Back

[Velkan Thomas Valentine]

Han vidste selvfølgelig ikke hvor meget Jace afskyede sit navn, men det var det han kunne huske, og det var det eneste han kunne bruge. Han havde dog fået resten af navnet at vide, men han regnede dog ikke med at skulle kalde ham ved mellemnavn. Da Jace så spurgte ham efter det, så kunne han godt svare på spørgsmålet. Han løftede sit blik igen, og færstede det på Jace. "Dit mellemnavn er Christoffer, men jeg kunne ikke huske det. Jeg kunne ikke en gang huske mit eget navn." Han trak vejret dybt, selvom han ikke havde et behov for det, så kunne han lide at fylde sine lunger med luft, især nu hvor den var blevet frisk igen, og ikke så tæt som den havde været et stykke tid.

Da hans bror bød ham om at sætte sig ned, også selvom det måske ikke virkede så venligt, så tog han imod tilbuddet og fandt en stol hvor han kunne sætte sig. Han så igen hen på Jace da han fortalte ham hvordan han virkede. "Jeg føler det også som om hele verden er vendt op og ned for mig. Intet hænger sammen længere. Alt hvad jeg ser på slottet har jeg set før, men det er fremmed for mig. Og så ser jeg underlige ting. Jeg ved ikke hvor det er henne hvornår det er henne. Nogen gange føler jeg mig som en sindssyg, og så kan jeg se døde overalt. Der vrimler med dem, og jeg kan ikke gøre noget." Han rodede frustreret i håret. Det forvirrede ham virkelig meget. Hans hoved var en stor omgang rod, der bare ikke ville ordnes. Hans minder var som et puslespil, hvor halvdelen af brikkerne manglede, og resten var splittet ad og kunne ikke passe sammen. Han er var et komplet kaos. "Men det lyder til at du blev modtaget varmere end mig. Jeg blev næsten sparket ud, da man så mig, hvis ikke det havde været for Lady Clarissa." Han så væk og foldede sine hænder og lod albuerne hvile på sine knæ. Han skyldte Lady Clarissa meget, men om han var glad for sin forandring i hverdagen vidste han ikke. Han havde fået så meget ansvar, og det forvirrede ham, og tit ville han flygte tilbage til Magdalene i sine pjaltede klæder og vandre mellem de forskellige lande, og træne med Beorn i stedet for de frygtelige læremestre der var på slottet. Han savnede lidt sin tid som den fattige kones plejesøn.

Han lyttede opmærksomt til Jaces historie. Ikke nogen rar historie, men sådan var det nu en gang, og nu fik han at vide hvad han var sluppet for, selvom han dog gerne havde beholdt sine minder. Måske ville han heller end gerne have byttet sin skæbne med Jaces. Men hvad var værst? Sårene kunne heles og smerten dulmes, men det var ikke sikkert at hans sind nogensinde vil blive helet igen.
Han rynkede lidt på næsen da han kunne lugte blodet fra Jace. Den ækle lugt af det røde, klistrede snask, der flød i folks årer, som han åbenbart skulle leve af, kunne han bare ikke lide. Han hadede den, men hver gang mindede det ham om hvad han var. Tit undrede han sig over om han kunne overleve uden, hvilket han inderligt håbede på. Han ville ikke drikke det. Det virkede... barbarisk.

Han så op på Jace da han kom med en teori om hvorfor de i første ende blev taget til fange. Han rejste sig op og gik hen til Jace da pigen var gået. "Penge var kun en bonus, min bror." Han havde allerede lært at han ikke skulle kalde ham Jonathan, så det var nok bedere at kalde ham bror, indtil han fandt ud af hvad han normalt kaldte ham. "Jeg ved ikke hvorfor jeg ved det her, men det var ikke deres mål. Ikke kun. Det var noget helt andet. Jeg ved ikke helt præcist hvad, men jeg husker noget om en profeti og noget kaldet solen, hvad det så end er. Jeg har haft drømme om det. Mange drømme." Han så op på Jace. Jo, hans storebror var højere end ham. Nok ikke noget han ville komme til at overgå. Han voksede jo ikke mere. "Jeg ved ikke hvad den profeti handler om, men..." Han gik i stå, og han stirrede ud i luften med åben mund. Noget dukkede op. Han kunne fornemme en grotte. Han havde på fornemmelsen af at det her var fortiden. Han havde andre gange en fornemmelse af at det var noget som ikke var sket endnu, men det her var garanteret fortiden. I det han så, stod hans bror meget tæt op af ham. Blikket var mere arrogant, en smule drillende kunne han se, og håret var kortere, og han så sundere ud. Han huskede selv at han havde end drillende attitude. Hvorfor havde han det? Hvorfor stod de så tæt? Pludselig kom de tættere på hinanden, og deres læber rørte hinanden.
Velkan rystede lidt på hovedet, og lukkede munden. Han så kort hen på Jace. Hvad havde de lavet en gang i en grotte? Han kunne dog stadig huske hvor drillende de begge havde virket. Nok ikke noget seriøst så, men mere en udfordring? Hvor langt kunne man gå, inden den anden sagde fra? Var det det de havde lavet den gang? Han var ikke helt sikker. Han vendte sit blik væk fra ham. Det var virkelig et underligt minde der var dukket op, og igen, fuldstændig ubrugeligt. Ikke noget der gjorde puslespillet mere komplet.

