What are you doing here?

[Híroko Yúng]

Snakken gled langsomt af sporet og det endte også med at tonen lige pludselig blev højere og muligvis også en anelse voldsommere. Maden hjalp muligvis en anelse på humøret, men alligevel så kunne de ikke undgå at rivalisere en smule over hvilket der var hvis territorium. Híroko selv valgte blot at ligge den ene arm hen over den anden og se til, imens at de langsomt angreb hinanden.. Med ord og høje toner. Det kunne muligvis forstyrre freden og de andre gæster, men det var ikke noget de tog sig af.. Tonen blev en smule højere, da man kunne fornemme noget musik i baggrunden, selvom Híroko ikke lagde så meget mærke til det, andet end at Akira var gået igang med at rode igennem en mappe med papirer. Han vidste ikke selv hvad de indholdt, men han var ret sikker på, at hun muligvis ikke ville forstyrres.
"Ta' den dog med ro.. Gå udenfor og slås om jeres territorier.."
sagde Híroko en anelse irriteret og rejste sig op uden at have spist om, men det fik dog stemningen en anelse ned. Dog røg den ganske hurtigt op igen, da Híroko forsvandt fra bordet og forsamlingen. Han bevægede sig hen til Akira, selvom han ikke følte sig særlig sikker i situationen, så blev han vel nød til at komme med en forklaring?
"Har du tid, Akira?"
spurgte han en anelse lavt og lænede sig roligt ind over bordet, for at se hvilke papirer hun sad med. Dog rejste han sig helt op igen og så afventende på hende. Mon det var særlig smart?

[Akira Hachiro]

Akira var i fuld gang med nogen regnskaber, hvorefter hun godt hørte at stemningen blev højere, og mere højtråbende, mere som et rasende temprament. Akira kunne dog ikke koncentrere sig, men da hun hørte Hírokos stemme lod hun blikket glide op. "Ja, men ikke særlig længe. Sæt dig ned, hvis du vil.

[/color]" hun kiggede en smule undrende på ham, og hun pakkede papirene væk, og lukkede mappen i, lænede sig tilbage i stolen og lod begge sine hænder være på bordet. "Hvad vil du snakke om?[/color]" hun kiggede roligt på ham, egentlig ville hun sådan set bare gerne glemme den situation som var kommet til, hjemme ved ham, men så alligevel havde hun ikke lyst til det.. Hun havde mest lyst til at stille sig op og råbe af ham, svine ham til. Men hvad kunne det hjælpe? Det ville jo ikke hjælpe.
Akira lod blikket glide ned i bordet for en gangs skyld, og lod benene glide over kors.[/blockquote]

[Híroko Yúng]

Híroko vendte et enkelt blik tilbage mod selskabet, hvor han godt kunne fornemme at det snart ville bryde op, og hvis det ikke gjorde det, så ville det med sikkerhed ende galt. Dog lukkede han blot af og vendte tilbage til Akira, hvor efter han forsøgte at smile roligt til hende og nikkede, før at han satte sig ned overfor hende.
"Det, der skete hjemme hos mig, kræver vist en forklaring?"
startede han stille og roligt ud, ligesom for at få sat det hele igang, selvom han muligvis godt kunne forestille sig, hvordan hun havde det, men alligevel blev han nød til at få startet på det. Mon det ville kunne bryde stemningen imellem dem? Eller var det bare helt slut? Alt det, der var sket med Sirenen, Roia og hendes datter Hoshi, var egentlig ikke noget han skulle rive op i, men alligevel kunne han ikke bare lade det ligge. Rüki var jo heller ikke særlig tilfreds efter den omgang, men alligevel forsøgte han at opretteholde alt det der var sket før det store møde.
"Jeg har set helt bort fra, at du trådte ind i mit hus, uden lov.. Men jeg havde helt klart villet sørge for et andet miljø, hvis jeg havde vidst, at du ville ankomme.. Rüki kan man aldrig rigtig regne med.."
fortsatte han efter noget tid, hvor han forsøgte at aflæse hendes holdning til situationen.

