|
|
Post by Revion Talant on Jan 14, 2011 0:50:48 GMT 2
Yalathanil havde været ved at sadle sin hest, da han ville på en af sine sædvanlige morgenrideture, hvis man kunne kalde det morgen. Men i hans øjne, kunne han se, hvornår natten blev lysere, hvilket for ham var et tegn på, at dagen begyndte. Det var også et tegn på, at lyset stadig eksisterede efter disse mange år. Estela var dukket op og havde brunget ham nyt, hvis man kunne sige det sådan, så han havde ændret sin morgenrute. Han valgte at ride ud til kløften.
Yalathanil hilste på den forvirrede vagt, som bukkede for ham og hilste på ham, som skikken krævede. Yalathanil hoppede af hesten og bandt den til et træ, som stod i nærheden, hvor den kunne stå og spise af den friske morgenduggede græs. "Deres Majestæt, hvis De tillader at jeg spørger, men hvad laver De herude?"[/color] spurgte vagten, som ønskede et svar. Yalathanil klappede ham på skulderen med et smil og svarede, "Jeg ved, det er deres pligt at holde mig tilbage, men jeg havde tænkt mig, at nyde morgen ved grænsen op til Nýchta."[/color] hvorefter han fortsatte ud på broen, som var dækket af en tåge, som sneg sig gennem kløften.
Da Yalathanil fornemmede, at han ca. var noget midt ud på broen, stoppede han op og lændte sig op ad gelænderet med ryggen mod dybet, så han kunne, hvad der skete på broen. Efter lidt tid landte Estela (hun er en sort falk, btw. fuglen på billedet foroven) på gelænderet ved siden af ham.
|
|
|
|
Post by Kiba Harunko on Jan 14, 2011 1:01:24 GMT 2
en dag som denne var sjældens for ham. han gik lige så stille mod kløfterne. hans sorte tøj gjorde ham nærmest usynlig. det røde hår var løft og bølgede med vinden. han kom til en bro og så rundt. han kunne ikke se nogen skikkelser i tågen og begyndte at liste øver med tøvende skridt. han var ikke sikker på hvordan det ville gå vis han blev opdaget. han anede ikke hvor han hørte til. han ville prøve at stå i midten og se hvor han blev tiltrykket mest til.
*gad give hvad hun vil gøre vis hun finder ud af dette.... hun vil sikkert straffe mig igen*
han kom ud mod midten men stoppede op da han så en skikkelse længere fremme. en skikkelse som lignede en person og ikke et dyr. han valgte at stå stille og se om denne person mon var fjendelig. vis var det normalt for ham. hans smaragt grønne øjne så mod personen men han sagde ikke en lyd.
|
|
|
|
Post by Revion Talant on Jan 14, 2011 1:16:15 GMT 2
Yalathanil havde lagt armene over kors og stået med lukket øjne, mens han lyttede til stilheden, som herskede over dette sted, og som var mere stille på grund af tågen. Hans åndedræt var næsten lydløst. Han reagerede ikke, da Estela lettede fra gelænderet og fløj videre. Hun havde haft et mindre erindere, havde hu fortalt ham.
Yalathanil løftede dog hovedet og åbnede øjne, da han hørte dæmpede skridt mod broen, som nærmede sig ham, men som stoppede. Han skimtede en skikkelse i tågen, en skikkelse, som var forsigtig. Han smilte sagte og kiggede frem for sig, mens han rolig og venligt sagde, "Bare rolig, jeg vil intet gøre dig, Phoenix."[/color] Og han holdte altid, hvad han lovede.
|
|
|
|
Post by Kiba Harunko on Jan 14, 2011 1:23:43 GMT 2
Kiba så fuglen lette og kom i tænke om hans eneste ven. han hørte pludselig stemmen og blev lidt nervøs han gik et skridt frem og så rundt. han vidste hvad Kiba var. hans vinger var jo ikke synlige. de var jo inden under hans trøje. fanget i en sele. han kunne ikke komme fri fra den sele. hans herre havde nøglen.
