Back

[Jace Valentine]

Dagene var gået og nætterne havde fulgt. Der var dog ingen forskel mellem dag og nat da solen endnu ikke var tilbage. det var langt om længe lykkedes Jace at komme fri af sine lænker, og den eneste måde han havde kunnet flygte var ved at svømme. Han havde svømmet længe, hvor længe anede han ikke men længe. Hans kræfter var næsten væk, han havde ikke fåede blot i flere dage og han kunne snart ikke mere. Omsider nåede han i land, hvor kunne han ikke umiddelbart se. Med en del besvær kæmpede han sig på benene. Hans skjorte og bukser hang i laser da man havde gjort en del ud af at skære i ham og piske ham. Rundt om håndled og ankler var der spor efter de specielle lænker man havde byggede så han ikke kunne flygte, hver gang han havde gjort et forsøg havde det været som at skære i sit eget kød så smertefuldt havde det været men i sidste ende var han sluppet fri. Han gik hen langs stranden, forsøgte at finde ud af hvor han var og omsider genkendte han sine omgivelser og opdagede hvor han var. The Black Bichi. Med besvær, problemer og anstrengelse kæmpede han sig op ad stranden. Der var intet at se i miles omkreds og hans tørst var ved at drive ham til vanvid. Alligevel var prinsen for stolt til at sætte tænderne i et dyr og derfor fortsatte han til trods for besværet uden at drikke. Dette resulteret at han kastede sig over det første og bedste levende der kunne gå på to ben han fandt. Nemlig en mørkelver, denne havde mistede livet og var død da Jace havde tømt ham for blod, men alligevel var hans tørst ikke slukkede ikke helt. Han kæmpede sig gennem landet, sørgede for at tage de korteste veje. Da han nåede byen holdt han en pause lige uden for. En pause der gav ham en smule kræfter. Atter var han på benene, og han trådte omsider ind i byen. Rank, med løftede hovedet og et koldt dødt udtryk man aldrig har set magen til. Folk vendte sig om, de fleste kunne ikke genkende ham på udseendet for han var blevet tyndere, men den kongelige aura lyste ud af ham. Folk hviskede, andre gispede og sådan gik rygterne gennem forsamlingen. Prins Jace var tilbage. han gik helt op til slottet hvilket krævede sit for han kunne snart ikke, hans viljestyrke var det eneste der holdt ham fra at besvime. Omsider nåede han slottet, Kurai. Han stod og så op på det store sol inden hans stemme omsider gjaldede og bød vagterne om a lukke ham ind. Porten gled op og han trådte ind. Han gik ind og direkte op mod sit værelse, hvor end han gik bukkede folk men han så ikke på nogen. Aldrig havde man set så tomt et blik, så dødt og følelsesløst et blik. Hans hår var voksede, en del, og var blevet rigtigt langt. Skæg var der sjovt nok intet af, men det havde han nu heller aldrig haft, hans tøj hang i laser, hans fødder var bar. Adskillige steder havde han sår og skræmmer og han var en smule snavset da havvandet ikke havde renset ham helt. Omsider nåede han etagen hvor hans værelse var og han trådte ind. Lod døren glide i bag sig og trak sin ødelagte skjorte af mens han gav sig til at tjekke sin arrede krop, hans krop lignede Kamatayans med alle hans ar, men mange af disse ville heale hvis han ellers fik chancen.

[Kamatayan Anghel]

Endnu en nats håbløs søgen efter den sidste prins. Denne gang var det over Tsúkas tinder og til land ingen fra Nýchta eller Iméra nogensinde havde betrådt. Han havde været væk i flere dage, og det havde ikke været et venligt land han var kommet til, men en stor ødemark af bjerge, klipper og sne. Alt havde været dødt og koldt. Hver eneste tinde han var fløjet forbi virkede truende, og han havde ikke følt sig tryg. Slet ikke. Han havde følt sig uvelkommen, og de fire nætter han havde overnattet i den ødemark af sten, havde han frosset, på trods af at han faktisk havde tykke tæpper med, og hans vinger havde smertet, og vinden trængte igennem marv og ben. Bjergene nord på var langt større end han havde forventet, og han havde lidt mistet håbet på at finde Jace nord på. Kongen havde insisteret at han tog nordpå, selvom man nu vidste at Velkan var kommet fra havet. En underlig udmelding, men det var den tid hvor man ikke skulle modsige kongen på nogen som helst måde, så han havde fulgt ordre, og en lang og kold rejse havde det været. Mad havde han pakket masser af, men alligevel havde han sultet lidt.

Han var kommet tilbage for nogle timer siden, og det første han gjorde var at falde om i sin seng, efter at have slugt en hel skål frugt, nærmest råt, og tjenestepigen havde været lidt forskrækket at se Kamatayan så hærget. Han havde været træt og forslået. Hans hår var mere uplejet end normalt, og skægvæksten var begyndt at tage til, og et jævnt skæg sad på hans kæbe. Hans kutte var fyldt med revner, og hans bandager han løst og sjusket fra hans arme.
Han vågnede dog igen, fordi han havde vendt sig til at sove lidt og lave meget, så han ikke frøs ihjel. Han satte sig op i sengen, med et lidt roligere sind, og så skulle han have sig et bad, inden han skulle rapportere til kongen. Endnu en dag med dårlige nyheder. Han skulede til sit skab hvor hans kutter hang. Han havde allerede pakket en taske hvis kongen skulle miste besindelsen. Han troede aldrig at det ville gå så vidt at han frygtede så meget for sit liv at han overvejede at flygte fra slottet.
Han fik vaskede sig hurtigt, og han sørgede for at rette fjerene som var blevet fuldstændig forpjuskede, og han skulle lige til at begynde med ragekniven at fjerne skægget, men kort efter kom der en tjenestepige ind til ham forpustet og med store øjne. Han gik hurtigt ud til hende, og havde helt glemt at han ikke havde taget noget tøj på endnu. Pigen så kort op på Kamatayan, fik endnu større øjne og vendte sig om. Kamatayan så ned ad sig selv, og rystede kort på hovedet før han gik hen til skabet og trak nogle bukser på. Pigen stod og mumlede et eller andet, som Kamatayan ikke helt forstod. "Tal lidt højere tak." Pigen trak vejret dybt og vendte sig om igen, fordi hun mente at det var sikkert igen. Kamatayan var også begyndt på sine bandager. "Man siger at..." startede pigen og bed sig i læben. Kamatayan bandt den sidste bandage færdig. "Man siger hvad?" spurgte Kamatayan roligt til pigen. "Man siger at... man siger at prins Jonathan er vendt tilbage til slottet" Hun blev nød til at udtale det meget højt, og Kamatayan blev overrasket over hvad det var pigen sagde. "Hvor er han?" spurgte han pigen, og pigen lyste lidt op, fordi hun troede at Kamatayan ville ind og hilse på Jace, og at han var glad for det der var sket. Han ville også ind og hilse på ham og inderst inde var han også glad for at han var kommet tilbage, men først skulle han lige sige nogle ord til den prins. "Prinsen er gået ind i sit gemakker, og man siger at han ser forfærdelig ud" "Tak skal de have. De kan godt gå igen."
Pigen gik, og kort tid efter gik Kamatayan også ud af sit gemakker med hastige skridt. Hans muskler var spændte og han trak vejret dybt og hårdt. Hans blik var olmt, og det pjuskede hår og det hvide skæg fik ham til at se uhyggelig ud på de mørke gang, og tjenestefolk og vagter trådte væk fra ham da de så ham komme. De sorte vinger var klappet sammen på hans ryg, men alligevel flaksede de lidt. Hans hænder var knyttede. Han ænsede intet. Han lagde ikke mærke til vagternes pludselige opfaren, og tjenernes skræmte udtryk når han gik forbi, men han lagde mærke til at den fløj hvor Jace boede var tom. Man havde ikke bevogtet den siden prinserne var forsvundet.

