Wups...

[Draco Flammeth Von Richinburg]

Draco gemte faktisk sværdet væk og så på ham som han snakkede, han var ikke glad fro det han hørte men alligevel gik han helt tæt på ham og løftede hans hoved da han var færdig med at snakke, han havde lyst til at give ham en lussing men gjorde det ikke, faktisk nussede han ham i håret og smilede til ham selvom han havde tårer ned af sine kinder. ”Jeg har faktisk ondt af dig” kom det bare fra ham som hun nussede ham lidt mere i håret før han vendte sig væk fra ham, han havde kaldt ham en luder ja, men et sted kunne han se at han var bare lige så skadet inden i som han selv var, så det var ikke fordi han var en dårlig person, andre havde bare gjort ham til det, hek han havde selv hjulpet med det. Han tog sin ting og rettede på sit tøj, han viste ingen frygt mere, ikke for ham, men han havde stadig sorg i sine øjne. ”Men hvis du ikke stopper med at have ondt af dig selv på den måde, og gør det med dit liv som du vil som du ønsker og ikke alle andre mener, så bliver du heller ikke bedre end det de siger om din race, men du kan vise dem du er bedre, du slap mig fri, og jeg gør det sammen med dig, hvis du lover ikke at gøre sådan noget igen vil jeg lade dig live og du vil ikke dø ved min klinge” kom det fra ham som han tørrede tårerene væk, han følte sig så klam lige nu, og han tvivlede på at han nogen sinde ville kunne få sig selv til at være med nogen anden mand, men han ville ikke lade det vise nu, han ville bare væk derfra og glemme hvad der var sket, og måske nok også ændre sit syn på nogen ting, men hvis man ikke selv gjorde noget fro det ville intet lykkes, det vidste han skam fra sig selv af.

[Hideaki Chiyoko]

Hideaki så undrende på ham. Kærtegn? Det… var anderledes. Han var blevet kærtegnet før. men altid i skikkelse af en anden. En kvinde mest normalt. Aldrig for den han virkelig var. Han havde fuldstændig opgivet at nogle ville kunne lide den han virkelig var, at han blot havde valgt et liv hvor ingen nogen sinde ville kunne elske nogen som helst. Kort, ville han modsige Draco for at sige at han havde ondt af ham. Det ville han ikek have! Well… lidt måske… De efterfølgende ord gjorde Hideaki tavs. Men som Draco sagde dem, skiftedes udseendet. Tilbage til hans eget. Hans rigtige udseende. Ikke fordi han ikke kunne holde forvandlingen. Men et sted… skulle han have skæld ud og rettes skulle det være i denne skikkelse.
Hideaki sagde intet som Draco gjorde tegn til at ville gå. Først som manden lignede en der ville smutte, hævede han blikket. ”…Undskyld… Tror jeg…” lød det usikkert fra Hideaki, der sandt at sige ikke havde sagt undskyld til nogle i evigheder. ”… Jeg troede… Jeg vidste ikke at du ikke havde været med en mand før… Altså… Fordi…” Hideaki stoppede sig selv. Ville han ikke bare gøre det værre? Uanset hvad han sagde? Det ville sikkert bare lyde som kritik for Draco. Men efter dette var han ked af det. For sandt at sige, vidste han jo ikke at dette havde været Dracos første oplevelse med en mand. Han ville nok ikke have ændret sine handlinger før, men, derfor betød det jo ikke at han stadig ikke kunne fortryde det en anelse?

[Draco Flammeth Von Richinburg]

Draco vendte sig mod ham som han snakkede til ham og et lille smil kom over hans læber som han fik en undskyldning fra ham, og faktisk gjorde den næste sætning ham heller ikke noget, han gik bare hen til ham og satte sig i hug foran ham, han var ikke bange for ham mere det kunne man se. ”Tag ansvar for dit liv, så behøver du slet ikke sådan noget her, så vil folk respektere dig for den du er, og for hvad du beviser over for dig selv” kom det meget roligt fra ham inden han igen rejste sig for at finde noget i hans lomme, han burde have noget papir et eller andet sted. Han ville gerne træne ham hvis han ønskede det, hvis det var hvad der skulle til for at få ham væk fra de liv han levede nu så ville han gerne, det kunne jo være de begge kunne lærere noget af det. Han fandt papiret og skrev en adresse på det. Det var hans adresse. Han vidste det kunne være farligt men han var også beskyttet af andre så han kunne nok klare det hvid der kom noget andet end hvad han regnede med efter ham. ”Jeg kan hjælpe dig på vejen hvis du ønsker det, men det kommer til at kræve mig af dig så vær forberedt på det hvis du vælger at dukke op” kom det meget roligt fra ham som han vendte sig efter at have givet det til ham.

[Hideaki Chiyoko]

Hideaki forstod ikke hvorfor Draco ikke frygtede ham. Dette kunne lige let havde været et skuespil. han kunne blot narre Draco. Ikke at han gjorde det, men hvem vidste? At så manden turde nærme sig ham var unaturligt. Sådan noget han ikke nærmede sig for at ville slå ham ihjel. Hvor mange ville ikke gerne have fingrene i ham og myrde ham? Derfor havde han heller aldrig synderlig tænkte videre over at han ikke kunne få et andet lev hvis han ikke begyndte at ændre sig selv. Der var alligevel så mange der bare ønskede ham død.
Hideaki tog undrende imod sedlen. Han ville hjælpe? Også selvom det kunne bringe ham i farer? Hideaki kunne trods alt vælge at sælge adressen og information hvis han ville. Eller selv dukke op og true eller stjæle fra ham. Tanken slog ham jo selvfølgelig med det samme, men Dracos ord mindede ham om hvorfor han fik denne adresse. Hvorfor det var vigtigt han ikke tænkte som han lige havde gjort. Hideaki nikkede let, også selvom Draco længe havde vendt sig bort. ”…Jeg vil tænke over det…” lød det stille fra Hideaki, der tydeligt ikke var ”stående sikkert på begge ben” lige nu. Han var i tvivl, bange som sådan. Kunne han lære at være en mand andre ville stole på? Som kunne hjælpe andre? det virkede blot som en tåbelig, umulig drøm.
Hideaki kom let på benene. Nej, han ville tænke over det. Måske ville han dukke op, måske ikke. Han blev nød til at være overbevidst om selv at det kunne lade sig gøre. Og det ville nok lige tage en dag eller to at få det til at sive helt ind. ”..Tak” tilføjede han mumlende, knugede let sedlen i hånden ind til sig. Det var en mulighed for en helt ny verden. Hvor han måske kunne blive respekteret. Et svag smil viste sig på Hideakis læber ved tanken. Et blidt og varm og glad smil. Men som det slog ham at han stod der og var gået i stå, betragtede han Draco et sidste øjeblik, inden han let bakkede tilbage og endte med at smutte ind mellem træerne. Alt imens at hans udseende igen ændrede sig.

//out

[Draco Flammeth Von Richinburg]

//out