Why?

[Jace Valentine]

Jace havde haft rimelig travlt den sidste tid omkring arbejdet og han havde fået flere pligter end nogensinde fordi hans bror Velkan, var ret nytteløs når han manglede sin hukommelse. Udover det havde han trænet hårdt for at styrke sin krop og genvinde sin normale styrke inden kidnapningen og hvis han selv skulle sige det så var det gået ret godt. Han havde dog bemærket at hans kontakt til Nariana ikke var så vedligeholdt og det var som om hun undgik ham hvilket undrede ham. Havde han gjort noget forkert? Sidst de havde været sammen var en måned tilbage, ja rigtigt sammen, noget han havde nydt og som han faktisk savnede. Han havde dog ikke rørt andre kvinder, han gad ikke rygter lige nu så det måtte vente til hvis det virkelig blev kritisk. Denne aften havde han besluttet at tage ned til Nariana, ja uden at sende besked om at han var på vej, han forventede intet svar hvis han skrev blot at hun ikke ville være hjemme når han ankom da han var ret sikker på at hun undgik ham. Han havde forladt slottet uden vagter, dette skulle gøres uden forstyrrelser. Snart nåede han hendes hjem og bad vagterne om at lukke ham ind.

[Nariana Diché Resmore]

Nariana havde undgået at være på slottet i noget tid nu, hun havde fundet ud af noget som hun ikke helt vidste hvordan det var at hun skulle håndtere hun var bange og endnu mere hver gang hun tænkte på at hun nok burde fortælle Jace dette. Hun havde lukket sig selv lidt inde på det seneste og hun var bare bange for at skulle gå ud og alle ville kigge på hende. Hendes mave var blevet en smule større, og hun vidste godt hvorfor, det var ikke fordi hun var ved at blive fed. Hun lå lige nu i badet og slappede af da hun ikke regnede med at få besøg. Hendes dyr vidste heller ikke helt hvad der foregik så de var ikke som sådan på vagt, de tullede bare rundt i palæet. Hun steg stille ud af badet og begyndte at tørre sig.
Vagterne ved porten vidste intet om at han burde komme på besøg men de havde hørt om ham så de trådte til side og vidste at det var en deres herskerinde nok havde haft på besøg før. De tænkte ikke over mere end det da det var prinsen og man burde jo ikke frygte hans nærvær som sådan.
Nariana tog en silkekåbe på da hun et sted skammede sig lidt over sin krop lige nu, og det ville nok ikke blive bedre. Hun sukkede lidt som hun gik ud fra badeværelset for at gå ned mod køkkenet og få lidt mad, hun strakte sig og gabte en smule.

[Jace Valentine]

Jace havde været frustreret over at hun havde undgået ham på den måde og det brød han sig ikke om. Jace var ikke en af de mænd der brød sig om at blive ignoreret eller holdt på afstand så det skulle hun et sted passe på med, men det der irriteret ham endnu mere var det at han ikke vidste hvorfor. Han havde troede at han havde glædede hende sidst men åbenbart ikke siden hun undgik ham. Han blev lukkede ind og steg snart af hesten, en staldknægt tog hestens tøjler og førte hesten væk mens han selv blev vist ind i palæet. Der var mange dyr rundt omkring og dog så han dem ikke helt. Selv havde han hverken Lillith eller Cobra med, de var blevet hjemme denne gang selvom Lillith havde forsøgt at kravle over på ham flere gange. Han blev ført gennem palæet og hen til køkkenet hvor Nariana stod i en badekåbe. Tjenestepigen smuttede igen og han rømmede sig for at gøre opmærksom på sig.

[Nariana Diché Resmore]

Da tjeneste pigen forsvandt derfra undrede det hende utroligt meget, hun havde lige fået noget af drikke af hende så det gav ikke helt mening for hende, dog da hun hørte nogen rømme bag sig gav det pludselig mening og hun stivnede lidt. Meget forsigtigt vendte hun sig om mod lyden og fik meget store øjne. Hun kunne slet ikke fatte at han var kommet der uden at have sendt et svar først. Hun trak kåben en smule tættere om sig for at skjule sin krop en smule. ”øhm… Jace? Hvad laver du dog her?” kom det stille fra hende som hun bed sig i læben og gik et skridt tilbage. Hun var ikke bange for ham, men man kunne godt se på hende hun var virkelig overrasket. Hun sank en klump og så ned, hun turde virkelig ikke se ham i øjnene da hun lidt følte sig grim og hun var ikke sikker på hvordan han ville reagere.