[Jace Valentine]

Han fik da et svar på sit mellemnavn men tilføjet at det var noget han havde fået fortalt, ikke noget han huskede. Han himlede med øjnene og sukkede irriteret men tog sig sammen og betragtede ham roligt ”mit navn er en kobling af de to… tænk på dem som lyde.. ikke som navne” svarede han roligt. Han kunne sige det ligeud, men måske kunne han hjælpe Velkans minder tilbage ved at lade ham tænke uden at presse sig selv. Enkelte minder kunne hjælpe med at få de andre tilbage, så dette ville muligvis hjælpe.

Velkan satte sig om end Jace havde bedt ham om det på en grim måde. Da han nævnte nogle underlige ting han så hævede han brynet og så spørgende på ham. Var der ingen der havde fortalt ham om det? han kunne se hvor frustreret Velkan var og han endte med at gå hen til ham. Han tog fat om sin brors hår og lukkede hårdt hånden om en håndfuld af hans hård. Så brutal behøvede han slet ikke være men han kunne nærmest ikke standse sig selv fra at være det. han tvang ham til at se på sig ”De ting du ser, er sande.. den evne har du altid haft… du er en såkaldt Clairvoyant, du kan desuden se noget af fremtiden…” han slap ham og rettede sig op. Han fnyste da Velkan fortsatte ”I modsætning til dig Velkan, havde jeg minderne i orden, jeg beordrede dem til at lukke mig ind og du kan tro at fanden ville være løs hvis de havde nægtede” svarede han koldt og nærmest truende. At han nævnte Lady Clarissa, igen! var meget irriteret. Han hadede kvinden og alligevel blev hun allerede nævnt to gange på så kort tid. ”Hun vil være en perfekt brud for dig Velkan… overvej det…” sagde han dybt alvorligt. Han mente det. I den tilstand som Velkan var i ville hun være perfekt.

Han bemærkede hvordan Velkan rynkede på næsen, det var vidst lugten af blod der fik ham til det. Han huskede Kamatayans ord om at denne ikke ønskede at indtage blod. Sikke noget. efter hjælpen fra tjenestepigen forsvandt hun og han kom på benene akkurat som Velkan gjorde. Han tvivlede ikke på at penge var bonus, for der lå nok mere end bare penge bag, ellers havde de kidnappet nogle højtstående og ikke kongelige som de ville få på nakken. Der lå mere bag. Da Velkan sagde profeti og solen ringede en klokke og Jace stivnede, den første tegn på liv fra hans side siden han var ankommet. ”Shit!” hvislede han ud mellem sammenbidte tænder. Han havde læst en del, og havde hørt en del om al dette, hvorfor havde han ikke selv tænkt på det? Velkan fortsatte men standsede brat, Jace så på ham og kunne se at det var et syn af en slags, dem havde han set en del af, alligevel virkede det anderledes. Da synet var over så han spørgende på Velkan, blikket han modtog fra sin lillebror gjorde det klart at han selv var med i synet, på den ene eller anden måde. ”Hvad så du?” spurgte han roligt og afventende.

[Velkan Thomas Valentine]

Han sad og granskede sin hukommelse da Jace prøvede at forklare sit kælenavn. Han prøvede at kombinere navnene så det lød rigtigt, men alt virkede bare latterligt. Han sad og studsede over det et stykke tid, inden han besluttede sig for at lade det ligge for nu. Han ville ikke komme videre med det lige nu, men måske ville det komme en gang, når tiden bød sig. Det skulle nok komme, men indtil da måtte han hellere kalde ham for bror. Det var hvert fald sikrest, i stedet for at gætte.

