For dyrt eller ikke?

[Aiden Zathe]

Aiden gik hen langs muren, hvor de udmagrede slaver enten lå eller sad. Hans øjne viste ingen tegn på følelser, idet han nøje vurderede hver enkelte fange, hvis øjne var matte af sult og tomme af sorg. Længere henne blev de dog mere og mere tiltalende at se på, eftersom de lidt rigere slavefanger havde råd til at fodre dem og give dem husly med den tanke, at det ville blive lettere at sælge dem.
Aiden kløede sig bag nakken og fik øje på en smuk kvinde under sin hætte, der mere eller mindre dækkede for hele hans ansigt, så han ikke ville kunne blive genkendt. Den mørkeblå kutte flagrede let, da han med målrette skridt bevægede sig tættere på hende. Hun sad stille og lydigt på jorden ved siden af sin slavefanger og stirrede ligeud.
Aiden satte sig på hug og begyndte kritisk at se hende an. Ingen af dem prøvede at få øjenkontakt, eftersom der ikke var nogen grund til det. Aiden kom for at købe slaver, og hun var der for at blive solgt. Han rejste sig atter og begyndte at spørge den robuste slavefanger om det, han vidste om hende. I et lang stykke tid forhandlede de, da Aiden var helt sikker på at kunne presse prisen længere ned.
Overalt var der snakken og summen, lyden af lænker og grædende slaver. Kort sagt kaos. Aiden bemærkede dog intet af dette, da han efterhånden var blevet så vant til alt larmen, at han ubesværet kunne lukke det ude.
Hele markedet var henlagt i mørke, og det var helt klart ikke et sted for folk, der ikke vidste, hvordan man burde færdes her.

[Paige & Alexis]

Det var noget af en fejltagelse at være taget til Nýchta. Men sådan havde det jo altid været, når man oprindelig kom fra Iméra. Det kunne godt være at det ville hjælpe med en forklædning, hvis man tilfældigvis var kommet til at havne i Nýchta for at stoppe en anden. Det var noget, som desværre var sket for søskende parret Paige og Alexis, men sådan kunne det gå, når den ene absolut skulle være nysgerrig og den anden havde pligt til at beskytte sin lillesøster.
Det hele startede med at Alexis og Paige faktisk var kommet en smule op og skændes, hvorefter at Alexis for sjov havde sagt til sin søster, at hun ville stikke af til Nýchta. Selvfølgelig var det ikke noget Paige troede på, da hverken hende eller Alexis havde været i Nýctha, så hun havde blot ignoreret hende og sagt at hun ikke ville have mod nok til at krydse grænsen mellem Iméra og Nýchta. Efterfølgende var Alexis simpelthen stukket af og Paige fulgt efter i hendes animagus form, fordi på den måde havde hun en fordel.

Desværre for Paige, så var Alexis allerede gået over broen i form af en vampyrs skikkelse, hvorefter hun ligefrem var blevet smidt over broen, fordi hun jo hørte til i Nýchta. Paige valgte at følge efter hende, men de nåede aldrig at vende tilbage, før at de var kommet for langt ind i landet.
"Hurtigere Paige!" Det kunne kun opfattes, som et lettere nervøs skrig fra Alexis side, som nu sad ovenpå sin søster ryg, der for længst havde forvandlet sig til den smukke og yndefulde puma, som hun havde mulighed for at forvandle sig til. Alexis havde længe været misundelig på sin søster, fordi hun havde mulighed for at forvandle sig til et dyr, men på den anden side, så kunne Alexis forandre sit udseende til det hun ville. Paige knurrede lidt af hende, imens at de farede igennem gaderne, men til sidst stoppede de op, da de kom til en mere skummel del, end den de havde været i til at starte med. Efterfølgende bevægede de sig, forhåbentlig ubemærket, igennem de mange slaver og slavefangere, som befandt sig rundt omkring. Pigerne var nærmest stive af skræk, da de helst ikke ville blive opdaget, derfor valgte de at falde i et med mængden, selvom Alexis red rundt på en puma. Alexis lignede en kvinde på sin søster alder, da skjulte en længere kappe hendes udformning. *Bare vi eller jeg ikke har dummet mig igen* tænkte Alexis stille, imens at hun stirrede rundt på de mange slaver, som tilsyneladende ikke lavede andet end at stirre. Det lange mørke hår var nok det eneste man kunne fornemme for kappen.

