Wups...

[Draco Flammeth Von Richinburg]

Det var en dag som så mange andre, der var ikke meget at sige om den. Lyset fra månen var det eneste som lyste den lille lysning op. Der var ingen oppe på dette tidspunkt som regel, men der var da nogen. Fuglene var oppe og synge, selvom de ikke kunne synge til den smukke sol endnu, så sang de til månen. Der var dog en skikkelse i lyset, det så ud som en ung mand, der trænede. Det var en kedelig dag for Draco, han havde fri i dag, og der var ingen fester ved de kongelige, eller nogen andre i hans omgangskreds, så han havde intet at lave. Han trænede meget sjældent alene mere, men da han stod op havde han bare ikke orket at finde nogen at tage med sig, han kunne jo klare sig selv. Eller det vil sige han var jo ikke helt alene, han havde taget sin elskede lille Firio med sig. Hans siameser som lå på græsset ved hans side og holdt øje mens den vaskede sig. Det var jo vigtigt at holde sig ren. Dracos blonde hår fløj rundt som han sparkede og slog ud i luften, der var et tydeligt mønster i det han gjorde. Dog ville ingen på afstand kunne se eller høre at det var en dreng som stod der og trænede. Det lignede mere en hjælpeløs lille pige eller sådan nogen. Tøjet han havde på bestod af et par tætsiddende shorts og en t-shirt, temmelig løs og stor for at give god bevægelsesfrihed. Små sved dråber fik hans smukke lyse hud til at skinne og de grønne øjne var som smaragder der lyste op i mørket. Det hele tydede slet ikke på at det var en mand, men mere kvinde, og han vidste det godt selv, men han regnede jo ikke med at blive set, og hvis han gjorde så var han vant til det når han trænede, det var ikke noget af det der gik ham på.

// Firio = simplycatbreeds.org/images/Siamese_Cat.JPG

[Hideaki Chiyoko]

Hideakis nat var… Død syg. Mildes talt. Han havde absolut intet at lave, ingen at genere, og han havde formået at udelukke sig fra den lokale krop på grund af et slagsmål tidligere på aftenen. Det blå øjne var ikke synligt længere, som han blot havde skiftet skikkelse. Ikke at det ikke gjorde ondt samme sted, men nu kunne det jo ikke ses. Han vandrede derfor ligeglad rundt. Han havde intet at tage sig til trods alt og at søge hjem og skulke var ikke spor ham. Men han var dog på sin vis gnaven og utilfreds. Han havde jo bare leget lidt? og så skulle han åbenbart smides ud. Selv når det ikke havde været ham der havde startet slagsmålet. Surmulende luntede han rundt, i et tåbeligt håb om at rende på nogen. Håbet viste sig dog ikke at være så tåbeligt, da han kort efter syntes at høre noget, hvilket førte ham til lysningen hvor han roligt kunne betragte skikkelsen fra et træ. En kvinde? Eller en mand? Selv nød han jo gerne at lade folk gå i tvivlen om han var en det ene eller andet. Men mest når han efterlignede børn. Selv der havde han jo sin yndlingsskikkelse. Som han også havde det i andre aldre.
Grunden til at skikkelsen ændrede sig til en ung pige, var fordi han vidste at han ville skræmme den fremmede, hvis denne var en kvinde, hvis han forestillede sig som en stor og grov mand. Selvom det ville have været sjovt at se. I stedet tog han nu skikkelse af en ung pige, lige de 16 år. Fordi han tænkte at var dette en kvinde, kunne han blot udvise overraskelse og fascination. Og var det virkelig en mand kunne han let lege med ham. Håbede han. Bare tanken fik ham til at smile tilfreds.
”Ååh!.. Hvor er De bare stærk!” udbrød han forbavset, overrasket, som forvandlingen var perfekt og han trådte frem. Med en rigtig ungpiges fascination. Der nok ville komme hvad end den kamptrænende var mand eller kvinde. Han kunne bare ikke lade være. Kunne virkelig ikke bare komme frem i eget udseende og snakke normalt med andre. Hvad var det sjove i det?