Han skar et ansigt af smerte, da det gjorde lidt ondt, og det var ret uventet. Han synes ikke om sin brors voldelig opførsel, men måske var han sådan normalt. Det kunne han jo ikke huske. Han måtte bare danne sig nogle nye indtryk, og tilpasse sig efter de forskellige personers opførsel. Sådan havde han klaret sig gennem sin tid med Magdalene. Tilpas dig eller dø. Sådan var det. Han tilpassede sig, og slap for at komme ud for noget ubehageligt.
Da han endelig slap gned han lidt sin hovedbund der var en smule øm. Ikke behageligt. "Der er ikke meget man fortæller mig. De vil have mig til at regne alt selv ud." Han så lidt op på Jace mens han stadig rodede sig i håret, og lyttede igen hvad Jace havde at sige. Tænk. Folk kunne genkende Jace lettere end de kunne genkende Velkan, men han var også i pjalter, hans krop var blevet stærkere, og håret var tjavset, filtret og langt, og han havde et massivt skæg. Hvordan skulle man kunne genkende en prins der lignede en tigger?
Han så opgivende op på sin bror. "Jeg gider ikke bekymre mig om ægteskab nu. Der skal nok være tid til det. Hvad der angår Lady Clarissa så er hun god nok, men ikke en jeg vil dele resten af mit liv med." Han så lidt drømmende frem for sig. Han havde mødt mange kvinder i løbet af den tid han kunne huske, og der var også nogen der faldet for hans smag, og især en, men aldrig en som hans familie ville acceptere. En pige af lav rang, og fattig familie, og så ikke en gang en vampyr. Nok ikke en som ville falde i god jord hos forældrene.

Han vendte ryggen til Jace da han spurgte hvad han så. Han vidste virkelig ikke hvordan det skulle siges. Det var på en måde så forkert, men det var jo alligevel ikke andet end to drenges leg, eller var det? Var det nu også rigtig at fortælle ham det? Han burde jo sige det, fordi Jace måtte kende til det minde i forvejen. "Et minde. Endnu et brik til mit håbløse puslespil. Fuldstændig ude af alle sammenhænge." Han tav. Han håbede at han ikke skulle sige mere, men et sted fornemmede han at Jace nok ikke ville stille sig tilfreds med det. Det ville ikke være nok for ham. Han ville nok vide specifikt hvad han så. Han så hen på Jace og trak vejret dybt, og tog sig sammen. "En mørk grotte. Jeg ved ikke hvor henne det var. Du... stod meget tæt på mig. Du..." Han tav endnu en gang og vendte sig igen væk. Han havde ikke lyst til at fuldende sætningen. Han var stadig forvirret.

[Jace Valentine]

Velkan tænkte endnu over Jace´ navn og Jace lod ham uden at presse på, for pres ville næppe hjælpe noget og hvis han tænkte over det ville han nok komme frem til det, på et tidspunkt. Ellers kunne han jo spørg sig frem til folk omkring sig. mon ikke Kamatayan ville fortælle ham det hvis hans spurgte? Sikkert! Jace bemærkede hvordan hans bror skar en grimasse da han greb fat om hans hår. Nej Jace havde ikke været sådan overfor Velkan før, men det vidste knægten jo ikke. Ja knægt! For i Jace´ øjne ville Velkan altid forblive en dreng. Højdeforskellen gjorde det også muligt at beholde den fornemmelse af storebror og lillebror. Han fnyste og rystede på hovedet ved Velkans svar, folk her var sindssyge, deres forældre var sindssyge! ”Det undrer mig at du i det hele taget har overlevet her… ” sagde han mest for sig selv. Ja Jace havde jo en aura som ikke mange havde, desuden havde han virkede som en kongelig selv da han var ankommet i pjalter, træt og udkørt så havde han haft den samme holdning, den samme stemme og den samme viljestyrke og beslutsomhed så folk ture ikke andet end adlyde ham.

Velkans svar omkring Jace´s forslag fik faktisk Jace til at smile svagt, ikke noget venligt eller varmt smil men koldt og ligegyldigt. ”Godt… jeg tvivler nemlig på at nogen vil dele sit liv med den mær” svarede han ligeud. Jace havde aldrig brudt sig om kvindemennesket, han havde forsøgt at støde hende fra sig op til flere gange og sidst var det vidst lykkedes.

