|
|
Post by Camill Angelique Arnauld on Jan 17, 2011 13:45:41 GMT 2
Et betænksomt smil gled over hendes læber i det at hun kunne mærke den kraftige sele under hans tøj. Kort tid efter stod hun foran ham og stirrede ham blot lige ind i øjnene. Dette kunne næsten kun betyde ballade. Hendes hånd lagde sig ned på hans arm over hans mærke, ikke for at skjule det, men mere mærke strømmen af energi, som flød gennem hans årer. Camill smilte koldt i det at hendes blik gled ind i hans.
"Smid blusen Kiba!"
sagde hun lettere beordrende til ham og kiggede på ham med et hårdt, men også alvorligt blik i øjnene. Nu ville hun finde ud af, hvad han gemte under tøjet. Det kunne være at det ville forklare nogle ting, som hun havde spørgsmål til. Dog vidste hun godt selv at nøglen ikke var til den celle, som han havde siddet i. Det havde hun allerede undersøgt. Det var en helt anderledes nøgle, end som så mange andre, der måtte have været lavet igennem årene.
|
|
|
|
Post by Kiba Harunko on Jan 17, 2011 16:18:14 GMT 2
hans mærke var brandene varmt men det var ikke noget Kiba selv bemærkede da han havde levet med det og fået den varme i sig. Kiba så på hende da hun så ind i hans øjne. han vidste dette var ballade og han håbede inderligt ikke hun ville be ham om at smide blusen men da hun gjorde bed han sig i læben og tog forsigtigt hendes hånd væk fra hans mærke for at få blusen af. han tog fat i blusens kant og så kort på hende men hendes hårde blik gjorde det ikek bedre. han hev den op af hovedet og af. de smukke vinger blev synlige på ryggen men foran var der bare en lås som lukkede selen om hans krop og vinger fast.
Kiba mærkede den dejlige kølige vind ramme sin krop og elskede faktisk at blive kølet ned da han jo havde en ild i hans krop som var lige så varm som kaminen. Kiba slog blikket ned i jorden og håbede inderligt at hun ikke gjorde ham noget. bare hun troede at han var engel med røde vinger så ville det blive nemmere.
|
|
|
|
Post by Camill Angelique Arnauld on Jan 17, 2011 18:12:52 GMT 2
Camill kunne godt mærke varmen fra hans tatovering, noget der bare gjorde hende mere mistænkelig, men da han fjernede hendes hånd gjorde hun ikke tegn til at være sur over det. Han havde jo lige fået besked på at tage blusen af og det helst i en fart. Det første hun fik øje på fra den side hun stod på af ham, det var nok selen, som strakte sig hele vejen rundt om hans liv. Et koldt smil brød frem på hendes læber, da hun kunne se låsen.
*Nøglen må skulle derind, men hvorfor har kongen valgt at låse hans vinger fast?*
tænkte hun eftertænksomt idet at hun bevægede sig om på den anden side af. De mægtige vinger, som var foldet godt sammen ind til ryggen, havde en skrigende farve, som næsten var helt umenneskelig at kigge på eller i hvert fald på hende. Hun fik næsten kun lyst til at lukke øjnene ved synet. Der var noget anderledes over de vinger..
"Hverken Engel eller Dødsengel, så hvad er du helt præcist, Kiba?"
sagde hun koldt både til sig selv og til ham. Men mest til sig selv for at tænke over spørgsmålet der hvilede i hendes hoved. Hun kendte jo endnu ikke svaret og havde aldrig hørt om en Phoenix, eller kun fuglen havde hun hørt om. Racen i sig selv, vidste hun ikke engang at den eksisterede.
|
|
|
|
Post by Kiba Harunko on Jan 17, 2011 18:58:57 GMT 2
selen sad om hans liv. om hans skuldre og ned til livet og en masse ekstra på bagsiden på vingerne. for at holde dem fast. han så hvordan hun kiggede på låsen med det kolde udtryk. det udtryk gjorde ham utryg. han sank en klumb og da hun gik om bag ham kunne man se at selen strammede meget for vingerne prøvede at komme fri. han så på hende og så at hun næsten ikke kunne klare farven.
varmen fra vingerne spredte sig rundt i luften. Kiba hørte hendes spørgsmål og bed sig lidt i læben. hvad skulle han svaere han anede det jo ikke selv. han anede slet ikke hvad han var.
[/b]"undskyld frøken men det ved jeg ikke selv"[/b]
Kiba så ned i jorden og sad stille med blusen over det ene ben. han anede ikke hvad Akemi ville gøre ham nu. han vidste at han kunne det samme som en fønix sådan da men hvordan han skulle forklare det var svære for hun spurgte jo hvad han var og det anede han ikke.
|
|
|
|
Post by Camill Angelique Arnauld on Jan 17, 2011 19:48:52 GMT 2
Undersøgende lod hun sit blik glide ned over hans vinger. Det var egentlig meget fascinerende at nogen kunne have den form for vinger. Dog forstod hun ikke helt tanke bagved det. Hvad var han helt præcist. Det undrede hende endda, at han kunne svare hende helt ærligt på spørgsmålet. Så han vidste det faktisk ikke?
