|
|
Post by Kiba Harunko on Jan 20, 2011 0:21:02 GMT 2
det var et af de mørkeste tidspunkter på døgnet. en fyr haltede ned af stranden. det var den unge Kiba. han havde store smerter efter at Akemi havde eksperimenteret med ham. han var faldet da han endelig havde fået lov at gå. han faldt ned på røven da han kom til et tomt sted på stranden. Kiba holdte sig til sin venstre arm som havde et langt sår.
stranden var kold men Kiba nød køligheden da han var udsat for det han var. såret blev kølet ned og det var dejligt. hans hår blæste med vinden som kom fra hans front og blæste vingen imod hans ansigt. han regnede ikke med at møde nogen her ude da det var så mørkt som det var. Kibas ansigt var tomt for følelser men øjne var smertefulde og fyldt med frygt. Akemi havde ødelagt ham meget ikke kun det ydre men også det indre. han så ud mod havet og forestilte sig hvordan det måtte være at være ude på havet. være i vandet og være fri.
|
|
|
|
Post by Elenhîniel Dúrinel on Jan 20, 2011 0:37:28 GMT 2
Hun var på et besøg i Nýchta. Hun var sjældent så fjernt fra Bandorion, men nu havde hun bevæget sig så langt fra sit trykke hjem, som helt til Kokkai. Stjernerne havde fortalt hende at hun skulle finde en person her. En der havde behov for hjælp. Hun kunne ikke vide hvem personen var, men hun vidste at der var en hun skulle hjælpe.
Hendes fødder gik knap nok ned i sandet, og fodsporene var svage og utydelige. Hun kiggede over stranden for at se efter en der kunne se ud til at have behov for hjælp.
Hendes smukke lyse hår dansede i brisen fra havet. Hendes kjole svajede omkring hendes ben.
Hun fik øje på en haltende person længere henne. Var det personen stjernerne havde fortalt om? Det måtte det være. Stjernerne løj ikke.
Hun gik hen til personen der så ud over havet. Hun nærmede sig i de stadig rolige skridt, og den elegante holdning.
|
|
|
|
Post by Kiba Harunko on Jan 20, 2011 0:45:10 GMT 2
Kibas grønne øjne så ud over havet. det smukke frie hav. han tænkte tit på om det mon var dejligt at kunne svømme i det hav. han kunne ikke se nogen ved sig og derfor så han ned i sin hånd. Kibas smukke røde hår var et meget smukt kendetegn til ham.
langsomt begyndte der at komme et lys ved Kiba. et lys man ikke så hver dag. Kiba skabte varme. han havde noget der lignede en lille sol ved hånden. det var en lille kulde af varme der var samlet. den lyste i mange smukke varme farver som gjorde det lyste op. Kiba elskede disse farver. de var behagelige og smukke.
Kiba så op da han kunne se noget fra øjenkrogen og kuglen af varme forsvandt som en tåge og blev taget af vinden. han så mod personen kort og så ned i sandet. den persin lyste jo nærmest op.
|
|
|
|
Post by Elenhîniel Dúrinel on Jan 20, 2011 0:54:54 GMT 2
Hun nærmede sig ham stadig i et roligt tempo. Hun fangede kort hans blik, og hun havde fået det at vide hvad hun havde behov for. Øjenene var sjælens dør, og sjælen holdte på meget.
"Frygt mig ikke Kiba Harunko. Jeg vil dig intet ondt." Hendes stemme var varm og sød som honning, og den var rolig og afdæmpet. Hun stod nu ikke langt fra Kiba længere, og hun kiggede på hans sår. Healing havde hun ingen forstand på, men hun kunne hjælpe drengen. Det vidste hun. Hun skulle bare finde ud af hvordan. Det krævede nok at hun fik øjenkontakt med drengen igen, så hun kunne få noget mere at vide om disse sår. Hvis de var tilføjet af et forbandet våben, så ville hun have svært ved at hele dem, og det eneste der rigtig ville hjælpe ville være tårerne fra en fønix.
|
|
|
|
Post by Kiba Harunko on Jan 20, 2011 1:04:43 GMT 2
Kiba så ned i sandet imens kvinden kom tættere. hans blik gled op og ud mod havet da hun sagde hans fulde navn. der var ikke mange som kendte det.