Kort efter stod han foran Jaces dør, og meget hårdt smækkede han døren op og så ind i rummet, hvor Jace sad, og så noget slemt tilredt ud, men heller ikke det ænsede han. "Jonathan Christoffer Valentine!" Han råbte det ind i værelset, og man kunne se i de rødskudte øjne at det ikke var den største glæde der strålede fra dem, men faktisk vrede. En så intens vrede der aldrig havde lyst ud hans øjne nogensinde. Ikke en gang den gamle Velkan havde formået at gøre ham så vred.

Med et hurtigt spring nåede han hen til Jace, og ved hjælp af vingerne, fik han noget ekstra fart på. Han prøvede at gribe Jace ved struben, og så komme til at presse ham op af den nærmeste væg. Han havde gjort det samme mod Velkan, men det her var nærmest voldsommere. Mens han stod med Jace op af væggen stirrede han ondt ind i Jaces øjne. "Hvor i hule helvede har du været hende dit forbandede krapyl! På grund af dig og din bror har hele Nýchta været vendt på hovedet!" Han råbte det lige op i hovedet af Jace, og der var ingen tvivl om at man kunne høre det ude på gangen, fordi han havde ikke lukket døren efter sig. Han stirrede stadig ondt på Jace, mens hans vejrtrækning stadig var voldsom. Hans vinger baskede en smule. Det var tydeligt at se at han ikke havde haft det så fantastisk.
Langsomt faldt hans vejrtrækning ned og han slappede af. Det morderiske udtryk i hans øjne begyndte at bløde op, og i stedet for viste den en form for glæde igen, og han slap sit tag om Jaces strube, og slog i stedet for armene om ham, og knugede Jace voldsomt ind til sit nøgne bryst. Han havde ikke fået taget sin kutte på i forvirringen. Han stod der mede bandager og bukser og knugede den sårede prins ind til sig. En lille tåre trillede ned ad hans kind.

[Jace Valentine]

Jace havde knap fået den sønderrevet skjorte af sin krop og havde sat sig for at lade bukserne få samme tilgang som skjorten som var blevet smidt direkte i kaminen som var slukkede da han jo havde været fraværende i et godt stykke tid. Døren gled op, nej den blev slåede op og ind kom Kamatayan. Jace blik fulgte ham træt idet rådgiveren fejede hen over gulvet og uden videre greb fat om struben på ham og skubbede ham op ad den nærmeste væg. Jace der manglede kræfter kunne ikke vriste sig fri, ikke at han forsøgte, men han kunne se at Kamatayan virkede træt. Han sukkede og så ind i den vrede dødsengels blik, han kunne tydeligt høre hans hjerte slå voldsomt mod hans bryst og fornemmede hans varme krop så tæt mod sin egen. Hans tørst var atter ved at vågne for han havde ikke fået særlig meget hvilket gjorde ham farlig selvom han var træt. Kamatayans ord besvarede han ikke, han ville få rigeligt tid til at snakke om al det der var sket. Deres blikke hvilede i hinandens, Jace var tomt, dødt og helt forandret. Denne slap hans strube efter nogle sekunder, hans blik blev blødere og mere sig selv og han slog armene rundt om Jace hvilket kom som et chok for kronprinsen som stod stiv og uden at gøre noget. ”Jeg er tørstig…. Hvis du ikke slipper… sætter jeg tænderne i dig” han vidste at han ville dø hvis han gjorde men lige nu var det svært at holde sig tilbage når han var så tørstig som han var. Han holdt vejret for ikke at indånde hans lugt, men hans varme kunne han ikke slippe udenom når hans krop stod pressede mod Jace´ og begge mænd stod uden skjorter. ”Er Velkan kommet sikkert hjem?” spurgte han, han havde jo ikke hørt noget om sin lillebror siden dennes flugt så nej han anede intet.

[Kamatayan Anghel]