"vær sød ikke at sige det... vis hun høre det slår hun mig sikkert ihjel"
Kibas stemme lød radsenslagen. han var faktisk bange for hvordan hans herre ville reagere over for hans race. det var sjælden nogen kendte til hans race. han valgte at gå et skridt længe frem. han kunne ikke helt forstå manden. vis han ikke ville gøre ham ondt. hvad ville han så siden han vidste hvad han var.
|
|
|
|
Post by Revion Talant on Jan 14, 2011 1:30:52 GMT 2
Yalathanil betragtede personen, som nu var trådt ham nærmere. "Det lyder til, at jeg lige har afsløret en hemmelighed, men ingen vil høre den fra mig, den er i sikre hænder hos mig.[/color] sagde han, mens han holdte en hånd over hjertet og bukkede kun med hovedet. Det var ikke tit, at han bukkede for nogen. Han bukkede for dem, som var ældre end ham eller var mere værd, end de regnede med. Og denne phoenix var sikkert både ældre og meget mere værdigfuld, end han var.
Yalathanils ansigt fik nu en mere alvorlig folde. "Din herre? De er vel ikke slave, vel? Hvis De er det, så gør det mig meget ondt at høre."[/color] hans stemme lød en smule trist og skuffet over den behandling, som dette væsen fik. "Din herre, hvem er det?"[/color]
|
|
|
|
Post by Kiba Harunko on Jan 14, 2011 1:40:14 GMT 2
Kiba bliknede lidt med øjnene og slå øjnene ned. da han sagde han ikke ville sige det så Kiba lidt op. han var bare bange for hendes vrede. for hvad hun ville gøre ved ham. han bukkede hovedet og sagde lavt.
"bare hun ikke ved det."
Kiba var gammel. men han var ikke ældre end ham. han var kun 1025 år gammel. men hans krafter var de største blandt fønix racen. han var den første som fik gaven af Fønixen. han så på manden og kom lidt nærmere for at kunne se ham bedre.
"jeg.... jeg ved ikke hvad jeg er... jeg mener bare jeg er en tjener."
det var tydeligt at Kiba havde glemt mange ting. han så rundt nede på broens gulv. man ville tro at han så folk i øjnene men det undgik han helst. da manden spurgte til Kibas herres navn rystede han voldsomt på hovedet.
"jeg... jeg kan ikke... jeg må ikke... undskyld"
han kunne og måtte ikke sige hvem hans herre var. hun ond. og hun var klog. hun brugte dæknavne til folk hun ikke stollede på. dig vidste Kiba ikke hvad de navne var.
|
|
|
|
Post by Revion Talant on Jan 14, 2011 1:52:49 GMT 2
Yalathanil nikkede, som tegn til, at han ikke ville sige noget til nogen. Han ville ikke engang fortælle sin egen søster om det, selvom det ville kunne skabe lidt splid mellem dem, men han ønskede at fortælle phoenixen, at han skulle på ham, og han intet andet ville, end at hjælpe ham. Væsner burde nyde deres frihed, også selvom det var svært, fordi lyset var forsvundet fra himlen. Der var altid et lys dybest inde, hvor man kun selv kunne se.
Yalathanil blev lidt overrasket over det svar, som han fik, og der gik lidt, før han igen fik samlet sig til at sige noget fornuftigt. "En phoenix, som Dem, burde være fri og ikke være tjener til nogen. Vi ledte faktisk efter dem engang, men desværre, fik vores gamle fjende fingerne i dig først, hvilket jeg ked af."[/color] sagde han med alvorlige folder i ansigtet, mens han var begyndt at gå frem og tilbage, fra gelænder til gelænder. Han var i dybe tanker.
"Hvorfor frygter du din herre? Du burde faktisk være stærkere end hende, men jeg vil acceptere, at De ikke vil give mig hendes navn. Men kan De i det mindste give Dem dig navn?[/color] spurgte han og stoppede op og betragtede phoenixen.
"Jeg er prins Yalathanil Everlove af Iméra." præsenterede sig selv og bukkede denne gang ordenligt.
|
|
|
|
Post by Kiba Harunko on Jan 14, 2011 2:02:52 GMT 2
Kiba var kommet tættere på og så på ham. han rystede på hovedet. man kunne ikke se det på ham. men vis man så ham i øjnene kunne man se hvor trist han var. hvor ked af det han var over det. han så ned i kløften fra gelænderet.
