Opdaget

[Camill Angelique Arnauld]

Det var ikke særlig svært at fornemme en ændring omkring tågen eller rettere hendes egen skikkelse lige nu. I det at nøglen faldt til jorden eller faktisk blev til røg, var det først der at hun egentlig åbnede sine øjne for alvor. Selvfølgelig havde hun ikke stået med lukkede øjne. Nej, det var mere billedligt ment. Tågens udtryk virkede anelse og det virkede slet ikke som noget hun selv kunne forestille sig at skulle se ud. Dog var hun lettere ligeglad med hvad han mon havde fundet ud af.
"Hvad fik dig til at tabe stemmen?"
spurgte hun lettere koldt og rettede det kolde blik lige mod ham. Noget sagde hende, at der var gået noget op for Kivuli, som umuligt kunne være godt for hende. Camill trak hånden op igen og i den havde hun nøgle, som hun langsomt viftede frem og tilbage foran ham. Det var den, som havde afsløret hende. Det var helt sikkert. Dog fandt nøglen hurtigt vej tilbage i lommen, hvor den lå sikkert. Nemlig så tæt på hende, som overhovedet muligt. Det ville blive svært at få den fra hende. Nu hvor hun vidste, hvad den kunne betyde for en bestemt person.

[Kivuli Mwanga]

Det tog ham alligvel noget mod for ikke at stikke halen mellem benene, men han ville ikke kunne løbe fra hende. Hvis hun kunne det som Kiba påstod, så ville det ikke hjælpe så meget, undtagen hvis der lige tilfældigvis var et musebo i nærheden han kunne løbe ned i. Eller en fugl der tilfældigvis var der.
Han stak hånden i lommen igen, og tog nøglen frem igen. Han ville være sikker på dens udseende, så han kunne finde den igen, hvis Camill valgte at gemme den et andet sted, men så skulle han bruge en der kunne komme ind i slottet. Han ville få behov for en formskifter, og de var ikke altid lige villige til at hjælpe.
Han valgte ikke at svare på Camills spørgsmål.

[Camill Angelique Arnauld]

Det undrede hende måske ikke at han ikke ville svare hende. Men tvinge ham kunne hun vel ikke. Selvom det kunne være meget sjovt at finde ud af, hvad han egentlig var i stand til. Så kunne hun måske få noget ud af det. Stille og roligt bevægede hun sig tættere på ham. Svar ville hun meget gerne have.
Jorden rundt omkring dem begyndte langsomt at bevæge sig. Mon der var et jordskælv på vej, eller var der bare noget i undergrunden, som gerne ville op til overfladen. Camill selv gik en smule tilbage, selvom hun godt vidste, hvad der var igang dernede, men hun skulle da helst ikke afsløre sig selv allerede. Hendes ansigts udtryk var dog mindre fraværende, men ikke fordi det var nødvendigt at koncentrere sig helt vildt om at fremkalde dem.
"Det havde været så meget lettere bare at svare på mit spørgsmål"
sagde hun koldt og vendte blikket direkte mod ham. Hun var egentlig mindre træt af, at han lige pludselig ikke ville svare hende mere, som han ellers havde været god til i starten.

[Kivuli Mwanga]

Han kunne mærke tilstedeværelsen af de andre væsner, der begyndte at dukke op under jordens overflade. Han brød sig ikke om dem, men de kunne ikke gøre ham noget. Han frygtede at hun ville kunne fange ham. At fange ham i nøglen ville nok være det værste der kunne ske for ham. Han ville ikke kunne komme fri, da hun nok ville gemme den et sikkert sted.
Han smilede til hende, med et slesk smil. Han stod bare stille. Pludselig med han bare nøglen i jorden, og den nåede at ramme jorden inden den forsvandt helt. "Nøglen kan ikke hjælpe mig eller dig. Den kan ikke befri dig. Du vil altid være fanget. Fanget af frygt, had, loyalitet, respekt og kærlighed. Den nøgle finder du hos andre."
Han skiftede formen til den lille rødhårede pige. Han stod der i den fine rødorange kjole. Han bandt den sorte sløjfe af håret, så det kunne hænge løst. Det lignte til forvæksling lidt Kibas hår, udover at hendes var langt mere krøllet.