Han stod stadig og knugede Jace ind til sig og han hørte godt advarslen, og han kunne høre at Jace ikke sagde det for sjov, men faktisk var ganske alvorlig. Han slap ham derfor og klappede ham kort på skulderen, og fjernede sig tavst fra Jace inden han gik hen til en luge der var placeret i Jaces værelse. Han trak den tavst op, mens de flagrende vinger igen fandt plads på hans ryg, og skjulte hans hud på ryggen, så kun det hvide hår og de hvide bandager nærmest skinnede gennem mørket. Den pige der havde været oppe hos havde været meget forudseende, som han regnede med. Det var en dygtig pige der kunne regne mange situationer ud, og inden for lugen stod mindst syv flasker fyldt med godt blod. Kamatayan måtte give de royale kredit for hvor civiliserede de kunne være. Der var mere blod i de flasker end i halvandet menneske, så mon ikke det skulle stille Jaces værste tørst? Ved siden af var der også en skål med frugt. En dygtig stuepige må man sige. Hun kunne virkelig regne ting ud.
Han trak flaskerne ud af lugen og stilte dem på et bord, hvor han roligt åbnede alle flaskerne for Jace. Han kunne godt regne ud at der ikke ville gå lang tid før den første flaske var åbnet til Jace nok faldt over den. Han så stadig en smule knotten ud, og det sædvanlige smil havde ikke set hans ansigt i rigtig lang tid. I flere uger havde de drenge været væk, faktisk flere måneder. Det havde været hårdt for Kamatayan. Udfordringer havde han nok af. Afsøg verden for to prinser. Jo tak. Lettere sagt end gjort, især fordi der var så meget af verden man ikke kendte noget til.
Da han havde åbnet den sidste flask, som han stilte på bordet ved siden af de andre åbne, trak han skålen ud af lugen og stilte den ligeledes på bordet. Han bankede på indersiden af den skakt der forbandt køkkenet og de forskellige etager over den, og kort efter sænkede den lille elevator sig ned mod det mørke dyb, ned til den stegende hede i køkkenet, hvor der blev stegt, stuvet og kogt til resten af slottets beboere.
Kamatayan udså sig en pære som han bed i. Dejlig saftig var den. Sådan som han foretrak dem. Den gule skræl glinsede lidt af saften der kom fra kødet, og en dråbe af saften trillede ned i Kamatayans skæg. Han tørrede den væk med sine bandager inden han satte sig ned i en stol. En pige der selvfølgelig havde hørt råberiet fra Jaces værelse kom lige kort forbi, så ind i værelset og lukkede døren, inden hun listede væk igen, fordi hun kunne se at der ikke var noget galt. Hvert fald ikke længere.

Kamatayan så op på Jace, der spurgte til Velkan. Han tænkte sig om. Hvordan skulle han sige det? Han sukkede lidt og så ned i gulvet inden han valgte at svare på Jaces spørgsmål. "Både ja og nej." Det var det svar han lige kunne komme med. Han vidste ikke hvad han skulle sige. På sin hvis var Velkan kommet hjem i sikker forvaring. Ikke den samme tilstand som Jace var i, men han havde taget en så stor mental skade at det lige før var værre. Den dreng var ikke sig selv, og det havde gjort kongen og dronningen syg af bekymring.

[Jace Valentine]

Han blev omsider sluppet og tog faldt mere til ro da dødsenglen kom på afstand af ham. Han trak nogle flasker blod frem som Jace selv ville have kiggede efter hvis ikke Kamatayan var kommet brasende ind på hans værelse. Så snart den første flaske var åbnet havde han taget fat om den og i løbet af mindre end 7 sekunder stillede han den fra sig og tog den næste. Det smagte selvfølgelig ikke som friskt blod og dog var det bedre end ingenting. Han drak 5 af flaskerne i løbet af ganske få sekunder og da han havde tømt den femte sukkede han og satte sig ned. Han var faktisk træt, mere end før nu. Han ville gerne lægge sig til at sove så han kunne lade sine sår heale men han vidste at tiden med søvn, morskab og leg var forbi. Nu var det tid til alvor, ikke længere leg. Som blodet begyndte at få sin virkning begyndte de mest overfladiske sår at heale sig hvilket han tydeligt mærkede og som fik ham til at skær en grimasse. Han sukkede svagt og lagde sig ned i sin seng, lukkede øjnene mens han omsider slappede af. Han lyttede til svaret der måtte forlade rådgiverens læber og øjnene gled op. svaret huede ham ikke ”Fortæl Kamatayan..” hviske han træt. Han hadede ventetid så han måtte hellere sige det i stedet for at lade det komme i brødstykker. Han satte sig op igen, så køligt på rådgiveren uden at blinke. Enkelte sår lukkede sig, men denne gang blev der efterladt ar på tværs af hans bryst og arme. Han fornemmede også at sårene på benene ligeledes begyndte at lukke sig.

[Kamatayan Anghel]

Det var en underlig tilstand at Velkan var kommet tilbage på, og det underlige var at den der havde fundet ham var ingen ringere end Lady Clarissa. Hele slottet havde været forvirret over Velkan lige siden han var kommet tilbage. Ikke fordi han var farlig på nogen måde, mere tvært i mod. Han var blevet blid som et lam, og medgørlig som blødt ler. Han var anderledes konstant. Intet var ved det gamle, og et eller andet sted ønskede han at det ville komme tilbage til det gamle, selvom det til tider havde været forfærdeligt, så var det ikke til at sammenligne med hvordan det var nu.
Endnu en gang sukkede han og lænede sig tilbage og så op i loftet. "Rent fysisk er han i perfekt form. Han er stærkere og hurtigere end nogensinde, og jeg tror næsten han kan overgå dig snart. Han er fantastisk med sværdet og buen, og han bryder som en ægte mester nu." Det han fortalte var måske en smule overdrevet, men han havde forbedret sig gevaldigt på det fysiske plan, men ikke det psykiske. "Men han er ikke længere sig selv. Han er stille. Alt for stille efter min smag, men du bliver nød til at se ham selv, for at kunne forstå mig." Det var svært at forklare Velkans tilstand, men man forstod det straks når man stod overfor ham. Nogen gange forventede man næsten at han ville overraske en og fortælle at han lavede sjov, og så stikke af, men nej. Det håb var væk. Han så hen mod Jace.
"Han har mistet meget, den tid han har været væk. Det der skræmmer slottet mest er at han nægter at indtage blod. Han har ikke drukket en eneste dråbe i hele den tid han kan huske." Det havde været meget skræmmende at se at en vampyr som Velkan nægtede at drikke blod. Han glemte egentlig at fortælle Jace at han havde mistet sin hukommelse, men det måtte prinsen selv regne ud, og han ville hurtig se det, fordi hans blik var i en konstant tåge og fyldt med sorg. Man kunne se hvor meget han ønskede at huske, men ikke kunne. "Han sover knapt nok. Så snart han lukker øjnene og bevæger sig ind i en søvn, så ligger han uroligt og råber om hjælp hele tiden. Vi har prøvet alt for at fjerne hans drømme, men intet virker. Han skræmmer alle stuepiger og tjenere med hans urolige nætter, og vi frygter nærmest at han aldrig kommer til at være sig selv igen." Han så væk og ind i væggen. Han støttede hagen på sine hænder, og blev en smule fjern. "Han bliver aldrig sig selv igen." mumlede han for sig selv og så ned i jorden igen. Det var nogen gange hårdt for ham at indse det, men han nærede ikke store håb for at han ville blive normal igen. Dog var det tit Kamatayan der skulle bruge sin tid til måltiderne med prinsen på, fordi de fik serveret det samme. Det var underligt at se de fine spidse hjørnetænder bide sig fat i et æble, eller et stykke kød, i stedet for halsen på et eller andet væsen.