[Jace Valentine]

Hendes reaktion da hun så ham og så hendes ord fik ham til at hæve det ene bryn. Hun gav ham da ikke andet valg end at gå lige til sagen. Han bemærkede endda også hvordan hun trak sig et skridt tilbage som om han havde haft i sinde at gøre hende noget. Var hun bange for ham? Hvad foregik der dog? Han bemærkede også hvordan hun trak kåben tættere om sig og dette fik ham til at rynke de fine bryn en anelse sammen. "Jeg er kommet for at finde ud af hvorfor du undgår mig" svarede han helt roligt om end en anelse irriteret over at blive taget imod på denne måde.

[Nariana Diché Resmore]

Nariana bed sig lidt i læben og vidste ikke helt hvad hun skulle sige, men hun havde vel ikke andet valg end at fortælle ham sandheden det var den eneste måde hun kunne komme af med dette på og lade være med at være så nervøs. Hun sank en klump som hun løftede blikket mod ham meget tøvende, hun var ikke sikker på om dette ville hjælpe eller gøre det værre men hun vidste at hun kunne ikke blive ved med at gemme sig for ham, det var jo også hans. ”Det var aldrig min mening at gøre dig vred… det lover jeg… men dette er virkelig svært for mig… jeg ved ikke hvordan jeg skal sige det…” kom det lavt fra hende som hun så ned igen og krammede sig selv lidt før hun så op på ham igen og holdt forsigtigt om sin mave. ”Den vidunderlige nat for en måned siden… efterlod du noget her..” det var virkelig svært for hende og hun bed sig let i læben, hun kunne ikke få sig selv til at sige det ordentligt, hvad nu hvis han ikke ønskede et barn med hende, hun ville blive knust hvis hun skulle af med det, det var jo hendes barn også.

[Jace Valentine]

Hun følte irritationen stige jo længere tid der fik med at hun blot var tavs og ikke gav ham nogle svar. Hvorfor var det så svært at sige hvad problemet var? Det der irriteret Jace allermest var nok tanken om at hun muligvis afviste ham og ikke ønskede hans nærhed længere, ingen kvinde havde ture sige nej til ham og han nægtede at lade dette ske nu. Hvad han så ville gøre ved det hvis det viste sig at være problemet anede han ikke. Endelig skiltes hendes læber og han hævede brynet ved hendes ord. ”Du ved ikke hvordan du skal sige det? Sig det bare som det er… jeg vil bare vide hvorfor” svarede han, han krævede vel ikke spor meget andet end sandheden, og dog regnede han ikke med den sandhed hun snart ville sige indirekte. Hun tøvede igen hvilket tærede på hans tålmodighed, han bemærkede hvordan hendes hånd strøg ned over maven hvor den standsede der, hans blik hvilede kort på hendes mave inden det gled hen over hendes ansigt. Hendes næste ord fik ham faktisk til at tabe underkæben, kunne det virkelig passe…? Var hun virkelig…? En underlig følelse gled gennem hans krop en blanding af bekymring og glæde, det var for pokker hvad han havde ønsket! Et barn der kunne lukke munden på forældrene. Det betød dog at de måtte skynde sig hvis barnet skulle blive født inden for ægteskab og betragtes som kongelig. Han tog sig sammen og trådte nærmere ”Du burde have sagt noget Nariana! Hvad troede du dog? At jeg ikke ville blive glad? at jeg ville lade dig i stikken?” sagde han og standsede foran hende, tog blidt hendes hånd og kyssede den blidt.

[Nariana Diché Resmore]

Det hele var så rodet og hun var ikke sikker på at han forstod hende, hun forstod knap nok sig selv, men hun kunne bare ikke få ordene sat sammen på anden måde, dog overraskede det hende endnu mere end hun havde regnet med at han faktisk forstod det og kom tættere på hende. Hun var ikke sikker på hvordan hun selv skulle have det, alt var mærkeligt, hun var lykkelig og forvirret på samme tid, intet var som det burde, hun ville jo have at de skulle have taget det roligt, og selvom hun vidste at det var nok tabt for længst så havde hun jo aldrig regnet med dette. Hun så på ham som han tog hendes hånd og små røde tårer kom frem i hendes øjne, han var jo så perfekt som han kunne blive, hvordan kunne hun have fundet sådan en vidunderlig mand helt selv. Nogle tårer løb ned af hendes kinder inden hun meget lykkeligt krammede sig ind til ham. Hun kunne ikke fatte hun havde fundet en som faktisk ønskede at have et barn med hende, selvom han vidste hvad hun levede med til dagligt. Hun små hulkede af glæde ind mod ham og knugede hænderne tæt om hans tøj hun ville ikke give slip, hun ville ikke lade ham skille dem lige nu. Dog kom der også nogle små ord som hun hulkede, små undskyldende ord, hun burde have stolet på ham, og hun burde aldrig have holdt det fra ham til at starte med, hun var ked af det og håbede at han kunne tilgive hende. Hun var dog ligeglad med om barnet blev erkendt kongeligt eller ej, bare de kunne have det barn sammen så var hun glad, hun ville intet andet i verden en skabe en familie. Hun havde jo mistet den hun havde haft og savnede den et sted.

