nuværende tidspunkt. Balancen skulle genoprettes. "Ingen burde ønske solen væk. Solens forsvinden er farlig. Yderst farlig. Selv for dem der frygter og hader solen. Solen er nødvendig. Nýchtas skove er døende. Nýchta er ved at gå under. Skovelvere tør ikke krydse kløften. Farligt for dem. De kan ikke redde skoven i Nýchta. De vil gerne redde skoven, men de vil blive dræbt. Nýchta hader skovelvere, skovelevere elsker skoven. De vil hjælpe, men kan ikke. Kivuli vil gerne redde verden, men kan ikke. Kivuli kan ikke redde. Kun være tilstede. Komme med råd. Ung pige vil ikke tage imod råd. Håb på solens tilbagekomst. Den vil redde skoven. Selv Nýchta har behov for skoven. Skoven giver liv, giver mad. Alle brug for mad. Kivuli har ikke brug for jeres mad. Kivuli og hans artsfæller lever af tågen og duggen." Han prøvede stadig at overbevise hende om at det var farlige ønsker. At ønske solens destruktion, var denne verdens ødelæggelse og undergang. Hun ville ikke overleve Ragnarok. Solen skulle forhindre Ragnarok.

[Camill Angelique Arnauld]

Hendes blik lyste let op, idet at hendes blik stadig hvilede mod Iméra, hvad hun havde fået øje på, kunne man ikke se, for det var allerede forsvundet igen. Hendes blik gled dog tilbage til Kivuli, som snakkede i tåger konstant. Det var en lettere eller mindre interessant måde at snakke på, fordi det både forvirrede, og så fik man aldrig svaret helt kort på et spørgsmål.
"Smag og behag"
svarede hun ganske kort på den mindre tale, han lige havde fremsagt. Hendes blik betragtede hans skikkelse, den tåge agtig skikkelse, som endda også virkede en smule sløret.
"Nýchta bestemmer vel selv deres egen skæbne og når skovelverne ikke kan få lov til at komme over broen, så er vores skæbne da også fastlagt. Men nu har det jo allerede overlevet i snart 1000 år"
konstaterede hun ganske hurtigt, fordi det var jo sandt, hun havde også selv oplevet solens forsvinding, og skulle da også først lige vænne sig til det. Men det havde hun gjort for længst.

[Kivuli Mwanga]

"Hvor længe kan Nýchta overleve længere. Dyrene forsvinder. Snart ikke mere kød i Nýchta. Vampyrer overlever på blod. Hvis ikke mere kød ikke mere blod. Nýchta vil dø. Iméra stadig masser af mad. De passer på deres skov. Planterne er trætte. Meget trætte. De har ikke vågnet i tusind år. Døsige træer. Trætte blomster. Uden skovelverne ville dyren ikke få mad. Dyrene får mad af skoven. Iméra får mad fra skoven. Skoven meget træt. Skoven brug for sol, også i Nýchta. Dyrene forsvinder for hurtigt, skoven forsvinder for hurtigt. Ikke mad til dyrene. Dyrene dør. Bliver ikke til mad. Snart ikke mere mad. Mad er nødvændig. Kanibalisme vil ende Nýchta. Folk vil spise hinanden. Gargoyles vil glæde sig. Mange Gargoyles vil dukke op. Gargoyles vil overtage Nýchta. Nýchta vil ende i ruinet. Gargoyles vil elske Nýchta. Ingen jagt på Gargoyles. Gargoyles vil elske det." At true med landets undergang var måske voldsomt, men han troede på at det ville ende med at ske, at Nýchta ville holde op med at eksistere.