"hvor kender du mit navn fra"
stemmen var lav og han prøvede nærmest at dække sine sår til. han ville ikke ha man så dem. hans blik faldt ned på jorden igen. han tog aldrig øjenkontakt med folk. kun Akemi gjorde det men hun tvang ham også.
Kiba anede ikke hvem denne kvinde var. han anede ikke hvor hun havde hans navn fra. en forbandet kniv. næppe. men en fønix kniv var det. dog var det uhyggeligt at det var fjerne der havde gjort dette ved knivens blad og nu ham.
|
|
|
|
Post by Elenhîniel Dúrinel on Jan 20, 2011 1:22:08 GMT 2
Hun stod og kiggede på ham og undersøgte sårene fra afstand. Efter noget stilhed sagde hun: "Jeg ved meget Kiba. Jeg har levet længe, og min viden er stor. Jeg har ledt efter dig." Hun talte oprigtigt til ham, men hun afslørede ikke at et enkelt blik der forbandt hinanden, var nok til at hun kendte hans navn. Hun vidste ikke mere om ham endnu, men hun kunne sagtens få mere at vide. Hun vidste intet om hans race endnu, men bare et blik mere, og hun ville vide det, og hans nærmeste tanke.
Hun syntes at Kiba virkede lukket, og selv hans øjne fortalte lidt, men alligevel fortalte de nok mere end Kiba måske brød sig om.
|
|
|
|
Post by Kiba Harunko on Jan 20, 2011 1:32:49 GMT 2
Kiba blev sidene da han ville hvile sin fod efter at være faldet og vredet den om. helt normalt uheld. ja han vidste godt at han var meget lukket. men efter mange år i fangeskab blev man lukket.
da hun sagde hun havde ledt efter ham lukkede han øjnene og så ikke glad ud. det ville de fleste i fangeskab jo nok være. *også hende. prinsen og nu hende* Kiba kunne ikke lig det. de kunne komme til skade vis de prøvede at få nøglen til hans frihed.
"hvorfor har du ledt efter mig. jeg er jo en helt almindelig person"
han kendte ikke sandheden om at han var den første fønix. han kendte ikke sandheden om hvor store krafter der gemte sig i ham. eller noget som helt om sig selv faktisk.
|
|
|
|
Post by Elenhîniel Dúrinel on Jan 20, 2011 1:38:16 GMT 2
Hun satte sig på hug ved siden af ham. Hun lagde en hånd under hans hage og prøvede at løfte hans hovede med en blid bevægelse. Hendes hud var blød som silke.
"Stjernerne har ledt mig til dig. De så du havde problemer. Jeg skulle komme for at hjælpe dig." Hun tvang ham ikke til at kigge på hende, men hun prøvede da at fange hans blik en ekstra gang, så hun kunne få noget mere at vide om Kiba Harunko. Hun prøvede at dreje hans hovede med samme blide bevægelse.
|
|
|
|
Post by Kiba Harunko on Jan 20, 2011 8:48:40 GMT 2
Kiba sad stille og da hun tog fat i hans hoved var det som om han ingen fri vilje havde hans hoved fulgte bare med. han havde aldrig oplevet nogen ha så blød en hud. aldrig oplevet nogen som gjorde tingene ved ham så blidt.
