How long?

[Runya Tile]

Runya havde endelig efter rigtig mange overvejelser fået begivet sig udenfor, hvilket var første gang efter sin søvn, så han opdagede, at der var en del ting, som havde forandret sig efter, at solen var forsvundet. Det var selvfølgelig til det værre, at nogen ting havde forandret sig specielt plantelivet. Han håbede på, at bror Natur delte en del ud af sit element.. eller måske var det søster Natur? Han undrede sig stadig over, hvor længe siden, at det var, at solen var forsvundet. Og hvor mange af hans søskende, som var døde i mellemtiden. Han håbede selvfølgelig på, at ingen af hans søskende var døde, det var bare lige en tanke, som havde strejfet ham.

Runya kom endelig til foden af Yama-bjerget, hvor han valgte at gøre holdt. Han havde sit sværd ved sin side.. eller nærmer på ryggen, hvor den hang i sin skede. Han var klædt i hans sandfarvede bukser og en rød tanktop, som matchede hans hår, så både hans tatoveringer og armringen blev afsløret, dog ikke mærket. Sko havde han ikke på, fordi han havde lettere ved at klatre uden. Og han ville alligevel ikke gå så langt, før han ville tilbage til sit skjul. Han skulle lige vende sig til, at solen manglede. Han så sig om. Han kunne både se noget af Shinrin og Fiudo og stod selv på en af stierne, som førte rundt i landet. Han så igen op på bjerget, som nu pustede røg ud.

[Híroko Yúng]

Man skulle egentligt tro, at nogle ting aldrig ville forandre sig, når det først var blevet anset, men sådan var det ikke med Iméra. I denne tid var der sket en større forandring med landet, som havde krævet sig en del opmærksomhed, specielt fra Nýchta. Derfor var det vel også naturligt, at Híroko begav sig ud på en mindre rejse til landet. Selvom han faktisk ikke havde besøgt Iméra, siden den ulykke med hans lillebror. En tanke, der stadigvæk fyldte hans hovede til tider, men det kom også ofte bag på ham, at han stadig skænkede sin bror en tanke. Dog ville man vel aldrig nogensinde kunne glemme sin familie, selvom man forlængst havde brudt resten af kontakten i håb om at kunne starte forfra.

Híroko var egentlig taget til Iméra for at tjekke området en smule ud, men også for at finde ud af om det nu også var sandt, at Yama bjerget muligvis kunne gå i udbrud, hvornår det skulle være. Man kunne jo aldrig vide om rygter bare var rygter? Han var iklædt en hvid skjorte, der muligvis hang en smule sjusket ud over hans sorte bukser, imens at hans hår blot hang, som det lige havde lyst til. Híroko valgte at følge stierne igennem Iméra, selvom det sikkert ikke ville være smart, hvis han først stødte ind i nogle vagter fra landet, dog havde han af sikkerhedsmæssige grunde, valgte at skjule sine vinger væk, så han i hvert fald ikke ville blive opdaget med det samme. Hans bevægelser var også rolige, så det ville nok være svært at mistænke ham for noget, da han ikke så så mistænktsom ud.

[Lairion]

Det var hans tur til at se til Broder Ild. Han vidste at han var vågnet, men han havde selv tænkt sig at besøg sin længe savnede broder. Han tænkte ikke over at hans bror nok ville blive overrasket over synet af sin gamle bror, fordi den gang Broder Ild faldt i en nærmest magisk søvn, var broder natur stadig en ung stærk mand. Nu var hans ansigt rynket, og fingrende kroget, mens hans muskler krævede en stav at støtte sig til. Synet var også ved at svigte ham, men han levede med det.
Han var på vej mod Yamabjerget for at se til sin bror, og han bevægede sig med langsomme skridt mod de stejle skrænter. Hans grønne hætte var trukket op over hovedet, så man kunne ikke se oppefra at hans hår og skæg var grønt, fordi det var skjult af kuttens skygge.
Langsomt og roligt, mens egekæppen slog mod jorden, bevægede han sig med rolige skridt, hen mod Yamabjergets fod, for at begynde stigningen op ad de stejle skrænter, for at komme til Broder Ilds hule.

