Som brødre vi dele

[Velkan Thomas Valentine]

"Come on Bro. Are you getting slow in your old days."
Velkan havde fået lokket sin bror med ned i Do Kutsu. Hvis deres far fandt ud af det så ville de begge to nok få en verbal afklapsning, men det ville gå værst ud over Velkan. Han havde kun fået lov til at slippe for vagterne, fordi Jace var taget med ham til Kizomi. Han elskede at tage på tur med sin storebror, så fik han lov til at slippe for alle de livvagter.
Nu var de lige kommet ned i grotten, som så mange frygtede, på grund af alle de rygter om uhyrer, drager og hvad der ellers kunne findes nede i den grotte.
Han stoppede kort op, efter at han var kommet lidt ned i grotten. Der var helt mørkt, men takket været hans nattesyn, så kunne han egentlig se meget af grotten. Der var begyndt at dukke små stalagmitter og stalaktitter op. Længere inde i grotten kunne han ane søjler, eller større formationer.
"It's so quiet. There is no wispering."
Han havde frygtet lidt at der ville være en masse hvisken, med alle de rygter der fløj rundt i hele riget. Han havde regnet med at hele grotten var fyldt med en tåge af døde, men der var ingen. Der var fuldstændig tomt og stille. Han kunne ikke engang ane døde i nærheden. Der havde været langt flere i selve skoven, men dem kunne han dæmpe med lethed, men her kunne han åbne helt op for de døde, og intet rørte sig et eneste sted.
Han vendte sig om for at se om Jace var med ham.

[Jace Valentine]

Jace standsede kort og så undersøgende på en klippeformation til højre for ham. Den så underlig ud og han fantastiske syn synes at kunne opfatte nogle mønstre men han kunne ikke få hoved eller hale i noget af det. hans brors ivrige drillende stemme fik ham til at vende blikket mod Velkan og sukke et lydløst suk. Hvor kunne den knægt dog bevæge sig, ikke at det var et problem for Jace at følge med for det havde han ingen problemer med. han havde forladt slottet sammen med sin yngre bror da denne havde tigget, okay måske ikke tigget men overtalt Jace om at følge med ham. Jace havde klaret sine pligter og derfor havde han ikke haft nogen grund til at sige nej, desuden ville han gerne snakke med sin yngre bror i håb om at få denne bare til at opføre sin en smule mere modent til glæde for deres far. Jace var iført i simpelt tøj, ikke noget kongeligt men hans kendte udseende blandt folk var nok til at alle vidste hvem han var. han havde trukket i sorte bukser og en sort skjorte. Havde det ikke været for det lyse hud havde man ikke kunne se ham så mørk som grotten var. ved bæltet havde han sat en pistol, på hans venstre side hang et sværd klar til brug og under skjorten og ved højre lår var der fæstet skeder med dolke i. Han tog ingen chancer og især når han var ude med sin bror skulle han ikke kun passe på sig selv men også på ham. ”Velkan ikke alt hvad du høre er sandt.. det meste af det vil høre er bare rygter der skal sørge for at holde os herfra.” han standsede op ved siden af sin bror og lyttede, Velkan havde nu ikke helt ret, der var en svag lyd men det var nok vinden der lavede lyden.

[Velkan Thomas Valentine]

Han kiggede over på sin bror. Han var en del lavere en ham, og han blev nød til at kigge op. Han håbede lidt at han stadig ville komme til at vokse, så han kunne være på øjenhøjde med ham, men chancen var alt for lille.
"Why do they tell rumors, when it's not even dangerous down here. I hoped for something more exciting. Nobody has died down here. Maybe there will be more further into the cave." Han begyndte at gå videre, men han mærkerede lige stedet med en pil, så de ikke ville far helt vild, hvis det nu skulle ske, så kunne de i det mindste følge mærkerne han lavede. Han kunne dog ikke høre nogen hviske. Jo han kunne sagtens høre vinden, men de dødes hvisken var meget mere skræmmende og uhyggelig.

[Jace Valentine]

Han hørte skam sin brors ord men valgte ikke at svare lige med det samme. Han vendte dog blikket mod Velkan efter enkelte sekunder ”Jeg mente nu ikke at alle rygterne bare var rygter.. noget af det kunne jo være sandt” svarede han. Jace troede nu ikke på selve rygterne om de hviskende stemmer men stedet var jo oplagt at til begå drab så mørkt og dystert som der var dernede. Jace havde været dernede nogle gange sammen med venner men de havde hver gang ikke nåede særlig langt fordi en af vennerne pludselig kom i tanke om noget han havde glemt. Tøsede og slaskede var de åbenbart, men nogen troede jo på de rygter der var om stedet. Det var tydeligt at Jace var opmærksom for selv når han snakkede var det ikke spor højt. Han gjorde tegn til sin bror og at følge med idet han gik dybere ind i grotten, han bemærkede at Velkan satte pile hvilket kun var klogt hvis de skulle fare vild hvilket han faktisk ikke regnede med ville ske men man tog ingen chancer. En pludselig lyd fik ham til at skubbe sin bror ind mod den nærmeste væg og stille sig foran ham. Han havde trukket sin pistol og stod og lyttede med spidsede ører, lyden var fjern men kom igen efter nogle sekunder. Det lød som noget der skrabede mod jorden.