[Camill Angelique Arnauld]

Desværre for hende, havde hun en mindre fornemmelse af, at hun ikke ville kunne gøre ham noget. Men hvordan skulle hun kunne tjekke den mulighed? Stille og roligt blev Camill stående, hvor hun næsten hele tiden havde været. Hendes blik betragtede ham i det øjeblik, hvor han prøvede at forklare hende, så hun kunne få svar på hendes spørgsmål, som længe havde været åben. Ligene krøb langsomt ned i jorden igen og hendes hænder gled ned i hendes lomme, hvor hun greb fat i nøglen. Hun var efterhånden blevet van til at have den i sin lomme, så hun ville hurtigt mærke, hvis den ville blive fjernet.
"Hvem skal så bruge denne nøgle for at blive fri?"
spurgte hun mere eller mindre roligt i det at ligene igen var forsvundet ned i jorden. Hun var mere rolig end før, da hun jo næsten havde fået sin vilje. Da han nævnte kærlighed rystede hun blot på hovedet, der fandtes ikke nogen form for kærlighed til hende.. Sådan var det bare. Hun stirrede dog lettere målløs på den pige, som mindede forfærdelig meget om Kiba. Det var næsten utroligt, hvilket lighed deres hærfarve havde, men det var måske bare en normal hårfarve? Måske, måske ikke, det ville tiden vise.

[Kivuli Mwanga]

Han smilede et bredt smil til Camill. Hun havde åbenbart ikke rigtig betragetet nøglen med omhu, ellers så kendte hun ikke så meget til Kiba, selvom hun ejede knægten. "Camill kender ikke frihed. Camill bundet til død. Nøglen ikke befri dig. Nøglen befri en. En modløs. Du kan give mod. Mod til modløs. Du vil være mere fri. Rævepigen er fri. Camill aldrig helt fri. Bundet til død."
Nogen gange talte han meget i tåger. Selvom han mente at han havde talt helt klart, og at hans budskab kom ud, hans svar var oplysende og hans ord informerende, så var der stadig mange der aldrig fattede hvad han sagde.

[Camill Angelique Arnauld]

Nu stod hun altså over for en lille pige. Det føltes helt underligt, at han bare lige pludselig skiftede skikkelsen, men det var vel sådan han havde det bedst? Camill's blik var roligt, men også letter koldt, samtidig med at hun lyttede til hendes ord. Det var efterhånden svært at finde hoved og hale i denne samtale. Det gik både den ene vej, men fandme også den anden vej. Det var noget, som let kunne gå hen og forvirre hende.
"Jeg vil altid tilhøre døden, uanset hvad jeg gør. Hvis jeg først går imod ham, så vil jeg dø med det samme"
det var en ganske almindelig viden for hende, men andre kunne vel ikke vide, at hun faktisk var over 1000 år, men det var nok også mere fordi hendes udseende ikke havde ændret sig de sidste mange år. Det var endnu ikke gået op for hende, at det faktisk var Kiba de talte om, men på et lille punkt, havde hun opfattet sammenhængen.

[Kivuli Mwanga]

Han skiftede til sidst igen til sin egen form.
"Camill vil først være fri, når Døden henter hende. Så kan hun være fri. Åh ja. Så vil Camill kunne drikke af frihedens brønd. Camill vil nu aldrige kunne smage den, men kune betragte det fra en fjern afstand, uden for rækkevidde, mens andre vil kunne drikke af det som det lyster dem, mens Camill kun kan se på for at se det blå vand flyde forbi hende. Camill vil aldrig kunne smage det i livet."

[Camill Angelique Arnauld]

I hendes hoved var det meget forvirrende, at stå overfor mange forskellige typer af personer. Egentlig var det begyndt at irritere hende en smule, at han hele tiden skulle skifte form. Hvad var meningen helt præcist med det? Kunne han bare ikke beslutte sig omkring en skikkelse i løbet af deres samtale. Det var måske svært at vælge om man skulle ligne hende, den lille pige, den ældre formelle herre eller hans egen tåge skikkelse.
"Hvad så, hvis jeg ikke engang ønsker frihed?"
spurgte hun lettere koldt og var mere eller mindre ligeglad med svaret på hendes spørgsmål. Han fik det hele til at lyse så voldsomt og slemt, som om hun havde et helvedes liv, hvilket hun ikke selv mente, at hun havde. Hun havde det fint i den stilling, som hun var i og havde ikke tænkt sig at ændre på det lige med det samme. Der skulle mere til for at lade hende indse noget så stort, som Kivuli gjorde det til.

[Kivuli Mwanga]

Han rystede lidt på sit hovede. Alle burde ville være fri, men han kendte jo heller ikke alle. Han havde levet længe, men han ville aldrig kunne kende alle.
"Kivuli vil nu byde Camill farvel."
Et let buk, og så skiftede han formen til en fugl der lige fløj forbi, og han fulgte den over Cyappu over til Iméra. Væk fra Nýchta og tilbage til sin sikkerhed.

//Out

[Camill Angelique Arnauld]

Det var som om samtalen lige pludselig havde forandret sig, men på en måde var Camill glad for at Kivuli valgte at flyve væk. Hun var allerede nu lettere forvirret over hvad det hele betød, men lige nu kunne hun ikke gøre mere og svar ville hun ikke få, ikke med det samme i hvert fald.
"Farvel Kivuli"
hendes stemme var lettere fjern i det at hun fulgte hans vej over Cyappu. Det havde været et underligt og forvirrende møde, men samtidig også oplysende for hende.

//out..