Følg med

[Kiba Harunko]

Kiba mærkede hendes hånd over hans sår. han fik lidt smerter over den måde hun gjorde det og en enkel tåre faldt fra ham og landte på hans sår som begyndte at lukke der hvor tåren landte. han opdagede det ikke selv da han så at hun havde kigget på ham. han så væk og anede ikke helt hvordan hun mente men ville ikke spørger mere. hans vinger pressede på selen som hun jo ikke havde lukket op inu. hun havde kun sat nøglen ind i. Kiba havde aldrig hørt at hun var imponeret over ham før. det var underligt at høre det.

[Camill Angelique Arnauld]

Noget hun først lagde mærke til var tåren, som startede ved hans kind og trillede ned indtil den måtte give slip for at starte sin vej igennem luften for til sidst at lande på såret. Hun holdt godt øje med såret, imens at det langsomt, dog hurtigt i forhold til normale sår, begyndte at lukke sig. Hun blev mere eller mindre forbløffet over det, selvom hun for ikke så lang tid havde oplevet noget af det, som kunne minde om det. Men denne gang var det tåre. Hendes blik gled hurtigt op på ham.
"Du ved stadig ikke hvad du er Kiba?"
spurgte hun roligt, og virkede ikke til at være sur eller noget som helst. Hun satte sig bare roligt til rette imens at hendes blik hvilede på ham og bare afventede hans svar. Selvom hun havde spurgt ham før. Men måske var der i bund og grund mere i det.

[Kiba Harunko]

Kiba så at hun satte sig ned foran ham og da hun spurgte om han stadig ikke vidste hvad han var rystede han på hovedet og så på hende med rolige øjne.
"nej frøken.... jeg aner det ikke"
Kiba følte sig dum over ikke at vide hvem han var. han så ned på såret og blinkede roligt. han så at det var næsten lukket nu og undrede sig over hvordan at det var lukket. han var dog lidt lettet over det.

[Camill Angelique Arnauld]

Et smil bredte sig over hendes læber, som ellers normalt var kolde og ufølsomme. Men nu viste dig en form for medlidenhed for ham. Dog forsvandt det så hurtigt, at det ikke en gang var sikkert, at han nåede at ligge mærke til det. Hun rejste sig hurtigt op og gik hen til en stor bogreol i den anden ende af rummet. Hun måtte stille sig lidt på tæer for at kunne nå bogen. Stille og roligt bladrede Camill rundt i bogen og stoppede pludselig på en side. Derefter satte hun sig hen ved siden af ham med bogen og vendte den mod ham.
"Prøv at læse dette"
sagde hun roligt og det kunne næsten føle, som om at hun ville prøve at hjælpe ham. Bogen var fyldt op med informationer, som hun havde samlet igennem sit liv, men også nogle rygter og andet, som hun var stødt på efterhånden, som hun gravede sig frem. Hun pegede på et afsnit, som hun gerne ville have ham til at læse. Der stod:

Phoenix i sig selv er mennesker eller andre der er blevet forvandlet, altså bidt af en fugl Phoenix. Når en anden race bliver bidt mister de deres naturlige evner, derfor er det mest mennesker som vil lade sig blive bidt af en Phoenix. Når en person bliver bidt, så kommer der et mærke frem af en Phoenix, der hvor de er blevet bidt, der er dog forskel på, hvor større mærkerne er. Racen har selvfølgelig fået nogle vigtige evner med sig. For det først så har deres tårer, samtidig med deres blod nogle healende kræfter. Noget som også let kan gøre dem et offer for sultne vampyrer. Som en fugl Phoneix kan de også opstå fra deres egen aske. Dette betyder at de faktisk kan blive ved med at leve, medmindre at der bliver sat en stopper for det.

Hendes blik var roligt og hun var da også ganske tålmodig, imens at hun lod ham læse det mindre afsnit. I håb om at give ham et indblik i hvad han var.