[Aiden Zathe]

Aiden fortsatte stædigt med at prutte om prisen og rystede til sidst på hovedet da slavefangeren forsøgte at komme på et kompromis, hvor han selv tydeligvis havde fordelene. Derefter forsøgte den store mand atter igen. "Hun er udholdende, stærkere end hun ser ud og holder sin kæft, når du kræver det," begyndte han, men Aiden løftede hånden for at standse ham. "Tag et kig på hende," sagde han med et let skuldertræk og satte sig på hug foran slaven igen. Med et fast greb holdt han om kvindens kæber med den ene hånd, så han kunne dreje hendes hoved til den ene side først og derefter den anden. De grønne øjne var atter kritiske. "Deres pris er alt for høj, taget i betragtning af, at De ikke engang kan forsikre mig, at hun ikke lider af nogen sygdom overhovedet, desuden..." resten af samtalen blev atter overdøvet af af højlydte samtaler og diskussioner. Aiden løftede en af slavekvindens kulsorte hårlokker og smilede let. Efter et stykke tid rejste han sig atter og trak en lille pose frem med sine mønter. Penge skiftede hænder, og Aiden forlangede at få hende sendt til en bestemt adresse, som slavefangeren skulle huske udenad. I mange andre slavehandlers tilfælde, ville slavesælgeren nok bare have rendt afsted med pengene i lommerne, men Aiden var ikke så ukendt i dette miljø - også selvom han kun var et menneske, hvilket han engang imellem selv ærgede sig over. "Flygter De, finder jeg Dem," sagde han kort, før han vendte ryggen til dem, lige efter at have kastet et sidste blik på den udtryksløse kvinde. Hendes blanke øjne mindede lidt om hans egne: tomme.

På sin vej tilbage bemærkede han ubevidst noget langt, sort hår ud af øjenkrogen og løftede automatisk hovedet, for først nu at opdage en kvinde siddende på en stor puma. Den første tanke der slog ned i ham var, at det mørke hår tilhørte kvinden. Derefter rettede han sin opmærksomhed på det vilde dyr, der alligevel bevægede sig ganske fredeligt rundt blandt alle menneskerne. Aiden gik et par skridt frem ad og standsede til sidst 3-4 meter foran dem, med hovedet let på skrå, mens hans øjne interesseret studerede det store dyr. Han ventede ganske enkelt, til de kom lidt nærmere, spændt på, om hvor pumaen mon ville gå til angreb eller ej.

[Paige & Alexis]

Nervøsitetten steg langsomt hos de to piger, som helt klart var kommet alt for langt hjemmefra, noget som højst sandsynligt skulle vise sig at være en meget stor fejl. Larmen, som befandt sig rundt omkring dem, virkede på en eller anden måde dyster og ubehageligt. Det var i hvert fald ikke i dette land, at man skulle tage tingene med ro, det ville bare være endnu en fejltagelse. Det hele føltes, som et stort kaos, hvori at Paige og Alexis befandt sig midt i. Heldigvis for dem, så var der endnu ikke nogen, som havde lagt mærke til dem. De skulle helst bare slippe uset ud af Nýchta. Alexis forholdt sig nogenlunde roligt, imens at hun lod blikket glide rundt på de forskellige typer, som befandt sig på markedet. Der var noget, som fik hende til at drage en voldsom konklusion, hvorefter hun lagde sig ned over Paige mod hendes ører. "Paige, vi har forvildet os midt ind på et slavemarkedet" sagde hun lettere nervøst, hvorefter man også kunne mærke på Paige at hun spændte sine muskler i den muskuløse puma form. Dog valgte de at forholde sig roligt indtil videre.

Selvfølgelig skulle det gå galt, sådan ville det altid være, når man befandt sig midt i en folkemængde af sultne slavefangere og udhungrede slaver. Paige stoppede op og lod sit blik stirre frem mod den skikkelse, som havde valgt at stille sig nogle få meter fra dem. Hun knurrede langsomt i håb om at han ville skifte mening og derved lade dem passere. Alexis lagde en hånd mod Paige's hovede, for at bede hende om at falde lidt ned, dog blev hun fortsat siddende ovenpå hende, da hun følte sig mest tryg hos sin søster, også selvom hun blot lignede en Puma, så vidste Alexis, hvem der gemte sig inden under. "Hvem er De?" spurgte Alexis med en lettere kold stemme, eller hun forsøgte sig i hvert fald med at lyde, som en fra Nýchta. Og som formskifter ville det næppe være særlig svært, dog valgte hun at holde ansigtet skjult under kappen.