[Akira Hachiro]

Akira lod det ene øjenbryn hæve sig, da han endelig begyndte på det hele, og lænede sig frem mod bordet. "Hvad er det helt præcist du vil? Bede om tilgivelse? Eller er det mig som skal bede om tilgivelse? Rüki er jeg sådan set ligeglad med, men hvis det endelig er at dit arbejde skal bryde op hver eneste gang vi har noget at lave sammen, ved jeg ikke om jeg kan presset. Jeg er selv en sirene, Hí. Hvad gør dit arbejde ikke, hvis de ved jeg er en sirene? Dit job bliver sat på spild bare på grund af mig. Jeg synes slet ikke det hele fungere længere..

[/color]" sagde hun roligt, hvorefter hun lod blikket glide ned i bordet, hun havde alt i verden ikke lyst til han skulle miste sit job, mest fordi hun selv var en sirene. Hun lod blikket glide op på Híroko igen, og sukkede kort.[/blockquote]

[Híroko Yúng]

Det endte faktisk med, at det var ham selv, som blev overrasket over, at hun rent faktisk var med på, at snakke omkring det. Dog kom det en smule bag på ham, alt det som hun valgte at lufte overfor ham. Som om hun åbnede op for det der rent faktisk bekymrede hende?
"Jeg beder om tilgivelse.."
sagde han en smule sammenbidt og vendte blikket en anelse væk fra hende, da han lige skulle sikre sig, at mændene ikke fulgte med i deres samtale eller nok nærmere at han havde sat sig over ved tjeneren. Da det ikke så sådan ud, vendte han tilbage til Akira, han havde godt hørt, hvad hun havde sagt.
"Jeg vil selv mene, at de blot skal holde sig fra dig, da jeg ikke ønsker at se dig i fangeskab og du må virkelig undskylde, hvis du har fået det indtryk"
forklarede han roligt og kunne nu hører at hans forretningsvenner valgte at forlade bordet, dog valgte han selv at blive. Det var jo ikke meningen at han skulle følges med dem. De havde fået ordnet det, som var nødvendigt, og han havde ikke mere at sige.

[Akira Hachiro]

"Det er slet ikke det mit problem er, mit problem er, at jeg er bange for, de finder ud af det. Og.. Jeg ved slet ikke selv, hvad jeg vil længere. Men også hvis jeg skal til dit hjem, skal jeg så sidde og kigge på min egen art? Jeg kan ikke Híroko.. Jeg kan slet ikke få det til at passe ind.

[/color]" hun sukkede, og bed sig i underlæben, hvor hun fik hans øjenkontakt, dog synes hun ikke selv, at han virkede særlig optaget over hvad de snakkede om, siden han vendte sig mod dem, som nu gik. Hun sukkede kort og tog sig til panden og kiggede på ham. Tårer pressede på, men hun ville ikke græde overfor ham, hun ville ikke vise at det faktisk betød noget for hende det her. Hun kiggede ned i sin mappe og rømmede sig en smule, hun havde faktisk lyst til at gå. Gå fra ham, gå fra bordet, gå fra arbejdet..[/blockquote]

[Híroko Yúng]

Umiddelbart, så virkede det ikke som om at Híroko havde forstået hende helt, for det var tydeligvis ikke det, som han havde regnet med, men hvad skulle han gøre ved det. Han var jo åbenbart et håbløst tilfælde, som ingen ville kunne redde, når det først kom til stykket. Han ville jo aldrig kunne vende sit arbejde ryggen eller ville han?
"Som jeg sagde: Havde jeg vist at du ville ankomme, så havde jeg da helt klart sørget for at der ikke havde være andre i huset end kun os. Jeg ønsker ikke at du skal se din egen art i øjnene, når du sidder på den anden side af glasset."
sagde han roligt og foldede hænderne foran sig, imens at han lod dem hvile mod bordet. Han rakte roligt ud efter hendes hænder, selvom han godt kunne høre døren åbne bag sig, så forsøgte han at bevare koncentrationen og derved lade sin opmærksomhed hvile mod hende.
"Akira, jeg vil jo heller ikke tvinge dig til at fortsatte.. Men jeg ville bare lige have det hele afklaret"
sagde han efter noget tids stilhed, hvor han ikke en gang var sikker på, om han nu også skulle blive siddende eller om det ville være smartest at lade hende være.