[Runya Tile]

Runya havde været ved at strække sig med hænderne over hovedet, da han havde lagt mærke til noget, eller nogen. For det første kunne han mærke nærværet af en bror eller søster, men han kunne ikke helt blive enig med sig selv om, hvorfra denne bror eller søster kom fra. Men han var nu ret sikker på, at der var en i nærheden. Det var alligevel ved at være længe siden, at han havde været i nærheden af en af dem, måske var han var blevet lidt rusten i løbet af tiden, hvor han havde sovet? Selvom han nu ikke følte sådan, også fordi hans træning ikke var blevet værre.. men det var igen det der med, hvor længe han enlig havde sovet.
Han afsøgte området med øjne og fik øje på en skikkelse, som virkede til at have grønt skæg, hvilket undrede ham bare en smule. Et sted så virkede det bekendt, men alligevel var der noget fremmed over personen, men han var nu ret sikker på, at det var en af hans brødre eller søstre. Han rettede lidt på sin høje hestehale. ”Hey.” hilste han og gjorde opmærksom på sig selv ved at hæve en arm og vinke lidt frem og tilbage.

Da han igen havde trukket armen ned til sig, blev han nu opmærksom i den anden retning, hvor der gik en anden skikkelse. Han rynkede lidt på næsen og sikrede sig sit sværd, så han kunne trække det, hvis det blev nødvendigt. Han stolede ikke på fremmede og slet ikke, hvis de kom fra Nýchta, da mange af dem ikke ønskede noget godt i Iméra. Og han havde nu et meget godt gæt på, at den fremmed fra Nýchta var en dødsengel. Det var ikke lige det væsen, han havde håbet på at møde, men man vidste jo aldrig, hvordan verden havde forandret sig. Måske til det bedre, måske til det værre? Det var nogle informationer, som han manglede.

[Híroko Yúng]

Man skulle muligvis tro, at en som Híroko ville være meget opmærksom på det der skete rundt omkring, når han i sine tanker var fyldt op med det, der var sket for flere 100 år siden. Men lige nu gik han desværre blot i sine egne tanker. Dog stoppede han op for at betragte det høje bjerg og til sin overraskelse, så kunne det tydeligvis ses, at det steg en form for røg op af bjerget. Han havde altid blot troet, at det var et simpelt bjerg, som havde været der længe uden at være noget specielt. Men hvad havde været grund til denne pludselig vækning af bjerget? Nogen måtte da vide noget omkring det? Hans skridt førte ham derfor tættere på bjerget eller vulkanen, men dertil lagde han også mærke til, at han ikke var alene i området? Dog havde han aldrig før mærket den form for energi før og da slet ikke var 2 forskellige kilder på samme tid? Det virkede en smule mistænktsom, men han var også nød til at undersøge det.
*Først begynder Yama bjerget afgive røg og så denne form for energi?*
Hans tanker var egentlig fulde af ideer til hvad det kunne betyde, men alligevel havde han ingen logisk forklaring på, hvorfor det lige pludselig var sket. Solen var der jo ikke længere til at varme vulkanens indre op? Hvis det overhovedet havde været muligt på det tidspunkt. Men nu var vulkanen blevet vækket og så kunne man jo kun håbe det bedste.

