|
|
Post by Kiba Harunko on Jan 17, 2011 1:28:54 GMT 2
Kiba farede næsten sammen da han sagde hans navn ret hårdt for hans fønix gener. han rystede svagt og så væk. det gjorde ham nervøs når folk talte sådan. men det som han sagde gjorde at han faldt lidt mere til ro.
"ved du noget som jeg ikke ved?"
Kibas spørgsmål var lavt. han anede ikke hvad han skulle sige eller gøre. det lød nærmest som om prinsen vidste mere om kiba end kiba selv gjorde. selv vis prinsen bønfaldte kiba om at tage med til hans hjem kunne kiba ikke. han ville stadig ikke være fri. han manglede nøglen. nøglen som Akemi havde. hans herre. hun havde nøglen og kun den kunne give ham friheden tilbage. den frihed ham ikke havde.
|
|
|
|
Post by Revion Talant on Jan 17, 2011 1:39:33 GMT 2
Yalathanil så, hvordan Kiba trak sig sammen, da han talte til ham på dyrenes sprog, så han var altså phoenixen og ikke en bedrager, der måske ville lokke ham i en fælde. ”Jeg beklager min hårde tone før.[/color] sagde han og vendte blikkede bort, det var ikke tit, han lavede fejltagelser.
”Det eneste jeg kan fortælle er, at vi hørte, om din eksistens, og vi gjorde vores indsatser for at finde Dem. Hvis vi havde fundet Dem, så havde de været fri. De havde levet i deres eget hus, måske på slottet. De ville have haft et meget bedre job, og De ville have gjort, hvad De selv ønskede, som f.eks. at flyve.[/color] forklarede Yalathanil, hans stemme var igen blevet rolig og behersket.
|
|
|
|
Post by Kiba Harunko on Jan 17, 2011 1:46:41 GMT 2
Kiba nikkede som det var okey med den hårde tone. han var jo vand til den. han så på prinsen og lyttede efter hvad han sagde. måske havde det været et godt liv. men prinsen. hvordan kunne de ikke ha fået ham først. var de onde bare hurtigere? var de gode ikke så gode som de påstod? da prinsen sagde det med at flyve fik han store øjne og så om bag sig. ikke engang Akemi kendte til hans vinger. hvordan kunne prinsen så.
"hvordan kom i til at kende til mig. og hvordan... hvordan kender du mine vinger"
Kiba så undrene på ham. han havde kun kommet til at vise vingerne til en før. det var en djin. kongen havde jo selv tvunget ham ned så kongen kunne give ham sele på nu var han forbandet med den sele. Kiba kunne ikke fatte at prinsen kunne vide så meget om ham.
|
|
|
|
Post by Revion Talant on Jan 17, 2011 1:57:56 GMT 2
Yalathanil var en anelse lettet over, at phoenixen tilgav ham, men alligevel ikke helt så lettet, som enlig måske burde være. Han kunne nok ikke helt forklare, hvordan han havde det lige nu. Han kiggede på phoenixen og følte skuffelsen over, at de ikke den gang havde fundet Kiba, før det onde. Men den gang havde han ikke haft kommandoen.
Yalathanil blev selv meget overrasket, da phoenixen sagde, at han havde vinger. Det var ikke helt det, som han havde regnet med. ”Jeg vidste ikke, at De havde vinger.”[/color] sagde han og lagde forsigtigt en hånd over hans bryst. ”Jeg har studeret meget omkring de forskellige væsner i denne verden, så jeg ved en del. Jeg beklager meget, hvis jeg har bevæget mig ind på en samtale, som ikke behager Dem.”[/color] igen måtte Yalathanil undskylde.
|
|
|
|
Post by Kiba Harunko on Jan 17, 2011 8:07:29 GMT 2
kiba lagde hænderne ned af siden og så ned i jorden. det virkede underligt men det var faktisk rart at andre kendte hans vinger. han så på ham med et lille smil der sagde at det var rart at han kendte til hans vinger. Kiba vidste ikke så meget om prinsen men han håbede lidt at han kunne hjælpe.