Velkan vendte ryggen til ham hvilket fik Jace til at hæve det ene bryn. Okay… det måtte virkelig være slemt. Så han Jace dø eller sådan noget? da denne sagde at det var et minde hævede Jace´ bryn sig endnu mere, okay.. så ved han da hvad det var, eller han havde i hvert fald været der. Velkan vendte blikket mod Jace igen idet han forklarede, med nogle få ord. Jace kunne ikke andet end lade endnu et skævt smil bryde hans læber, lige det minde!? Sikke en start! Han huskede det tydeligt. Med en hurtig bevægelse havde han skubbede Velkan op ad væggen i nærheden og holdt ham fast, godt nok havde Jace ikke genvundet sin fulde styrke men han var… stærk! ”Du mener.. så tæt..?” sagde han spørgende. Velkan var ikke den samme, så han ville nok næppe se en udfordring i det. Jace´ ansigt var ret tæt på Velkans mens han blot ventede på en reaktion.

[Velkan Thomas Valentine]

Han så lidt væk da Jace undrede sig over at Velkan havde overlevet sin tid på slottet. Det var han ikke ene om. Mange ventede næsten at den lille prins ville falde død om på stedet, fordi han havde drukket så lidt blod, hvilket ville sige intet. "Du er ikke den eneste der er overrasket." Han var nogen gange også selv overrasket at han havde klaret sig så godt, i forhold til hans tilstand, på slottet som en prins, hvis hukommelse helst burde være i orden, og hvor mange kyndige troldfolk havde ikke prøvet at kurere ham og mislykket i forsøget? De lå nu i ligbunker sammen med dem der var døde den sidste stykke tid.

Han brød sig ikke rigtig om hvordan Jace omtalte Lady Clarissa, fordi han havde fået et godt indtryk af denne kvinde. Som sagt ikke en han ville dele sit liv med, fordi han havde noget for en anden, men han kunne lide hende. Hun var en god kvinde, i Nýchta standarden, og en hvilken som helst anden mand ville være godt udstyret med hende, men hun ville ikke opnå noget gennem ham eller sin bror, nu hvor han vidste at de begge to ville afvise hende.

Han fik en sugende fornemmelse i maven da Jace pludselig skubbede ham ind i væggen, og stod tæt på ham. Meget tæt. Ikke det han synes var behageligt. Han følte en hvis ubehag, og det forvirrede ham. Han kunne igen se det drillende ved Jace, men han havde ikke selv den fornemmelse. Han ville hellere komme væk, men det var omkring så tæt på at Jace havde stået i hans minde, men han ville gerne ud af denne situation. Han kunne fornemme at Jace var stærk, men lige for øjeblikket regnede han også med at han ville være stærkere end Jace, hvert fald indtil Jace havde fået alle sine kræfter tilbage. Med en hurtig bevægelse tog han fat i Jaces arm, og med en meget elegant bevægelse, hvor han snoede rundt om sig selv, ville han uden problemer kunne få Jace med ryggen ind mod væggen og han ville selv stå fri, og have magten, mens han stadig holdt fast i armen.

[Jace Valentine]

Jace kunne se hvor ubehageligt Velkan havde det men alligevel flyttede han sig ikke. Han betragtede sin lillebror roligt mens han afventede en form for reaktion. Kamatayan havde sagt at Velkan var blevet en mand, at han havde fået optrænede fysisk styrke og havde fået nogle nye evner, han ventede nu at se nogen af disse, og ganske rigtigt kom der noget. Et trick som Jace havde set mange gange men udført godt og elegant. Få sekunder efter stod han derfor med væggen mod ryggen hvor Velkan havde ståede for få sekunder siden. Blikket hvilede udtryksløst i broderens for ganske få sekunder. Det var dumt af ham at gøre dette, især når han ikke var rask nok men alligevel gjorde han. Jace vis evne var kamp og især ubevæbnede nærkamp fik med en hurtig og elegant bevægelse væltede broderen om på maven, med den ene arm pressede op ad hans ryg og den anden hånd som ikke holdt Velkans havde grebet hårdt fadt i en masse hår af det han havde på hovedet. Han havde sat sig på ryggen af ham, ikke med hele vægten men med en del af den. Han lænede sig ned over broderen og hviskede ham svagt i øret ”Du husker det ikke, men min evne er kamp dvs. … du skal prøve mere end det for at få mig ned med nakken” han holdt fast i endnu to sekunder inden han slap ham og kom på benene. Han skar en grimasse nu hvor han mærkede at sårene var gået op. forkerte bevægelser, han havde forventede det.