[Lairion]

Han nærmede sig stadig med de langsomme skridt, og han løftede kort sit hovede da der var en der kaldte, eller hvert fald gjorde sig opmærksom for andre. Han smilede lidt under rynkerne og fortsatte med at gå mod Broder Ild. Til forskel fra sin bror kunne han ikke fornemme andre racer, og han kunne heller ikke se noget over sit hovede, fordi han havde svært ved at se opad.
Han nåede hen til Broder Ild og satte sig på en af stenene, uden at have sagt et ord endnu. Han rettede sin ømme ryg og så op på Broder Ild med et venligt smil. "Velopstået Broder? Jeg kan se at du har vækket den gamle vulkan igen. Det glæder mig at se at du stadig har det så godt" Han smilede stadig og så kort ned på jorden, og se en blomst der var ved at visne. Han rørte blidt ved de brunlige kronblade, og gav lidt af sin livskraft til blomsten der langsomt løftede sit hovede og så op på den mørke himmel med sit guld øje mellem de blå kronlade. En fin lille blomst.
Han smilede lidt til sig selv, men han vidste godt, at på et tidspunkt vil den blomst dø alligevel, selv hvis han blev siddende ved den. Hvis man så efter kunne man se at det kraftige grønne skæg og hår var fyldt med nogle få hår med en gul eller varm rød farve, der viste at han var på vej mod sit efterår, og til sidst sin vinter, inden han vil blive genfødt til et nyt forår.

[Runya Tile]

Runya havde igen vendt sin opmærksomhed mod sin søster eller bror.. eller han regnede med, at det var en bror, da vedkommende havde skæg. Den grønne hårfarve var dog ikke til at gå fejl af, kunne ikke rigtig være andre, end broder Natur, dog kunne man ikke altid være sikker, da der til tider var sket anderledes og uforudsete ting.. blandt andet det, at broder Metal engang havde være søster Metal. Så broderen foran på stenen kunne ligeså vel også være broder Jord. Dog tog han ikke fejl af stemmen, selvom det er ved at være meget længe siden, at han havde hørt den. ”Velmødt, broder Natur.” hilste han glad igen, smilede og slog armene ud i en gestus, som hilste en gammel ven velkommen. Han lod armene igen falde og fortsatte, ”Jeg er ikke selv sikker på, om det var mig, der vækkede vulkanen, eller om det var vulkanen, som vækkede mig.. men vi er åbenbart vågnet samme døgn. Jeg er dog noget forundret over, at jeg ikke er blevet genfødt… og nu, hvor vi er ved det, hvor længe har jeg sovet?” Han ønskede et svar tidligst muligt, så han kunne få hittet rede i nogle ting.
Lidt efter tog han sin bror i et bedre øjesyn og brød sig ikke helt om det, som han kunne se. Dog var han ikke bekymret, da det var sket et par gange, at et element var blevet genfødt. Han var så dog en af dem, som endnu ikke var blevet genfødt til hans forundring. ”Jeg ser, at efteråret er på vej.” sagde han og smilte skævt, mens han kiggede ned på blomsten, som havde fået noget af livet tilbage igen.

Runya havde nær glemt den fremme, som han havde set før og vendte sig halvt mod retningen. Han opdagede, at dødsenglen havde kurs mod bjerget og dem, eller sådan virkede det for ham. Ganske langsomt løsnede han sit sværd og trak den ude af sin skede. Man kunne aldrig være for forsigtig efter hans egen mening, selvom nogle af hans søskende havde prøvet at banke noget fornuft ind i hovedet på ham. Fordi han skaffede sig flere fjender, som venner, når han var for forsigtig, men han mente selv, at det var en grundene til, at han stadig levede, hvilket også gjaldt de drager, som boede i vulkanen.

[Híroko Yúng]