"det er okey. jeg har skjult mine vinger da jeg lidt er bange for hvem man kan stole på. vis nogen siger det til min herre er jeg på spanden."
Kiba så på prinsen, kunne prinsen mon åbne låsen. han anede jo ikke prinsen magi eller låses kraft. han anede dog ikke at låsen var laver til ikke at kunne brydes.
|
|
|
|
Post by Revion Talant on Jan 17, 2011 23:46:50 GMT 2
Yalathanil vidste ikke rigtig, hvad han skulle gøre i denne situation. Han havde givet sig ud for, at han ville på en morgen tur, som han ofte var, og ville ikke have en vagt med sig, men hvor længe han mon kunne få lov til at blive væk fra hoffet uden, at de ville begynde at sende vagter efter ham? Og vagten for enden af broen havde jo set ham gå herud.
”Så vidt, som jeg ved. Så er der ikke mange, som man kan stole, selv ikke engang sine nærmeste. Men man bestemmer selv, hvem man vil stole på og have tillid til. Andre kan vælge at udnytte den og ødelægge en, mens andre også begynder at stole på en.”[/color] sagde Yalathanil roligt med et lille smil. Sådan havde verden altid været.
|
|
|
|
Post by Kiba Harunko on Jan 17, 2011 23:53:04 GMT 2
Kiba så på prinsen og følte at han kunne stole på ham. selv om det var noget svært nu hvor at han ikke kunne gengælde prinsens venlighed. han så på prinsen da han sagde det med at stole på andre. han trak vejret dybt og så mod Iméra.
"den eneste jeg stoler på kommer fra dit land. han besøger mig tit. han er hos mig om aften. han er min eneste ven"
Kiba talte selvfølgelig om fønixen. han ven. han så på prinsen og håbede lidt at prinsen en dag kunne befrie Kiba fra dette slaveri han var endt i. men ville Akemi så komme efter ham vis det var at han kom fri. Kiba ville jo ikke skabe problemer for en der var venlig som prinsen jo var.
|
|
|
|
Post by Revion Talant on Jan 18, 2011 0:04:28 GMT 2
Yalathanil kiggede overrasket på Kiba, da han fortalte, at han kun havde en ven, som var den eneste, som kunne stole på. ”Jeg har nogen ting, som jeg kan dele med alle, som at jeg er prins. Og den, som jeg har det nærmeste forhold til, må være min selér. Søster i almindeligt sprog.”[/color] fortalte han kort. Det var jo rigtig nok, men det var ikke mange, som han sagde dette til, men han følte ikke helt, at han skulle indvige phoenixen i for mange ting, omkring, hvad der skete i Iméra, nok også, fordi han ikke helt stolede på ham.
|
|
|
|
Post by Kiba Harunko on Jan 18, 2011 0:12:26 GMT 2
Kiba så på prinsen. en søster. det måtte være dejligt at have en søster. en man kunne lave ting sammen med. Kiba så op på himlen og et lille smil kom frem. en skikkelse på himlen kom til syne og fløj mod den. Kiba rakte armen ud og en smuk fønix landte på hans arm.
"hej min ven... dette er min ven. min eneste ven.
Kiba vidste at denne prins nok ikke ville gøre et dyrt så sjældent fra hans ejet land fortrad. det ville være dumt at lege med ilden og den besad dette smukke dyr. Kiba så på prinsen og anede ikke om prinsen overhovedet kendte til Fønixen. eller Fønixer i det hele taget.
|
|
|
|
Post by Revion Talant on Jan 18, 2011 0:29:03 GMT 2
Yalathanil spærrede overrasket op, da han så, hvordan fønixen landede på Kibas arm. Han havde aldrig set en i live, men kun på billeder, og han var meget beærede af, at han kunne tage denne oplevelse med sig hjem, og det var sikkert noget, som han skulle holde for sig selv, da mange søgte dette væsen. Det et meget smukt og facinerende væsen, som enlig ganske få kendte til og havde set, men han var en af de heldige.