[Jace Valentine]

Jace var tavs mens Kamatayan gav sig til at fortælle. Prinsen lod albuerne støttes mod lårene og flettede fingrene sammen mens han lod hovedet hvile mod hænderne. Han lyttede intenst til dødsengelen og ventede tålmodigt på at denne skulle fortsætte når han holdt en pause. Han så ikke på rådgiveren et eneste sekund men så ud til at dvæle ved sine egne tanker. ”Hukommelsestab” sagde han en enkelt gang i en hviskende tone og fortsat med blikket rettet i gulvet. Han lukkede øjnene og gennemlevede tiden på skibet mens han igen Kamatayan talte. Han bed sig svagt i underlæben og fangede den sidste sætning der havde forladt hans læber hvor han nu kiggede op mod ham. Hans blik fangede Kamtayans hvor hans viste noget helt andet end den havde gjort bare en dag inden kidnapningen. Blikket var helt tomt, ja ikke bare dødt men tomt, der var slet intet bag ved, en kulde, tomhed, en mørk tunnel der ikke ville føre nogen veje. ”Det er der ingen af os der gør” svarede han og rejste sig op. At Velkan var blevet bedre fysisk var en rigtig god nyhed, men at han nægtede at indtage blod ville i sidste ende dræbe ham. Det var begrænset hvor længe han kunne gå rundt uden blod, og Jace havde ingen planer om at se passivt til mens hans lillebror tog livet af sig selv. Han gik ind i badeværelset ved siden af hvor der var blevet hældt varmt vand op i karret. Han smed bukserne og steg ned i vandet. Han sukkede ved fornemmelsen af det varme vand mod hans krop og lod sig slappe af i et minut inden han vaskede sig rent. Han fornemmede hvordan det sved i sårene når vandet ramte de dybe af dem og dog skar han end ikke en grimasse. Håret blev vasket og ansigtet fik en ordentlig tur. Da han omsider var færdig steg han ud af vandet og viklede et håndklæde rundt om livet. Han forlod badeværelset og trådte ind i sit værelse igen. Hans krop var ikke længere snavset og det var nu langt mere tydeligt hvor skadet hans krop var. Hans ellers så perfekte krop, ja han havde altid været opmærksom på skader og have nærmest flippede helt ud hvis han fik et sår der muligvis ville efterlade sig et ar. Ikke fordi han syntes det var grimt, men fordi det viste at nogen havde kunnet røre ham og efterlade sig mærker. Han smuttede hen til sit skab og lod dørene glide op. Mens han stod der med ryggen til ham kunne man se ar af en pisk på tværs af hans ryg. Sårene var endnu røde og nye, de var endnu ikke begyndt at heale. Han virkede måske frisk og klar i hovedet men han var udmattet. ”Kongen og dronningen… hvordan har de det?” det var hans forældre han spurgte efter, men alligevel var stemmen helt tom og ligeglad. Han spurgte ikke rigtigt til deres helbred men tilstand. Han kastede et blik ind i skabet og trak sorte bukser ud og en sort skjorte som han trak på. Begge dele var for store for ham, han tilkaldte tavst en stuepige, hun vidste straks hvad problemet var og skulle til at gå igen for at hente udstyr da han standsede hende. ”Hærens uniform, tag sådan en med .. to størrelser mindre end jeg plejer” pigen så helt forundret ud men nikkede og skyndte sig væk. ”Og landet..?” se det var noget nyt! At han spurgte til hvordan landet var og hvor de stod havde han vist aldrig rigtigt gjort før. Tjenestepigen dukkede op med en uniform og havde målebånd med. Hun målte sig frem til hans nye størrelse og tog straks fat i al hans tøj som hun tog med da hun forlod værelset. Han trak uniformen på, tjenestepigen havde valgt en anden form for uniform en den sædvanlig. Det her var en af de uniformer generalerne brugte. Endnu bedre! Den passede perfekt, og den klædte ham i de mørke farver. Han gav sig til at ordne håret som var blevet urolig langt, og da det var redt ordentligt tilbage forlod han værelset og trådte ind i et sideværelse hvor han havde sine våben og udstyr hængende, en dolk blev trukket ned i bæltet og det lange specielt smedet sværd blev hægtede fast ved livet. Atter var han tilbage på sit værelse og så nu for første gang på Kamatayan. Han samlede den sjette flaske med blod op og satte sig kort ned mens han langsomt drak af den.

[Kamatayan Anghel]

Han gned sine øjne, fordi han virkede træt og han var ikke i det bedste humør, selvom der var en stor grund til at fejre. Prinserne var omsider kommet tilbage, og de var på hver sin måde i god stand. Velkan var psykisk skadet, og Jace ville få nogle fine ar på sin krop og han var udsultet. Kunne det være værre? Ja, verden var ved at dø på den mest grusomme måde, hærens styrker var blevet halveret, sult havde ramt landet på grund af manglende afgrøder og lig flød over alt. Verden var ikke et fantastisk sted længere. Det havde været et helvede, selv i forhold til Nýchtas målestok. En forfærdelig tid.

Han så på Jace igen, med alle de sår. Mishandling har han hvert fald været ud for. Velkan var måske sluppet væk tidligt, fordi der var ingen fysiske mærker på ham. De røde striber på Jaces ryg gjorde ham vred. Kongen ville nok sende en større styrke efter de folk der havde gjort det mod de to prinser. Iméra havde også mistet deres royale børn, men om de var kommet tilbage vidste han ikke, men for en gangs skyld ville Iméra og Nýchta måske kunne stå sammen om en fælles fjende. "Kongen og dronningen har været meget svære at snakke med. Jeg har været tæt på at miste livet til galgen op til flere gange." Jace skulle nok også komme til at se på sine forældre, og hvordan de var blevet påvirket. Yderst viste kongen en stor vrede, men han vidste ligeledes hvad der skete når han var alene, eller sammen med sin dronning. Der fik de følelser der kunne gemme sig i det kolde ishjerte frit løb. Som sagt havde vægge øre, og der blev visket i krogene, men selvfølgelig aldrig når kongen var til stede.

Han grinede hånligt. Havde Jace ikke lagt mærke til det på vej tilbage? Det enorme kaos der hærskede i landet. Overalt hvor man så hen var der elendighed, selvom dagen lige før havde været glæde. En enorm glæde, men langsomt var den død igen. Problemerne var ikke helt væk endnu, selvom de var tættere på at forsvinde. "Har du set dig omkring? Kaos, død og ødelæggelse. Måske har du ikke lagt mærke til det, men naturen døde pludselig for nogle uger siden. Folk begyndte at dø på stribe. Vi har formået at fjerne de fleste lig, for at slippe for en større epidemi. Hæren har været svag og vi har mistet mange. Madreserverne er små, og mange sulter lige nu." Det havde sandeligt været forfærdeligt. Han var heldig at han boede på slottet, fordi der var der nok mad endnu.