[Draco Flammeth Von Richinburg]

Firio var den første der opdagede skikkelsen, og en væsen kom fra ham som han rejste sig op og gik helt hen til Draco, der i midler tiden var stoppet med at slå. Han rettede sig lidt op og så mod stemmen. Et øjenbryn blev løftet, og han sukkede lidt. Et barn, nu måtte man da lige tage sig sammen, han orkede ikke et barn lige nu, men et roligt smil kom over hans læber og ryggen blev holdt rank. ”Er du ikke lidt langt hjemmefra lille ven?” hans stemme var helt rolig, men et sted kunne man vel godt ane at han egentlig ikke var interesseret i hende. Han bukkede sig ned og tog sit håndklæde som han begyndte at tørre sveden af kroppen og bare så på hende, hun var ikke noget han ville give alt for meget tid. For det første var hun et barn, og for det andet var hun blot en pigen. Firio på den anden side gav hende alt sin opmærksomhed, men det var ikke på den gode måde, det var tydeligt at den ikke ville have hende tættere på, og han gjorde meget tydeligt at hun ikke skulle komme i nærheden af Draco. ”Firio rolig, det er blot et barn hun bider mindre end dig” kom det fra ham som han tog katten op i sine arme, og man kunne med det samme se hvor rolig den blev og den holdt helt op med at væse.

[Hideaki Chiyoko]

Hideaki var den der fik en overraskelse. Han havde ikke set katten. Dyr kunne fornemme ting. Og en af de ting, var åbenbart også en formskifter i anden skikkelse. Det havde han bemærket gennem tiden. Selvom det var forskelligt hvor stor reaktionen var fra dyr til dyr. Katten var ikke dum. Den havde gennemskuet at han på ingen måde var en ung 16-17 årig pige. Han smilte let undskyldende. ”Jeg er altså ikke lille?” kommenterede han uskyldigt. Selvom han efterhånden havde regnet ud af dette ikke ville gå som planlagt. Ikke på grund af katten. Den fremmede var en mand. Så meget havde han indset. Men denne var komplet ligeglad, og ikke mindst totalt ugalant, taget i betragtning af at en ung kvinde havde opsøgt ham og vist interesse. Selv en gift mand ville have brugt tid på at spørge hende hvad hun hed, om hun var okay, og om han skulle hjælpe hende hjem. Denne fyr virkede temmelig… ja som en der var temmelig generet af at en ung kvinde var dukket op. ”Undskyld hvis jeg forstyrrede Dem… Jeg syntes bare De så så stærk og sej ud”.

[Draco Flammeth Von Richinburg]

Draco smilede faktisk temmelig stort da hun sagde hun ikke var lille og gik hen til hende som han lagde hånden på hendes hoved og nussede hende lidt i håret. ”Okey, men hvad laver en ung dame som dem så her, ud over at beundre mig træne?” hun var sød nok, hun kunne svare igen, men alligevel kunne han ikke andet end inderst inde ønske hun forsvandt. Dog da Firio begyndte at snyse til pigen i stedet for at bide hende, kom et endnu grummere smil over hans læber og han satte Firio ned og den løb lidt væk men kom tilbage med et sværd og det varede ikke længe før han havde trukket det. ”Snedigt lille ven, men desværre er en dreng i en pigeskikkelse ikke det bedste trick omkring mig” hans stemme blev koldt og han holdt sværdet rettet mod pigen. Firio accepterede kun mænd, så en formskifter var ikke svær at skelne fra en rigtig person når han havde ham med sig. Dog kunne han ikke lade være med at smile lige nu, for nu så det faktisk ud til at han ville få noget sjov ud af denne her aften alligevel. Han sænkede dog ikke sværdet, men pludselig så Firio dog helt uinteresseret ud. det var ikke en kvinde, så var det lige meget om de så overgramsede hinanden, for mænd kunne ikke blive gravide, og derfor ikke tage hans Draco fra ham, fordi han skulle passe en eller anden unge.

