|
|
Post by Kivuli Mwanga on Jan 13, 2011 16:00:33 GMT 2
Kivuli Mwanga befandt sig i nærheden af vandet. Han svævede lidt over jorden og kiggede ned i det mørke vand. Noget underligt vand. Han brød sig ikke om det, men han frygtede det ikke. Det ville ikke kunne rive ham med. Han ville røre det, men hans tågede hånd rørte aldrig vandt, men det flød igennem den.
Han skiftede formen til den lille pige, og hun sad på knæ med hånden i vandet. Han trak hurtigt hånden til sig, da det føltes koldt mod huden. Kulde var noget utrolig uvant for ham, da han sjældent følte det, og det samme med varmen.
Han kiggede stadig ned i vandet, men nu var der et spejlbillede af en lille rødhåret pige i vandet. Mærkerne på hendes hals var svære at se i dette mørke.
|
|
|
|
Post by Kiba Harunko on Jan 13, 2011 16:16:21 GMT 2
Kiba gik lige så stille ned mod floden. han havde fået lov at få fri efter en hård dags arbejde. han så på vandet da han kom til floden. det røde hår var løst. det havde meget liv i sig selv om det var så langt. han satte sig ned ved vandet og sukkede. han tog sin trøje af da det var ved at irretere ham. han sukkede og begyndte at hive i den sele som han havde rundt om hans vinger og krop. vingerne var smukke men var holdt fanget i sele. han tog fat i selen og hev i den men det hjælp lige lidt. låsen på selen holdte den fast. kun nøglen som han mester havde kunne låse ham op. han tog hånden i vandet og begyndte at smøre vandet ind under selen. de smaragt grønne øjne så ned på hans speljbilled.
|
|
|
|
Post by Kivuli Mwanga on Jan 13, 2011 16:23:32 GMT 2
Han hørte skridt i nærheden. Han vendte sig mod kilden. Det var en rødhåret knægt, med vinger. Han synes de var pæne. Sådanne vinger ville han også gerne have, men de sad fast. Alt for fast til at kune blive brugt. Han ville ikke bryde sig om at have vinger som ikke kunne blive brugt.
Han rejste sig op på benene. Selvom han sjældent gik, kunne man ikke se det på pigen der gik med rolige og velovervejede skridt hen mod Kiba.
"Vingerne sidder for fast. Alt for fast. Kan man ikke løsne dem? Vingerne skal være fri. Fugl Phønix er stækket. Det er ikke rart. Fugle skal kunne flyve. Fugl Phønix kan ikke."
En lys og klar stemme kom ud af munden på den lille pige med rødt hår. Han kiggede undrende på Kiba. Han ville røre ved vingerne. Ae dem og føle fjerene mellem fingren, men han turde ikke. Han var ange for stærk varme, da Phønixen var barn af ilden, og ilden var varm, og varme var ham ukendt. Han rakte ud efter dem, men rørte dem ikke.
|
|
|
|
Post by Kiba Harunko on Jan 13, 2011 16:36:38 GMT 2
Kiba sad roligt og så på vandet. han hørte pludselig en stemme bag ham og så tilbage på pigen med det røde hår. han så mod sine vinger og rørte dem forsigtigt. da pigen var ved at røre tog han hurtigt trøjen på igen og så mod vandet.
"Fønix er også fri. han besøger mig hver aften. det er bare mig som ikke er fri."
Kiba så kort mod pigen men så hende ikke i øjnene. han vidste at hans vinger var fast klemt men det var jo ikke hans valg. det var kongen som havde gjort det. Kiba strøg en hånd om bag sin ryg hvor hans vinger var men han havde endnu ikke kunne finde ud af at få den sele af og strække sine vinger.
|
|
|
|
Post by Kivuli Mwanga on Jan 13, 2011 20:43:47 GMT 2
Han satte sig ved siden af ham og kiggede på ham med pigens grønne øjne. Han smilede venligt til Kiba. Han ville stadig røre ved vingerne, men Kiba havde dækket dem til med sin trøje. Han ville gerne hjælpe Kiba af med selen, men han kunne ikke. Han vidste han ville få brug for en nøgle, som han ikke havde, men et ondt menneske der nok godt kunne finde på at ville eje en Djin. Han ville ikke ejes. Han ville være fri. Han var fri og han var glad for det.
