don't see me like this.

[Elenhîniel Dúrinel]

Hun kiggede alvorligt på ham. Det var godt at vide at der stadig eksisterede folk i Nýchta der tænkte på andet end dem selv, men dette var alligevel en smule for meget. Ingen burde ønske sig selv såret så voldsomt, især når man har midlerne til at blive helet inden for rækkevidde. Hans tårer ville jo ikke være spildt, siden denne kilde ville være uudtømmelig, indtil han ville dø og ikke genopstå igen. "Dine sår har behov for at blive helet, ellers vil du endne med at dø, min kære fønix. Du vil glemme igen."

[Kiba Harunko]

Kiba smilte varmt til hende. ja han vidste godt at det var dumt. men han var mest af alt bange for at Akemi fandt ud af det og ville straffe ham for at hele sig selv. han så ned på armen og lod en tåre komme i øjet. han tog den med fingeren og lod den falde ned på såret. benet kunne hans tåre ikke hjælpe med. der havde han jo vredet om det kunne kun tiden hele.
"ja. jeg vil glemme. men jeg glemmer ikke hvor jeg kommer fra... det har jeg inu ikke. det er mere hvordan jeg kom her til der undre mig" han var jo ikke en fra nychta, han var født i Imera og var ikke bange for at sige det. mange slaver var jo der fra.

[Elenhîniel Dúrinel]

Hun kiggede nu mere medfølende på ham. Hun kunne hjælpe ham med at finde det frem igen, men det skulle ske med hans tilladelse. Hun ville ikke kunne tvinge ham til at få set sin fortid igen. Hun kunne sagtens selv se den, men at fiske dem frem igen, vil kræve hans samarbejdsvillighed, og ikke kun hendes evner til at se ind i sjælen. Hun vidste at hans sjæl vil være svær at komme igennem, da den var blevet lukket meget, og den var beskyttet, men hvis Kiba selv var med på den, så ville turen ind i hans sjæl være langt letter og hurtigere, og mindre farlig, da de nok skulle ind gennem en lang rejse for at finde de minder han havde glemt. De skulle bryde en dør op så minderne kunne blande sig med hinanden, så han kunne huske sin glemte fortid.
"Jeg kan hjælpe dig med at finde det du søger, men du skal være med til det. Du skulle ville det, ellers ville du ikke huske det på samme måde. Hvis du ikke følger med, vil det gå længere tid før du kan huske igen, men jeg kan åbne det for dig nu."

[Kiba Harunko]

Kiba smilte varmt til hende og anede ikke helt hvad hun talte om men han vidste en ting. Akemi ville tvinge ham til at fortælle alt vis han vidste alt om sin fortid. han smilte til hende og strøg lidt af sit hår væk.
"det er ikke fordi at jeg ikke værdsætter din hjælpsomhed... men jeg vil hellere vente til jeg måske bliver fri"
Kiba ville godt vide noget om sin fortid men vis han huskede den ville Akemi vide alt og gjorde sikkert alt for det. det ville han helst ikke. men han vidste dog at der fandtes en der kendte til hans fortid.

[Elenhîniel Dúrinel]

Hun smilte forsikrende til ham. Bare han vidste at hans frihed var viklet ind i noget stort. Langt større end mange ville tro. Selv ejeren af ham, selvom hun mente at man ikke kan eje nogen, men det havde nu folk fra Nýchta andre synspunkter på. Slaveri var ikke ligefrem det hun foretrak. Hun elskede at være alene inde i skoven sammen med sin elskede Nattergal. Den havde fået nogle små unger, som nu var i gang med at lære at flyve. De var ikke så øvede endnu, men de skulle nok lære det.
"Du vil få din frihed."

[Kiba Harunko]

"tror du virkelig det?"
det var tydeligt at han virkelig ønskede frihed. men han vidste dig også at det ikke var så nemt når man var fanget af nychta. og Akemi gjorde det ikke nemmere. hun stolede ikke helt på ham men lod ham nogen gange tage alene hjem fra byen når hun slæbte ham med ned. dog var Kiba ikke helt sikker på om det var tillid eller fordi han ikke måtte se de ting som der skete.. men det var også ligemeget for ham.

[Elenhîniel Dúrinel]

Hun sendte et blik op til stjernerne. Der var så meget de fortalte hende, men der var alt for lidt hun forstod, men hun forstod ret meget i forhold til så mange andre. Hun forstod meget af deres sprog, men langt fra nok til at hun kan forklare alt. Hun vidste at Kiba ville blive fri, men hun vidste ikke hvem det var der låste selerne op. Hun så kun et par hænder og en nøgle, en lås der klikkede og et par vinger der bredte sig. Hun kunne heller ikke sige hvornår. Tidspunktet var skjult for hende. Det kunne sagtens være efter solen var stået op, da det jo kun var mørkt, så det kunne sagtens være en ganske normal nat.
"Det er ikke noget jeg tror. Jeg ved at dine seler vil slippe sit tag om dine vinger, og du vil kunne flyve sammen med vinden."