[Hideaki Chiyoko]

Til først smilte den unge kvinde glad til ham. Som manden pludselig virkede venlig, overvejede Hideaki om missionen alligevel kunne lykkes. Selvom tanken selvfølgelig røg på gulvet da han så udtrykket i den fremmedes ansigt ændres. Han var afsløret. På grund af den møg kat som han jo egentlig kunne have regnet det ud. Men han havde også håbet det ville være gået. Nårh, sørgeligt ikke. Som sværdet blev trukket trådte han roligt tilbage. Den unge pige virkede ikke så sød og uskyldig mere som et skummelt, tosset smil hvilede på hendes læber. Ugeneret, ændrede han skikkelsen for øjnene af manden. Ikke til sit eget, som han aldrig ville gøre det. Han var jo sjældent i sin egen skikkelse, og højst når han var selv. Men derfor kunne han jo godt finde noget der lignede. ”Din kat er et problem… Og her som jeg ville have noget sjov” kommenterede han med en let leen. Han var tydeligt hverken lille og sød og uskyldig på nogen måde. Og hvad sjov ville der også være i det? Men måske han endnu kunne få lidt sjov ud af det. Selvom kamp ikke lige var ham. Han var virkelig mere til psykisk at nedbryde folk.

[Draco Flammeth Von Richinburg]

Draco sænkede sværdet lidt om han ændrede skikkelse og han så bare op og ned af ham lidt før han grinede en smule for sig selv. Han kunne ikke lade være, at han beskyldte katten, det var jo rigtigt men det lød bare så meget sjovere når han sagde det. Han tak sværdet i skeden igen og så på ham, et roligt smil kom over hans læber som han bare kiggede på ham. Der var noget over ham som om der stadig var noget der ikke var helt rigtigt, men man kunne jo aldrig rigtig stole på en formskifter, derfor holdt han sig også helst væk fra dem, for man kunne aldrig vide hvornår de var sig selv. Ikke før man dræbte dem i hvert fald. Draco lagde armene over kors og betragtede den ungemand foran sig, han havde skam intet i mod ham, men han var heller ikke hans type, han var trods alt formskifter, og han vidste ikke om det overhovedet var hans rigtige skikkelse, han tvivlede dog på det. ”Noget specielt du vil mig, ellers så vil jeg gerne tilbage til min træning..” kom det koldt fra ham som han sukkede en smule. Denne mand var blot problemer lige nu, eller han virkede som sådan en der ikke ville andet end bringe problemer, og det var virkelig ikke hvad han havde brug for lige nu.

[Hideaki Chiyoko]

Hideaki ignorerede delvist ordne, der vel i sig selv kunne være en fornærmelse på hans tilstedeværelse, ikke kun der men også på denne jord. Det morede ham kun, nu at vide at han var generende og at han var et problem, hvilket gav ham endnu mere grund til at være det. Nu kunne han genere denne mand til ukendeligheder. Og det var faktisk den fremmedes egen fejl. Sådan at udtrykke hvordan han havde et problem med ham. ”Nurrh… Er blondy lidt sur? Og her håbede jeg vi kunne få lidt sjov?... Jeg mener… vil du virkelig afslå mig?” lød der drillende og ikke mindst forførende. Ikke med en immiterende pigestemme, men med den mandige stemme der kom til skikkelsen. Den unge pige han før havde lignet havde på ingen måde fanget den fremmedes interesse. Altså søgte denne mand andet, eller slet intet selskab af sådanne former.