[Jace Valentine]

Nej Jace havde ikke rigtigt bidt sig mærke i hvordan landet havde det, for fanden han havde været så fortumlet at han kun havde tænkt på at holde sig på benene for ikke at besvime for øjnene af folk. Han havde derfor ikke bidt sig mærke i folks sultne ansigter, i folks sygdomme, børnenes mager ansigter og dyrenes dårlige tilstand. Han havde ikke bemærket den stilhed der herskede ved markedspladsen eller i byen generelt han havde slet intet bemærket.

Ja Velkan havde heldigvis sluppet fra al torturen men han havde jo sine egne problemer at døje med. Jace måtte finde knægten og få banket noget fornuft ind i knolden på ham. At striberne på hans ryg gjorde Kamatayan vred havde han ikke bemærkede, og selv hvis han havde var der ikke spor meget han kunne gøre ved det. Sket var sket og det eneste der vil ændre på det var at de gjorde noget ved piraterne. For de skulle så sandelig ikke slippe fra at ydmyge ham og hans familie på den måde. Imera var han ret ligeglad med selvom han nærmest havde været lænket sammen med en af dem blot for at forsøge at gå løs på vedkommende når tørsten var uudholdelig. Kamatayan gav sig til at forklar kort om forældrene og da han nævnte at miste livet vendte Jace blikket mod ha, fortsat var det tomt og nærmest ligegyldigt ”Det vil vi jo ikke have..” svarede han ganske roligt.

Da Kamatayan frækt spurgte om han havde set sig omkring fnyste Jace ”Nej faktisk ikke, jeg havde travlt med at holde mig fra at sætte tænderne i de folk der var omkring mig så jeg gik ligeud uden at se mig omkring” tonen var isende.. nej ikke engang isende var nok til at beskrive den tone der blev brugt. Denne forklarede hvad der foregik og imens lyttede Jace, hvad var der dog sket siden det stod sådan til!? Han nåede ikke at svar inden døren blev slået op – ja slået op! – og ind kom hans mor svævende hen over gulvet og dog standsede hun ved synet af ham. Han var blegere end selv en vampyr og håret var længere end hun huskede det. Deres blikke mødtes og han kunne se mors gyse idet hun kastede et blik tilbage mod kongen der nu trådte ind i værelset. Han standsede ved døren, Jace blik havde forladt moderen og gled nu hen over faderen, deres blikke mødtes og faderen så helt forundre ud men et smil gled frem over hans læber idet han trådte frem hen over gulvet og omfavnede sin søn. ”Velkommen hjem min dreng” sagde han lavt og Jace svarede ikke, nikkede blot. Dronningen så på ham idet faderen trådte til side og forsigtigt omfavnede hun ham. Jace der hverken havde gengældt den Kamatayans omfavnelse eller kongens stod fuldkommen stille indtil moderen måtte opgive og slap ham igen.

[Kamatayan Anghel]

Han sukkede endnu en gang. Det her var godt nok ikke så godt som han havde håbet. I stedet for at blive glade røg de nærmest i totterne på hinanden, hvilket de aldrig før havde gjort. Hvis de gjorde, så var det for sjov, men det kunne være at Kamatayan var ved at blive gammel. En gammel sur nisse, men det kunne også være at det bare skulle gå lidt tid og så ville det være bedre igen, og han kunne ikke vente til den tid kom. Han savnede at smile, men han var træt og udkørt lige nu. Der skulle lige gå nogle dage, og så skulle det nok blive bedre. Det vidste han. Det kunne han fornemme. Et eller andet tidspunkt skulle det nok blive bedre. De værste katastrofer var i gang med at nå deres ende. Naturen var tilbage og kornet var allerede ved at vokse. Nu skulle det bare blive modent så det kunne høstes. Der vil ikke gå mange uger, og indtil da skulle de spare på reserverne.

Han så på Jace. "Vi har ændret os meget siden sidst vi så hinanden Jace, men selvom der er sket meget, så er jeg meget glad for at du er hjemme, og undskyld jeg for op." Det var en reel undskyldning han kom med, og undskyldninger var ikke det der kom fra hans mund oftest. Han fortrød sjældent noget, men denne gang gjorde han det, fordi han ville gerne tilbage til den gamle tid.

Han vendte blikket mod døren da kongen trådte ind. Han rejste sig fra stolen og trak sig lidt ind i skyggen. Han ville ikke forstyrre denne familiesammenføring, men åbenbart var han alligevel tydelig, og det virkede også en smule kejtet denne forening. Kongen vendte sig mod ham. "Åh, er du her også Kamatayan? Hvordan ser du ud? Kunne du ikke trænge til at blive barberet, min gode ven?" Kamatayan kunne ikke lade være med at smile. Kongen havde fået sit humør tilbage og han spøgte igen med Kamatayan, i stedet for at true ham. "Jo, men jeg ville lige hilse på en god ven inden jeg gik i gang." Han sendte kongen et skævt smil, der gengældte hans smil.
Kongen gik hen til ham og lagde en hånd på Kamatayans skulder. "Du må undskylde det der er sket, og jeg håber vi kan slå en streg over det Kamatayan. Jeg var måske lidt hård ved dig." Kamatayn blev helt mundlam. Stod Kongen og undskyldte? Han var virkelig overrasket. Han tog sig lige sammen til at kunne svare. "Sig mig. Står kongen og undskylder overfor hans ydmyge rådgiver? Du er vel ikke ved at blive blødsøden?" Kamatayan smilede stort til kongen nu, som grinede lidt. "Ja, og det er sidste gang jeg gør det. Undersåt!" De grinede lidt de to, og kongen vendte tilbage til Jace.