[Kiba Harunko]

Kiba så at hun så op mod himlen og hans øjne gled op mod stjernerne. han smilte lidt men det virkede tomt. utroligt at hun kunne se i stjernerne. han kunne ikke engang hvorstå hvad det var stjernerne sagde eller vidste. han så kun de lysende lys.
"jeg håber det sker snart... jeg vil så gerne flyve. mærke vinden og bare nyde hvert øjeblik mine vinger er frie."
Kibas øjne gled ned mod hende og han så hende kort i øjnene. hans øjne vidste stor smerte men hvor kunne man ikke se. det var faktisk hans vinger han havde mest smerte i. de var altid spæret inde og de prøvede tit at komme fri men det var smertefuldt når de prøvede at sprede sig.

[Elenhîniel Dúrinel]

Hun kiggede tilbage på ham. Hun så ind i hans øjne. Hun blev fanget i dem og hun begyndte at se hændelser fra hans fortid. Jo længere hun kiggede desto længere tilbage i hans liv så hun. Hun så nogle hændelser fra hans fortid der ikke var fjern, men hun havde allerede set dem før. Der var blandt andet mødet med prinsen Yalathanil, men der var også ting hun ikke havde set. Hun nåede tilbage til det tidspunkt at Camill overtog ham som slave eller tjener, inden hun fik afbrudt blikket. Det havde ikke varet lang tid, men hun havde følt som om der var gået flere timer. Der var ikke gået mere end få sekunder, men hun havde set alle de hændelser, følelser og tanker. Mange var fyldt med smerter og sorg. Fangeskabet var præget dybt i dem, og hun havde det næsten dårligt.Hun trak lige vejret dybt. Det havde været underligt at se så dybt i en så lukket sjæl. De fleste havde åbnet deres sjæl når de så hende i øjnene.

[Kiba Harunko]

Kiba anede ikke at hun havde set så meget i ham men han vidste jo heller ikke hvad hun kunne. han havde jo bare set hende i øjnene i få sekunder. men sekunder for en kunne være timer for en anden. det var en ting han vidste. at nogen var specielle men at han selv var vidste han ikke. han havde bare set sig selv om en lille slave men han var den første af sin men vidste det ikke selv.

[Elenhîniel Dúrinel]

"Jeg kan ikke fortælle dig hvornår din befrier vil komme, og jeg kan heller ikke sige hvem det er, men der vil komme en befrier som vil løse dig fra dit fængsel."
I stedet for at se på hans øjne kiggede hun på hans pande, så det ville virke som om hun stadig så på ham.
Hun vidste godt at det nok ikke ville være det mest opmuntrende at få at vide, men hun ville være ærlig over for ham, så han ikke blev alt for ivrig.

[Kiba Harunko]

Kiba lyttede til hendes ord. det lød godt. rigtig godt. at blive befriet og komme ud i luften.
"så må jeg bare vente på den person"
han smilte til hende med lukkede øjne og håbede den person ville kunne snyde Akemi og få nøglen. Kiba så godt hun ikke så han direkte i øjnene og det lettede blot på ham. han så ned i jorden og lavede nogen ringe med fingeren.
"må jeg spørger dig om noget nu?"
hun vidste så meget om ham uden han sagde noget men han vidste ikke særlig meget om hende.

[Elenhîniel Dúrinel]

Hun var glad for at Kiba tog det så godt. Mange ville ikke være begejstret for den meddelelse om at man ikke vidste hvornår man kunne få lov til at være fri. Nogen ville blive sure, og påstå at hun havde givet dem falske forhåbninger, men Kiba var bare glad.
"Du kan spørge mig om hvad du vil, og jeg vil svare så godt jeg kan." Hun ville ikke søge efter spørgsmålet, da hun allerede havde rodet længe nok i hans sjæl uden tilladelse, og hun syntes ikke at hun skulle gøre det igen, inden hun fik lov fra ham igen.

[Kiba Harunko]

Kiba var bare glad for at få lidt håb om at han en dag ville blive fri. om det var falsk eller ægte var han ligeglad med. lidt håb gjorde ham glad.
"jeg vil gerne vide hvad det er som gør at du blev stjerne taleren? de må jo ha valgt dig af en grund."
Kiba havde faktisk mange spørgsmål men dette var det som fyldte mest. hvorfor stjernerne valgte hende.

[Elenhîniel Dúrinel]

Noget af det hun aldrig havde forstået. Hun havde spurgt flere gange, men det var som om at det bare var tilfældigt, og alligevel ikke. Hver gang hun spurgte blev hun mere forvirret end oplyst.
"Det samme har jeg spurgt mange gange, men deres svar forstår jeg ikke. Jeg ved ikke om det var tilfældigt eller om Elenerne havde valgt mig til deres vej til denne verden, men hvorfor de skulle have valgt mig er mig stadig en gåde."