[Aiden Zathe]

Aidens opmærksomhed blev straks ledt hen til den mørkhåret kvinde, idet hun talte til ham. "Aiden," svarede han kort og nikkede høfligt. Hendes kolde tonefald havde han valgt at ignorere, eftersom det ganske enkelt prællede af på ham. Selv væsner der virkelig kom fra Nýchta ville ikke lige umiddelbart kunne skræmme ham - ikke kun fordi han var vant til folks truende adfærd her i landet, men simpelthen fordi det gjorde ham ekstra spændt. Så da pumaen langsomt knurrede af ham, kunne han ikke lade være med at træde et halv skridt fremad. Han standsede dog, da han ikke rigtigt var ude på at provokere kvinden overfor ham. Endnu. Det ville være en skam, hvis hun besluttede sig for at gå igen, blot fordi han havde været lidt for nærgående. "Og De?" spurgte han med et fredeligt smil - et smil han automatisk havde tillært sig uden rigtigt at have lagt mærke til det.
Indvendigt konkluderede Aiden, at denne kvinde hverken kunne være slavehandler, slavefanger eller bare en slave, for den sags skyld. Efter flere år i dette slavemarked, havde Aiden mødt ikke så få typer af folk indenfor de tre ovennævnte kategorier, og denne mørkhårede person syntes ikke at passe ind i nogle af dem. Altså måtte hun være kommet her af en anden grund, men hvilken?

[Paige & Alexis]

Indeni bandede Alexis helt vildt, da hun virkelig ikke ønskede at indlede en længere samtale med personen, som lige pludselig valgte at træde et stykke tættere på dem. Denne gang kunne hun dog ikke gøre sådan at Paige forholdt sig roligt, men hun forstod også hendes søster bekymring. Det kunne kun ende galt, hvis de blev her for længe. Paige viste tænder eftersom at han trådte nærmere på dem, hvorefter hun også straks gav udtryk på, at han ikke skulle træde et skridt nærmere. "Jeg tror ikke, at De gør et specielt godt indtryk på hende, Aiden" sagde Alexis i en mindre irriteret tone, selvom hun blot valgte at smide det ene ben over Paige's ryg, så hun sad en smule med siden til. Hendes blik gled hen mod Aiden, hvorefter hun blot smilte lettere overrasket. "Så De mener, at jeg skal afsløre mig selv overfor Dem? Af hvilket grundlag?" spurgte hun lettere opmærksom på det der skete rundt omkring dem. Desuden så vidste hun ikke helt hvordan hun skulle bygge en historie op på ingen tid, så hun var nød til at udtænke en mindre plan.

Til at starte med virkede Paige lettere overrasket over den måde, som Alexis snakkede til manden, dog forholdt hun sig rolig, samtidig med at hun sørgede for at holde manden på afstand af hendes søster. Så længe han ikke fik mistanke om noget som helst. Selvom tiden nok ville være knap, hvis Alexis og Aiden først kom for godt i snak sammen. Alexis blev siddende på ryggen af den sorte puma, hendes søster, som på en måde var bygget til at bære rundt på sin søster. Kappen skjulte for det meste af hendes ansigt, da kunne man godt fornemme et let smil over Alexis' ansigt. Selvom hun ikke ligefrem var lettet. Det lange sorte hår blev langsomt skubbet til side ind bagved kappen, imens at blikket var rettet mod ham.

[Aiden Zathe]