[Akira Hachiro]

Det var som om Akira ikke havde opfattet at Híroko, rakte ud efter hendes hånd. Hun flyttede ikke hånden, sad bare og stirrede som om hun var hypnotiseret. Hun lod blikket glide op i øjnene på Híroko igen, hvorefter hun grublede over hvad hun skulle sige? "Jamen.. Hvad hvis dit arbejde finder ud af det hele? Hvad hvis de finder ud af, at jeg er en sirene? Det ender kun galt med os begge.

[/color]" hun lod blikket glide op da døren åbnede sig, hvorefter hun lod blikket glide op på uret, hvor hun opdagede hendes pause var forbi. "Ikke for at være uhøflig, men jeg har et arbejde at passe.[/color]" hun kiggede roligt på ham, hvorefter et håbløst suk kom fra hende - hun havde ikke lige regnet ud, hvad hun sagde. Han måtte ikke gå nu..[/blockquote]

[Híroko Yúng]

Híroko valgte at lade sin hånd være i nærheden af hende, hvis det nu var, at der var en lille mulighed for, at hun muligvis ville kunne tilgive ham eller bare se bort fra det hele? Men det var åbenbart ikke helt så let, som han faktisk gerne ville have det til at være.
"Skal vi ikke bare sige, at det er min bekymring og at det aldrig nogensinde kommer til at gå ud over dig?"
sagde han ganske roligt, selvom han jo ikke kunne garantere det, dog ville det muligvis være bedst, at lade det hele ligge? Han tænkte ikke en gang selv over hvor meget klokken var blevet, men alligevel forstod han godt den mindre hentydning til, der det ikke var lige nu, at de skulle snakke om dette emne. Han smilte roligt til hende og rejste sig op for at vende sig mod døren.
"Mon ikke vi kan snakke videre senere, Akira"
sagde han stille og roligt, selvom han sikkert godt kunne have kæmpet mere for sin situation.

[Akira Hachiro]

Da Híroko først rejsede sig, greb hun ud efter hans hånd. "Jeg elsker dig Hí."

[/color]" hviskede hun lavt, hun vidste ikke engang om han kunne høre det - i hvert fald havde hun sagt det nu. Hun rejste sig stille og roligt, og lod blikket glide ned i hendes mappe, hun vidste faktisk ikke, om han ville gå, eller om han hørt hende, og ville kommentere det. Hun sukkede kort og bed sig kort i underlæben, hvorefter hun lod blikket glide mod døren, hvor en person gik ud af døren - sikkert en fra Hís arbejde, som skulle betale - eller et eller andet, andet.
Akira havde altid været glad for at kunne være sammen med Hí, men lige nu virkede det mere som om de var ved at glide fra hinanden, men var det her også sket hvis hun aldrig havde dukket op i hans hus? hun vidste det ikke, men hun ville ikke tro det.[/blockquote]

[Híroko Yúng]

Det kom en anelse bag på ham, at hun valgte at gribe ud efter hans hånd. Men et smil bredte sig over hans læber, da hun hørte hendes ord, hvilket også fik ham til at vænne sig om. Híroko vidste egentlig ikke hvad han skulle sige, dog gik han roligt hen ved siden af hende og kyssede hende blidt på munden.. Egentlig fuldstændig ligeglad med at en fra hans arbejde stadig befandt sig i restauranten.
"Jeg elsker også dig, Akira"
sagde han med et kærligt blik i øjnene, hvorefter han lagde en hånd mod hendes kind og forsøgte at få øjenkontakt med hende. Han lagde sit hovede hen til hendes ører og forsøgte at hviske noget til hende.
"Jeg vil heller ikke have at jeg er skyld i, at du mister dit arbejde"
sagde han med et drillende smil på læben, da hun jo tidligere havde lagt mærke til at klokken var mange og at hendes pause rent faktisk var ovre. Dog blev han stående tæt på hende og havde glemt alt om kollegaen.

