A New Friend Perhaps

[Kiba Harunko]

Kiba så ned på mærket og trak på skuldren.
"vis jeg skal være ærlig.... så er jeg ikke sikker på hvad jeg er"
Kiba så mod træet hans ven sad i. han så mod den uden et ord. han havde aldrig mødt andre som ham så han vidste ikke hvad man kaldte hans slags. han havde bare været et almindeligt menneske indtil den fønix kom i hans liv. den havde redet ham fra en for tidlig død. han så lidt på gren og det var tydeligt at han talte sandt. han kunne ikke vide hvad han var når han ikke kendte til det.

[Gren Shade]

Gren smilede stille til ham og nikkede. "Det må være hårdt, ikke at vide hvad man er" Han smilte medfølende til Kiba. Han kendte ikke følelsen ikke at vide hvad man er, men han kendte følelsen af ikke at vide hvem man var, og man kunne vist godt sige at de mindede lidt om hinanden de to ting. Han smilte stille til ham og kiggede derefter op på himlen igen. "Men kan du ikke spørge rundt? Eller undersøge det ved hjælp af måske bøger?" Han ville gerne hjælpe Kiba, hvis han kunne. Men han måtte vel også selv have haft den mulighed at undersøge hvad det var han var. Hvad med hans forældre, kunne de ikke fortælle ham det? Eller var han blevet sådan der i løbet af sit liv, i stedet for født som en race som mangen andre var?

[Kiba Harunko]

Kiba havde ingen chance for at spørger rundt. han kom sjældent ud. han kunne ikke spørger sin herre. hun ville bare straffe ham og hans forældre var døde for mange mange år tilbage. Kiba var jo ikke noget menneske mere. han var jo en Fønix. når han døde genopstod han. men hans ulempe var bare at han mistede noget hukommelse for hver gang.
"jeg aner det nok ikke. men den dag jeg finder ud af det har jeg sikkert ikke lyst til at vide det"
Kiba virkede ikke bange for det ukendte. han var van til det. han så på Gren og anede ikke om han forstod det eller ej. Kiba var jo trodsalt kun en slave. Gren var noget mere. Kiba så på ham og lagde hovedet på skrå.
"ved De da hvad jeg er"
spurgte Kiba med et roligt udtryk.

[Gren Shade]

Gren smilede undskyldende til ham. "Jeg har desværre intet svar. Det var derfor jeg spurgte dig, fordi jeg troede at du vidste det." Han kiggede op på himlen og smilede ved synet af den og ved Kibas ord. "Det kan godt være, at du en dag finder ud af det. Om du kan lide svaret, er jo op til dig selv. Men så ved du da i det mindste hvad du er. Jeg vil sige at det er værre ikk at vide hvad man er, end når men engang finder ud af det" Han rejste sig stille op og børstede lidt af det tørre græs af sit tøj. Han begyndte at strække sig lidt, da han følte sig lidt øm i kroppen. Han kiggede hen imod Kania og Luke. Han grinte ved det syn der mødte ham. De var begge to faldet i søvn, ved siden af hinanden.

[Kiba Harunko]

Kiba vidste gren havde ret. men Kiba var bange for at den vide ville blive en straf for ham. lige som alt andet var. han så mod træet og nikkede. fuglen lettede og kom over til ham og satte sig på hans skuldre. den smukke Fønix gned sit hoved under vingen og så mod gren med den smukke fjerdragt.
"den eneste som nok kender svaret på hvem jeg er ... er ham her"
Kiba så p åFønixen på hans skuldre og så mod gren. hvordan ville han mon reagere på sådan en sjælen fugl. en fugl vis evner var legendarisk. dens lys var smukt og dens ild varm. den var noget for sig selv.

[Gren Shade]

Gren kiggede overrasket på fuglen, som pludselig fløj ned til træet og ned til Kiba. Han kiggede beundrende på dens fjer og facon. "Så det er en fønix. Det er virkelig en flot fugl" Han kiggede beundrende på den, hvad ellers kunne han gøre, det var virkelig en fantastisk fugl, og han kunne aldrig finde på at udnytte så flot en fugl, lige meget hvor legendariske dens kræfter var. "Og fønixen kan jo ikke ligefrem give dig svarene, kan den vel" Han smilede stille til Kiba, og han rakte stille en hånd imod fønixen, da han godt gad prøve at røre ved dens pragtfulde fjerpragt.

[Kiba Harunko]

Kiba så på fuglen og så roligt på den. han vidste man skulle passe på med denne fugl. den var ikke glad for fremmede. den var glad for Kiba fordi han havde redet dens liv som barn. han så på Gren og så mod fuglen.
"jeg tror kun han ved hvad jeg er. og kun han ved eller kan huske hvad der skete med mig"
Fønixen og pussede sin fjerdragt og da grens hånd kom mod den så den på hånden og skreg advarende af ham. Kiba så på Fønixen og nussede den stille under hagen.
"fønix. han har intet ondt gjort... du har selv set det. giv ham en chance, som du gav mig det."
Fønixen så på Kiba som om den forstod hvad han sagde og satte sig til rette med bukket hoved. det var stadig som om den var vagtsom på alle grens trak. den var jo kraftfuld som om den ikke var så muskuløs som ulve.

