Som brødre vi dele

[Velkan Thomas Valentine]

Han havde absolut ingen intentioner om at fortælle Lady Clarissa at sin egen bror var til drenge. Så ville hun nok begynde at jagte ham. Hun er en af de kvinder der går efter den bedste, og hvis det ikke kunne være muligt, jamen så var det den næstbedste. Hun var dog en af de kvinder som var svære at få henrettet. Deres far kunne lide hende, og det var virkelig problematisk. Den eneste grund til at han skulle begynde at gå efter drenge ville kun være for at slippe for hende.
Han havde lidt den fornemmelse af at det var en smule akavet, men han ville vise at han turde mere en Jace. Velkan selv havde også en hvis erfaring angående sex, men nok ikke lige så meget som Jace. Jace var også lige dobbelt så gammel som Velkan, men det var da lige meget. Han var en smule skuffet over at Jace ikke reagerede yderligere, så han ville prøve noget nyt. Han lod sine hænder glide op under Jaces trøje for bagefter at lade dem glide ned ad hans ryg igen og over lænden og ned under kanten på Jaces bukser. Hans hænder lå nu nede i Jaces bukser mod hans nøgne hud.

[Jace Valentine]

At Velkan ikke ville fortælle Lady Clarissa om Jace´s seksualitet af frygt for at få hende på nakken ville næppe komme bag på kronprinsen. Det var vel normalt af knægten at frygte det for det var værd at frygte. Jace så dog indtil videre ud til at hænge på Ladyen og indtil han havde fundet en han gad mere end hende så kunne hans far nærmest tvinge ham til at ægte hende. Akavet? Ikke efter Jace´s mening, det var lidt underligt og ikke noget han havde forventet ville ske og ærligt havde han heller aldrig ønskede det hvilket han heller ikke gjorde nu. De var vel begge ret umodne nu for Jace var klar over at Velkan blot holdt dette kørende for ikke at tabe til Jace og Jace ønskede ikke at tabe, ja blot fordi han ikke brød sig om det. da dennes hænder gled ind under hans tøj lod han ham gøre det, men da han havde fået den end i bukserne på ham lagde han hånden over hans og brød kort deres snav ”Hvis du vil have tøjet af mig må du smide dit først” sagde han drillende dog med en snert af alvor i blikket.

[Velkan Thomas Valentine]

Han begyndte at grine lidt da Jace stoppede ham. Blev det allerede for meget? Så var han en smule skuffet. Han havde trosalt en anelse om at Jace godt kunne lide det mandlige køn, hvor han selv mente at det kun var piger han brød sig om. Da han begyndte at mistænke at Jace kunne lide drenge, så havde han mistet en smule af den respekt til Jace, men det endte alligevel med at han synes at Jace stadig var hans forbillede. Bortset det med drengene. Det var kun folk man kunne slås med. Ikke nogen man skulle have noget intimt kørende med. Nu han tænkte over det, var det faktisk en del tid siden han havde forført en af pigerne.
"You only say that, because you don't dare to take the initiative." Han var langt fra færdig med at drille. Han skulle bare få lov til at snakke. Han havde skam ikke tænkt sig at føje sig efter Jace på nuværende tidspunkt. Det ville bare fremstille ham som svag, hvilket han ville bevise at han ikke var. Det var jo derfor han i starten havde taget Jace med herned, for at lege med nogle uhyggelige væsner, men det eneste uhyggelige væsen var Jace der lagde groft an på sin egen bror. Lidt anderledes end han havde forventet.

[Jace Valentine]

Jace´s blik gled hen over Velkan ved hans svar. Godt svaret, men Jace vidste jo hvor flabet sin bror kunne være og hvor stor en drillepind han kunne være. Han lod hovedet glide på skrå med et skævt smil over læberne "Initiativ siger du..? Jeg tror næppe du kan tåle at se mig smide tøjet. Under alle omstændigheder får du mig ikke til at smide noget, så hver så go at få det af mig" svarede han og skubbede ham atter op ad væggen dog uden at bruge særlig mange kræfter. At Velkan havde mistet en smule respekt til ham vidste Jace intet om, og var endelig også ret ligeglad. Når Jace en dag blev konge var Velkan nød til at adlyde ham, selvfølgelige ønskede han ikke Velkan som fjende nej slet ikke for han kunne skam lide broderen, men at skulle bekymre sig om hans respekt til Jace, ja det gik han såmænd ikke så meget op i.

