This is the end

[Colopatiron Nisroc Perpetiel]

Det er måtte være verdens ende. Der var ikke mere at komme efter. Han havde søgt og ledt over alt i snart tusind år, men lige lidt havde det hjulpet. Colopatiron lå fladt på maven med vingerne spredt ud på ryggen. Han var mutters alene midt ud på en mark, hvor ingen byer var i sigte. Det var selv for langt væk for overfaldsmænd og andre bander til at lede efter mulig ofre for deres hærgen. "Hvorfor ... hvorfor" mumlede han på sig selv og så sit liv passere revy. Fra han havde været den moderiske hærfører, der slog alt der kom i vejen ihjel, til den evige vandringsmand der ledte efter lysetsbarn og så nu - en knækkede mand, der ikke havde noget livsglæde. Ingen inspiration, hvorfor prøvede han dog overhovedet at kæmpe imod? Han sukkede, han følte han burde lade sig slå ihjel og blive til en necromancers offer, men så let skulle han ikke slippe. Han fortjente ikke sådan en skæbne, den var for blodsøden for ham. Efter alt det han havde gjort.
Han skyldte verden så meget, så han havde intet krav på sit eget liv længere. Nu måtte verdenen snart godt gå under.

[Roia Shui]

Den stille vind gled igennem området og fangede det smukke grønne hår som den unge smukke Roia havde når hun gik rundt. hendes smukke lyseblå kjole gled med vinden og formede sig til hendes slanke ben. Hun gik med en kurve i armende. Nede i kurven log en lille urte kniv som Roia brugte når hun samlede planter. Roia havde smukke øjne som lyste af varme og kærlighed. Hun satte sig ned midt imellem nogen planter som kunne være giftige men hun kendte jo til dem da hun havde studeret dem. Rioa var fyldt med kærlighed, og også til hendes datter. Roia var i sin menneskeform men det betød ikke at hun sang mindre end normalt. hun så op på himlen da en stjerne blinkede. Et trist smil gled over hendes læber da hun kom til at tænke på hendes forlovede som døde for lang tid siden. Hun tog kniven frem og begyndte at skære blade af planterne imens at hun sang med sin smukke stemme som fyldt markerne om hende. hendes stemme faldede ikke fordi at hendes kærlige mand var faldet.

Der gik ca ikke lang tid da to lette føder løb over græsset. Fordi de var lette var fordi at de små hvide vinger baskede på samme tid. Hun var ung så hun havde ikke fuldt ud voksede vinger så hun kunne kun blive let. Pigen som kom løbende hed Hoshi og var Datter til Roia som sang. Hoshi så pludselig en mand ligge ned i det hele og stoppede kort op. De små lillae øjne så på manden da hun begyndte at gå over mod manden. Hun kom over ved hans hoved og satte sig ned på hug så hendes hoved var lige over hans. Det lange hvide hår hang i en heste hale på hendes ryg. Hun så roligt på ham uden en lyd. Hun talte sjældent til fremmede. Men venlig som en engel var hun da hun selv var engel.

sangens link her.

[Colopatiron Nisroc Perpetiel]

Colopatiron havde lagt mærke til der var nogen om ham fra et stykke tid siden, men han følte sig for ødelagt til at røre på sig. Han havde lyst til at blive liggende og gro ind i naturen. Det måtte være dejligt idylisk. Han påmindede sig dog hele tiden selv om han ikke fortjent end så blødsøden skæbne. Et par små bind kom ind i hans synvide de løb i hans retning og stoppede op lige foran ham. Han gjorde dog ikke tegn til at skulle røre på sig. Han tog en dybvejrtrækning - hvis der havde været tvivl om han havde i live, så var det der ikke længere. En smuk stemme kunne høres, den var syngende. Det skar i sjælen på ham. Ikke fordi det lød dårligt, men fordi den gik rent i hjertet på ham, som stadigvæk havde sorte sider efter sin barske fortid.