Aiden smilede svagt og strøg sig kort over nakken. "Måske jeg burde forsøge at etablere et fortroligt forhold mellem mig og Deres ven her?" spurgte han og nikkede kort mod Paige. Dyr havde aldrig været Aidens stærke side, faktisk brød han sig om de færreste, og den eneste grund til, at han overhovedet viste pumaen interesse var simpelthen fordi, at den ikke lod til at være så fredelig, som Aiden havde gættet på i starten. Og dog, måske skyldtes det også bare, at han ikke just nærmede sig med forsigtighed.
Det svage smil blev blot endnu større ved hendes svar. "Et enkelt fornavn kan vel ikke tælles som en direkte afsløring af Dem? Desuden er det vel almindelig høflighed at præsentere Dem selv først, før De kræver det af den anden?" Aiden trak dog let op i skuldrene for at vise, at det ikke rigtigt var noget, han tog særlig tungt. "... men hvis De har det bedst med at forblive anonym, kunne jeg selvfølgelig også bare kalde Dem "Kvinden med det mørke hår", selvom det godt nok kommer til at blive en smule besværligt?" Bare det faktum, at kvinden her ikke havde reageret på hans navn bekræftede blot hans mistanke om, at hun ikke kom fra dette miljø eller i det mindste fra dette kvarter. Han vidste udmærket godt selv, at han ikke var så lidt berygtet som slavehandler i hele dette netværk af menneskehandel, så bare det, at Alexis ikke havde genkendt hans navn med det samme var allerede en afsløring i sig selv.
Aiden var jo egentligt ikke rigtigt interesseret i hvem hun var, eller hvor hun kom fra, men nærmere hvorfor hun red på en puma mit inde i et slavemarked, og så er der selvfølgelig det lange sorte hår, der automatisk gjorde hende meget mere attraktiv end hvis hun var blondine eller brunette. Men nu hun virkede så opsat på ikke at udgive oplysninger om sig selv, kunne Aiden ikke lade være med ikke at begynde at blive nysgerrig.

[Paige & Alexis]

Hvis hun havde haft mulighed for at slå sig selv oveni hovedet af ren og skær dumhed, så havde hun nok gjort det for længst, dog blev hendes blik hurtigere lettere nysgerrig, da han ville forsøge at oprette et bedre forhold med Paige. Et mindre grin forlod hendes læber, da hun godt vidste, at det næppe ville være muligt for ham. "Det skader vel ikke at gøre et forsøg?" spurgte hun lettere overrasket over at denne mand overhovedet ville prøve sig ad med Paige, når hun tydeligvis havde givet udtryk for ikke at ville have noget at gøre med ham, men det forstod han vist ikke?
Der var vel en form for sandhed i manden ord, men om hun ligefrem havde tænkt sig at følge dem, var hun knap så sikker på. Hendes blik forblev fast på manden eller Aiden, nu hvor hun havde fået det oplyst. Der var selvfølgelig en grund til at hun ikke genkendte hans navn, hun var jo slet ikke fra Nýchta. "At være nysgerrig, kan være meget farlig" sagde hun ganske roligt og gik roligt ned af Paige ryg, selvom det fik Paige til at vende blikket mod hende af ren og skær bekymring for det, der muligvis kunne ske. "Ser De "kvinden med det mørke hår" er et vidt begreb, samtidig med at det næppe ville kunne holde i længden, som en beskrivelse for mig" sagde hun med et let smil på læben og hævede den ene hånd for at trække hætten af, hvorefter det lange og glatte hår foldede sig ud. Hun lignede bestemt ikke en, der ville bevæge sig ind til et slavemarked frivilligt, men sådan var det endt.
Under hætten og det lange sorte hår, gemte der sig et ung ansigt, som tilhørte en kvinde, der tydeligvis udstrålede kontrol, men også en form for svaghed. Øjnene var dybblå, måske endda også en smule mørkere end man måske ville ligge mærke til i starten. Øjnene stirrede direkte hen mod ham, og over læberne hvilede der et roligt, men også snedigt smil. "Alexis" svarede hun roligt, selvom hun godt kunne se Paige's reaktion på at hun afslørede sit rigtige navn. Men hendes navn ville næppe sig ham det helt store, da hun kom fra Iméra, selvom hun muligvis var en berømt stripper, men hvor skulle han vide det fra? "Og min såkaldte ven hedder Paige" svarede hun endnu en gang ærligt, noget man også tydeligvis ville kunne mærke på hende, som om hun ikke ønskede at lyve over for en fremmede. Dog valgte Paige at knurrede lidt af Alexis, som blot ignorerede det.

[Aiden Zathe]