[Camill Angelique Arnauld]

Der var ikke andet at gøre end bare at lytte til hvad der blev sagt, for hvis hun først satte sig imod, så ville han bare blive ved og hun vidste ikke selv, hvor længe hun kunne blive ved med at lytte til det. Der var jo ikke noget hun kunne gøre ved situationen. Solen ville jo nok komme tilbage en gang, når det var tid til det. Medmindre at profetien ville gå i opfyldelse først. Det kunne være at barnet eller frelseren ville dukke op før at solen ville vise sig og derved redde verdenerne fra total undergang.
"Vi kan ikke gøre så meget andet end at vente og se hvad der sker i de næsten par år"
sagde hun roligt, da der mildt sagt ikke var så meget at gøre. Men på den anden side, så havde hun ikke noget imod, at der ikke var nogen sol, for når den først ville komme tilbage, så ville det bare give problemer i Nýchta, fordi kongehuset ville falde og så ville de tidligere reagenter af varulve racen vende tilbage og skabe kaos. Det ville nok gå hårdest ud over Nýchta, hvis solen vendte tilbage for at vinde over mørket. Iméra ville blot kunne sole sig i varmen igen.

[Kivuli Mwanga]

Han svævede hen til hende. Ikke udover kanten, da han aldrig brød sig om at svæve over det uendelige mørke. Godt nok opstod han i tågerne af Cyappu, men han kunne ikke lide det uendelige altopslugende mørke. Han troede på at ingen brød sig om det. Han kunne ikke forestille sig nogen elske det mørke, udover det der kom nede fra mørket. Gad vide om solens forsvinden lokkede skyggevæsnerne op på overfladen. Han havde aldrig set nogen, så måske turde de stadig ikke.
Han valgte nu at tage Camills form. Mens han stod ved siden af hende.
"Synes du ikke også at mørket i Cyappu er skræmmende. Jeg ville gerne vide hvad der er dernede, men jeg ville aldrig turde. Det ville være farligt hvis der var et væsen der ville kunne skade mig. Ingen ved noget om Cyappu. Nogen burde tage derned, inden det der er der nede kommer her op. Noget der ville kunne se i dybet. Jeg frygter det tidspunkt at skyggevæsnerne vil turde at betragte overfladen."
Han stod og kiggede ned i mørket, og sendte Camill et kort blik, og fulgte derefter hende blik mod Iméria.

[Camill Angelique Arnauld]

Ikke nok med at han kunne skifte imellem flere forskellige former, så antog han hendes form. Det gav hende bare endnu et gys, som trillede ned af hendes krop. Nu stod hun ved siden af sig selv eller en dobbeltgænger. Det var da egentlig meget smart, hvis man kunne bruge det til sin fordel, på den måde kunne man jo være flere steder på en gang. Da han begyndte at sig noget igen, lød han fuldstændig anderledes.
"Hvordan kan det være at din talemåde ændre sig på den måde hele tiden i en ny form?"
spurgte hun lettere nysgerrig, men også mindre nervøst. Hvis han ligefrem kunne efterligne folks talemåder, så ville det da være meget mere overbevisende overfor andre. Det ville være lettere at snyde folk og få sin skikkelse ud i problemer.
"Vi kan jo blot håbe på at dybet er dybt nok til at holde dem væk fra overfladen, Kivuli"
sagde hun efter lidt tid, da hun havde gennemtænkt det han havde sagt, egentlig havde hun aldrig overvejet at der måske kunne være noget dernede. Det ville bare give landene flere problemer, hvis der først trak noget op af kløften.

[Kivuli Mwanga]

Han vidste egentlig ikke hvorfor, men han kunne ikke tale på andre måder end den form han havde gjorde, om han så gerne ville.
"Jeg ved det ikke Camill. Jeg ved blot at jeg kun kan tale på den samme måde som personen jeg efterligner. Tag for eksempel Rævepigen. Hun havde aldrig lært at tale rigtigt, og derfor blive mit sprog meget hakkende, barnligt og ikke særlig velformuleret. Meget korte sætninger, mens den rige mand talte smukt og velformuleret. Jeg taler på samme måde som dig, fordi du er den jeg efterligner. Mere ved jeg ikke." Rævepigen var den lille rødhårede animagus, der døde da hun lev kvalt i lianerne. Ikke engang i hendes smukke ræveform kunne hun smutte ud af lianerne. De trak sig bare sammen om sin hals, ligemeget hvor tit hun skiftede. Han havde ondt af hendes lidelser, men han kunne ikke dræbe. Noget Djins ikke kunne, ikke engang i en af deres fromer. De kunne løfte ting, trække et sværd, men ikke rette det mod et vitalt organ eller en hovedpulsåre og stikke. Hvis de skød en pil efter et mål, ville det kun ramme, hvis den ramte ikke havde nogen chance for at dø. Dræbe var noget disse væsner ikke kunne.
"I dybet kommer der nogen gange lyde. Rævepigen har en rigtig god hørelse, og hun opfanger nogen gange mystiske lyde. Rigtig underlige lyde der vælger at snige sig op af mørket. Jeg kan ikke sige hvor langt nede i dybet de er. De kunne være lige bag ved skyggen, eller helt nede i underverdenen. Jeg kan ikke bedømme det. Cyappu kan sende lydene meget længere end så mange andre ting."