"Hvorfor er vingerne låst fast? De kan ikke få luft. De har behov for luft. Fugl har behov for luft. Fugl skal til Iméra. Fugl kan blive hjulpet af druiderne. Druiderne venlige ved fugle." Af en eller anden grund tog han altid formens tidligere ejers sprogkundskaber. Pigen var ikke god til at tale, men hun vidste meget. Hans egen viden var også stor, og han havde set druiderne hjælpe folk og dyr. Druiderne var et godt folk. Hvis Kivuli kunne få Kiba til druiderne, så ville han gøre det.
|
|
|
|
Post by Kiba Harunko on Jan 13, 2011 21:41:33 GMT 2
Kiba så på pigen og smilte stille han så på vingerne og sukkede han vidste godt at de røde vinger ikke fik luft. men han kunne intet gøre. han så på hende og smilte lidt. han så slet ikke pigen i øjnene. lidt underligt.
"denne fugl er desværre ikke fri... denne fugl skal desværre holdes i ... i lås"
han prøvede at tale hendes sprog og man kunne se sorgen i hans øjne. den frihed han savnede. den frihed han manglede. og den luft han savnede og være i. han sank en klumb og så på hende. han anede ikke hvad han sad over for men det smaragt grønne øjne prøvede at se glade ud men man kunne se sorgen.
|
|
|
|
Post by Kivuli Mwanga on Jan 13, 2011 22:06:51 GMT 2
Han kunne ikke lide at Kiba var bag lås. Han ville have Kiba fri. Han blev næsten vred. Hvem kunne finde på at låse noget inde. Han frygtede det selv. Han ville ikke have at nogen blev spærret inde. Det var det værste der kunne ske.
"Fugl må ikke være låst inde. Fugl skal befries. Nogen har været ond ved fugl? Fugl ikke være ked af det. Kivuli kan ikke lide at fugl er ked af det. Fugl skal være fri!"
Han gik om bag ved Kiba. Han lagde fingrene på hans ryg. Han mærkede efter selerne. Han ville rive dem i stykker hvis han kunne, men han ville nok ikke kunne. Måske ville mandens sabel kunne kappe selerne over, og så kunne Kiba være fri, og flyve igen. Så kunne han føle friheden igen.
|
|
|
|
Post by Kiba Harunko on Jan 13, 2011 22:19:54 GMT 2
Kiba så efter pigen og lagde en hånd på hendes skuldre han prøvede at smile og han så ned i jorden. det var tydeligt at det var som om at han ikke helt kunne huske hvad friheden var.
"denne fugl.... behøver ikke at være fri. har altid været fanget. jeg kan ikke huske andet end at hver gang fik sele på igen. det er normalt for mig"
Kiba virkede noget undrene. undrene over fingeren på hans ryg. hans vinger var varme og det var han også. han rejste sig op og så ned på vandet.
*det var der jeg redede dig Fønix. i en flod. vis bare jeg kunne huske mere*
Fønix var den eneste fra fortiden han kunne huske. fønixen var jo hans livs giver. han ville kun ha været død en gang vis ikke Fønix havde gjort dette.
|
|
|
|
Post by Kivuli Mwanga on Jan 13, 2011 22:28:15 GMT 2
"Vil fugl ikke være fri? Kivuli kan ikke forstå det. Vil alle ikke være fri? Kivuli vil altid være fri! Kivuli ikke fanges. Kivuli vil hade det. Kivuli er fri. Hvorfor vil fugl ikke være fri?"
Han stoppede med at lede efter selerne. Han var nu mere interreseret i Kiba. Hvorfor ville han ikke slippe fri. Han kunne ikke forestille sig noget bedre. Hvis han blev fanget, ville han ønske at han kunne slippe fri. Så ville han ønske han kunne opfylde ønsker som myterne fortalte om Djins, men ønsker kunne han aldrig opfylde, hvis de var udenfor hans rækkevidde.
Han satte sig ned bag ved Kiba. Han tog tilbage til sin normale form. Han kiggede på Kibas hår.
"Så smuk, så smuk, så smuk. Ung dreng er meget ked af det, men Kivuli kan ikke hjælpe den unge dreng. Så trist, så trist. Ingen frihed til den unge dreng."
|
|
|
|
Post by Kiba Harunko on Jan 13, 2011 22:51:01 GMT 2
Kiba smilte stille til pigen og så ned i jorden. han satte sig ned og de grønne øjne så ned i jorden. Kiba så mod vandet. hans spejlbilled.
"jeg kan ikke huske andet end dette liv... jeg kan ikke huske friheden. jeg kan ikke huske livet uden for denne sele"
han kørte en hånd over vandet og anede ikke at kivuli blev en ånd bag ham og at han kiggede på hans hår. han hørte pludselig en anden stemme og så bag sig. han så på ham og forstod intet. han kunne ikek fatte hvem det var.