[Velkan Thomas Valentine]

Han var ikke overrasket over at ende på gulvet, men han var heller ikke forberedt på kamp. I gamle dage ville han have set det som utrolig ydmygende, men fordi han nu havde været så vandt til at blive ydmyget et stykke tid, så var det her ikke mere ydmygende end det var ophøjende. Det var faktisk meget neutralt for ham, og da Jace slap gik der ikke lang tid inden Velkan stod op, og der skulle et fantastisk godt syn til at kunne nå at opfange alle bevægelserne, men det hele var meget elegant, og bevægelserne var glidende. Det virkede så perfekt at det virkede forkert, men sådan var vampyrer. Elegante og hurtige. "Det kan godt være at du er mig overlegen i kamp min bror, men det er ikke det rette sted eller den rette tid til at afprøve det." Han stod med fronten mod sin bror, men han stod igen et lille stykke fra ham.
Igen rynkede han på næsen. Kunne han ikke stoppe med at bløde? Det var jo ubehageligt at være i det samme rum som en såret. Ikke fordi han fik en enorm lyst til blodet, men fordi han fik kvalme af lugten. Nogen gange kunne han næsten føle gallen stige op gennem halsen på ham, men så var det også slemt. Det var ikke altid sjovt at have vampyrens fantastiske lugtesans.

Han så sig igen om efter et sted at sidde, og valgte så en ny stol, så han holdte en smule afstand til den blødende Jace. Ikke den rareste lugt at have i næsen synes han. "Du burde nok hvile nu." Han håbede at Jace kunne sove, fordi han kunne ikke. Det udmattede ham nemt, fordi i stedet for at opspare energi i løbet af sin søvn, brugte han mere på at ligge hvileløst i sengen, og rulle rundt som en besat, og så tager det ham mange timer bare at falde i søvn.

[Jace Valentine]

Hans svar fik Jace til at himle med øjnene ”Åh.. du har allerede lært det der snak… vidunderligt” tom snak, latterlig svar, det var hvad Jace syntes om Velkans svar. ”Du skulle måske koncentere dig mindre om at lære nye ting, og mere om at huske andre ting” sagde han lettere irriteret inden han gled ned at sidde på sengen. Han bemærkede hvordan hans bror rynkede på næsen, igen var det lugten af blod han fandt ubehagelig, slet ikke naturligt for en vampyr men var han ikke lige lovligt barnlig? Han dømte noget han ikke havde prøvede, eller ikke havde prøvede efter ulykken. Desuden behøvede man jo ikke slå folk ihjel for at tage deres blod – selvom der klart var mere fornøjelse i det end i at lade dem leve bagefter – så han behøvede ikke tænke på hvor det kom fra bare han vidste at folk havde overlevet. Det næste Velkan sagde fik Jace til atter at vende blikket mod ham ”Jeg burde en masse, at hvile mig er blot et af tingene…” svarede han og lukkede øjnene, slappede af i hele kroppen og fornemmede hvordan musklerne slappede af. De var så ømme, så anspændte. ”Gå… find noget at lave… du bryder dig tydeligvis ikke om lugten af blod…” sagde han træt og endte med at glide ned at ligge på ryggen med lukkede øjne.

[Velkan Thomas Valentine]

Han var fuldstændig kold overfor Jaces på en måde hånende svar. Det var svært at ydmyge ham nu. Han havde oplevet bunden, og oplevelserne fra toppen var væk, så hvorfor skulle han kunne ydmyges? Han var allerede mere ydmyg end så mange andre. Han brød sig ikke om at prale. Han ville nogen gange ikke indrømme at piger ser til ham, fordi han ser godt ud, er charmerende eller noget helt tredje. Hvorfor skulle han også være så god til noget? Han var jo et eller andet sted ingen. Uden minder var man jo ingen. Han havde intet. En gang ikke en gang et navn. En lille hånende kommentar var ikke svær at bære for disse ydmyge skuldre.

Han sukkede en smule lettet da Jace foreslog at han nok hellere måtte forlade hans værelse så han kunne slippe for lugten af blod, selvom den alligevel hang over hele slottet som en tåge der var umulig at slippe af med. "Jeg har nok at lave, nok at skulle huske, nok at skulle lære igen. Hvil nu, hvis du kan." Det sidste var ikke ment som en trussel men mere som et håb for at han kunne, når han selv ikke kunne. Han gik hen mod døren og trak den op før han gik i stå. Han stod igen fuldstændig stille og stirrede tomt ud i luften. Da han på en måde tøede op igen, trådte han lige et skridt tilbage og så på Jace. "Hvis det passer hvad du siger om at jeg kan se i fremtiden, så bliver en spion vi har udstationeret i Tsùka snart til et lille måltid. God nat" Så gik han ud af rummet, og lukkede døren sagte efter sig. Nu skulle han udføre opgaver, og han skulle møde en gammel lærer på biblioteket, så han kunne komme til at lære noget igen af alt det han havde glemt.

//out