"hvorfor vil stjernerne ha du finder mig nu. jeg har oplevet dette mange gange"
Kiba undgik øjenkontakt. det var en normal del af ham. han var ikke til øjenkontakt. nok mest fordi at hans øjne vidste hans følelser. han sukkede og så bare ned på hendes hånd.
|
|
|
|
Post by Elenhîniel Dúrinel on Jan 21, 2011 11:56:45 GMT 2
"Fordi jeg kan hjælpe" Hun prøvede stadig at fange hans blik, men hun bevægede ikke sig selv særlig meget. Hun holdt stadig sin hånd under hans hage.
"Se på mig Kiba Harunko." På en måde beordrede hun ham, men hun sagde det med en indbydende stemme. En stemme der fortalte at han egentlig selv måtte, men at det ville glæde hende. En stemme der kunne få mange stærke mænd til at smuldre foran hende. Hun smilede ikke men hendes øjne var fyldte med venlighed og omsorg til den sårede dreng.
|
|
|
|
Post by Kiba Harunko on Jan 21, 2011 20:23:50 GMT 2
Kiba hørte hvad hun sagde og prøvede at se op på hende men det var svært. han fik langsomt blikket ind i hendes men det faldt ned igen. han sukkede og sagde lavt men så hun lige hørte det.
"der er intet du kan gøre. dette er mit liv. dette er sådan jeg har levet så længe jeg husker"
Kiba så på sit mærke og huskede ikke den dag det skete. det kunne ellers ha været godt.
|
|
|
|
Post by Elenhîniel Dúrinel on Jan 22, 2011 0:19:39 GMT 2
Hun havde fået den information hun behøvede. Hun vidste nu at fønixen var inde i ham, og den var langt stærkere end mange andre fønixer. Denne fønix var gammel. Meget gammel.
"Græd. Græd min dreng." Igen talte hun med sin honningsøde stemme. Hun slap sit tag i hans hage og lod sin hånd vile på knæet. Hun vidste at hans tårer ville hele hans sår, og langt bedre end noget andet hun kunne give ham. Fønixens tårer var ikke noget hun havde på sig, da det var sjældent at fønixer græd for andre, undtagen dem de holdte af.
|
|
|
|
Post by Kiba Harunko on Jan 22, 2011 13:29:06 GMT 2
da hun slap hans hage var det en lettelse for ham. han sad stille og da hun sagde han skulle grade og han lidt op mod hende men rystede på hovedet. han så på mærket af en fønix som var på hans højre underarm. Kiba var gammel. men han var også fra 1010 år siden. han havde haft set solen men hans forvandling var jo for 1010 år han var lige 15 år mere end det men huskede det ikke.
"jeg behøver ikke tåre til dette"
han så ud mod havet og forestilte sig at flyve over havet. at være fri at mærke vinden i vingerne og mærke vinden i ansigtigt.
|
|
|
|
Post by Elenhîniel Dúrinel on Jan 29, 2011 17:52:17 GMT 2
Hun sukkede lidt. "Dine tårer vil hele dine sår langt hurtigere end noget andet. Du kan bruge den gave hvis du vil."
Fønixer kunne græde uden at føle sorg eller smerte, men de gjorde det dog sjældent, men denne fønix ville jo kunne redde sig selv ved det, og det var underligt at den ikke helt kendte til det. Jo den mistede sin hukommelse under dens genopstandelse, men alligevel sidder sådanne ting dybt i deres indre, og det skulle komme hurtigt frem igen, undtagen hvis den var blevet undertrykt direkte fra dens aske.
|
|
|
|
Post by Kiba Harunko on Jan 29, 2011 18:18:07 GMT 2
Kiba så på pigen da hun sagde det med hans tåre trak han vejret dybt ind og så ned på sine sår. han smilte lidt og så på hende.
"jeg ved det godt... men jeg synes mine tåre skal bruges på andre der behøver deres magi"
Kiba havde prøvet en gang før at hans tåre havde helet og derfor følte han at folk som var venlige havde mere brug for den end ham selv. han så på hende og smilte stille og roligt til hende.
|
|