"Du må være et eller andet og jeg er næsten sikker på at det har noget at gøre med den tatovering på din arm"
konstanterede hun egentlig meget hurtigt efter at han havde svaret hende på spørgsmålet. Dog ville hun meget gerne vide, hvad han var. Men tanken om at låse låsen op havde hun slet ikke i hovedet, da han selvfølgelig ikke skulle have mulighed for at flygte fra hende. Nøglen trak hun roligt op af lommen og satte sig på hug ned foran ham, hun blev jo nød til at teste om nøgle kunne passe til låsen. Da den gik rent ind, valgte hun at mene at hun havde fået svaret på nøglen. Derved smilte hun mere koldt. Hurtigt greb hun fat i hans arm og hev ham med indenfor igen. Nu havde han ikke noget valg mere.
|
|
|
|
Post by Kiba Harunko on Jan 17, 2011 22:01:30 GMT 2
Kiba sad stille og følte virkelig at hun var irreteret på ham fordi at han ikke vidste hvem han var eller rettere hvad han var. han så hvordan hun satte sig på hug foran ham og da hun stak nøglen i låsen på hans sele var det som om at der kom flammer fra låsen og nøglen. det hele lignede at det ville smelte men pludselig forsvandt flammerne. da hun pludselig tog fat i ham var han lige ved at tage blusen men nåede lige at få fat og fulgte med så godt han kunne. nu var han på spanden. det vidste han. hun ville sikkert lave eksperimenter på ham nu for at få de svar hun søgte.
|
|
|
|
Post by Camill Angelique Arnauld on Jan 18, 2011 12:12:54 GMT 2
Da nøglen og låsen begyndte at afgive flammer, fik hun blot sin teori bekræftet. Dog havde hun lige noget andet hun skulle tænke på eller rettere prøve på hans krop. Et koldt smil gled over hendes læber ved tanken omkring nogle eksperimenter hun kunne udføre på ham. Kiba blev uden vilje tvunget med ind i huset igen. Hun tvang ham til at sætte sig på en stol, imens at hun gik lidt rundt for at finde nogle ting frem. Hun holdt dog hele tiden øje med ham. Man kunne jo aldrig vide om han ville fare ud, som han havde gjort for kort tid siden. Hun valgte ikke at sige noget, da han vist nok selv kunne regne ud, hvad der snart skulle til at ske. Hun kom hen med en mindre stenskål og lagde kniven ved siden af skålen, hvorefter hun satte sig ved siden af ham og bare ventede på en mindre reaktion måske?
|
|
|
|
Post by Kiba Harunko on Jan 18, 2011 18:57:30 GMT 2
Kiba kom med ind og da han blev sat på stolen så han op på hende imens at han så hvordan hun gik frem og tilbage. han anede ikke hvad han skulle gøre. han så skålen og kniven. han sank en klumb og så ned af sig selv. selerne strammede og han var sikker på at han ville begynde at teste ting på ham. han var dog bange for at hun ville få de døde op til at holde fast i ham. han tog altid sin straf. Kiba vidste at før da han farede ud havde hun givet ham liv til at gå for nu. han havde lyst til at løbe men han vidste hun også kom efter ham.
|
|
|
|
Post by Camill Angelique Arnauld on Jan 19, 2011 8:57:30 GMT 2
Hendes blik var mere eller mindre alvorligt i det at hendes blik gled ind i hans. Hun havde skamt tænkt sig at prøve lidt forskelligt på drengens krop. Camill rykkede sig lidt tættere på Kiba i det at hun tog fat i kniven. Egentlig virkede det som om at hun stolede på ham, fordi hun endnu ikke havde spændt ham fast. Men i det at døren gik op og nogle levende døde eller rettere de udøde stod i døren og omringede dem.
"Jeg beklager Kiba, men vi skulle jo nødig have at du begynder at bevæge dig, når jeg først går igang"
sagde hun med et mindre koldt smil på læben og lod bare den ene hånd kilde hen over hans kind. Smilet var fortsat koldt, og viste ikke rigtig nogen tegn på sande følelser eller i det hele taget bare medlidenhed for Kiba. De udøde greb fat i Kiba både hans arme og ben. I det sekund, hvor han var spændt fast, havde Camill kniven i hånden, hvorefter hun nærmede sig langsomt.
|
|
|
|
Post by Kiba Harunko on Jan 19, 2011 14:01:24 GMT 2
Kiba troede virkelig at hun stolede på ham men da hun ikke havde nogen døde ved ham men da døren gik op og de døde kom ind så Kiba radsenslagen på dem. Kiba så på hende og rystede på hovedet. han ville helst ikke ha de døde holdte ham. da de tog fat i ham hev han sine arme og ben så meget han kunne men der skete intet.