[Velkan Thomas Valentine]

Han blev pludselig bare smadret ind i hulevæggen uden advarsel. Han mistede lige kort pusten. "You didn't have to smash me into a wall." Han brummede lidt, men han blev stille da han hørte lyden som havde fået Jace til at skubbe til ham. Det begyndte at krible i hans fingre for at få lov til at fange det der kunne være det der lavede den lyd. Han prøvede at kigge den vej som lyden kom fra, men han havde en smule problemer, da Jace var den del højere.
Han sukkede lidt da han så hvad der havde larmet. "It's just a stalakite that has broken. Nothing else bro." Han var skuffet. Aldeles skuffet, da han troede det ville være noget spændende noget. Han prøvede at møvre sig forbi Jace, så de kunne komme videre.

[Jace Valentine]

Han var helt stille og da Velkan brokkede sig tyssede han bare på ham og lyttede videre. Da denne dog kom med en forklaring som Jace også havde bemærkede flyttede han på sig igen så hans bror kunne komme forbi. ”Sorry. Du ved jeg har ansvaret for dig og der skulle jo nødigt ske dig noget” han rodede op i knægten hår mens han så ind i grotten. Jace satte sig i bevægelse dog sørgede han for ikke at gå hurtigt så hans lille bror der var en del kortere end ham kunne følge med. han standsede op enkelte gange og betragtede nogle af de ting de gik forbi. De burde endelig ikke gå så dybt inde men så langt inde var de ikke kommet endnu. Han synes at det var på tide at snakke med sin bror så han vendte blikket mod Velkan ”Hvorfor er det lige at du trodser vores far…?” spurgte han henkastet endnu med pistolen i hånden.

[Velkan Thomas Valentine]

Han brummede lidt igen da Jace rodede i hans hår. "I can take care of my self." Han vidste godt at Jace nok ville få et stort problem hvis Velkan blev væk for ham, eller kom alvorligt til skade, men han havde ikke behov for hans beskyttelse, da han ikke ville fremstå som hjælpeløs. Han kunne godt vise at han var lige så selvstændig som Jace.
Spørgsmålet om hvorfor han gik imod deres fars regler var simpel for ham. "Maybe because he makes all those rules he makes. I have to be polite to every one I meet, and every one has to be polite towards me. And all those experiments he pulls me through. How many times do I have to say that I can't see into the future on purpose?" Han var virkelig træt af alle de forsøg han skulle tvinges igennem. Bare fordi han havde fået en søn der kunne se fremtiden, så var det jo ikke ensbetydende med at han kunne behandle Velkan som forsøgskanin.

[Jace Valentine]

Et lille smil gled hen over Jace´s læber da denne brummede. Han lod som om han ikke havde hørt hans kommentar. Ja Velkan kunne nok passe på sig selv, men så godt kunne han heller ikke passe på sig selv. Sådan vil Jace altid opfatte det og det måtte knægten leve med. hans svar til Jace´s spørgsmål fik straks Jace til at spidse øre men også til at standse op og vendte sig mod Velkan. ”Hvis du trodsede ham mindre ville han give slip på dig som han gøre ved mig.. jeg må da en del mere end dig og det har intet med alderen at gøre men med hvor modne han tror vi er” svarede han ganske roligt og begyndte at gå igen.

[Velkan Thomas Valentine]

Han fnøs lidt. Han mente overhovedet ikke at det havde noget at gør med deres modenhed. "He always sees me, as the little helpless boy, only because I'm the youngest, but I'm 107 years now, and I can protect myself." Han mente helt afgjort at hans far så på ham som den lille dreng, der ikke kunne beskydte sig selv, fordi han ikke havde nok erfaring, men han kunne mere end faren lige troede.
Noget Velkan ikke lagde mærke til var at en bleg skikkelse bevægede sig hen mod ham. Den bevægede sig stille, og den kunne mærke at Velkan kunne se ham, men Jace kunne ikke. "Velkan!" Skikkelsens hæse stemme fik Velkan til at vende sig mod den, og han gav et forskrækket udråb fra sig. For Jace ville det bare se ud som om han blev forskrækket af ingenting.