[Kiba Harunko]

Kiba tog imod bogen og begyndte at læse. han så på hvert bogstav og læste det mange gange for at forstå det. han så op på hende med store øjne. det var tydeligt at det var chokerende for ham.
"så jeg er en... Fønix?"
nu forstod han bedre at han var så varm og kunne det med varme han kunne og at han var så tæt knyttet til Fønix. han så ned i bogen og forstod det ikek helt rigtigt men det passede jo til det hele.

[Camill Angelique Arnauld]

Camill måtte holde et større smil tilbage, da det egentlig var meget sjovt at se hans reaktion på det som stod i bogen. Hun lod blikket glide lidt rundt i rummet og havde mest af alt lyst til at slå sig selv, for hvorfor havde hun ikke tænkt på det noget før. Hvad skulle hun nu stille op. Det var jo næsten sikkert at denne race ikke var særlig kendt, så hvis folk fandt ud af det. Ville de jo nok prøve at få fat i ham. Det kunne sætte hende i et dilemma, da det sagtens kunne være at Kongen havde overladt nøglen til hende og dermed ansvaret til hende, for at hun skulle passe på ham. Og derved sikre sig at andre ikke ville få fingrene i ham. Det ændrede hele situationen, som den havde været så længe.
"Det er jo det, som der står skrevet i bogen.. Underligt, for jeg har aldrig lagt mærke til at du er genopstået"
sagde hun undrende med en kold undertone. Hendes blik glid ind i hans, som at give tegn på at hun gerne ville have en grund til, at hun aldrig havde lagt mærke til det.

[Kiba Harunko]

Kiba så op på hende og fangede hendes blik. kuldegysningerne kom med det samme og han så ned i jorden. han knyttede næven og anede ikke hvad han skulle sige.
"jeg ved det ikke. det er tit sket om natten... det undrede mig også du aldrig se jeg pludselig var blevet yngre selv om jeg ikke forstod hvad der skete"
Kiba var helt ærlig for han vidste vis hun fandt ud af at han løg betød det pisk. han hadede pisken.

[Camill Angelique Arnauld]

Hendes hænder samlede sig i hendes skød og hendes blik gled hen på kniven, før hun greb fat i den og fjernede blodet med hendes nederdel, det kunne altid fjernes senere. Det eneste hun bare skulle være sikker på, ville være at kniven ikke ville blive sløv af at have blodet på sig. Det havde hun ventet al for længe på, til at ville have tålmodighed til at skulle vente på en ny. Kniven stak hun også hurtigt ned i hylsteret igen, så der ikke ville ske noget med. Men det betød ikke at hun ikke ville tage den hurtigt frem, hvis han lavede problemer.
"Så godt holder jeg heller ikke øje med dig"
sagde hun ganske roligt, men lod igen sine hænder ligge sig mod bordet, idet at hun greb fat i bogen for at læse lidt dybere ned i det. Hun lod roligt fingeren kører hen over bogstaverne. Hendes blik gled op på ham, før blikket blev ganske koldt.
"Du kan bare gå op på dit værelse, jeg skal nok kalde på dig, hvis det bliver nødvendigt"
sagde hun lettere køligt og det var som om hun var helt forandret endnu engang. Måske var hun bare ikke til at forstå eller også ville hun ikke forstås.

[Kiba Harunko]

han havde ellers troet at hun havde set at fra en gammel gråhåret mand at han blev 15 igen. han rejste sig langsomt og begyndte at gå lige så stille hen mod trappen op til hans værelse. han så tilbage på hende og rystede. han gik hurtigt op til sit værelse og gik ind. han åbnede vinduet og så ud. han trak vejret dybt og så på såret. han var bange for at hun ville lave flere forsøg med ham. men det var jo ikke noget han bestemte.
"bare jeg kunne få fat i den nøgle. så kunne jeg flyve mig en tur."
Kiba havde ikke fløjet siden at han lige var genopstået og fået sine vinger.