Kamatayan gjorde mine til at gå, men dronningen stoppede ham. "Bliver du ikke lidt længere Kamatayan?" "Nej desværre. Jeg vil gerne komme i gang med mit arbejde igen, men jeg kan lade Velkan kalde." Kongen sukkede lidt og så ned i jorden. "Skal han absolut komme." "Ja. Han har selv bedt om det. Jaces navn er en af de tre navne han kunne huske, og jeg har lovet ham det." "Selvfølgelig skal han få lov til at se sin bror nu. Bare send ham ind." Kamatayan bukkede lidt, og gik så ud af Jaces værelse, og ud på gangen igen hvor vagterne igen stod som de gjorde før, og stuepiger der gjorde rent i den fløj, så der så pænt ud. Kamatayan drejede ned ad forskellige gange indtil han kom til en dør, hvor han bankede på og gik ind.
"Jeg kan se at du er oppe Velkan." "Hvordan kan jeg være noget andet Kamatayan." "Din bror er vendt hjem, og du skal ned og se til ham. Han er i sit værelse. Du kender godt vejen." "Tak" Kamatayan vendte om og gik ud af Velkans værelse og tilbage til sit eget, hvor han startede med at barbere skægget af.

//out

Velkan kommer ind efter dit næste svar ;3

[Jace Valentine]

Ja Jace havde aldrig rigtig været helt vred eller irriteret på Kamatayan. Rådgiveren havde altid haft det sjovt ved at drille Jace, og selvom denne havde været irriteret havde det altid været venligt og ikke noget alvorligt. Hvorfor det var sådan var fordi Kamatayan havde haft en hård tid og en masse pres og stress, og fordi Jace havde forandret sig og nærmest var lukket og fjendtlig overfor alt og alle. Godt nok virkede det måske ikke sådan men det var det han var, og det ville man også opdage om ikke så længe når alting forsøgte at blive som det var engang. Kamatayans undskyldning kom bag på Jace, manden plejede ikke at undskylde så det var noget helt nyt, i hvert fald ikke mene det i en undskyldning for han plejede jo at drille Jace så meget. ”Undskyldning godtaget” svarede han blot kort.

Jace så tavst til mens rådgiveren og kongen snakkede sammen. Ærligt fik Jace nærmest kvalme ved synet og mens de snakkede flyttede han sig blot tavst og lydløst hen til vinduet. Her standsede han og kiggede blot ud over byen som han i det fjerne kunne ane fra den vinkel han stod i. da Kamatayan sagde han ville gå og derefter tilføjede at han ville tilkalde Velkan så Jace sig tilbage over skulderen og fulgte ham med blikket idet han forlod værelset. Prinsen lænede sig op ad vindueskarmen i nogle sekunder inden han besluttede at trække skoene på. Han forlod derfor sin plads ved vinduet og fandt nogle sorte støvler der passede til uniformen, heldigvis led fødderne ikke af størrelsesforskel så skoene passede fint om end de var en anelse stramme fordi fødderne var en anelse hævede. Han kom igen på benene og bemærkede at hans forældre endnu stod hvor han havde efterladt dem, og de gloede på ham. ”Sæt jer endelig ned” sagde han ganske roligt og ligegyldigt. Han selv stillede sig henne ved vinduet og kiggede ud mens hans forældre satte sig på henholdsvis sengen og en stol.

”Du har tabt dig..” sagde dronningen. ”Ja…” svarede han ganske roligt og uden at virke helt tilstede. Moderen fortsatte i et forsøg på at nå ind til sin søn ”Var de hårde ved dig?” hans blik gled hen over moderen med et hævede bryn, nej de havde behandlet ham som var han kongen selv, ja hvad troede hun? Hans svar på hendes spørgsmål var blot at trække ærmerne tilbage og afslører håndledende der manglede hud og var helt røde, blå og lilla og var helt hævede. Moderen pressede læberne hårdt sammen og kongen sukkede ”Vi skal nok få fat på de slyngler..” hvislede han vredt. Jace´ blik forlod moderen og gled nu hen over kongen ”Jeg skal personligt nok fange dem” svarede han følelseskoldt, hans blik gled ud af vinduet igen og tavsheden sænkede sig over dem. Hans blik blev fraværende og han gled ind i sin egen lille verden, tilbage til skibet, til minderne. Indtil lyden af trin, lugten af Velkan nåede hans næseborer men selv da forlod hans blik ikke byen der virkede helt tom, død og øde.

[Velkan Thomas Valentine]