En tåre trillede ned af hans kind "Hvorfor" mumlede han og glemte fuldstændig at barnet stod lige over ham. Sangen var som fra en anden dimension. Endnu en tåre tog turen ned over kinden. Han følte en stærk fortvivlelse og skulle lige til at rejse sig op for at se hvor sangen kom fra, men blev liggende i sin position på jorden.

[Roia Shui]

Roia havde ikke set at hoshi var der. så hun sang bare videre. Hoshi så på manden og så at han begyndte at grade. hun lagde hovedet på skrå og da han begyndte på hvorfor så Hoshi rundt. det var ikke andre. "hvorfor grader du mand? og hvorfor siger du hvorfor?" Hoshis smukke søde øjne så på manden og hendes små vinger var intet iforhold til hans. de viftede lidt for at holde hende oppe på tæerne. Hoshi var jo en rigtig lille sød engel pige som desværre ikke havde en far mere.
Roia tog alle mulige planter imens at hun sang. hendes datter lignede hende lidt men mest sin far. hun havde også været fars pige da han levede.

[Colopatiron Nisroc Perpetiel]

Han følte han var et svar skyldigt, men han holde dog alligevel det tilbage. Han ønskede ikke at besmitte hende med sine bekymringer. De var mørke nok i forvejen til at han følte et barn, et så ungt barn, der havde en så ren aura omkring sig skulle underlægges disse, men han kunne ikke ignorere hende. Det tillod han ikke. "Jeg sørger fordi jeg længes efter lysets vej" svarede han og mærkede vinden gennem sit hår. Det ville være dejligt med noget der kunne give ham et hint eller et glimt af lykke, men hvor dette skulle komme frem syntes uanetlig.
Han lukkede øjnene og prøvede atter engang på at gro ind i naturen, men hans synder nåede ham og det sker ham i hjertet. "Undskyld" sagde han lavmælt og endnu en tåre forlod hans kind.

[Roia Shui]

Hoshi så på ham og da han sagde det med lysets vej så hun mod Rioa og rejste sig for at gå over og tage hans hånd og hev i ham for at få ham med. hendes lille søde smil var ikke mange som kunne modstå. men hun var jo også kun et barn. og enda et engel barn så det var virkelig mange som ikke kunne modstå hendes smil. Hoshi ville gerne at at manden fulgte med over til hendes mor for hun så jo sin mor som sin lysets vej.

[Colopatiron Nisroc Perpetiel]

Det gjorde ondt i maven på ham, da hendes barne hånd rørte hans. Han følte en enorm skyldfølelse over at have svigtet dette barn, for ikke at tænke på de tusindvis af andre tilsvarende børn. Men han kunne ikke mere. Det var en never ending battle. I tusind år, i hele tusind år havde han søgt efter lysetsbarn, men måtte konstatere det at det ikke var fundet endnu. Han sukkede lydløst og tvang sig selv til at se på hende kæmpe med at få trukket ham over til sin mor. Han prøvede at komme på benene, men de krakelerede under ham og han gik i jorden igen. Hans blik landede endnu en gang på hendes kamp med hans hånd. Det gav ham et indre lys og han mærkede sin vinger begyndte at slå svagt, som fik ham op på benene. Hans spyd lå knækket og var nu nærmere en vandre stok, som han krøb sig op ad.

Hans engle kræfter levede på et håb og glæde og da han så havde tabt håbet var han styrtet ned. Det lille barn havde dog formået at bringe noget håb og tro i ham. I hvertfald nok til han kunne bevæge sig videre. Han skyldte hende dog at følge med hende.

[Roia Shui]

det at hun kæmpede med hans hånd kunne se så forfærdeligt sødt ud fordi at hun kæmpede med et smil på læberne. dog da han kom op smilte hun stort som om hun troede at det var hende som havde gjort det. hun hev ham hev mod sin mor og smilte sødt. da de kom nærmere Roia sagde hun sødt. "Mor denne mand leder efter dig." sagde Hoshi som nok havde kommet til at omfortolke det helt forkert.
Roia så op fra planterne og så på manden med hendes smukke grønne hår og hendes klare smukke øjne. hendes blik var fyldt med kærlighed og varme. det var tydeligt at hun ikke beskyldte ham for noget som helst.