[Gren Shade]

Grens hånd bevægede ved sig meget stille mod fønixen, og han fik et kæmpe chok, da den begyndte at skrige advarende. Han trak hurtigt hånden til sig, og kiggede på hvordan Kiba stille og rolig nussede den under hagen. "Så det ville forblive en hemmelighed for ham eller?" Han kiggede hen på fønixen, den virkede fredelig, men han kunne føle at den rummede store kræfter. Han smilede taknemmeligt til Kiba, og hans hånd begyndte langsomt at nærme sig fønixen. Han passede på med ikke at gøre pludselig bevægelser, eller at han kom til at bevæge sig for hurtigt mod fuglen. Han prøvede lige så stille at nærme sig den, og han ville gerne nusse den under hagen ligesom Kiba havde gjort, hvis altså fønixen tillod det.

[Kiba Harunko]

Fønixen havde hoved bøjet så han kunne kun stryge den ned over ryggen og på maven den kunne ikke svare om det ville blive en hemmelighed. den kunne jo ikke tale. den kunne skrige.
"bare rolig gren. Fønix virker barsk. men når man er hans ven er han trofast"
Kiba så på gren med rolige øjne og så på fønixen hvordan den bare så på ham og var klar til at angribe vis det blev nødvendigt. den beskyttede jo Kiba.

[Gren Shade]

Grens hånd gik stille mod hans ryg, da han så hvordan fuglen stod. Han var lidt nervøs, den kræft han kunne fornemme fra fuglen var stor, og det var ikke en han ville gå op imod frivilligt. Hans hånd ramte stille ryggen, og han lod sin hånd glide stille og roligt ned langs fønixens ryg. "Det føltes helt vildt blødt" Han smilede til Kiba, og han var helt forbløffet over hvor blødt det egentlig føltes. Det varede dog ikke længe, før han kunne mærke to puf i ryggen. Han rykkede sin hånd væk fra fønixen og kiggede bagud, og han fik øje på Kania og Luka. "Når, der var nok nogen der, som blev lidt jaloux." Han grinte til Kiba, og han begyndte derefter at sidde og nusse skiftevis Kania og Luke. "Jeg tror alle dyr kan virke barske, men når det virkelig gælder, er de mere loyale end de fleste mennesker" Han tillod sig et lille smil, mens han nussede de to ulve videre. Han håbede ikke at Kiba følte sig alt for utryg ved at de var der nu.

[Kiba Harunko]

Kiba så hvor nervøs Gren var men Kiba vidste at vis Fønix ikke ville røres fløj han bare væk. Kiba så på Fønixen da gren lod sin hånd glide over dens fjer. Kiba smilte lidt. da han sagde den var blød nikkede han og prøvede lidt at få sine vinger fri men opgav det hurtigt. Fønixen vendte hovedet mod Kiba da den kunne mærke hans smerter.
"Fønix fjer er nok de blødeste og varmeste fjer du kan finde"
hviskede Kiba da han kendte det med sine egne vinger. han så ulvene puffede til Gren. Kiba blev stående helt stille og strøj en hånd over Fønixen. Kiba så hvordan gren og ulvene hyggede sig. Kiba følte lidt savnet til selv at kunne more sig sådan. han så på Ulvene og så at fønixen hoppede ned fra hans arm og landte på jorden og så ulvene an. det var tydeligt den ikke ville tage gren fra dem. den så dem bare an for at se om de var til at stole på når det galt kiba.

[Gren Shade]

Gren smilede stille til Kiba, mens han nussede Luke og Kania. Han ville gøre alt for de to. "Jeg må indrømme, at fjerne er bløde og varme, men jeg syntes selv, at en ulvs pels er blødere" Han smilede stille til Kiba, for at vise at han ikke mente noget ondt med det. Han så hvordan fønixen hoppede ned på jorden, og begyndte at kigge på Kania og Luke. Begge ulve reagerede på det, og de kiggede stille på fønixen, begge to. De knurrede stille, da de ikke ville have at fuglen kom for tæt på ham, da de havde set hvordan fuglen var ved at bide ham før, og det brød de sig adelses ikke om. De viste også lidt tænder til fuglen mens de knurrede, og han prøvede stille at berolige dem.

[Kiba Harunko]

Kiba så på ulvene og så på fønixen. han vidste lidt hvad der ville ske med ulvene vis det ikke tog den med ro. de ville brande sig. Kiba satte sig ned og så på Fønixen. den så op på Gren og foldenede vingerne ud som for at sige den ikke ville ha bidt.
"jeg.... jeg tror ikke det er klogt at de knurre"
Kiba så på gren og håbede han forstod ham. Fønixen havde vingerne spredt ud som tøj på den ikke overgav sig.

[Gren Shade]

Gren nikkede stille til Kibas ord. Han havde heller ikke på fornemmelsen, at den ville gøre nogen af dem ondt. Han kiggede ned på Kania og Luke, og gav tegn til dem at de skulle tage den lidt med ro. De stoppede med at knurre og vise tænder, men man kunne stadig læse lidt modvilje i deres øjne. Han smilede taknemmeligt ned til dem, da han vidste at de have gjort det for hans skyld, og for at beskytte ham. Han kiggede derefter på fønixen, og smilede stille til den. Han turde ikke prøve at røre den igen, selvom han havde en fornemmelse af at den ikke ville bide ham, så kunne man jo aldrig helt vide om den ville gøre det alligevel. Dyr var uspekulerede, og det var svært at finde ud af, hvad de egentlig tænkte på.

[Kiba Harunko]

Kiba så på gren og smilte til ham. han var glad for at han gjorde det.
Fønixen så på gren og lagde vingerne ind igen og så på ulvene. den ville ikke bide gren. Fønixen mente ikke at han skulle ha den gave. Fønixen hoppede over til Kiba og lagde sig ned ved siden af ham. Kiba så på gren og smilte lidt.
"fønix er bare beskyttende over for mig som dine ulve er over for dig"
han så p ågren og vidste at han sikkert også vidste det selv.