Det gyngede voldsomt. Det hele var sort. Nogen råbte noget. Han kunne fornemme noget der holdt fast i ham. Et kort glimt af nogle bundende personer. De to genkendte han. De slap ham. Mere råben. Så blev alting stille og koldt. Gyngen var holdt op, men en fornemmelse af vægtløshed og mangel på luft. Alt stadig sort. Han kæmpede, men han vidste ikke mod hvad.
Han slog øjnene op. Mareridtet var væk. Han satte sig op i sengen. Hvis hans hjerte kunne slå, havde det hamret som besat, og lyden ville have vækket alt og alle. Hans vejrtrækning var dog tung og meget hurtig. Han begravede sit ansigt i sine hænder. Vejrtrækningen faldt til det normale niveau. Lettelse. Det var væk igen. Han var sluppet fri. Han løftede blikket. Døren gik op. En pige kom ind og så bekymret på ham. Hun måtte have hørt ham ligge uroligt i sengen, som han gjorde hele tiden. Han sov knap nok. Hvor mange timer var der gået denne gang? To timer? Hvis han var heldig så fire timer. Dog var denne gang anderledes. Det hele var startet på en anden måde, et andet sted, en anden tid. Han havde aldrig drømt en anden drøm, end den han havde haft de sidste mange nætter. En fyr med røde striber og sår over hele kroppen, stå inde på et værelse. Han genkendte ansigtet. Han havde set det på et maleri. Det var hans bror, men hvorfor havde han den drøm? Det havde han aldrig haft før.
Han så hen på pigen. Uden rigtig at lægge mærke til det havde han åbenbart sagt noget til pigen der gjorde at hun trak sig tilbage ud på gangen. Han stod op af sengen. Han kunne ikke sove mere. Han havde svedt kunne han se. Hvad skulle han lave? Han kunne tage sig et bad. Det ville også få ham til at slappe af.
Han gik ud i badet. Pigerne havde åbenbart forberedt karret til ham. Vandet dampede. De sidste mange gange han havde forsøgt at sove var han stået op og gået i bad. Pigerne havde vendt sig til det. De havde bare sat vand klar, fordi de vidste der ikke ville gå lang tid før han ville stå op. Han lod sig glide ned i vandet. Han så ned ad sin krop. Musklerne stod tydeligt frem i det klare vand. Han lod en hånd glide hen over maven. Den var stadig spændt. Han lod sig glide længere ned i vandet, og hans hoved kom ind under. Han kunne mærke den fornemmelse af at være i det uendelige mørke igen, men meget varmere. Det var mere behageligt, men stadig uhyggeligt. Han steg ud af karret.
Han fandt noget tøj lagt klar til ham. En hvid silkeskjorte og sorte bukser. Sorte støvler og en halskæde. Hvorfor den var med vidste han ikke, men han kunne lide den. På hans bord stod der også noget mad klar til ham. Almindelig mad. Brød, frugt og ost. Ved siden stod en flaske blod, der var åben. Han kunne lugte blodet, men det virkede ikke lokkende. Han følte mere en hvis afsky til det. Han satte sig og spiste. Han blev mæt. Han så kort på flasken og løftede den op til næsen og snusede igen. Han rynkede på næsen. Lugten virkede en smule fremmed og frastødende, og han skubbede den væk fra sig. Han vidste hvor skuffede de blev når han ikke drak det, men han kunne ikke lide det. Han havde endnu ikke smagt på det igen. Det virkede forkert.
Han rejste sig op og gik hen til sit vindue og så ud over byen. Han kunne ikke se elendigheden i gaderne, men han kunne fornemme den. En tåge svævede over byen. Mange var døde, og der ville de blive. Han kunne ikke gøre noget ved dem, udover at ignorere dem. Han ville gerne sende dem væk, men de blev hvor de døde, og gik rundt og hviskede til ham, fordi han var levende. Han var hvert fald mere levende end de var, og de savnede livets varme. Det var uhyggeligt at se den hvide tåge. Han fjernede sin barriere, og nu var der i stedet for en tåge, fyldt med skikkelser der vandrede rundt mellem de levende, som bare ignorerede dem, fordi de ikke kunne se dem. De døde ville røre ved det levende, men de kunne ikke. Livet var blevet fjernet fra dem, og det ville de ikke kunne få igen. Han lod tågen tage over igen. Det var mere behageligt. Ikke alle de håbløse skikkelser.
Han hørte nogen trådt ind. han førte en samtale, men lagde ikke rigtig mærke til det. Han fik dog alligevel fat i det hele, mens han stod og så ud af vinduet. Hans bror var kommet hjem. Han håbede at der var noget der ville vise sig for ham. Noget han havde glemt der ville komme tilbage. Han vendte sig væk fra vinduet. Han lod en hånd glide over sin hage. Han havde fået sit skæg tilbage. Han kunne godt lide det. Det sad tæt og jævnt, og han havde fået at vide at det klædte ham. Han gik hen til døren og åbnede den roligt.
Han gik ned ad gange og så sig lidt omkring. Han kunne ikke huske alle gange og hjørner, og han for stadig vildt i slottet, som om han var havnet i et enormt labyrint. Han drejede flere gange, men han vidste han gik rigtig. Denne gang var han sikker. Hans mine var udtryksløst men hans øjne fortalte alt. En stor sorg fyldte hans øjne, og man kunne næsten fornemme en tåge af glemte minder i hans sorte pupiller. Han virkede fjern. Han bankede på døren. Han trykkede håndtaget ned og åbnede døren. Der stod de. Hans familie. Han så på sine forældre. Han kunne ikke genkende dem fra før han havde mødt dem. De var stadig fremmede på ham. "Godmorgen moder. Fader." Han gik hen til dem. Dronningen så bedrøvet på ham, mens kongen havde vendt sit blik fra ham og stirrede ind i en væg. Velkan vendte blikket mod den sidste. Han kunne igen genkende ansigtet, men det mindede mere om hans drøm end det maleri han havde set. "Velkommen hjem Jonathan." Han så Jace i øjnene, men så ned igen. Ikke mere der dukkede frem, kun billederne fra sin drøm. Han stod bare stille og så ned i jorden. Det var tydeligt hvor meget han havde ændret sig. Hans muskler var store og spændte, og han virkede mere moden. Han så voksen ud, og hans barnlige udtryk var væk. Hans hud var dog blevet blægere, men ellers så han sund og rask ud, rent fysisk. Han løftede sit blik igen og så op på sin storebror med et bedrøvet udtryk. "Jeg kan huske dit navn, men ikke andet." Hans stemme var grødet. Dronningen gik hen til ham og slog armene om ham. Hun vendte sit blik mod Jace. "Tænk. Han kunne kun huske tre navne i alt." Hun havde også et bedrøvet udtryk. Det havde været lidt et chok for hende, at hendes drenge var blevet ramt så hårdt på hver deres måde.

[Jace Valentine]

Han trådte ind, Jace kunne fornemme det, høre det og lugte det. Han rynkede dog alligevel på næsen, Velkans fært var ikke som han huskede den. Hans blik forlod endelig vinduet og gled hen over den unge mand. Ja han var blevet en ung mand, ikke den dreng han huskede. Udtrykket i Jace´s død ansigt ændrede sig ikke, det var endnu tomt, dødt, ligegyldigt. Han så ud til at kede sig, han så ud som om han ville være alle andre steder end her, ja endda det sted han lige havde været fanget i. han hørte sin brors stemme, var den kommet i overgang? Det lød sådan. Han lød mere som mand end som dreng, det var vel godt at se ham voksen. Udtrykket i Velkans øjne sagde dog noget andet, han var nærmest blevet tvunget til at blive det han var nu, og han var vidst yderst utilfreds med ikke at vide hvem han var. Han snakkede til ham, han havde sagt noget som Jace knap kunne huske hvad. Han måtte gentage hans stemme i hovedet for at få mening i ordene. Velkans ord om at han kun kunne huske hans navn og intet andet fik Jace til at se fra ham og ud af vinduet. Hans moder var straks på benene, og havde slyngede armene omkring hendes søn. ”Lad os være alene” lød Jace´ stemme omsider. Tænk at hans gen bror skulle kalde ham ved det navn, Jace var yderst utilfreds med denne lille udvikling. Hans forældre rynkede på næsen, især kongen så ud til ikke at bryde sig om sin ældste søns tone. Sådan at give sin egen far ordre! Alligevel rejste han sig op, erklærede at han alligevel havde arbejde der skule gøres og fejede ud af værelset. Moderen vendte sig fra Velkan og til Jace, hun havde til hensigt at omfavne ham men endnu inden hun havde nåede hen til ham havde han afbrudt hende ”Bare gå Moder” sagde han tomt. Hun stivnede, sukkede og pressede læberne hårdt sammen tydeligvis sårede over sin søns afvisning, alligevel vendte hun sig om og forlod værelset. døren blev lukkede, og de to prinser var alene tilbage.