[Jace Valentine]

Tingene gik absolut ikke langsomt men alligevel burde hun da have stolet på ham, fortalt ham det så de kunne få tingene ordnet. Men hvor lang tid siden havde hun opdaget det? Der var gået en måned siden de havde været sammen så nok en uge, eller måske lidt mere. Han bemærkede hendes røde tårer og smilede blidt til hende, lod tommelfingeren stryge enkelte af dem bort men der kom hele tiden nye. Så lagde hun pludselig armene om ham i en omfavnelse hvor hun gemte ansigtet ved hans bryst og græd og undskyldte på samme tid ”Shh…. Du skal ikke undskylde… du var nok forvirret og bange… det er forståligt… men… nu er du ved ikke ked af at vi gjorde det… du fortryder vel ikke?” spurgte han, for måske ønskede hun ikke dette barn det kunne han jo ikke vide. Hans arme var gledet rundt om hende hvor de blidt strøg hendes ryg og hvor han blidt kyssede hende på hovedet.

[Nariana Diché Resmore]

Der gik ikke et sekund fra han havde sagt det til hun rystede på hovedet, hun fortrød ikke, ikke det mindste. Hun var over lykkelig for det og ville skam ikke af med barnet. Hun holdt stille op med at græde og så op på ham. ”Jeg vil meget gerne have det” kom det svagt fra hende som hun tørrede nogle af tårerne væk og prøvede at tage sig lidt sammen. Hun var bare helt oppe i skuerne lige nu og vidste slet ikke hvad hun skulle gøre hun havde lyst til at fortælle alle det, men der var nok ingen der ville tro hende alligevel, så hvad var pointen. ”Men jeg vil gerne have det sammen med dig…. Som en… familie..” han havde fortalt hende hun skulle sige sandheden og nu prøvede hun. Hun ville bare gerne have at han vidste hvordan hun følte, og selvom hun et sted allerede troede det var umuligt da hun ikke var adelig, så forventede hun ikke så meget, men hun håbede rigtig meget på det.

[Jace Valentine]

Han smilede ned til hende, et oprigtigt varmt smil. Endelig! Hans problemer var næsten løst, nu manglede han vel bare at overbevise hende om at de skulle giftes. Dette behøvede han tydeligvis heller ikke for nogle få sekunder efter sagde hun det selv hvilket fik et overraskede udtryk til at glide hen over hans ansigt. Hans strøg hendes kind, hævede hendes ansigt mod sig ved at tage blidt fat om hendes hage og kyssede blidt hendes læber ”Jeg snakker med min far… alt skal nok ordne sig kære..” han kyssede hende blidt igen inden han strøg hendes kind ”I mellemtiden må du slappe af og ikke anstrenge dig det mindste… vores barn skulle nødigt lide overlast og hellere ej må du” han tog hende atter i sin favn hvor han holdt hende ind til sig i en blid omfavnelse. Han måtte vel tilbage til slottet hvis tingene skulle gøres rigtigt og hurtigt, for der ville ikke gå længe inden man ville kunne se på hende at hun var gravid.

[Nariana Diché Resmore]

Nariana var så glad for det hele og hun smilede stille op til ham, det var perfekt, og hun ønskede ikke at noget skulle ødelægge dette, men da han sagde hun skulle passe på og nok holde sig i ro, så var hun ikke ligefrem glad, hun hadet ikke at måtte lave noget, og hun vidste han sagde det for hendes egen skyld, men hun var ikke sikker på hvordan hun skulle have det med det. Hun puttede sig lidt ind mod ham og slappede lidt mere af, hun så dog op på ham igen. ”jeg skal prøve” kom det meget stille fra hende, som hun smilede lidt, hun skulle nok holde sig fra at blive bidt af sine dyr, hun ville jo heller ikke at der skete noget med barnet, det var deres, og hun ville ikke have nogen tog det fra hende. Hun tog sig lidt til maven igen og nussede den. Der ville ikke gå længe inden man ville kunne se det, egentlig glædede hun sig, men hun frygtede også en skandale.