"jeg... jeg kan ikke huske hvordan det skete.... jeg kan ikke huske hvordan jeg kom til. så længe jeg kan huske har jeg været tjener... jeg har aldrig haft den frihed man burde ha. jeg har betragtet den. jeg kan bare ikke tage den."
Kiba så på manden imens at han gik frem og tilbage. han havde ret. han burde være stærkere men det var han ikke. han kunne ikke finde ud af at få sig ud af dette liv.
"jeg er ikke stærk nok.. og jeg er Kiba."
Kibas navn var gammelt. det var tydeligt at han ikke var fra dette år hundrede. han var over 1000 år gammel så hans navn var gammelt. da manden sagde at han var prins bukkede Kiba. han havde faktisk ikke forstået hvad manden havde ment med at de havde prøvet at få fat i ham men en anden havde. han huskede det ikke.
|
|
|
|
Post by Revion Talant on Jan 14, 2011 14:11:56 GMT 2
Yalathanil var noget overrasket over at høre, at den første af phoenixerne ikke kunne huske, hvordan han var blevet til. Han gad faktisk godt vide, hvor mange gange han var blevet genskabt af asken. ”Friheden er hverken noget man kan tage eller give, men er en oplevelse, som burde have hele livet. Friheden giver en lov til at gøre ting, som man ønsker at gøre. Jeg bruger min på at redde Iméra ud fra mørket, hvilket er en lang kamp. Friheden gør en glad.”[/color] prøvede han at forklare, mens han slog ud med armene, frihed var meget svær at forklare, fordi den kunne ses på mange måder.
”Så må du gøres stærk.”[/color] sagde Yalathanil og fortsatte sin vandring frem og tilbage, han stod med et alvorligt problem her. Måske kunne han alligevel ikke holde sit løfte helt, men han vil kun tale i fortrolighed med folk, og sørge for at hemmeligheden blev bevaret.
Yalathanil smilede flovt, da phoeixen bukkede for ham. Han gik hen og lagde armene på phoenixens skuldere. ”Kiba. Du behøver ikke bukke for nogen.”[/color] sagde han venligt og smilte roligt.
|
|
|
|
Post by Kiba Harunko on Jan 14, 2011 20:50:16 GMT 2
Kiba kunne ikke huske så meget fra hvad der var sket da han jo havde mistet lidt hukommelse fra hvergang han genopstpd. han vidste bare ikke hvordan han kunne få den tabte hukommelse tilbage. han hørte hvad prinsen sagde om frihed og så ned i jorden og tænkte over det. han kunne ikke huske hvad der gjorde ham glad. han følte sig rolig med musik og sang. han så på prinsen da han sagde at de skulle gøre Kiba stærk. det ville blive svært efter som at Kiba ikke havde haft den store styrke. kun en styrke han ikke kendte helt. han mærkede armende blev lagt på hans skuldre han rejste sig og så på han da han sagde han ikek skulle bukke for nogen. Kiba så undrene rundt og knyttede næven og så mod tågens intet hel. han trak vejret dybt og begyndte at synge svagt. det han sagde var lidt af det han følte. en underlig form for slutning for ham. // sangen |
|
|
|
Post by Revion Talant on Jan 17, 2011 0:29:01 GMT 2
Yalathanil betragtede phoenixen og ventede enlig på et svar, men i stedet for begyndte Kiba at synge. Han lyttede roligt til sangen. Han gav slip på phoenixens skylder og lændede sig igen op ad gelænderet og lagde armene over kors og lukkede øjne. Det var en meget trist sang, som blev sunget. Han ville sikkert godt kunne finde sin fløjte frem og begynde at fløjte med, han havde et stort talent, indenfor fløjte spil. Han kunne spille et stykke, når han havde hørt det enkelt gang, selvom det ikke lød helt rigtig første gang han spiller det, men det lykkedes stort set altid for ham. Men han var imponeret over, hvor smuk denne sang enlig lød, når den blev synget af en phoenix.