Jace vendte blikket fra vinduet og så atter på Velkan ”Hvad kaldte du mig…?” spurgte han tomt, koldt og med en advarende tone. Jace holdt skam endnu af sin bror, men en masse havde forandret sig og denne skulle nok passe på med hvad han sagde. Jace var endnu træt, han burde slappe af og give sig tid til at heale men det kunne han ikke, han skule ordne visse ting inden han gjorde det, og først og fremmest måtte han løse det her med Velkan.

[Velkan Thomas Valentine]

Han holdte sit blik stift rettet mod jorden, også da hans mor lagde armene om ham. Han hadede at være så hjælpeløs. Alt hvad han havde lært var væk. Han var dog glad for at han kunne huske hvordan man talte. Der var virkelig ikke meget tilbage af den gamle Velkan, og pigerne er nu bare begyndt at sværme mere om ham. Ikke kun fordi han var blevet mere mandig, men også fordi indtil for lidt tid siden havde det måske været ham der skulle overtage kronen. De piger havde forvirret ham, hvor han i gamle dage bare havde udnyttet det.
Han følte sig en smule malplaceret, og det hele virkede en smule akavet. Nogen gange ønskede han sig blot til at være Thomas, Magdalenes plejesøn og vagt, eller hvad man kunne kalde det, og vandre rundt og handle med hende, ligesom den gang han var vågnet op, uden et eneste ordentligt minde. Han fornemmede godt forældrene forlade dem, og han kunne også fornemme et eller andet faretruende ved sin bror. Noget som ikke var helt så godt. Han frygtede dog ikke en kamp, men han ville nødig ende i en med sin egen bror, lige nu hvor de var genforenet.

Han valgte ikke at løfte blikket da han ville svare på spørgsmålet. Han følte sig endnu en gang at han var et sted hvor han absolut ikke hørte til, men åbenbart var det bestemt på forhånd at han skulle leve på denne måde, som en prins af vampyr kongen. "Jonathan. Jeg kaldte dig Jonathan." Han løftede langsomt blikket. Hans stemme var virkelig blevet dybere og mere ru. Nogen gange nærmest hæs. "Jeg kan huske jeg kaldte dig noget andet, men jeg kan ikke huske hvad. De andre to jeg kan huske er Simon og Clarissa." Det kom meget bag på folk at det var en ridder og en adelsfrøken han kunne huske, og ikke hans egne forældre. Det kom virkelig som et chok for de fleste, men langsomt accepterede man det, fordi hvad kunne man lave om? I starten var der mange der prøvede på at presse minderne ind i hans hovede, indtil han ikke kunne klare mere og havde låst sig inde i nogle dage. Det havde været hårdt. Aldeles hårdt, men når han så på sin bror, så tænkte han at han egentlig var ynkelig når han havde så ondt af sig selv over ikke at kunne huske noget som helst om sig selv og sin familie, mens broren havde været igennem noget der var fysisk mishandling på det groveste.
Han vendte sit blik ned mod jorden igen. "Hvad skete der?" Han mente selvfølgelig hvad der skete inden han vågnede op. Lige inden, og hvordan Jace havde pådraget sig alle de skader, og var blevet fuldstændig udmagret, selvom han kunne regne det ud, men også hvorfor. Hvorfor havde nogen behandlet ham så dårligt?

[Jace Valentine]

Velkan gentog Jace´s fornavn, endda to gange hvilket fik Jace til at gyse.. af raseri. Han hadede det navn som pesten og når hans forældre brugte det så kunne han miste besindelsen så voldsomt. At Velkan så ikke skulle huske det navn som han i så mange år havde brugt når han snakkede til ham måtte gøre ondt, men underligt nok gjorde det ikke ondt, det vækkede blot en vrede i Jace som var helt svær at lægge en dæmper for, en vrede som ikke var rettede mod Velkan men mod piraterne som havde været skyld i alt det her. Med en fart, som kun vampyrer kunne præstere stod han foran sin lillebror. ”Kan du huske mit mellemnavn..?” spurgte han med sin døde stemme. Jace hævede det ene bryn da denne sagde at han huskede at han havde kaldt ham for noget andet, men hvad anede han ikke. Da han nævnte Simon og Clarissa gled hans bryn yderligere op. levede Simon endelig stadig? Fjolset havde en mund der for længst burde have fået ham dræbt. Og Clarissa? Mon han skulle snakke med hende omkring det pokkers ægteskab? Ja han havde tænkt over det, han havde besluttede at han måtte gifte sig men med Clarissa? Næppe! Han havde brug for en kvinde med hjerne! Det måtte han snakke med Kamatayan om senere. Velkans spørgsmål fik revet ham ud af hans egne tanker og han så atter på sin bror, denne var blevet voksen, en mand! Og Jace nød hvad han så men igen, han var ikke sig selv og det brød Jace sig absolut ikke om. ”Hvis du mener inden du vågnede for lidt siden..? så intet specielt, alle gik blot amok over at jeg var vendt hjem” svarede han og vendte sig væk fra ham ”Tag dig sammen og sæt dig ned.. du ligner en der er faret vild og ikke aner hverken hoved eller hale i hvad der foregår” det var måske sandt men alligevel var dette hans hjem og så skulle han forsøge at lade som derefter. Jace stillede sig op ad vindueskarmen ”Jeg forsøgte at flygte, jeg nægtede at samarbejde, jeg svarede igen, jeg understregede hvor latterlige de var, og jeg fortalte dem min mening om dem.. så får man sgu pisken. Da de så at det ikke nyttede med pisken holdt de op med at give mig blod… og… fortsatte med pisken…” Jace så ned af sig for at opdage at uniformen var en anelse plettede her og der og sukkede. Nogle af sårene var gået op og blødte nu. Lugten af blod havde været tydelig men han havde ignoreret den. Han kaldte på en stuepige og bad hende om nogle bandager, denne så på ham med et spørgende blik men nikkede og smuttede af sted efter nogle. Nogle minutter efter var hun tilbage med en hel stak og langsomt begyndte hun at hjælpe Jace med at få dem sat på ”Hvis du undrer dig over deres behandling så er du blevet for godtroende lillebror… vi er vampyrer, vi er hadet af mange, disse psykopater tog os til fange simpelt hen fordi de håbede på penge… de holdt os dog fangede for længe og det resulteret i at vi flygtede…” han trak skjorten på igen og sukkede inden han rejste sig op og samlede den flaske med blod han havde drukket af før. Tjenestepigen forlod værelset og lukkede døren efter sig.

//er ikke helt sikker for grunden til at de tog dem til fange så du må lige sige til hvis det er forkert xD