[Camill Angelique Arnauld]

Hans svar virkede så ærlige, at det næsten virkede helt unaturligt, men han havde måske bare ikke behov for at lyve overfor hende, fordi han ikke havde noget at skjule. Hendes blik gled ned mod dybet idet at hendes blik faldt væk fra Iméra på den anden side. Det var som om skæbnen havde bestemt, at det var nødvendigt med en kløft på denne størrelse, for at holde landene adskilt ordentligt.
"Dybet ender med at sluge os alle"
sagde hun lige pludselig, det kom ligesom ud af det blå og om det gav mening i deres samtale, kunne hun jo åbenbart ikke sikre sig. da sætningen ikke var tænkt igennem, dog havde det et mindre strejf af deres samtale om det som måske kunne være nede i dybet. Dog havde Camill ikke lyst til at sætte livet på spil bare for at undersøge, hvad der kunne være dernede. Hun ville egentlig ikke have problemer med at komme derned i live, men hvordan hun skulle skabe lys, vidste hun endnu ikke det var jo mere noget som lyselverne beskæftigede sig med.

[Kivuli Mwanga]

"Ikke hvis solen vender tilbage i tide." Han vendte sig væk fra kløften og gik lidt væk. Stadig mens han stod med ryggen til sagde han: "Selvom du ikke bryder dig om solen, så frygter du stadig konsekvenserne af dens forsvinden. Hvad er så sikrest? Solen, eller den evige nat? Mørket fra Cyappu er ukendt, og kan sagtens ende med at fortærre os alle. Du må til at vælge Camill, inden mørket vælger at tage dit liv."
Han stod stille for at høre på hendes reaktion. Han vidste det var en alvorlig trusel han kom med, men at overbevise hende om at balancen skulle oprettes, var vigtigere en at true hende på livet. Han gjorde hende jo ikke noget, da han ikke kunne. Han kunne holde hende, men han kunne ikke skubbe hende udover kanten. Mord var det der var nægtet alle Djins.

[Camill Angelique Arnauld]

Der var en form for sandhed i hans ord og hvis hun nu valgte at lytte efter hvad der ville blive sagt, så ville hun sikkert også kunne forstå det store mening med hans ord. Men i bund og grund fik hun kun overfladen med af det han sagde.
"Jeg er sikker på at du har ret, men jeg kan endnu ikke tage stilling til den konklusion"
sagde hun lettere afvisende, da hun ikke kunne tage stilling til deres egen undergang. Lige nu havde hun andet at tænke på. Hun lod sit blik glide tilbage mod ham og betragtede bare sin egen skikkelse. Noget der virkede mærkeligt var nok at skulle kigge på sig selv og føre en samtale med sig selv. Dog var hun helt rolig ved situationen og bevægede sig langsomt væk fra kanten. Da hun jo ikke vidste hvad der var nede i dybet.

[Kivuli Mwanga]

Han grinede lidt med Camills stemme. Han vidste at hun var kommet til at tænke på noget. Noget der måske ville blive sidende i hendes hovede i et stykke tid endnu. Han vidste ikke om han talte sandt, men hvorfor skulle det ikke kunne være sandt. Han havde ikke ligefrem spådomskræfter, da det ville være meget belejligende til tider. Han kunne bruge dem til at undgå at blive fanget, hvis man overhovedet kunne det. Måske kunne men ikke ændre på den kendte fremtid. Måske kunne man kun ændre på skæbnen hvis man ikke havde en anelse omkring dens hændelse.

