Som brødre vi dele

[Jace Valentine]

Jace hævede brynet ved forklaringen. Ja så forstod Jace godt at hans bror lo. Det var måske ikke sjovt for den døde men helt ærligt man var også et fjols hvis man mistede livet for sådan noget. Ikke at de to var i en bedre situation. De burde endelig forlade grotten når den var så ukendt og så farlig siden de stødte på sjæle inden de endnu var gået helt dybt derinde. Det ville være en katastrofe hvis Nychta skulle miste begge deres prinser på samme tid, faderen ville nok sørge mere over Jace end over Velkan men uanset hvem denne ville sørge over så var det et stort tab. ”Lad os smutte herfra..” sagde han og var allerede begyndte at genne Velkan mod grottens åbning. Han var ikke bange, han vidste nemlig at han kunne klare sig selv men han anede ikke om han ville være i stand til at beskytte Velkan hvis der skulle ske noget.

[Velkan Thomas Valentine]

Han blev skuffet over at Jace allerede ville ud af grotten. Det sjove var jo ikke en gang begyndt. "Come on bro. The fun hasn't even started. We have still lots of time. Why don't we do a little bit more exploring. I hope you aren't..." Han gik i stå midt i sætningen. Han stivnede også midt i et skridt mens Jac var begyndt at føre ham ud af grotten. Han kunne ikke bevæge sig. Han stod med vidt åbne øjne. Han så næsten ud som om han var blevet forstenet. En sveddråbe perlede ned af hans pande.
Pludselig kom han ud af trancen. Et smerteskrig brød fri fra hans strube, og han faldt sammen på knæene og han pressede hænderne mod øjnene. Han følte som om hans krop brændte. Smerten stak dybt i ham, men han var ikke kommet til skade. Han havde fået et syn. Et syn han håbede at han aldrig ville få lov at se igen. Selvom det var noget han ikke ville komme til at opleve, så havde det været så smertefuldt som overhovedet muligt.

[Jace Valentine]

Jace havde ikke sluppet sit tag i Velkan. Det ville aldrig ske! han trak ham med ud uden at lytte til hans brok ”Hvis du kommer noget til vil far slå mig ihjel” okay måske ikke slå ihjel, og chancerne for at han overhovedet ville flippe ud på Jace var ekstrem små så længe Jace selv var i godt helbred. Han måtte dog standse da brodere faldt på knæ. Jace´s øjne blev større ved hans skrig og han satte sig på hug ved siden af ham. hans øjne fortalte tydeligt at han var ved at få et syn, eller midt i et og det så ikke for godt ud. Jace var dog tavs, vidste at det ikke nyttede noget at forsøge at snakke til ham midt i synet og først da det så ud til at synet var over så han spørgende på Velkan ”Fortæl!” kommanderede han med sin faste tone som han ellers kun brugte overfor soldater og andre folk han kunne hundse rundt med, hvilket betød næsten alle undtagen hans far.

[Velkan Thomas Valentine]

Han rystede stadigvæk mens han langsomt fjernede hænderne fra ansigtet. Han begyndte at trække vejret dybt for at komme til at slappe af. Han vidste at det blot var et syn, men det havde været så virkeligt. Det var også sandt nok, men bare et andet sted, men han havde aldrig regnet med at se den ting så tæt på.
Han opfattede kun Jaces stemme som en hvisken og han troede i starten at det blot var den døde der var vendt tilbage. Da han fandt ud af at det var Jace der talte, rystede han lige kort på hovedet. Ikke for at benægte, men bare for at ryste minderne ud af hovedet. Den brændende fornemmelse var forfærdelig.
"I saw... I saw the sun. It's terrible bright face. I felt like i burned. It was horrible." Han talte ikke særlig højt, men højt nok til at Jace kunne høre det. Grotten kastede også lyden rundt så den blev en smule forstærket. Ekko kaldte man det, men det var ikke så tydeligt. Han rystede stadig en smule, men fik også rejst sig op. Hans knæ eksede under ham, men de holdt. Han tog fat i Jaces skulder for at have et støttepunkt.
Kort efter forsvandt han ind i endnu en trance. Det var ikke tit at han fik kastet så mange syner i hovedet på så kort tid. Hvad det var kunne man ikke se på ham, men hvert fald noget som fik på andre tanker. Et skælmsk og drenget smil dukkede op på hans læber og hjørnetænderne var tydelige. Han sendte Jace et lusket blik mens smilet stadig prægede hans ansigt. Det kunne kun være noget 'beskidt' med det smil han havde på læberne.