[Velkan Thomas Valentine]

Han blev puffet ind i væggen, men han sendte Jace blot et drillende smil. "You are just ashamed of your own body bro." Kort efter han havde sagt det stak han lige af. Han løb næsten lige så hurtig som Jace kunne løbe, rundt i gangene fordi, nu var det begyndt at kede ham. Der skulle ske noget nyt, og så fik han også set hulerne. Han havde skåret hul på sin finger, så der dryppede et lille spor af blod efter ham, så han kunne finde tilbage, hvis han skulle fare vild. Ikke at han regnede med det, men man skulle jo være på den sikre side.
Han nåede lige at se en ret dyb og ret bred revne, men han havde for stor fart til at stoppe op inden han skvattede ned i hullet, så han sprang. Han fløj over revnen og landede med stor elegance på klippekanten, men et lille stykke af klippen var løs, så han gled og lå på hulegulvet så lang som han var.

[Jace Valentine]

Jace smilede skævt til broderen "Det giver ikke en skid mening Velkan, jeg har lige bedt dig om selv at trække tøjet af mig hvis du så gerne vil.." svarede han. Han flyttede sig kort, trak sig et par centimeter tilbage og gjorde det derved muligt for Velkan at flygte hvilket han da også gjorde. Jace himlede med øjnene da broderen tog flugten, lod ham få et lille forspring på omkring 5 sekunder hvilket var rigeligt, inden han satte af sted efter ham. Jace havde trænet utrolig meget, var i god form og utrolig hurtig. Ja hans fart kunne komme bag på selv en vampyrer. Han fulgte broderens fært hvilket blot var lettere da han havde skåret sig selv og efterladt sig adskillige bloddråber. Han gled let og elegant mellem hulerne og kunne se broderen forude, han satte ikke farten op men lod ham være foran sig. Jace´s blik gled videre forbi Velkan og han bemærkede den kløftlignende åbning der dukkede op et stykke fra dem. Et øjeblik blev han bekymrede for om broderen kunne klare at springe over men da han gjorde åndede han lettet op indtil noget af gjorde revnede under ham og han faldt. Selv voldede det ham ingen problemer at komme over og få sekunder efter stod på den anden side, ikke helt ved kanten "Velkan!?" kaldte han og kastede et blik ned mod det sted han var faldet.

[Velkan Thomas Valentine]

Han stønnede lidt. Det havde lige slået luften ud af ham. Han hostede lidt. "I'm fine. I'm fine." Han stemmede sig op med sine arme så han kom op og stå. Han stod dog stadig helt henne ved kanten.
Hans fod gled sammen med en sten, og det satte gang i lidt mere, så begge hans fødder gled og han gled ned mod dybet. Han prøvede at fange noget febrilsk med hænderne, men der var ikke rigtig noget. Han gled altid længere og længere ned mod mørket, inden han endelig fik fat i et klippestykke med sin ene hånd. Det var ca 2 meter nede i kløften. "Well. Now I'm not that fine anymore." Han mumlede lidt for sig selv, men ekkoet forstærkede hans stemme, så Jace hørte det nok alligevel.
Han hang og dinglede lidt i den ene arm, men han kunne sagtens holde sig der i et par timer. Svag var han jo ikke. Han ventede lidt på at Jace ville kunne hjælpe ham med at finde en løsning. Han prøvede selv at se om der var nogle revner eller flere klipper, så han kunne få et mere stabilt greb.

[Jace Valentine]

Han fulgte sin bror med blikket idet han kom på benene og smilede et lille skævt smil. Lyden af jord der gav sig gjorde ham opmærksom på at noget var galt men han nåede ikke at reagere før broderen var faldet. ”Velkan!!” kaldte han og satte sig på hug ved kanten for at opdage at broderen havde fået fat i et eller andet og nu holdt fast i det. Han sukkede ved hans ord og himlede med øjnene. ”Fjols” mumlede han og sukkede ”Jeg er tilbage om lidt” sagde han til broderen inden han kom på benene og sprang over kløften igen. Han landede sikkert på den anden side og styrtede endnu engang gennem hulen. Han styrtede uden besvær ud af grotten og var ude i det åbne igen i løbet af ret kort tid. Da han igen dukkede op hos Velkan rakte han ¼ af en trestamme, hvordan det var lykkedes ham at flække det skulle man ikke spørg om. Han lod den glide ned mod ham ”Lever du stadig?” kaldte han. Han ville nok ikke få besvær med at hive ham op, men nu måtte de se om han overhovedet kunne få fat i den.

