Følg med

[Kiba Harunko]

Kiba sad roligt og ventede til hun kom hjem. han så mod døren da den åbnede sig. han bukkede for hende da hun kom ind. han gik over til komoden og tog æsken og rakte den hende med et bukket hoved.
"her Akemi. her er det fra smeden"
Kiba var helt rolig. han rystede ikke. han stammede ikke. han var bare lidt trist over at det var en fønix daggert. han var en fønix. men vidste hun det endelig.

[Camill Angelique Arnauld]

Idet at hun kom ind af døren kunne hun måske også virke en smule fjernt. Dog var det lidt som om at hun lyste op, da hun fandt ud af, at det faktisk havde lykkedes for Kiba at fuldføre en af hendes opgaver. Dog vidste hun ikke at den daggert han lige havde hentet til hende, kunne have haft nogen betydning for ham. Hun havde jo endnu ikke fundet ud af hans race. Men mon ikke hun ville få chancen på et tidspunkt.
"Perfekt, lige i tide"
sagde hun med et større smil på læben og kunne slet ikke lade vær med at tænke på den æske hun havde i lommen. Hun tog hurtigt fat i hylsteret og trak daggerten frem. Camill lukkede døren efter sig og gik hen til det nærmeste bord, hvor hun fandt den lille æske frem. Hun begyndte så roligt at mumle nogle ord, faktisk de ord, som stod på æsken, ikke at hun forstod dem helt klart, men hun vidste at de havde en form for meningen i det hele. Hendes blik gled hen mod Kiba.
"Du kan bare holde fri fra nu af. Jeg skal lige ordne noget"
sagde hun med den kolde og ubarmhjertige stemme. Hun vendte igen tilbage til sit arbejde og åbnede æsken, hvor der lå noget papir hen over en genstand. Det lignede en flaske.

[Kiba Harunko]

Kiba så at hun tog daggerten frem. han bed sig lidt i læben og så på det. han var dog glad for hun ikke vidste hans race. dog burde hun ha undret sig over at han tit pludselig blev yngre og så ældre igen og igen. han så på hende og da hun sagde det var godt bukkede han. mon han skulle spørger om hvad den kunne.
"det er jeg glad for frøken"
Kiba så på hende og da hun sagde han kunne tage fri bed han sig i læben og tog modet til sig. han ville gerne vide det.
"frøken hvad er den daggert til"
han ville sikkert blive straffet nu. men det irreterede ham at vide det var en fønix daggert. hans bedste ven.

[Camill Angelique Arnauld]

Arbejdet var kun lige begyndt, men hun var allerede fordybet i det og fik næsten ikke hans svar på hendes kommentarer med, men det lykkedes hende dog alligevel. Dog svarede hun ham ikke til at starte med da hun trak flaske op fra den lille æske. Flasken var ikke større end at den kunne ligge i hendes hånd. Hun betragtede flasken med et roligt smil på læben og tog daggerten i hånd, før hun vendte blikket mod ham. Hun holdt daggerten, som om hun skulle til at kasten den mod ham på grund af hans spørgsmål?
"Jo ser du, det rager egentlig ikke dig, medmindre du selvfølgelige kender noget til Phoenix'er?"
sagde hun med en rolig stemme og tog et fast greb i kniven, før hun stak den ned i sin hånd. Det begyndte langsomt at brænde rundt omkring hulet. Hun lukkede øjnene og valgte bare at tage smerten i sig. Lige i det sekund havde hun glemt alt om ham. Da hun fjernede daggerten igen, var der brændt et dybt sår ned i hendes hud, som ikke så ud til at ville heale lige nu. Det hun havde svaret var mere sagt i sjov, da hun næsten med sikkerhed vidste, at han umuligt kunne vide noget om det.

Billede af flasken: link

[Kiba Harunko]

Kiba så på hende og da hun sagde at det ikke ragede ham gik han et skridt tilbage. han så på hende og da hun stak sig selv bed han sig i tænderne. han løb alt han kunne væk for ikke at komme til at sige at hans aften ven var en fønix. hun ville så sikkert ha han fik den med sig ind. han løb alt han kunne ud af hjemmet og stod lidt uden for så ind mod hende. hvad havde hun dog gang i. han stod lige uden for døren og så ind. han var lidt nervøs. hun var ikke helt rask.