[Jace Valentine]

Jace´s blik hvilede på Velkan mens han ventede, det føltes som en evighed inden han fik et svar og det svar han fik, fik ham blot til at glo på Velkan og blikket blev fraværende. Det var et syn, hvilket betød noget der kunne ske. Mon han havde set andet, måske slottet, deres forældre eller blot noget der kunne indikere hvilke tid de var i og hvornår det muligvis ville ske. Han kom igen på benene og greb fat i Velkan da dennes ben eksede under ham og han greb fat i hans skulder for at støtte sig og holde sig på benene. Han så fuldkommen roligt på ham og på ny så det ud til at broderen fik et syn. Jace´s kæbe blev en anelse stram i få sekunder men slappede af igen da synet var over og på ny så han spørgende på broderen. Udtrykket i dennes øjne og hans beskidte smil samt hjørnetænder fik Jace til at hæve brynet. Han gjorde sig klar til alt blandt andet at slå ham i jorden hvis han forsøgte sig på noget dumt ”Hvad nu..!?” sagde han både irriteret og spørgende.

[Velkan Thomas Valentine]

Hans smørrede smil fortalte meget. Det havde været en god kontrast i forhold til det andet. Det var lige ved klimaks. Virkelig underligt at se det, men sådan var der nu risikoer ved at være synsk. "I think we shouldn't go back yet. Mum and dad are busy." Han sendte Jace endnu et smørret smil, hvilket nok fortalte det hele. Han væmmedes en smule ved det, men det gav ham da en smule tid til at undersøge grotten yderliger. Det ville han gerne, men lige nu kom han til at tænke over noget. Han var egentlig allerede begyndt at gå lidt rundt i hulen, men stoppede op og så over på Jace. Endnu et smørret grin dukkede op, men denne gang direkte henvendt til Jace. "Tell me Jace. What do you know about that?" Han hentydede hvert fald til synet. Om Jace opfattede det kunne man jo ikke vide.

[Jace Valentine]

Jace så på ham med et forundret blik. Noget sagde ham at noget flabet og uventet ville forlade knægtens læber og ganske rigtigt. Jace´s øjne blev større ved hans ord, mest fordi han så den slags. Hvad fanden var det for nogen syn han fik! Helt unødvendig må man sige. Han havde sluppet Velkan igen og genvundet fatning ”Og hvad så hvis de har… slottet er kæmpe stort du vil næppe behøve at troppe op hos dem” svarede han og himlede med øjnene men Velkan var allerede på vej ind i grotten igen. Jace skulle til at bede ham om at styre sig eller han ville skride da Velkan stillede et ganske uventet spørgsmål som dog bragte et smil frem over kronprinsens læber. Spillede knægten ikke lige lovligt flabede, hans reaktion var dog at bruge vampyrfarten og efter mindre end et sekund havde han grebet Velkan om skuldrende og skubbede ham op ad grottens væg, ikke hårdt blot bestemt. Hans ansigt var faretruende tæt på broderens og hans blik hvilede i hans ”En del, brug for noget undervisning..?” spurgte han hviskende og strøg broderen over kinden. Klamt måske, men ingen havde sagt at Jace var en helgen.

[Velkan Thomas Valentine]

Han synes faktisk ikke at det var ubehageligt. Han skulle kun tænke på at det ikke var Jace, men en eller anden kvinde så gik det. Han smilede skælmsk til Jace, mens han stod klemt mellem grottens væg og Jace. Han gad ikke kæmpe imod, fordi så ville det sjov gå lidt af det. "I know one you like. I've seen the eyes follow the person. The same greedy eyes as so many else. I've seen it bro." Han smilede skælmsk og hemmelighedsfuldt. Han lagde sine hænder på Jaces hofter, bare for at lege med. Det var lidt grænseoverskridende, men det kunne blive en sjov leg det her. Og alligevel var det noget så forkert. De var jo brødre, men det var så populært med søskende kærlighed. Det var en smule vammelt, men han holdte sit kold og drillende ydre.