[Velkan Thomas Valentine]

Han brummede lidt misfornøjet. Det var da utrolig irriterende at side fast her nede i en kløft, som ikke en gang han kunne se en ende på. Han fik også øje på en revne han kunne få fat i så han prøvede at nå, men han var lige en smule for kort, og han kunne ikke bruge fødderne til at støtte af med. Klippen var for glat, så fødderne skøjtede bare på den våde overflade, mens han prøvede at få fat i revnen som var lige uden for hans rækkevidde.
Omsider kom Jace med en flækket træstamme så han kunne holde fast i. Han brugte den frie hånd til at finde en grenstump der stadig var tilbage efter Jaces destruktion. Kort efter fandt den anden hånd en ny gren, og nu kunne han faktisk selv klatre op på kort tid, så han prøvede skam også at nå at komme op før Jace begyndte at hive. Han kunne jo sagtens klatre, men det var altså problematisk hvis der ikke var nye steder at tage fat i.
Da han var kommet op igen så rodede han sig lige i håret. Han så ikke ud til at være ramt af det der var sket. Det var nærmest som om det var noget der hørte til hans hverdag, hvilket heller ikke var helt forkert. Det var ikke altid let at klatre op og ned af borgens mure.

[Jace Valentine]

Jace betragtede ham roligt lod ham kravle et stykke op inden han uden spor meget besvær fik stammen op. da broderen igen var i sikkerhed trak han ham væk fra kløftens kant så der ikke skete flere uheld. Han kastede et blik på ham men det så ud til at han var okay og derfor vendte han nu opmærksomheden mod kløften. Han smed stammen derned og ventede på at høre at den ramte afgrunden, der gik dog et godt stykke tid inden en lyd endelig kom og da den gjorde gav den genlyd i det meste af grotten. Hvis ingen vidste at der var nogen tilstede, så gjorde de nu. Han så dog eftertænksom ud og så slet ikke ud til at opfatte at grotten nu føltes mere dyster. Han vendte dog blikket mod Velkan efter nogle sekunder og så spørgende på ham ”Du er et fjols” erklærede han hvis han ikke skulle have hørt det før. ”Jeg er den der er smuttet, træningen begynder om ikke så længe og Shiki er her ikke til at træne de pokkers soldater kommer du?” spurgte han og gjorde klar til at springe over kløften igen.

[Velkan Thomas Valentine]

Da han hørte at Jace skulle træne soldaterne lyste hans drengede ansigt op. Træne rekrutterne var sjovt, og han ville med glæde hjælpe. Sådan noget havde han prøvet før, og det havde været mega sjovt, selvom der havde siddet en Necromancer der hele tiden og forstyrret hans koncentration. "Can I help train the recruits? I promise I will behave!" Han vidste godt at han ikke havde de bedste manerer, men hvis han fik lov til at hjælpe skulle han nok opføre sig ordentligt og være høflig. Han kunne godt hvis han ville, og det var jo bare en motivation til at vise sig fra sin bedste side.

[Jace Valentine]

Han bemærkede broderens ansigt der straks lyste op ved nyheden om at træne soldaterne. Han vidste hvad han ville spørg om inden han stillet spørgsmålet men ventede alligevel på at han skulle spørg. Da han endelig gjorde og tilføjede at han nok skulle opføre sig pænt og høfligt smilede Jace skævt. "Fint fint.. men du gøre som jeg siger" han elskede at bestemme, det vidste alle efterhånden, og han ville med glæde bestemme over alt og alle hvilket han nok en dag ville gøre, men forhåbentlig ikke lige nu. Det var skam sjovt, men at overtage sin fars plads betød et større ansvar hvilket han ikke havde lyst til lige nu.

[Velkan Thomas Valentine]

Han rettede sig op, slog fødderne sammen og gjorde honnør for Jace. "Yes Sir Prince!" Han sendte Jace et smørret smil, inden han gik tilbage til sin forrige position, mens han smilede forsikrende til Jace. Hvis han fik lov til det, så skulle han nok være en sød og høflig dreng, så længe han fik lov til at træne soldater sammen med storebror.
Han begyndte straks at lede efter en del af kløften der var lidt smallere, for før havde han en ret stor fart på, før han sprang og det havde lige været nok, og han ville ikke kunne få samme fart på som før. Han vidste godt at Jace nok ville springe let og elegant over, hvilket han lige for tiden ikke kunne, men han skulle nok nå op på samme niveau! Det var hans største mål!
Han fandt faktisk et sted, lige ved siden af, hvor kanterne var ret tæt på hinanden. Han havde ikke set det i skyndingen, så han gik der hen og sprang selv let og elegant over, som var det ingenting, hvilket det heller ikke var for en vampyr på hans alder.