[Camill Angelique Arnauld]

Stille og roligt lagde hun kniven fra sig og så måde blodet som sad på spidsen af bladet. Hun var skam sig selv, men hun blev også nød til at eksperimentere engang imellem for at få ny viden og hun havde en mindre fornemmelse af, at en Phoenix fugl kunne være meget nyttig at vide noget mere af. Ja daggerten var lavet af phoenix fjer, det var også derfor at den brændte på den måde i hendes hånd. Hun så roligt på sit sår og åbnede flasken. En blanding af blod og aroma spredte sig rundt i lokalet. Det var som en himmelsk duft, der kunne tiltrække vampyrer på flere hundrede kilometers afstand. Det var også derfor at hun måtte handle hurtigt medmindre at hun ønskede vampyr besøg. Hun lod en dråbe fra låget falde ned på såret, en enkelt røg viste sig om hendes hånd, hvorefter såret var healet.
"Spændende. Healende kræfter ligefrem. Det dyr må være noget ganske specielt"
sagde hun langsomt for sig selv, hvorefter hun stak kniven ned i hylsteret, dog gjorde hun først bladet rent for at sætte det ordentlig på plads. Efterfølgende røg det ned i hendes bælte. Flasken bandt hun noget rundt om, hvorefter hun gik mod Kiba, siden han nu var flygtet. Måtte der være noget hun ikke vidste om ham.

[Kiba Harunko]

han stod uden for og trak vejret dybt ind. han havde slet ikke lyst til at se det hun havde gjort ved sig selv. Kiba gik langs væggen og kom over til en lille træstump han kunne side på. han satte sig ned og lagde sin venstre hånd på den højre underarm hvor han havde sin fønix tato. hun troede nok bare det var en rigtig tato. det var bare Fønixens gave til ham. han så ned i jorden og rystede på hovedet. det virkede så sindsygt det hele. hun anede ikke hvad hun sagde. hun anede ikke hvad hun gjorde. Fønixen var en fri fugl som ikke skulle skades eller holdes fanget.

[Camill Angelique Arnauld]

Selvfølgelig var hun fulgt efter ham, fordi det var sket så pludseligt. Hendes blik gled lidt rundt om huset, og da hun først fik øje på ham gik hun hen til ham med nogle rolige skridt, hvorefter hun også lagde mærke til at han dækkede området, hvor tatoveringen var, over med sin hånd. Det var da bare en ganske almindelig tatovering, ikke også? Hendes blik var lettere fjernt og hendes hænder hang ned langs med siden idet at hun bare stod og kiggede på ham i et øjeblik.
"Kan du ikke tåle at se blod, Kiba? Eller skjuler du bare noget for mig?"
spurgte hun lettere hånligt, fordi det jo havde været i det sekund, hvor hun havde stukket kniven ned i sin hånd, at han var flygtet ud. Det var dog tydeligt på hendes hænder nu, at der ikke var sket noget med dem. Såret var fuldstændig forsvundet. Takket været Phoenix's blod. Der virkede healende meget hurtigt, og så var det slet ikke til at se sår og andet, når man brugte den slags blod.

[Kiba Harunko]

Kiba havde ikke opdaget at hun var kommet over ved ham. han sad bare og holdte om mærket. han kendte godt til fønixer. det var jo tydeligt når han havde en tato med det. men han kunne jo ikke sige han var venner med en. han så hun kom over og da hun spurgte om han holdte noget skjuldt rystede han voldsomt på hovedet og sagde med en tom stemme.
"nej nej.... jeg holder intet skjult. det virkede bare... bare så voldsomt"
Kiba mente ikke blodet men det at det brandte da hun stak den ned i sin hånd. hun synes nok ikke det virkede så voldsomt men når han kun havde leget med ild og så se ilden i hendes hånd gjorde det lidt voldsomt.

[Camill Angelique Arnauld]

"Og hvorfor har jeg så på fornemmelsen af, at det ikke er helt sandt?"
sagde hun med en stille stemme og blev blot ved med at kigge på ham. Han kunne sikkert godt regne ud, hvad der ville ske, hvis han ikke talte sandt. Hun kiggede lidt rundt om ham, da hun kom i tanke om nøglen, som hun altid havde på sig i tilfælde af at hun ville finde en lås på et tide, hvor den kunne passe i. Dog valgte hun ikke at tage den frem i hans nærhed, selvom det kunne hjælpe hende med at løse mysteriet.
"Fortæl mig hvad du ved, ellers går det ud over dig Kiba"
sagde hun med en yderst kold stemme og lod sit blik bore sig ind i ham. Hun trak kniven frem i tilfælde af at det måske kunne skræmme ham lidt. Eller også ville han reagere anderledes end før, hvis det nu var at han selv kom ud fra det hun lige havde gjort ved sig selv.