[Jace Valentine]

Jace så roligt på ham, helt roligt og uden at det så ud til at han havde det ubehageligt med at stå så tæt på sin bror hvilket han faktisk heller ikke havde selvom det var underligt, forkert og klamt på alle tænkelige måder. Hans blik var nærmest kærtegnene, noget man ellers aldrig så hos Jace men lige nu var det sådan. Velkans ord så ikke ud til at genere ham og han spurgte ikke ind til noget ”Det kan vel være ligegyldigt, nu skal jeg vise dig hvordan man gøre lillebror” hviskede han med noget der lød som alvor men med en blid tone. Han lod hånden der strøg broderens kind glide ned mod hans hals inden han førte ansigtet endnu tættere på. Han bad selv om det og selvom det var en lej så kunne det blive en ret så grim leg. Han skubbede blidt broderens hoved til side og fornemmede Velkans hænder mod sine hofter uden at reagere negativt på det eller gøre noget ved det i det hele taget. I stedet for lod han sine læber strejfe Velkans hals ganske blidt og flygtigt.

[Velkan Thomas Valentine]

Han havde stadig det lumske smil, og han lod som om han var fuldstændig ligeglad med Jaces kærtegn. Han syntes selvfølgelig at det var underligt, men det ville være sjovt at se hvor langt Jace turde gå. Velkan selv ville først stoppe når Jace blev alt for alvorlig. Han ville trods alt gerne slippe for at gå så langt.
"Wonder what Kamatayan would say about this. Sometimes your eyes are fixed at him. Just like the maids, when he turns the back towards them." Han smilede skummelt. Kamatayan var virkelig beundret af mange, hvilket også var kommet bag på Velkan, første gang han havde set Jace stirre på rådgiveren. Om Jace selv havde lagt mærke til det vidste han ikke. Det var jo ikke altid at folk selv lagde mærke til sådan noget stads. Der var da også folk der havde gjort ham opmærksom når han stirrede intenst på en pige eller et menneske. Oftest med en kommentar om at han snart begyndte at savle. Desværre så han ikke længere nogle af de folk længere. Den gang var han stadig ung og frisk. Det var han så stadig, men på en anden måde. Han skulle tage 'ansvar' nu.
Han lagde hovedet lidt tilbage op af den kolde grotte, mens han stadig holdte sine hænder på Jaces hofte. Jace skulle godt nok bukke sig en del for at kunne komme til hans hals på den måde.

[Jace Valentine]

Jace var faktisk overrasket over at Velkan faktisk gik så langt, eller lod ham gå så langt men bare fordi han lod som om han intet havde imod det så var Jace næsten sikker på at han ville sige stop på et tidspunkt. Han opfattede hans ord og standsede midt i sine kys. Kamatayan? Hvor kom han ind i billedet? Fyren så skam godt ja men Jace sendte ham ikke lange blikke eller noget. Det syntes han da ikke selv han gjorde. ”Hans mening kan vel være ligegyldige” svarede han med et lille smil over læberne. Højdeforskellen var slående men det generet ham ikke at han skulle bøje sig så meget ned over sin lillebror. Hans læber fortsatte hen over halsen og op ad kæben. ”Hvad får dig til at tro at jeg vil stoppe” hviskede han indtrængende. Hans fingre gled ned over knægtens bryst og standsede der.

[Velkan Thomas Valentine]

Han kunne allerede mærke den benægtende attitude fra Jace. Hvor tit gik man ikke lige i forsvar når man blev beskyldt for noget. Det kunne godt være at han talte sandt, men så kunne man vel prøve at manipulere med sin bror. Det ville da være meget sjovt. "How do you think it would feel to touch his body with your fingers. To caress his chest. I know you want to." Han prøvede virkelig at fange Jace i hans spil. Se hvor langt han kan få drevet det. Det kan godt være at der ikke ville være en øjeblikkelig reaktion, men langvarigt, så vil han lige meget hvad, begynde at lægge mærke til når han kiggede på Kamatayan. Ikke at der var sket mere mellem dem, men Jace ville bare være opmærksom på det.
"Suddenly you'll find out that this is wrong." Han var sikker på at Jace ville stoppe efter lidt tid, men nu ville han lege med. Han rykkede sine hænder lidt ned og om bag ved Jace og klemte lidt. Han ville se hvordan Jace ville reagere at sin bror tog ham på røven.

