|
|
Post by Kiba Harunko on Jan 14, 2011 20:38:40 GMT 2
Kiba så på fuglen som havde vagtsomme øjne på denne djin. Kiba strøg hånden over dens fjer og smilte stille.
"måske er der en stor magt her. men denne fugl har den frihed jeg ikke har. så længe han er fri behøver jeg ikek min frihed"
han så på djinen og de smaravt grønne øjne så lidt rundt hvor de stod. han forstod ikke hvorfor djinen ville hjælpe Kiba. han havde været tjener så længe han kunne huske. det underlige var bare at han ikke kunne huske hvordan det var sket.
|
|
|
|
Post by Kivuli Mwanga on Jan 14, 2011 20:53:38 GMT 2
Han begyndte faktisk at blive irriteret over Kibas holdninger. Han blev næsten vred. "Fugl Phønix har drukket af glemslen flod! Fugl Phønix opfører sig tåbeligt! Fugl Phønix glemt følelsen af at være fri, glemt at være fri! Fugl Phønix burde ikke tænke sådan! Fugl Phønix har behov for sin frihed! Ingen skal tage frihed fra Fugl Phønix!" Hvis han kunne give ham en lusing, ville han gøre det for at vække ham. Få ham til at huske hvordan friheden føltes. Dengang han ikke var spærret inde. Dengang han kunne flyve frit under den åbne himmel. Hans stemme var ikke længere som en venlig klokke, men mere som en truende tordnen, der buldrede over himlen når tordenfuglene var på træk.
Han kiggede over på fønixen på Kibas arm. Han valgte at tage skikkelsen af fuglen, og stod og kiggede på fuglen nede fra jorden.
|
|
|
|
Post by Kiba Harunko on Jan 14, 2011 20:57:47 GMT 2
Kiba så på ham da han sagde tingene. han så på Fønixen som puste sig lidt op men valgte at flyve væk igen. Kiba så efter fønixen og smilte.
"måske. men sådan er det at genopstå. man mister nogen gange noget hukommelse"
Kiba så på ham da han blev en fønix og lagde hovedet på skrå. Kiba. havde glemt meget pga at han genopstod. han havde ikke kunne huske friheden. men han havde heller ikke prøvet at flyve mere end en gang da han var fri. det var noget underligt ikke at huske.
|
|
|
|
Post by Kivuli Mwanga on Jan 14, 2011 21:08:02 GMT 2
Da fønixen var kommet langt nok væk, kunne han ikke længere være i dens form, og blev til sig selv. Kort efter valgte han at gå over til Kibas form. Han følte igen sin egen varme som dengang han var i fønixens form, men han frygtede den ikke på samme måde hvis han valgte en anden form der ikke var søn af ilden. Han tænkte lige på, at hvis søn af ilden eksisterede, hvor var søn af luft, vand og jord så henne. Jordens søn regnede han med levede nede i Cyappu. Nede i skyggen, men også nede i jorden, hvor alt var anderledes end oppe på overfladen. Han ville gerne undersøge Cyappu, men han turde ikke. Det var et truende sted. Måske med hjælp af en engel, så ville han kunne se nede i mørket, og mærke hvornår der var en form han kunne efterligne. Han ville kunne føle et væsens tilstedeværelse. Det ville være sjovt at besøge jordens sønner.
|
|
|
|
Post by Kiba Harunko on Jan 14, 2011 21:15:51 GMT 2
Kiba så på ham med store undrene øjne da han blev til Kiba. han gik stille over til ham og så på ham. Kiba havde en voldsom varme i sin krop som han kunne udløse. han vidste ikke hvordan inu men han kunne lærer det. han så på ham og lagde hovedet på skrå.
"hvorfor min skikkelse?"
Kiba så op og ned af ham. eller jo nærmere ham selv. det virkede underligt. han havde aldrig stået over for ham selv før.
|
|
|
|
Post by Kivuli Mwanga on Jan 14, 2011 21:24:59 GMT 2
"Hvorfor ikke? Du var her, så kunne jo vælge dig." Han rejste sig op og lavede en piruette. Han følte sig ikke helt fri, for selen klemte mod vingerne, men han smilte stadig, da han kendte følelsen af at være fri. Han kunne mærke at han faktisk kunne være overraskende fri, uden at have vingerne i brug.
"Selv i fangeskab kan du smage lidt af friheden. Luk dig op! Dans! Syng! Gør noget! Du kan altid smage lidt af friheden, hvis du gør noget der kan gøre dig glad." Han stod op og smilte til Kiba. Han rakte en hånd til Kiba, så han kunne hjælpe ham op og stå.
|
|
|
|
Post by Kiba Harunko on Jan 14, 2011 21:35:28 GMT 2
Kiba så på ham og tog imod hånden og kom op at stå. han så hvordan han gjorde i hans krop. Kiba så rundt og lukkede øjnene for at finde ud a hvad der gjorde ham glad. han havde faktisk ikke den største ide om det.