[Jace Valentine]

Han kunne regne ud at det var svært for hende at tage det hele med ro og slappe af, for det var jo ikke just det mest spændende i verden. Og han vidste jo hvor meget hun elskede sit arbejde så det ville også være svært at holde sig fra dette, men hvis hun blev bidt ville det nok være alt andet end godt for deres barn så hun måtte være forsigtig. Han lod hende komme tættere på sig og lagde blidt armene om hende hvor hans læber blidt strejfede hendes pande. Han var faktisk utrolig glad, så glad havde han ikke følt sig længe, men det var ikke tanken om at blive far eller få sig en kone der glædede ham, det var tanken om at han endelig ville slippe for forældrenes brok for det ville han om de kunne lide det eller ej. Han smilede ved hendes ord ”Godt” svarede han blidt og strøg hendes kind, fulgte hende med blikket idet hun strøg hånden ned over maven som endnu var lille men nok ikke ville forblive det ret længe. Han lagde hånden over hendes hånd som hvilede på maven og smilede varmt til hende. ”Du ved godt det her vil betyde at vi skal gifte os hurtigt ikke?” spurgte han blidt, det vidste hun vel godt men igen.. han skulle snakke med sine forældre ... og det skulle ske ret hurtigt, desuden måtte han få flyttet hende over til slottet hvor hun var tættere på men det kunne ikke ske før de var officielt forlovede.

[Nariana Diché Resmore]

Nariana smilede som hun mærkede hans hånd over sin, det var virkelig vidunderligt, de kunne være en familie, hendes lille drøm varede dog ikke længe da han snakkede om at blive gift. Hun var ikke rigtig klar til det endnu, da dette ville mene hun skulle flytte ud af sit hus og op på slottet. Hun kendte ingen der og hendes dyr var alle vokset op i det hus, de havde aldrig kendt til andet hjem end det, så for hende var det en smule meget at skulle holde til. Hun så meget forsigtigt ned og vidste ikke helt hvad hun skulle sige, selvfølgelig ville hun elske at være ved ham hver dag og kunne snakke med ham hele tiden og uden at skulle tale op til ham når der var andre, men det var samtidig hele hendes liv der lå i det palæ. Hun knugede den ene hånd lidt og så bare ned, hun ville jo ikke sårer ham men det hele var bare meget for hende, hun var faktisk ikke sikker på at alle hendes dyr ville overleve at skulle flytte og desuden, hvordan ville det ikke se ud hvis det slap ud at hun havde dyr der kunne dræbe vampyrer og mange andre væsner. Hun ville ikke kun selv være i farer hun ville jo også skabe problemer for kongefamilien. Hun så lidt op på ham før hun dog hurtigt så ned igen, hun ville have sagt noget, men hun kunne bare ikke formulere ordene, det var bare som om det hele var forkert, hun vidste ikke hvad der skete eller noget inde i hendes hoved, hun ville jo være med ham, så hvorfor var hun ikke glad for at han ville giftes med hende? Det var virkelig ikke til at forstå, det var så meget på en gang hun stressede sig selv lidt af det.

[Jace Valentine]

Han kunne se at hun ikke just brød sig om svaret og heller ikke det undrede ham helt. ”Jeg ved du ikke bryder dig om det… men.. det er bedst at vi få det overstået for ikke at få skandalerne på nakken” svarede han nærmest undskyldende og skyndte sig dog at fortsætte ”Jeg ved du ikke ønsker at forlade dit hjem og at dine dyr nok ville føle sig bedst her… men.. dette betyder ikke at du skal forlade dit hjem… du kan jo komme herned når du ønsker.. og desuden kan vi give dig en hel fløj for dig selv hvor ingen får lov at komme ind” svarede han blidt og strøg hendes kind. De blev nød til at vies inden man opdagede at hun var gravid, ellers… måtte han glemme alt om at giftes med hende… eller være sammen med hende for fremtiden. Han så blidt på hende ”Jeg ved det går hurtigt.. men.. vi har ikke rigtigt noget valg” sagde han nærmest undskyldende.