[Jace Valentine]

Han snakkede for meget, og en del af det han forsøgte at få Jace til at indrømme passede ikke. ”Du leger med ilden lillebror” sagde han med en munterhed i stemmen der dog var gyselig på sin egen måde. Det var tydeligt at Jace ikke virkede særlig flov eller berørt af situationen eller at han lagde an på sin bror som ikke så ud til at have noget imod det. Jace vidste dog at det var skuespil så derfor ville han gerne se hvor langt han kan drive sin bror, og hvor langt denne ville gå. Han lo en stille, lav munter latter ved hans sidste ord uden at flytte sig, da Velkan tog ham på røven så han i to sekunder overrasket ud, men var hurtigt sig selv igen. Han tog fat om broderens hage og flyttede hans hoved så der stod ansigt til ansigt igen ”Du vil opdage.. at du slet ikke kender mig Velkan” sagde han roligt inden han pressede ham lidt hårdere op mod grottens mur og pressede sine læber mod hans. Han kunne lære det kunne han, han var selv uden om det så han kunne ikke tillade sig at brokke sig det mindste.

[Velkan Thomas Valentine]

Han grinede lidt. Jo han legede skam med ilden, men det var sjovt at lege med noget farligt, men han kunne jo altid få Jace til at stoppe med en trudsel. Eller det var han hvert fald ret sikker på. "Poor Lady Clarissa. Her little Princey seems to like boys. Dad wouldn't like it at all." Det var ikke en trudsel. Ikke endnu det kunne køres ud til en trudsel, fordi Velkan vidste hvor meget Jace hadede Lady Clarissa. Hun var godt nok også noget så klistrende. Selv Velkan fik kvalme over hende, men det havde været den sjoveste tur med Kamatayan da de skulle dele indbydelser ud til en fest der var blevet holdt for ikke så lang tid siden. Det havde været røv sygt, indtil de skulle hen til Lady Clarissa. Selv Kamatayan havde svært ved at holde masken. Det havde været så sjovt, og nærmest syndt for Jace, men det var for sjovt.
At han fik overrasket Jace morede ham. Så Jace var åbenbart ikke så klar på at Velkan var med på at lege med ilden. Det var virkelig underligt men sjovt.
Han smilede skævt. "You don't know me either." Han tænkte på hans møde med Merenwen i skoven, og det løfte om at de skulle ses igen, men han havde jo ikke fundet hende. Nu var Jace bare hurtigst, så måtte de bare undersøge Do Kotsu sammen en anden gang. Han kom med lidt med et overrasket humph da Jace pludselig pressede læberne mod hans, men ikke lang tid efter var han med på legen igen. Så stod de lige, men nu ville Velkan prøve at overraske ham en gang til. Han skildte sine læber lidt ad og pressede sin tunge mod Jaces læber. Det var noget så grænseoverskridende, men man levede kun en gang, og en gang skulle være den første, og hvad man nu ellers sagde.

[Jace Valentine]

Om en trussel ville stoppe ham kunne vel være muligt, men det kom jo også helt an på hvilke slags trussel det ville være. ved hans ord, og da han nævnte Lady Clarissa himlede Jace med øjnene ”Åh det vil være fedt hvis du gad fortælle hende det… så slipper jeg for hendes forfølgelse.” da han nævnte deres far blev Jace´s blik skarpt i enkelte sekunder inden han smilede muntert ”Far kan slet ikke lide noget, men hvis han skulle vælge mellem mig og dig ... tror jeg nu han vil vælge mig, desuden vil han nok være ligeglad bare jeg bringer ham en arving…” gav han igen. Han benægtede ikke at han var til drenge, men det var ikke ensbetydende med at han ikke var til piger. At han fik sine egne ord kastede i hovedet igen generet ham ikke, for han tvivlede ikke på at Velkan kunne overraske, men næppe så meget som Jace kunne. han bemærkede overraskelsen hos Velkan da deres læber ramte hinanden men han skubbede ham ikke væk, da han ikke gjorde vidste Jace at Velkan spillede med på ny og nok ville gøre et eller andet nu hvilket han da også gjorde, derfor blev han ikke overraskede da han fornemmede Velkans tunge mod sine læber og lod sine egne læber skilles så deres tungere strejfede hinandens. Snavet blev gjort intenst af Jace og hans greb om broderen slappedes ikke lige med det samme. Velkan vidste slet intet af hvad Jace havde gjort for at få den erfaring han havde nu hvad det sex angik. Men uanset hvad han havde gjort var det effektivt.