[Camill Angelique Arnauld]

En form for tavshed lagde sig ned over dem, men den var på ingen måde ubehagelig i hvert fald ikke for Camill. Hun havde da en mindre tanke omkring, hvad der kunne ske, hvis solen aldrig ville komme tilbage, men på den anden side, ville hun aldrig vende sig imod landet og derved hjælpe Iméra med at få solen tilbage. Det var i hvert fald ikke noget, som hun kunne tro på. Hun lod blikket følge sin egen skikkelse i takt med at han bevægede sig. En mindre form for kulde strejfede hendes kind, det føltes mere eller mindre som et pust, der føltes fremmed. Men hvad det var, var der ingen tegn på. Det var som kommet ud af den blå luft. Dette fik dog også hendes blik til at fakle lidt rundt for at finde kilden.

[Kivuli Mwanga]

Han lagde hænderne i lommerne. Han kunne mærke noget køligt i den ene hånd. Det var af metal og meget lille. Det var ikke særlig stort, men det havde en underlig form. Han tog fat omkring den lille metalgenstand for at trække den op af sin lomme. Han kiggede på den lille ting i sin hånd. Det var en fin lille nøgle. Den var smuk og meget flot. Den havde ornamenter i guld og sølv rundt om kanten. Et lille billed var indridset på de flade sider af nøglen hvor man holdt fast. Det lignede et par vinger der var brudt ud i ild. Det mindede ham om noget. Noget han havde set før. Han kunne ikke komme på det.
"Nøglen til friheden!"
Han sagde det til sig selv. Han var meget overrasket. Den nøgle han ville hjælpe Kiba til at finde, havde han nu i sin egen hånd, men det var ikke den rigtige nøgle. Den ville ikke kunne låse selen op. Det skulle være den rigtige. Den nøgle der lå i Camills lomme.

[Camill Angelique Arnauld]

Hele forløbet virkede underligt, hans reaktion var ligefrem underlig, men det var måske bare sådan at hun også selv ville have sagt det. Nu hvor han alligevel havde antaget hendes skikkelse. Camill stod blot og betragtede ham i det at han rodede rundt i hans lomme. Hvad han ville finde kunne hun ikke sige, men den måde som han reagerede på kunne vel kun være noget godt han havde fundet. Hun så en smule nysgerrig på nøglen, da han først fandt den frem. Den lignede helt umenneskelig den, som hun selv havde i lommen. For hun var helt sikker på at hendes nøgle ikke havde forladt hendes lomme.
"Frihed for hvem?"
spurgte hun efter lidt tid, da han måske ville være faldet lidt ned igen. Hendes blik viste udtryk for nysgerrighed, men samtidig var hun også en smule mistænkelig. Hun lod sin egen hånd glide ned i lommen, hvor nøglen skulle ligge. Det var mest fordi hun lige ville sikre sig, at hun havde den med sig og at den ikke lå i hans hånd. Det viste sig dog at hun havde den på sig. Heldigvis.

[Kivuli Mwanga]

Han rystede på hovedet. Vinden fik lige fat i det lange hår, og blæste det i hovedet på ham. Han blev lidt forskrækket, og ved et uheld kom han til at tabe nøglen. Nøglen begyndte lige så stille at falde mod jorden, men den begyndte at dampe. Det så næsten ud som om den brændte, og inden den nåede at lande på jorden med en metallisk klirren, så var den forsvundet op i røg.
Han fik fjernet alt håret fra ansigtet. Han vidste godt hvor han kunne finde nøglen igen. Selvom den var forsvundet, fordi den var faldet ud af hans hånd, så var den egentlig tilbage på sin oprindelig plads, der hvor den lå da han tog Camills skikkelse. Ned i lommen.
Han vendte sig langsomt mod Camill igen, og kiggede på hende med et måbende udtryk. Hun havde nøglen til Kibas frihed. Kiba advarede ham omkring denne person der ejede nøglen, og han blev aldeles ikke tryg ved situationen. Hun havde overhovedet ikke virket til at være en der var farlig, men Kiba havde kendt hende længere.