[Colopatiron Nisroc Perpetiel]

Han fulgte med, i et tempo, så hun forsat trak i ham. Han var dog muskuløs nok til at blive stående på benene trods sin afkræftehed. Han så op fra barnet og fik øje på det der måtte være hverven. Han forsøgte at smile, men det blev en grimase. Han så dog udforstående ned på barnet ved hendes kommentar om han søgte hendes selvskab. Men havde ikke overskud til at svare på dette. Han fulgte med indtil de kom hele vejen hen til hende. Han sagde intet, men kiggede blot på hende, ikke stirre men kigge.

[Roia Shui]

Hoshi så på ham med et stort smil. Roia rejste sig op fra jorden og smilte venligt. "De søger mig? eller har hun fortolket noget forkert" spurgte ROia roligt og tog Hoshis hånd og smilte venligt hun så på manden og synes faktisk at hans vinger gjorde ham til noget særligt. ikke mange havde sådan nogen vinger. Roias smukke blå kjolede bølgede om hendes krop og gjorde at man kunne se hendes former. Roia var venligsindet og så ikke noget dårligt i nogen før de gjorde Hoshi eller Andél noget. for det var nogen der betød noget for hende.

[Colopatiron Nisroc Perpetiel]

Han rystede svagt på hovedet, "Nej fru, jeg søger dem ikke" svarede han ydmygt. Han var glad for det ikke lod til hun vidste hvem han var. Hans blik gled ned mod barnet, der havde trukket ham hen til sin mor. Han smilte svagt. Det var første gang i mange uger han smilte. Han ønskede ikke at spilde hendes tid eller ligge til last for hende med sine skræmmer. Hans blik trillede stille ned i jorden, så han ikke så barnet længere men blot stirrede blindt ned i jorden.
Han vidste ikke om han blot skulle vende snuden den anden vej og forlader sceanariet. Men dette vil være uhøflig, så han blev stående og afventede situationen lidt.

[Roia Shui]

Roia så på manden og smilte. hun rakte hånden frem og smilte varmt. "jeg hedder Roia, hyggeligt at møde dig" hun smilte varmt og så roligt på ham. hun var aldrig fordømmende. og elskede at møde nye folk og hjælpe dem vis de havde brug for det. Roia var jo læge så at hjælpe gjorde hende glad. hun smilte varmt og håbede faktisk at han ville slå sig ned og snakke med hende.

[Colopatiron Nisroc Perpetiel]

Han nikkede og fremtvang et smil som hilsen. Han havde ikke overskud til at slippe sin pind, da han var sikker på det vil frembringe en overbalance. "Glæden er helt på min side" svarede han. Det sidste endte dog i et lav toneleje, da det var der hele pointen var, glæde. Hvis det ikke var fordi han manglede glæden og håbet, så havde han ikke havnet her, så glæden var vel ikke på hans side og det var vel blot noget han sagde for at være formel. Han var blevet fjern i sit syn og bed sig svagt i læben.

[Roia Shui]

ROia så på ham og smilte til ham. hun så hvordan han holdte i hans pind og smilte lidt. "Du skulle vel ikke være syg vel?"hun havde set hvordan han bed sig i underlæben. tegn på at man løg eller at man ikke havde det helt godt. Roia ville kun være glad vis hun kunne hjælpe. hun var jo også glad vis folk ville tage imod hendes hjælp. for det var ikke alle mennesker eller andre racer som ville tage mod hendes hjælp pga hun ikek var engel med helende evner men siden hun var lille havde hun mente man ikke behøvede at være engel før at rede liv.

[Colopatiron Nisroc Perpetiel]

Han rystede svagt på hovedet "Bare det var så vel" svarede han og missede svagt med øjnene. Han tog en dybvejrtrækning. Hendes venlighed var næsten for meget for ham efter alt den elendighed. Han kløede sig kort på hagen, men tabte næsten balancen og greb hurtigt sin pind. "Hvis bare det var så simpelt" gentog han, "Det er desværre langt værre" afsluttede han og så ned på pigen igen, som fik et svagt smil frem på læben af ham.