[Draco Flammeth Von Richinburg]

Draco kunne ikke andet end at fnyse af hans ord, han ønskede ikke at have noget med en formskifter at gøre da de var umulige at kontrollere og de var ikke til at stole på, det mente han ikke i hvert fald. Dog gjorde han det han tænkte var det bedste i sådan en situation. Han fuldkommen ignorerede ham. Uden tøven eller noget, vendte han bare ryggen til ham som han gik mod det træ han havde stået ved før og lagde sine ting igen som han gav sig videre med at træne, et sted lod han helt som om at formskifteren ikke var der, at han bare tomluft. Katten som ellers havde blandet sig udenom gik nu med sin ejer og lagde sig ovenpå sin ejers ting for at den fremmede ikke skulle have muligheden for at tage dem. Draco lagde knap nok mærke til det han stod og lavede den samme rutine som før, og igen var den fejlfri, men man kunne også se alt hans tøj strammede ind om den velformede krop som han lavede en bevægelse, og det var i perfekt harmoni. Han koncentrerede sig virkelig, men dem som kendte ham ville vide at han faktisk holdt øje med folk når han trænede på den måde, og det gjorde han skam også, uden at sige noget holdt han hele tiden øje med hvad formskifteren foretog sig.

[Hideaki Chiyoko]

Hideaki brød sig ikke synderligt om at blive ignoreret. På nogen måde. Han var en opmærksomheds søger. At blive ignoreret var en streg i regningen, og pissede ham lidt af. Sandt at sige. Specielt fordi denne fyr troede han var noget. Var noget så speciel. Betød noget. Fandeme nej! Ikke om denne mand skulle tro han var mere værd end ham. Det var han nemlig ikke!. Vreden boblede lidt i den ellers normalt rolige Hideaki. Normalt havde han også overtaget til en rimlighed. At han lige nu intet tag havde på styringen generede ham. Vidste manden ikke hvem han var?! Hvad han var!? Han kunne være en højtstående spion hvis han ønskede det! Og hvad kunne denne fyr?... Ja han kunne bevæge sig godt og slås. Som om det kunne bruges til noget. Selvom Hideaki vidste det var en færdighed af en ridders, var han i sin harme slet ikke fascineret. Selvom han stod lidt og betragtede den fremmede, lod han vreden overtage, og reagerede så hurtigt han kunne. Forsøgte at skubbe manden op af det nærmeste træ. Hvis det lykkedes, handlingen, ville han forsøge at holde ham fast. Hvile en arm over halsen på manden for at svække ham.

[Draco Flammeth Von Richinburg]

Draco holdt skam øje med formskifteren men han lod ham ikke opdage ham, det ville ødelægge det hele. Han stoppede dog ikke sin træning, da det var en god måde for ham at holde sig i form på, både fysisk og psykisk. Det han dog ikke havde forberedt sig selv på var at formskifteren ville angribe ham, men hans hurtige reflekser redet ham på en måde, han nåede ikke helt at undvige, men han nåede at sætte armene op som et kryds for sin hals så han afvigede armen som blev trykket mod ham. Et koldt udtryk bredte sig i hans ansigt som han smilede stille og endnu mere grumt. Det var dumt at komme tæt på ham når han klart mente at han havde fordelen der. En brandende varme begyndte at sprede sig i hans arme hvor mandens arm ramte, han ville ikke lade ham komme så tæt på, han kunne ikke lide at lade nogen komme tæt på, og slet ikke folk han ikke kunne kontrollere, der var for meget for ham, på en måde, men han lod det ikke vise sig. Han skulle ikke give ham nogen form for mulighed for at komme tættere på eller sætte armene nogen andre steder.

[Hideaki Chiyoko]