[Jace Valentine]

Jace nåede ikke rigtigt at svar inden hans bror havde vendt sig om noget og havde skreget. Jace vendte sig ligeledes om men i modsætnings til hans skræmte bror så han ikke noget. ”Hvad!?..Hvad er der?” han havde lagt en hånd på Velkans skulder og kneb øjnene sammen mens han lod blikket glide rund ti håb om at se noget men han så intet. Hvad var det der var sket..? kunne Velkan se noget Jace ikke så? Eller var der sket ham noget? Han stilede sig foran sin bror da han havde sikret sig at der ikke var noget. Han kunne hver se eller høre noget så han regnede med at Velkan havde troet han havde set noget. ”Er der sket dig noget.? Er du okay?” spurgte han bekymrede dog kunne bekymringen kun ses i hans øjne hele hans holdning virkede rolig.

[Velkan Thomas Valentine]

Han faldt dog hurtig ned da han så at det bare var en sjæl. Intet mere end en sølle sjæl. Så der var en der var død hernede. Det havde han ventet på meget længe.
"It's just a soul, bro. I thought you knew of my clairvoyance." Han smilede skævt til Jace og lagde sine arme over kors. Jace burde virkelig vide mere om sin bror, men åbenbart var der åbenbart sådanne ting der var gået forbi hans næse, men nu havde Jace også lige lidt mere travlt end Velkan havde, så det var ikke så slemt at han ikke vidste til det, selvom det var svært at overhøre da han var en lille knægt, og når han blev slæbt ind i tronsalen.

[Jace Valentine]

Da Velkan faldt til ro gjorde Jace automatisk det samme dog gled hans blik endnu rundt indtil han hørte Velkans ord som fik ham til at glippe med øjnene. Han hævede brynet ved drengens ord ”Bare en sjæl?..” gentog han. Det føltes underligt at høre sin lillebror sige det. Desuden brød Jace sig slet ikke om det, han brød sig ikke om at Velkan kunne se noget han ikke så. Derudover vidste han ikke hvad han skulle stille op med noget han ikke kunne se eller høre.. og dog. Han lyttede opmærksomt men han troede næppe at denne sjæl trak vejret eller var i bevægelse nu for han kunne ikke høre noget. Kunne den skade? Han anede det ikke men hvis den kunne måtte han være ekstra forsigtig. Han så på sin lillebror ”Og..? hvad vil den?” spurgte han. når nu det var Velkan der havde kontakt til den måtte han fortælle hvad den ville.

[Velkan Thomas Valentine]

Han kiggede på den døde, som havde stildt sig ved siden af Jace da han havde tråt foran ham, og han ville jo snakke med Velkan, og det var lidt svært når Jace stod mellem dem. Han lyttede lidt da den døde svarede på Jaces spørgsmål.
"He says, that he hadn't have any company since he died, and he used some time on getting up his hole. He hasn't even seen any creatures, but he has heard many noices. He can't go every where, so he hasn't seen lot of the caves, but he can inform that there are a lot of deep holes."
Han agerede som tolk, mellem sjælen og Jace. Den døde mand havde ikke haft selskab for et par årtier, og det kunne skam godt blive kedeligt i længden, men han var jo død, så han lagde vel ikke mærke til hvor lang tid der egentlig gik.
Han begyndte at grine lidt, da han fik fortalt af den døde af hvad for en grund han var kommet herned og død af det. Han mente selv at det var en smule latterligt, men det synes den døde absolut ikke og blev vred, men siden den ikke kunne gøre dem noget forlod han dem bare meget hurtigt.

[Jace Valentine]

Jace ville have stillede sjælen eller hvad den nu var nogle spørgsmål. Han havde lyttede til Velkans ord som åbenbart var nogen han havde hørt fra den døde. Han overvejede dem omhyggeligt inden han spurgte om navnet på denne sjæl. Hvis han havde været der i nogle årtier måtte han vel vide noget om stedet, Jace købte den ikke, sådan at han bare havde opholdt sig i den del af grotten mens det andet havde været rimelig ukendt for ham bortset fra nogle lyde han havde hørt af og til. Han hævede brynet da Velkan lå, stod sjælen og fortalte vitser? I så fald ville Jace vide hvad det var for en vits eller hvad det var der var så sjovt ”Hvad er det der morer dig?” spurgte han en anelse irriteret.

[Velkan Thomas Valentine]

Han rømmede sig lidt og rodede sig i håret. "Something I probably shouldn't had laughed at." Han sendte Jace et skævt smil. Det var ikke lige der fedeste han havde grinet af. Det var egentlig mandens død.
"Well, he told me that he went into the cave, because he had heard that there would be a flower more beautiful than anything else. He wanted to give it to his love." Han sendte et fjoget smil tilbage til Jace, og små lo. Han synes det var noget underligt pjat det der med kærlighed. Jo, han havde nedlagt et par kvinder, men heller ikke mere end det. Han havde aldrig rigtig følt noget som kærlighed. "Thats why he died down here."