"jeg.... jeg er ikke trist... det tror jeg ihvert fald ikke"
han så væk og anede ikke hvad han følte.
|
|
|
|
Post by Kivuli Mwanga on Jan 13, 2011 23:06:15 GMT 2
Han svævede hen ved siden af Kiba. "Den unge dreng kender ikke til sine egne følelser. Kivuli kan sige at han kan se sorg. Stor dyb sorg. Fugl Phønix opretholder hans mod. Fugl Phønix meget stolt. Så stolt, så stolt. Ung dreng kan blive lige så fri som sin ven. Ung dreng kan være som Fugl Phønix. Vil den unge dreng ikke det?" Han var begyndt at sno sig omkring Kibas krop. Hans sorte dybe øjne kiggede nysgerrigt på Kiba og hans krop. Sorgen var tydelig, og behovet for frihed endnu tydligere. Han kunne se det, men Kiba kunne ikke. Hvad havde fået den normalt så stolte Phønix så langt ned, at den ikke kunne mærke behovet for frihed. Det kunne kun skyldes en meget ond hersker.
|
|
|
|
Post by Kiba Harunko on Jan 13, 2011 23:42:46 GMT 2
Kiba så på tågen der snorede sig om ham. han så på ham. han anede ikke hvad han skulle sige. han kendte ikke til sine følelser men det var ikke noget nyt fra hans side af. han bed sig i læben og knyttede næverne. pludselig kunne man høre vinge slag og Kiba så op. han så op på himlen og noget kom ned mod den. en smuk skikkelse satte sig på et træ og så på dem. Kiba så på den og smilte.
"Fønix.... du kom"
Fønixen bredte sine vinger som et ja og så på tågen og baskede med vingerne og skreg nærmest af ham for at sige den ikke skulle tirre Kiba. Kiba rakte armen ud efter Fønixen og den kom ned til ham og satte sig på hans arm. han så på fuglen og smilte varmt.
|
|
|
|
Post by Kivuli Mwanga on Jan 13, 2011 23:52:04 GMT 2
Han snoede sig fri fra Kiba, men kun for bagefter at kunne cirkulere om føniksen på Kibas arm. Han kiggede nysgerrigt på fuglen fra alle vinkler. "Så smuk Fugl Phønix er. Yderst smuk. Kivuli vil gerne røre, men tør ikke. Kivuli ikke vant til varm, nej, slet ikke vant til varme. Kivuli ikke tryg ved varme. Kivuli heller ikke tryg ved kulde. Kivuli ikke vant til disse fænomener, men smuk Fugl Phønix. Fugl Phønix er en god ven. Fugl Phønix besøger sin artsfælle i nød. Åh ja yderst god ven." Hans dybe klokke stemme rungede lidt, og blev efterfulgt af en klukkende latter. Han stoppede op for at kigge på føniksens fjerdragt. Den skinnede i de flotteste ildfarver. De skinnede som solen. "Fugl Phønix søn af solen. Fugl Phønix bringer lys fra gammel glemt sol. Fugl Phønix lyser smukt."
|
|
|
|
Post by Kiba Harunko on Jan 14, 2011 0:03:41 GMT 2
Fønixen så på Kivuli da han snorrede sig om den. det var tydeligt irreterende for den. den begyndte at udgive voldsom varme for at få ham væk. Kiba så på Fønixen og nød faktisk varmen. men han kunne jo også selv. han var bare ikke mester som fuglen.
"Fønix er min ven. men jeg er ikke dens artsfælle... jeg redede hans liv en gang"
Kiba så på Fønixen som nærmest holdte øje med den fremmede med advarende øjne. Fønixen var jo ikke lige den som ville føle sig i et bur. dens fjerdragt lyste smukt og varmen fra den omfavnede Kibas arm også
|
|
|
|
Post by Kivuli Mwanga on Jan 14, 2011 10:49:03 GMT 2
"Fugl Phønix mærke tydelig på ung dreng. Meget gammelt mærke. Ældre end Kivuli. Kivuli så solen forsvinde. Ung dreng meget gammel, meget stærk Fugl Phønix. Meget stor magt. Ung dreng er stækket. Ung dreng burde ikke være stækket. Meget stor og gammel magt i ung dreng. Burde ikke spærres inde. Åh nej, burde det slet ikke. Den store magt skal slippes fri. Kivuli vil finde nøglen til ung drengs frihed." Han var ikke over bevist om at disse to væsner ikke var frænder, tvært i mod var han overbevist om at de var nærmere beslægtede end så mange andre. Han var vis, men meget han sagde kunne bare være noget han troede var rigtigt. Ting han havde hørt i sine mange år i skoven, i byen eller i ødemarken. Overalt var der sladder der blev opfanget af Djinen.
|
|