[Kiba Harunko]

Kiba så ned i jorden og prøvede at lad som om det ikke var løgn. han kunne bare mærke hendes borende øjne i sig og så op på hende og slap mærket på hans arm.
"jeg ved hvad en Fønix er... jeg ved lidt af hvad de kan... undskyld Frøken... plz. vil De ikke kan lade vær at gøre mig noget"
Kiba frygtede hende mere end nogen anden. men hun havde jo altid været god til våben og vis hun ville straffe ham gjorde hun det altid forskelligt. han kunne jo blive brugt som sparings partner med hendes våben. han vidste at hun aldrig havde set ham uden tråden. noget som undrede ham at hun ikke havde revet af ham når hun ville gøre ham fortrad.
Kniven gjorde Kiba noget nervøs, vis hun nu opdagede at hans fønix evner måske ville reagere på den kniv.

[Camill Angelique Arnauld]

Idet at han fjernede sin arm over mærket, faldt hendes blik derned og det var lidt som om det gav mening. For tatoveringen lignede da en Phoenix. Hendes blik gled dog roligt op mod hans øjne i det at han endelig begyndte at tale sandt.
"Hvad mere kan du fortælle mig end jeg allerede ved, Kiba"
sagde hun med en mere eller mindre rolig stemme bare for ikke at skræmme ham alt for meget. Han skulle jo stadig have mulighed for at kunne snakke med hende. Eller i hvert fald kunne fortælle hende, hvad han vidste omkring denne fugl. Camill satte kniven tilbage i hylsteret og trak noget frem fra lommen. En nøgle. En nøgle som han sikkert kendte meget godt.
"Kongen gav mig denne nøgle og jeg har passet på den lige siden. Men aldrig rigtig vist den til den person, som egentlig har noget at gøre med den"
sagde hun med et koldt smil på læben. Hun lagde dog roligt nøglen tilbage ned i hendes lomme. Dog forventede hun ikke ligefrem at se en voldsom reaktion fra hans side, det kunne jo være at han slet ikke kendte noget til den.

[Kiba Harunko]

Kiba så på mærket og da hun sagde det hun sagde bed han sig i læben. hvad skulle han dog sige. han kunne jo ikke sige han var ven af en fønix og at han kendte til dens krafter. det ville være det samme som at gi den dødsdommen.
"jeg.... Fønixen skulle menes at ha ild krafter. og kunen genopstå"
Kiba så på Cam og forstod ikke at hun ikke allerede havde opdaget at han var en fønix da han jo havde genopstået mange gange. at han havde en farve som fønixen og at hans hår var som en fønix. da hun tog nøglen op fik han store øjne og så på nøglen. hun havde den virkelig. han så på nøglen imens at hun talte og kunne mærke vingerne presse på selen. låsen kunne kun åbnes med den nøgle. han så på Cam og begyndte at blive nervøs.

[Camill Angelique Arnauld]

Det første Camill bed mærke i, var at han sagde "jeg" til at starte med. Det fik et koldt smil til at brede sig over hendes læbe. Det havde måske været en mindre hentydning til at han var noget i stil med den såkaldte Phoenix. Hun lod blikket glide langs med hans mærke, som nu for hende gav mening. Det lignede en Phoenix.
"Interessant viden. Noget som faktisk bare fik mig til at tænke på noget andet. Denne nøgle skjuler måske en del af din identitet. Ved du hvad nøglen skal bruges til, for kongen var ikke helt så venlig og fortælle mig, hvad den skal bruges til"
sagde hun lettere mistænksom. Nu ville det ikke vare længe før at han skulle til at passe på med, hvad han fortalte hende og hvad han valgte at fortie. Hendes blik gled lidt rundt om ham idet at hun bevægede sig rundt om ham og træstammen. Hendes hånd gled over hans ryg og i takt med det kunne hun mærke noget, der var spændt fast eller i hvert fald en sele af en art.

[Kiba Harunko]

Kiba så hvordan hendes blik faldt på hans mærke. han havde sagt jeg fordi han ville ha startet som jeg ved. men ombestemte sig til det andet han hørte hvad hun sagde om nøglen og hans identitet. han mærkede hvordan hendes hånd gled om hans ryg. han havde lagt vingerne ind mod sin ryg og prøvede at lade som om at han ikke skjulte noget. han mærkede når hun kom til selerne og så bare ned i jorden. hvad skulle han dog sige til hende.
"jeg ved ikke hvad kongen har givet dig nøglen for. måske har det været til den celle jeg engang boede i. jeg ved det ikke Frøken. undskyld"
Kiba prøvede at holde sin stemme i ro så man ikke kunne høre hvor bange han var for at hun havde den nøgle. han var jo ret bange for hvad hun ville gøre ved ham.