[Camill Angelique Arnauld]

Det var vist meget klart for Kiba, at hun endnu ikke stolede på ham, i hvert fald ikke nok til at lukke hans sele op, så han kunne flyve rundt. Han ville jo bare stikke af. Camill blev blot siddende og rodede lidt rundt i bogen. For at se om der eventuelt kunne være flere informationer. Pludselig, men planlagt, rejste hun sig op og tog fat i skålen, som hun efterfølgende stillede hen et køligt sted, så blodet ikke ville blive ødelagt, det skulle jo heller ikke størkne så hurtigt.
"Den knægt.."
sagde hun stille til sig selv og satte sig hen til bordet. Eller rettere gik hun hen for at samle bogen op og sætte sig hen i en mere behagelig sofa, som en hård stol. Bogen var egentlig meget tyk, og vejede måske også en del for nogle. Men for Camill var det intet problem. Hun var jo godt optrænet.

[Kiba Harunko]

Kiba kom op i vindues kammen og satte sig. han så ud over gårdspladsen og ønskede inderligt at blive fri. men det ville Akemi nok ikke lade ham. nu havde hun jo noget at bruge ham til. med hans krafter kunne hun jo gøre meget ved ham. Kiba var jo bare en dreng når han døde.
"bliver jeg mon nogen sinde fri?"
Kiba kunne sagens stikke af min gjorde han det havde han et problem. han kunne jo aldrig komme til at flyve.

[Camill Angelique Arnauld]

Bogen hvilede i Camill's arme, imens at hun ledte hele bogen igennem. Hun smed den efterfølgende ned på gulvet og så op mod loftet. Der var noget som irriterede hende, den eneste grund til at Kiba nok blev var, at han blev nød til at have nøglen med sig, hvis han nogensinde havde lyst til at flyve igen. Det var den eneste grund til at han stadig var i hendes besiddelse. Der lå ikke meget mere i det..
"Hvor har jeg dog været dum.."
sagde hun lettere irriteret på sig selv og rejste sig op. Hun sparkede kort til bogen, så den røg ind i en reol længere henne. Det var nok noget, som man ville kunne høre i hele palæet. Hun knurrede let hånden sammen og gik ud for at finde blodet fra Kiba.. Stille og roligt lod hun den ene finger kører rundt i skålen, det skulle jo helst ikke størkne. Hun fandt den lille flaske frem og hældte blodet ned i den. Det var nu meget nyttigt for hende, at have en form for bloddoner, hvis hun nu skulle komme galt afsted.

[Kiba Harunko]

Kiba vidste at hun havde nøglen og han var blevet derfor. han havde aldrig været stukket af. han var kun gået når hun havde sagt at han måtte. han havde længtes efter frihed og havde lyst til at spørger om vis hun gav ham frihed lovede han altid at komme tilbage vis han måtte beholde vingerne fri. men det ville hun jo nok aldrig gå med til.
"gid man kunne flyve en tur. mærke vinden"
Kiba så ud af vinduet og så på nogen vilde katte der gik over en af de små haver. han forestilte sig deres frihed.

[Camill Angelique Arnauld]

Det røde blod i flasken ændrede pludselig farve til at være blå, men det var sådan det skulle være. Selvom flasken bare skulle sørge for at holde blodet friskt. Hvorfor det så helt præcist blev blåt, havde hun ikke fundet ud af endnu, men det kunne være at hun så bare skulle have fat i handleren, som hun havde talt med tidligere. Camill satte roligt skålen til side og vendte blikket mod trappen til ovenpå. Der gik ikke særlig lang tid, før at hun havde besluttet sig for at gå mod sit værelse. Hun havde behov for at tænke lidt over nogle konsekvenser af at Kiba var den race, som hun nu havde fået bekræftet på en måde, for han havde jo egentlig ikke sat sig imod hendes foreslag, da han endnu ikke vidste hvem han var eller for den sags skyld, hvad han var. Hendes skridt kunne nu høres på trappen i det at hun var gået op af trappen. Camill's skridt kunne høres lang med gangen i det at hun stoppede op udenfor Kiba's dør.

[Camill Angelique Arnauld]

//Afsluttet på grundlag af fremtidige plots, der er blevet gennemført internt!