Et kort øjeblik var det et tilfreds smil på Hideakis læber. Ind til han indså hans angreb ikke helt havde lykkedes. Damn! Hvis han blot havde haft muligheden for at kunne kvæle ham. Ikke at han ville, men hvis han kunne true med det ville han jo have overtaget. Lige nu var hans angreb værdiløst, da han faktisk ikke havde en chance. Ikke fordi han troede han var svagere, men han vidste at det kunne være farligt sådan at søge ind på livet af fremmede. Det var ikke til at sige hvor de gemte våben, eller hvilke kræfter de havde. Hideakis ansigt var strengt og utilfreds. Han forsøgte at ignorere den stigende varme, for selvfølgelig at virke stærk. Det endte dog med at den brændende følelse blev for meget, og han trak sig tilbage med en hvis banden og sværgen. "For Helved! Så hold dog op med de feje triks! Jeg er sq intet bål du skal sætte ild til" forbandede han ham vredt, som han forsøgte pustende at køle sin egen arm. Det var jo dog self. hans egen stædighed der var skyld i brændemærket han nu fik. Som han stod og bandede over Draco, ændredes udseendet. Fordi han havde så svært ved at fokusere. Det var normalt intet problem, og kom kun af den smerte han nu oplevede. Det hvide hår blev tyrkis agtigt, og de ellers lyse øjne, fik deres rigtige røde glød. Hvis man nogen sinde oplevede disse øjne, troede man sikkert langt fra han faktisk var en formskifter og ikke dæmon eller vampyr. De udstrålede typisk den form for styrke og overlegenhed.

[Draco Flammeth Von Richinburg]

Draco havde ladet varmen stige lige til han mærkede at hans taktik faktisk virkede og han så ham træde væk fra ham, han sænkede sine parader lidt for at se på ham og finde ud af hvad det var der var sket, han ville jo bare gerne have ham væk fra sin krop, for ikke nok med han kendte sine egne stærke sider så kendte han skam også sine svage sider og han havde ikke brug for at han fandt ud af dem nu. Men takket være hans godtroenhed i sin egen styrke vendte han rygge til ham for at komme hen til sine ting, han regnede med at den fremmede havde givet op efter det mærke han havde efterladt ham. Han så det ville jo ikke være noget problem mere. Han trak vejret tungt som han gik mod tingene, og sin kat som havde lagt sig til at sove. Han strakte sig lidt og var faktisk mere uopmærksom end han plejede, men det skete nogen gange når han mente han havde vundet før han havde set kampen helt an, og det havde givet ham en del øretævere, men han kunne vel tage det, han mente jo at sådan noget gjorde en stærkere, men det var ikke lige det han tænkte på nu, hans tanker var faktisk et helt andet sted.

[Hideaki Chiyoko]

Hideaki var ikke typen der blev vred. Ikke så let. Normal hvis noget ikke lykkedes ignorerede han det bare og kom videre med sit liv. Men manden havde brugt feje triks. Sådan at bruge kræfter, som Hideaki aldrig ville være i stand til at bruge. Ja han kunne skifte udseende som han ville. Men han kunne aldrig udnytte naturens kræfter eller flyve. Derfor blev han vred. For når alt kom til alt hadede han jo også at tabe. Han var efterhånden ligeglad med om manden havde sine parader oppe eller ej. Nu reagerede han på egen vrede, hvilket endte i at han styrtede hen til manden, og rendte ind i ham i et forsøg på at vælte ham. Lykkedes det, ville han sætte sig på ham. Forsøge at holde hans arme nede imod jorden. Han skulle i den grad vise manden en ting eller to der ville få ham til at ændre hvad end dårlig mening han havde om ham og hans styrke!

[Draco Flammeth Von Richinburg]

Dracos gang var rolig og mere end slæntren end noget andet så det var nok heller ikke så underligt at den fremmede faktisk kunne vælte ham så let som ingen ting, selv blev han meget overrasket da han mærkede ham ovenpå ham og hans hænder blev presset mod jorden, for ham sendte det helt forkerte signaler, det var bare ikke måden at ligge på. Dog ville han opretholde sin kolde facade og så mere koldt og vredt på ham. ”Og hvad vil du så gøre nu, slå mig til du får alt vreden ud… barnligt….” kom det koldt fra ham og en smule hånisk faktisk. Han håbede lidt på at få ham til at gøre det i stedet da han faktisk ikke havde nogen ide om hvad han ville gøre ved ham, og han heller ikke ligefrem havde den store interesse i at finde ud af det. Han ville bare have ham af sig så hurtigt som muligt og hvis det gjorde han skulle have nogle tæsk så måtte det være det for han var faktisk en smule bange inden i af at have ham der.