Lige pludselig var der noget, som gøs igennem Hírokos krop, han havde var lige pludselig blevet grebet i en fornemmelse. En fornemmelse af, at han blev overvåget eller at der var en mindre mulighed for, at der var en eller måske flere, der holdt øje med ham. Han stoppede roligt op, for at det ikke skulle virke mistænksom, samtidig med at han ikke ønskede at de skulle vide, at han havde lagt mærke til ham. Híroko's holdning forandrede sig ikke så meget igen, da han fortsatte sin vej på stien, der førte ham direkte til bjerget, for noget sagde ham, at det var der han skulle hen.
Roligt røg hans hænder igen ned i lommerne, men desværre for ham bar han ikke nogle brugbare våben, så det ville nok næppe være til hans fordel, medmindre at han havde mulighed for at stikke af? Selvom han ikke var meget for tanken om at stikke af fra nogen, som boede i Iméra, så kunne det muligvis blive sidste udvej, hvis han ikke ønskede at afsløre sig selv. Han forsøgte dog at forholde sig roligt til situationen, selvom det virkede en anelse, som om det ikke var en almindelig mængde energi, som holdt øje med ham. Men mon ikke at han ville få svar på det, meget snart?
Grunden til at han valgte at fortsætte var simpelthen fordi han også var født med en form for nysgerrighed, som han til tider blev nød til at stille, ellers ville han blot vende tilbage senere, dog ville det betyde det samme for ham..

[Lairion]

Han smilede varmt op til Broder Ild, men man kunne godt se på hans plagede ansigt at der var smerter i den gamle krop. Han var tydeligvis ikke ung mere. Han lyttede til det som Broder Ild ville fortælle og han kluklo lidt, da spørgsmålet dukkede op kort efter sin egen påstand. Broder Ild havde aldrig været den der kunne finde ud af at tage ting med ro, hvilket nok var ham selv der var bedst til. Han havde en tendens til at slå rødder. Han foldede sine hænder om sin stav og støttede sig lidt til den. "Tja, du har sovet sådan knap og nap et tusind år. Det er ikke så meget igen. Det kunne have varet meget længere, og som du kan se er solen ikke kommet tilbage." Han talte langsomt og afslappet. Han havde ikke en grund til at forhaste sig. Især nogle som Broder Ild og Broder Luft havde en tendens til at blive irriteret over hans rolige sind. Han kunne lide at bruge tid på alt, lige som når træerne bare brugte sin tid på at stå og gro, stille og roligt uden at forhaste sig.
Den næste kommentar fik et lille skævt smil frem på ansigtet. "Ja, jeg er ved at blive gammel, og jeg er lidt overrasket over at du ikke er mere overrasket over min alder. Den gang du faldt i søvn, så jeg jo ud til at være yngre end dig. Nu er jeg en gammel olding.
Du virker så bekymringsløs over at min død allerede er synlig. Min død vil skabe et stort kaos. Broder Kaos vil næsten fryde sig over den kaos der skabes når jeg en gang dør. Alle planter vil dø, og noget som de skaber, vil langsomt forsvinde, og dyr og mennesker vil dø. Ilden vil ikke kunne fænge ordentligt, fordi jeg vil dø, og ilt ikke skabes, men bare rolig bror. Jeg vil komme tilbage, og så vil der hele blive godt igen." Han talte stadig rolig og afslappet, som om det ikke gjorde så meget, at han ville dø, og flere ville risikere at dø med ham, og Broder Ild ville kunne risikere at falde i søvn endnu en gang, på grund af den manglende ilt i luften.

Han så lidt bebrejdende på sin bror, der trak sit sværd. Han kunne også fornemme at der var en anden til stede, så han prøvede at få øje på den anden tilstedeværelse, men et dårligt syn i mørke, var ikke lige det der gjorde en dødsengel mest synlig, så han så ikke rigtig nogen. "Prøv at tage den med ro lille bror. Hvem det så end er, så kommer han nok ikke for at slå os ihjel." Han sendte ham endnu et lille smil med et forsikrende udtryk i øjnene.