”Meget imponerende.”[/color] sagde Yalathanil, ”Men lad mig vise dig glæden.”[/color] Han fandt sin fløjte frem og håbede, det ville kunne gøre phoenixen mere glad. Han begyndte at fløjte en af de glade melodier, som han kunne, men denne var en, som gerne ville blive hængende i hovedet på folk.
|
|
|
|
Post by Kiba Harunko on Jan 17, 2011 0:43:20 GMT 2
Kiba sang. han havde jo bare lyttet til hvad han sagde. frihed gjorde en glad. at spille musik og synge gjorde Kiba glad. han så på prinsen da han sagde det var imponerende. det var han da glad for at han synes. han så på ham da han begyndte at spille og man kunne pludselig se en forandring i Kibas øjne. der var forandring da han så på den fløjte og hørte dens lyde. det virkede overraskede. han havde aldrig hørt noget så smukt eller set nogen med så store evner for det.
Kiba så på ham imens han spillede og mærkede pludselige smerter. det var hans vinger som gav ham smerter. de hørte jo også musiken og havde lyst til at brede sig og mærke friheden selv. men selen holdte dem tilbage så vingerne pressede jo bare mod selerne og gjorde Kiba fik store smerter istedet. "du spiller smukt" lød det da han havde lagt facade over smerternes ansigt.
|
|
|
|
Post by Revion Talant on Jan 17, 2011 0:55:16 GMT 2
Yalathanil lagde mærke til forandringen hos phoenixen, hvilket glædede ham. Han ønskede, at Kiba ville få sin frihed igen og ikke være den tjener, som han ikke burde være. Han lagde dog også mærke til, hvordan Kibas ansigt fortrak sig i grimasser, hvilket gjorde, at han fik et bekymret udtryk. Han lavede en hurtig trille, inden han igen tog fløjten fra munden. Hans finger havde bevæget sig hurtige, hurtigere, end almindelig mennesker, men han var jo en elver. Han bøjede hovedet og takkede for komplimentet om, at han spillede smukt. ”Du er ikke kun en tjener. Du er en fange.”[/color] mumlede Yalathanil stille og roligt, men man kunne fornemme det triste i hans blik.
|
|
|
|
Post by Kiba Harunko on Jan 17, 2011 1:03:13 GMT 2
Kiba så fingres ualmindelige hurtige bevægelse. da prinsen så så på Kiba så han op og kunne godt forstå hvad han mente men det var jo ikke helt sandt. Kiba var jo ikke rigtigt fanget. han vidste bare ikke det var de psygiske lænker han havde. han var ikke fanget med kæder og celle men med psygiske kæder.
"jeg... jeg kan ikke være fange... jeg kan gå frit rundt med min herre. jeg kan gå i hendes hjem. jeg er ikke låst inde"
Kiba havde set de triste i prinses øjne og det gjorde han så væk. han kunne ikek lig at se folk i øjnene. han tog sig til ryggen og det lignede han prøvede at få noget fri. som vis en forbinding sad for stram og man prøvede at løsne det ved at heve i det. sådan så det ud sådan som han stod.
|
|
|
|
Post by Revion Talant on Jan 17, 2011 1:21:52 GMT 2
”Kiba.”[/color] sagde Yalathanil hårdere, end han havde regnet med. Han havde sagt det i dyrenes sprog, hvilket phoenixen burde forstå og reagere på. Han var en smule frustreret over situationen. Han kunne fornemme, at phoenixen ikke var fri. ”De vil lade dig tro, at du ikke er en fange. Men du er i den uheldige situation, at du intet kan huske fra dine førhenværende tilstedeværelse. Jeg vil gerne hjælpe Dem.”[/color] sagde han og prøvede at bevare roen i stemmen. Han havde ikke kontrollen over situationen, hvilket gjorde ham en smule usikker. Han overvejede at falde på knæ og bede phoenixen om at tage med ham til Iméra, hvor han ville love den fulde beskyttelse, men det kunne han ikke bare gøre, og det vidste han godt.
|
|