”Det er mig en ære at møde Dem.”[/color] sagde Yalathanil til fønixen, der sad på Kibas arm, hvorefter han faldt ned på knæ med bukkede hovedet. Han sagde det i dyrenes sprog, da han fandt det mest respekterende.
|
|
|
|
Post by Kiba Harunko on Jan 18, 2011 0:37:41 GMT 2
Kiba så hvordan prinsen så overrasket på dette smukke dyr. han så på Fønixen og pustede sine fjer til han talte til den. FØnixen rystede på hovedet og så mod prinsen. de smukke øjne så på prinsen som bukkede.
"rejs Dem op unge hr. man behøver ikke bukke for mig. det har jeg for meget selvrespekt til."
I Kibas øre kunne han ikke høre Fønixen tale til prinsen som prinsen sikkert gjorde. Kiba havde fået dens gave ikke en gave til at forstå dyr. Fønixens fjerdragt skinnede smukt.
Kiba havde kendt Fønixen i mange år og kun den kunne fortælle Kibas historie fra den mødte ham til nu. den mistede ikke hukommelsen. den var hans ven og forlod ham ikke pga at den var søgt over hele verden.
|
|
|
|
Post by Revion Talant on Jan 18, 2011 0:46:21 GMT 2
Meget langsomt og tøvende rejste Yalathanil sig op igen. Han var lidt overrasket over fønixens ord, men ville ikke stille spørgsmål ved det, sådan var det nogen, som havde det. Han kiggede mellem dem og betragtede dem lidt, før han stillede spørgsmålet, ”Kan I forstå hinanden?” Spørgsmålet var stillet til dem begge to, så kunne han måske få afklaret nogle spørgsmål. Han undrede sig også lidt over, hvorfor fønixen pludselig var dukket op, men det kunne vente til senere, mente han.
|
|
|
|
Post by Kiba Harunko on Jan 18, 2011 0:52:12 GMT 2
Fønixen blev glad for at han rejste sig. det med at bukke var ikke noget for en fugl. den så hvordan prinsen så på den og kiba. Kiba så på ham og strøg en hånd over Fønixens ryg.
"jeg ved ikke om han forstår mig. men jeg forstår ikke når han skriger. eller taler. dig forstår jeg hans tegn"
Fænixen så på Kiba da han havde sagt det han havde. den kiggede på Prinsen og lagde hovedet på skrå.
"han er ikke elver som Dem. han kan ikke dyrenes sprog."
Fønixen kendte mere til Kiba end mange andre. Kibas fortid og nutid. men det sjove var at ikke bange forstod hvordan en fønix kunne ha et bånd til en slave fra Nychta.
|
|
|
|
Post by Revion Talant on Jan 18, 2011 1:00:56 GMT 2
Yalathanil kiggede på dem og lyttede begge til deres svar, hvilket bekræftede lidt den tanke, som han havde før. Fønixen kunne ikke rigtig hjælpe Kiba, udover at være til stede. Så måske vidste fønixen mere, end hvad Kiba gjorde. "Når man har været længe sammen med et dyr, så lærer mig at forstå det på sin egen måde."[/color] sagde han og nikkede til Kiba, hvorefter han kiggede på fønixen.
"At tale med dyrene er min gave, ikke alle elver kan dette."[/color] begyndte han med at fortælle på dyresprog til fønixen, "Men måske kan du hjælpe med at forklare, hvad der er sket med Kiba?"[/color] Han ønskede jo at hjælpe.
|
|
|
|
Post by Kiba Harunko on Jan 18, 2011 1:07:48 GMT 2
Kiba nikkede til prinsen. han forstod jo fønixens kropsprog og tegn den gav. så det var jo ikke helt så sært at de var som de var sammen.
Fønixen så på prinsen og så mod kiba. den kendte til Kibas smerte til hans frygt. til hans herre. Kiba betrag sig jo til Fønixen.
"Kiba fik gaven som fønix af mig. første gang han genopstod og fik sine vinger havde en varulv set ham. samme aften kom de til byen og overfaldte ham. jeg kunne intet gøre for ham. han blev ført væk efter de havde slået ham bevidstløs. siden har han været i Nychta."
Fønixens øjne var dybe og alvorlige. den vidste tegn på at den ønskede det samme som prinsen. at hjælpe Kiba fri fra slaveriet.
|
|