[Runya Tile]

Runya spærrede øjne op og gloede på sin bror, han troede seriøst ikke helt på, at han havde sovet i tusind år.. dog faldt han igen lidt til ro, fordi det sagtens kunne passe, og det ville på en måde give mening, hvert fald omkring dragerne, som døde, og om broder Naturs udseende. ”Nej, jeg tror, hvis solen var dukket op igen, så var jeg vågnet med den i stedet for.” sagde han bare og kløede sig i nakken. Han kunne enlig ikke huske, om han nogen sinde fik fortalt nogen, at solen enlig også var en af hans kilder/resurser. Han lod igen sin hånd falde, men tænkte stadig lidt over det.
”Jeg havde vel set det komme, da jeg så, hvordan naturen var ved at visne. Og du er jo ikke den første, som bliver genfødt. Det er sket før. Jeg burde selv være blevet genfødt, men det gjorde jeg ikke.” sagde han og trak svagt på skulderne og konstaterede kort efter, ”Ja, det skaber et stort kaos og en ubalance i naturen, når en af os genfødes. Nogle ville dø af iltmangel, dog er der de racer, som ikke har behov for ilt, som vil overleve dit fravær. Og jeg regner selvfølgelig med, at du vil komme tilbage.” Han sendte sin bror et smil, da en pludselig tanke slog ham. ”Nogen idé om, hvordan søster lys har det?” spurgte han, men igen var han ikke bekymret. Han gad vide, hvordan søster Lys og broder Mørkets forhold var, nu hvor solen stadig var væk?

”Du kan aldrig vide dig sikker med dødsengle.” svarede Runya bare sin bror igen i et hviskende toneleje og rynkede på næsen. Han strammede sit greb om sværdet og lod sværdspidsen glide henover jorden og tegne en linje efter sig. Han skuede ud i mørket mod skikkelsen. Han overvejede lidt at råbe efter ham, men igen, så lod han vær. Han kunne vel prøve at lade vær med at skabe sig flere fjender.

[Híroko Yúng]

Igennem mørket, var det eneste, som Híroko havde mulighed for at følge, nok den energi, som kom fra området ved Yama bjerget. Dog havde han ingen anelse omkring hvad han mon ville støde ind i. Og man kunne da aldrig vide sig sikker på, om det ville være et roligt måde eller et mere aggressivt møde mellem fremmede fra hver sit land. Den hvide skjorte han lettere løs om hans krop, men dog var det muligt at se hans slanke linje, dog gemte der sig muskler under det hvide stof, som muligvis blot kunne betegnes som et dække. Híroko var muligvis ikke en mand af mange ord, men til tider kunne han sagtens finde på at åbne munden en anelse for meget, end nok var bedst for ham.
Der gik ikke lang tid, før at han kunne fornemme 2 skikkelse ikke ret langt væk fra ham. Men med den afstand formåede han også at komme frem til en mindre konklusion ud fra de to personernes holdning og energi. Den ene af dem var tilsyneladende en del ældre end den anden. Energien var også stærkest ved den, som var tættere på ham, dog vidste han ikke rigtig hvordan situationen skulle tolkes, men for at være på den sikre side valgte han at være på vagt.
"I virker ikke som nogen man møder hver dag i Iméra"
sagde han roligt, men også temmelig fattet, dog var det ikke helt muligt for ham, at skjule den kolde og nærmest ligeglade tone, som han altid havde haft. Det eneste han koncentrerede sig om, var hans arbejde. Men det kunne dog være interessant at vide, hvem de var, måske der ville være en mulighed for at udnytte deres energi til sin egen fordel?

[Lairion]

Han så egentlig ikke ret meget til sine søskende, fordi han jo bare vandrede rundt i sit eget rolige tempo, så han nåede aldrig hen til et sted hvor han vidste der var en af sine søskende der var, inden de var taget af sted til en ny destination. "Jeg har ikke snakket med hende i et stykke tid. Hun tog det overraskende pænt da dagen forsvandt." Han sendte ham et skævt smil og rettede sig endnu en gang op. Han strøg en hånd gennem skægget der var blevet en smule filtret, ligesom slyngplanter, der groede om kap op af en husmur eller en egetræsstamme.