"nej plz frøken. jeg lover jeg ikke bevæger mig bare de ikke holder mig"
Kiba hadede de døde klamme hænder og deres tomme ansigter når de kiggede på ham. han ville ikke bevæge sig bare hun ikke gjorde de holdte ham. han så hun kom nærmere og mærkede frygten vokse.
|
|
|
|
Post by Camill Angelique Arnauld on Jan 19, 2011 14:09:30 GMT 2
Camill ansigtsudtryk blev lige pludselig anderledes. Hun var overrasket over at høre ham sige noget så ærligt, noget der virkelig i sandheden måtte have været svært at indrømme, for han kunne let blive straffet af den grund også. En mindre grund, var jo altid en mulighed, hvis hun gerne ville more sig. Pludselig gav de udøde slip på ham og nogle forsvandt da også hurtigt. Men en blev stående lige bag ved ham i tilfælde af at det ville blive nødvendigt for hende, at han skulle holdes fast. Hvis han nu alligevel ville bevæge sig for meget.
"Så skal du også sidde stille!"
det lød som en ordre fra hendes side af, hvilket det i hvert fald også var. Hendes blik virkede endnu en gang roligt. Som om hun havde forandret sig på et split sekund. Simpelthen gået fra den ene udstråling til den anden. Uden at der var en speciel grund til det. Hun holdt fast i hans arm, den arm, hvor der ikke var nogen tatovering. Den skulle jo helst ikke påvirke knivens blad. Hun lavede et mindre snit i hans arm og satte skålen ned under såret, så den kunne opsamle blodet i den. Der var da meget hun kunne teste. Og mon han ville mærke den brændende følelse? Som hun selv havde oplevet.
|
|
|
|
Post by Kiba Harunko on Jan 19, 2011 18:18:55 GMT 2
Kiba så at nogen af de døde forsvandt og så hvordan Akemi forandrede sig. Akemi havde valgt at gå ind for hans forespørgsel. han så på hende og da hun sagde han skulle side stille nikkede han og så på den døde bag sig. Kiba havde vist at han kunne blive straffet for det han sagde.
da kniven ramte ham kom den brande fornemmelse men af en eller anden grund så Kiba ud til at synes det var behageligt. det var nok pga varmen i ham. blodet gled ned af hans arm. det havde en smuk varm rød farve. Kiba så ned på såret og så hvordan hun samlede blodet. og langsomt begyndet blodet at stoppe med at løbe ned af hans arm.
|
|
|
|
Post by Camill Angelique Arnauld on Jan 20, 2011 12:45:14 GMT 2
Overraskende nok, så var hans reaktion ikke noget af det hun lagde først mærke til. Hun startede faktisk bare med at holde øje med, hvor langt kniven var nede i hans arm. Den skulle jo helst ikke ramme noget vigtigt. Han var jo stadig meget nødig for hende. Camill's blik gled dog langsomt op mod Kiba, hun så mere eller mindre mistænksom ud, da han ikke rigtig viste nogen voldsom reaktion på knivens varme. Men det kunne være at han ikke kunne mærke det endnu. Da blodet massede sig frem fra hans arm, skyndte hun sig at sætte skålen nedenunder, for at gribe det blod, som hun senere skulle bruge til et mindre forsøg eller faktisk en mindre anelse, som hun havde.
"Du overrasker mig, Kiba. Og det endda positivt"
hendes stemme var rolig og kold, men da hun havde talt færdigt trak den uddøde sig ud af døren og forsvandt ligesom alle de andre havde gjort for ikke så længe siden. Roligt placerede hun skålen på bordet igen og lagde kniven ved siden af, dog stadig indsmurt i blod. Den kunne altid gøres ren senere, så længe blodet ikke nåede at størkne. Det var som om at hun måske var begyndt at stole lidt mere på drengen. Eller også ønskede hun bare at komme tættere på ham, så hun ville finde frem til mere om ham.
|
|
|
|
Post by Kiba Harunko on Jan 20, 2011 13:17:37 GMT 2
Kiba sad roligt og så hvordan hun koncentrerede sig om kniven og hans arm. han så hvordan hun kiggede op på ham og fik lidt nervøse øjne da hun sagde han overraskede hende positivt. hvad kunne hun dog mene han gjorde jo ikke noget som helst. han sad jo helt stille.
"hvad mener De frøken?"
Kiba så den udøde forsvandt ud af døren og blev lidt lettet over den ikke var bag ham mere, han så at hun lagde tingene på bordet og så på sit ejet blod på kniven. det var faktisk underligt at se sit ejet blod.
|
|
|
|
Post by Camill Angelique Arnauld on Jan 20, 2011 18:27:23 GMT 2
Kniven dryppede lidt ned på bordet, men det var ikke ligefrem det hun lagde mærke til lige nu. Hun lod stille og roligt sin finger glide hen over såret bare for at få lidt blod på hånden. Eller måske for at tørre det værste af? Hun lyttede roligt til hans spørgsmål, selvom hun næsten var al for koncentreret til at kunne svare på det og opfatte betydningen. Når hun sagde ting på den måde, som hun havde gjort det til ham, så var det bestemt ikke noget slemt. Det var det i hvert fald meget sjældent.
"Overraskende, som i at du imponerer mig oftere og oftere idag"
sagde hun med en rolig stemme og lod sit blik glide ned til hans arm igen. Efter at have søgt en mindre form for øjenkontakt hos ham, dog uden at tvinge ham til det denne gang.
|
|