Kiba prøvede virkelig at søge ind i sig selv. det var tydeligt hvordan han søgte. han åbnede øjnene og så rundt på himlen. han satte pludselig i løb uden videre. han så op på himlen. han anede ikke hvorfor men dette virkede bekendt. som et gammelt glemt minde.
|
|
|
|
Post by Kivuli Mwanga on Jan 14, 2011 22:06:17 GMT 2
Han grinede lidt da Kiba begyndte at løbe. Han lod ham løbe i lidt i forvejen, hvorefter han fulgte efter, så han ikke mistede formen. Han løb grinende efter Kiba, og løb lidt hurtigere end ham for at indhente ham. Det lange røde hår blafrede efter ham. Han følte næsten at han fløj. Han kunne mærke at vingerne kæmpede om at slippe fri. Han kunne mærke deres behov for at flyve igen. Godt nok havde de ikke fået luft siden Kibas genopståelse, men de kunne huske følelsen stadig. De huskede mere end Kiba selv gjorde. Han vidste at Kiba kunne genkende noget, men hvor meget vidste han ikke. Flyve kunne han ikke selv som Djin, men kun svæve over jorden, vandet og enkelte huller, men han kunne ikke hæve sig højere op. Op blandt stjernerne og skyerne. Sammen med luften og vindene, men han kunne ikke.
|
|
|
|
Post by Kiba Harunko on Jan 14, 2011 22:16:08 GMT 2
Kiba mærkede vingerne ville brede sig men løb stadig. han så op på himlen og standsede pludselig langsomt og så på himlen.
"jeg løb.... jeg løb meget som barn... det var før vingerne. Fønix var på himlen og jeg løb under ham"
Kiba så ned i jorden og et lille smil kom frem. det føles meget underligt at vide at man på et tidspunkt ikke havde haft vinger. Kiba kunne huske Fønixen over sig og hvordan han løb under den. den frihed det gav ham at løbe.
|
|
|
|
Post by Kivuli Mwanga on Jan 14, 2011 22:31:49 GMT 2
Han grinede stadig og snart havde han indhentet og løb ved siden af ham. "Du har ikke helt glemt følelsen af frihed. Den skulle bare findes frem. Du kan mærke det i dine vinger. Jeg kan også mærke det. Det er smagen af frihed, mens frihed er en virkelig fantastisk følelse. Du vil snart huske den igen." Han grinede igen og kiggede fremad. Nu manglede vingerne bare at bryde fri. De prøvede også voldsomt, men nøglen manglede stadigvæk. Nøglen som holdt vingerne låst fast. Han ville gerne hjælpe ham med at få dem fri.
|
|
|
|
Post by Kiba Harunko on Jan 14, 2011 22:35:47 GMT 2
Kiba så på ham og var jo standset helt op. han så op på himlen.
"jeg vil helst ikek glemme det igen. men vis jeg glemmer det næsten gang jeg genopstår... vil du så hjælpe mig?"
han så på ham og det var tydeligt at det han sagde var sandt. han ville ikke glemme. han var træt af at glemme mere og mere. vingerne lagde sig tilrette på ryggen for ikke at få ondt igen. Kiba havde gået med den sele siden han blev fanget. han var blevet fanget af kongen. kongen fra før solen forsvandt.
|
|
|
|
Post by Kivuli Mwanga on Jan 14, 2011 22:53:51 GMT 2
Han standsede op ved Kiba og grinede. Han var glad for at Kiba begyndte at huske. Han stod og smilede til Kiba, der omsider vågnede. "Det skal jeg nok unge dreng, hvis jeg finder dig igen når du er opstået af asken. Jeg vil lære dig om frihed, hvis jeg stadig ejer den på det tidspunkt. Du er ikke den eneste der kan miste den." Han grinede dog igen, selvom han mindede sig selv om at han også kunne miste sin frihed som han beskyttede så meget, da han elskede den ekstrem meget.
|
|
|
|
Post by Kiba Harunko on Jan 14, 2011 23:19:07 GMT 2
Kiba så på ham og sukkede lidt. det var faktisk underligt at høre det.
"jeg tror du er bedre til at beholde den. du er jo ikke .... hmm"
han anede ikke hvad han skulle kalde en der genopstod. det lød jo underligt at sige du er jo ikke en genopstand. han så på ham og håbede han ville ha friheden til den tid. måske kunne Kiba også ha den når det var. men det var ikke sikkert.
|
|
|
|
Post by Kivuli Mwanga on Jan 14, 2011 23:44:25 GMT 2
"Men jeg kan blive fanget, og har ikke mulighed for at selv kunne slippe fri. Jeg vil altid have behov for hjælp for at kunne få frihed igen. Du har en større mulighed for selv at slippe fri. Vil du befri mig hvis jeg bliver fanget?" Han så spørgende på ham. Han ville gerne finde nøglen for ham, men han ville ikke kunne stjæle den med sikkerhed.
Han gik over til Rævepigen igen. Han smilte sødt op til Kiba, nu hvor han var lavere end ham, men han havde stadig langt rødt hår, bare bundet om med den fine sorte silkesløjfe.
|
|
|
|
Post by Kiba Harunko on Jan 15, 2011 0:00:40 GMT 2
Kiba så på ham og trak vejret dybt ind. ville han kunen det vis han ville. ville han kunne befri ham her vis han gerne ville rede ham.
"jeg vil prøve. men.... hvordan ved jeg hvem du er"
Kiba anede jo ikke hvordan han vil kunne komme til at se ud vis han var fanget og havde skiftet form. det kunne Kiba jo ikke vide noget om. han så ned på ham som nu var en pige og smilte lidt.
|
|