Han rystede en smule opgivende på hovedet over at Broder Ild var så mistænksom mod dødsenglene. De var jo blot levende væsner. Nogle mere koldblodige og morderiske væsner ja, men dog stadig levende væsner, så hvorfor dømme en blot på den race personen kom fra?
Han så op på den person der kom frem og talte til dem. Han sendte ham et blidt smil og trak sin hætte tilbage. Det lange grønne hår var lige som skægget også rød- og gulsprængt som tydede på hans alderdom, og snarlige død. "Jeg møder forskellige mennesker, både i Iméra og Nýchta, samt resten af verden, hvis jeg en gang får bevæget mig over Tsúkas bjerge."

[Runya Tile]

”Hmm…”brummede Runya tænkende og blev enig med sig selv om, at han nok måtte tage en tur rundt i landene for at finde sine forskellige søskende og se, hvordan de har det og måske finde ud af noget mere omkring, hvordan situationen enlig var i landet. Efter at have sovet godt tusind år, så burde nogle ting have forandret sig, fordi ting kunne umuligt have stået og forblevet, som de var. Han rettede lidt på sit pandehår. ”Jeg savner nu solen.” mumlede han så til sidst. Den gav ham også en mulighed for at rejse længere væk fra vulkanen.

”I lige måde..” mumlede Runya for sig selv, da dødsenglen trådte frem og talte til dem. Og desuden var de ikke de eneste, og nogle af deres søskende opholdte sig sikkert også over i Nýchta. Hans humør ændrede sig tydelig til det værre. Skønt, første dag udenfor for vulkanen ødelagt. Han hævede dog ikke sit sværd, men lod det bare blive i sin hånd, mens spidsen rørte ved jorden. Han kiggede bare bebrejdende på sin bror.

[Híroko Yúng]

Ud fra første håndsindtrykket kunne han hurtigt konkludere at de ikke begge var lige begejstret for at se en dødsengel, men det var jo også bare deres valg, det var faktisk ikke rigtig noget der interesserede ham. Specielt ikke andres meninger. Han lod dog først sit blik glide over på den ældre mand, som tydeligvis ikke havde meget livskraft tilbage, og der var måske også en mulighed for at han egentlig forsøge at holde sig kørende, selvom løbet måske var kørt? Híroko havde i hvert fald fået et indtryk af, at den ældre herre var mere åben, som den yngre, der allerede havde trukket sit våben, før at han var kommet dem nær. Den unge mand virkede energisk og klar på det værste, men på en eller anden måde, så var der tilsyneladende noget som holdt ham tilbage. Der var mange indtryk, men om Híroko skulle stole på sit instinkt eller ej, vidste han endnu ikke, da første håndsindtrykket ofte var det forkerte, men det kunne også være rigtigt?
"Forskellige meninger er der vel plads til?"
sagde han roligt og valgte at blive på den afstand, som han nu havde formået at skaffe sig. Dog var han stadigvæk inden for deres rækkevidde eller de var i hvert fald stadig inden for høre afstand, måske en anelse mere.

[Lairion]

Han sukkede tungt. Han kunne virkelig mærke døden banke på døren. Han prøvede at rejse sig op, men han følte sig ikke helt stærk nok til at kunne rejse sig. Han tog sig til brystet da et stik af smerte gik gennem hans hjerte, og han skar sit ansigt af smerte. Et meget gammelt træ havde mistet livet. Det havde stået der i mange hundrede år, og nu var det faldet. En gammel kæmpe var faldet, og han kunne fornemme at de næste kæmper også nok skulle falde snart. Han ville ikke kunne redde meget længere, men han måtte lægge det hele i hænderne på hans reinkarnation, når denne blev født.
Han så bedende op på sin bror. "Kære bror. Vil du ikke nok hjælpe mig op og stå? Jeg har ikke kræfterne til det længere." Han så faktisk en smule ynkelig ud, som han sad der, med den ene hånd knuget til brystet, og den anden fast på sin massive egestok, og hans ansigt fortrukken af smerte, og håret fyldt med tegn af alderdom. Hvordan kunne man tro, at han var livskraften til alt det der groede i verden?