[Akira Hachiro]

Det kom som et lille chok for hende, da det var han kyssede hende, men hun kyssede ham stille og roligt tilbage, et lille smil kom på læben, "En af dine kollegaer er her..

[/color]" sagde hun rimlig lavt, hvorefter hun gav hans hånd et klem. Et grin kom fra hende, da hun hørte hans ord, hun ville heller ikke miste hendes job, men lige nu glemt hun tiden, før hun så hendes egen kollega og skulle til at sige noget, men smilede så og gik roligt tilbage til køkkenet. Det eneste som stod på hendes plan var en opvask - så havde hun fri. "Vi må hellere ses på et andet tidspunkt.[/color]" hun blinkede drillende til ham, og gav ham et blidt kys på hagen. Hun havde lyst til at gå hjem, men det kunne hun desværre ikke. [/blockquote]

[Híroko Yúng]

Det var egentlig positivt, at hun reagere på den måde, selvom det måske var kommet en smule bag på hende, så var han kun glad for, at hun ikke havde regnet med det. Samtidig med at det morede ham. Han lod dog blikket glide mod sin kollega og nikkede blot til ham, hvorefter et drilsk smil viste sig på hans læber. Noget kunne tyde på, at kollegaen troede at Híroko lige havde scoret eller noget og derfor blot var glad på hans vegne?
"Skidt pyt"
sagde han roligt og vendte sig atter mod Akira uden så meget som at tænke over situationen. Han flettede i et kort øjeblik deres hænder, hvorefter han langsomt gav slip på hende og nikkede. Det ville jo også være smartest at få afsluttet sin vagt? Han vendte blikket mod døren, det så ud til at der ikke var særlig mange udenfor mere..
"Jeg venter på dig"
sagde han med et let smil hvilende hen over læberne og kyssede drillende hendes hånd før at hen gik hen mod døren. Dog vendte han sig om i et kort øjeblik for at se om hun nu også gik igang?

[Akira Hachiro]

Da han gik mod døren smilede hun blot. "Vi ses.

[/color]" hun smilede og tog sin mappe og gik hen til disken, og lagde mappen på plads, hvorefter hun tog et hviskestykke og gik ud i køkkenet for at hjælpe til med opvasken. Hun kiggede lidt på sin kollega som rystede lidt på hovedet med et smil på læben. Hun kiggede en smule efter Hí, men fik sig selv til at gå igang med opvasken, eller i hvert fald tørre tingene af og sætte dem på plads.
- Hun havde ikke rigtig regnet med at Híroko var gået hen til hende for at snakke med hende om det, hun havde mere regnet med at lade det ligge. Hun havde det efterhånden lidt underligt med at de havde været uvenner et par gange nu, men det skulle vel også til?[/blockquote]

[Híroko Yúng]

Híroko vendte sig mod hende, og smilte ganske roligt til hende, hvorefter han blot nikkede for at gå ud af døren. Hvordan dette skulle ende, det måtte Akira jo næsten ende med at beslutte, da det jo var hende som var mest i tvivl. Samtidig kunne han godt forstå hvorfor hun var i tvivl, det var jo ikke hverdag at man ligefrem kastede sig selv i armene på en, der rent faktisk brugte mest tid på at fange sin egen art? Men samtidig ville man jo umuligt kunne forudsige fremtiden og hvem man lige pludselig ville ende med at støde ind i?
Udenfor virkede det en anelse koldt, men nok mest fordi der ikke var en sjæl at se, så der var forholdsvis ro, så man havde masser af tid til at tanke, hvilket kunne være farligt. Han valgte at bevæge sig hen til muren ved siden af restauranten, som han lænede sig op af, blot fordi Akira ikke skulle kunne se ham indefra.