Aiden grinede lavt og rystede let på hovedet. "Er De nu sikker på, at jeg ikke vil komme til skade?" spurgte han med et let løftet øjenbryn og kastede atter et blik ned på pumaen - Paige, hed hun jo. Men som sagt, hvis dyret havde været fuldstændig fredeligt og normalt, for ikke at sige mindre stor, så havde Aiden sandsynligvis ikke så meget som overvejet at værdige den et blik. Men Paige virkede ikke specielt glad for ham, hvilket især kom til udtryk, da hun langsomt begyndte at knurre, ligeså snart kvinden afslørede sit navn. Enten var dette et utroligt intelligent dyr, eller også lå der meget mere gemt bag den store skikkelse og det truende adfærd. Aiden gættede på den sidstnævnte mulighed.
Atter rettede han dog opmærksomheden mod kvinden, eftersom det faktisk var hende, der bedst fangede hans opmærksomhed og desuden ikke knurrede ad ham. "Alexis," gentog han, som for at smage på navnet. "Mig en fornøjelse at møde Dem," og idet hun fjernede sin hætte, så hendes ansigt kom til syne,
"... "Kvinden med det mørke hår" var det eneste navn, jeg kunne komme på, men jeg er nu ganske tilfreds med, at De ikke stillede Dem tilfreds med den betegnelse. Se nu hvad jeg formåede at opnå? Navnet Alexis- og Paige. "
Selv var Aiden endnu skjult under sin store hætte, og det eneste der var nogenlunde synlig var de smalle læber, der engang imellem skiltes ad i et smil, så de hvide tænder kom til syne. Ellers var de grønne øjne kun lige til at spotte engang imellem, da også de brune hårlokker var med til at dække dem.
"Nu må De rette mig, hvis jeg er helt galt på den, men jeg syntes ikke at have set Dem før i markedet? Og jeg undskylder på forhånd, hvis De tager dette som en fornærmelse, men De lader heller ikke lige umiddelbart til at virke som typen, der kunne finde på at færdes her omkring." Faktisk ville folk, der ikke kendte Aidens personlighed heller ikke rigtigt forestille ham som slavehandler, men det skyldtes sandsynligvis hans skuespil. Et øjeblik hvilede de grønne øjne på det lange, mørke hår, før han med et smil rettede blikket mod hendes kønne ansigt.

[Paige & Alexis]

Et lettere overrasket smil viste sig på de smalle og fyldige læber, i det at han muligvis havde tænkt sig at gøre en forsøg med Paige, som langsomt var begyndt at blive mere eller mindre utålmodig, fordi Alexis ikke blot afsluttede samtalen kort og hurtigt. "Jeg kan desværre ikke love Dem noget" svarede hun med et svagt smil over læberne, hvorefter hun lod blikket glide ned på Paige, som tydeligvis ikke brød sig om manden. De ville helt klart have haft en fordel, hvis de vidste hvem han var. Paige vendte sit blik mod Alexis og rystede blot på hovedet, hvorefter hun gik frem mod Aiden. Bare for at se om han turde stå inde for det. Paige viste roligt tænder i håb om at hun ville kunne skaffe dem en grund til at forsvinde igen.
Alexis fulgte Paige's bevægelser ned til mindste detalje, men mest for at signalere at hun ikke havde mulighed for at kontrollere hende, så snart at hun først slog sig løs. Alexis lod dog kort sit blik glide hende på Aiden, der var et eller andet over på ham, som måtte signalere noget i form af hjælp til at de ville kunne finde ud af hvem han var. "Fornøjelsen er på mig side, Aiden" svarede hun muligvis en smule for høfligt, men nogle gange var det svært at holde en facade, selv for en formskifter. Hun rystede let på hovedet og så ud af øjenkrogen af Paige var kommet meget tættere på ham end hun faktisk lige havde regnet med. "Jeg tror at De har en chance nu" sagde hun med et skævt smil på læben eftersom at Paige lagde mere eller mindre an til en angreb, hvorfor havde hun ikke engang selv forstået, men det kunne muligvis have noget at gøre med at Aiden var ved at blive en smule for mistænksom.
"De har muligvis opnået en del, men jeg tror at der er meget lang vej til før at Paige vil kunne slappe af i nærheden af dig" sagde hun lettere koldt og lagde roligt armene over kors, selvom Paige langsomt var begyndt at blive både utålmodig, men også mere og mere arrig over tingene. Dog fik det ikke til at holde på Alexis opmærksomhed, det at Paige lagde an til en angreb, i hvert fald ikke særlig længe. I det at han begyndte at betvivle hendes grund til at være der på markedet, blev hun lettere målløs, men alligevel måtte hun finde på noget. "Man kan godt sige, at jeg helst ikke vil være her, men det er bare en mindre detalje, jeg blev blot nød til at passere for at komme videre" svarede hun ærligt, da de jo faktisk blot var kommet den vej for at passere i håb om at de havde mulighed for at vende tilbage til Iméra.

[Aiden Zathe]

Aiden rynkede let på brynene og satte sig på hug for bedre at kunne se Paige an. "Deres veninde her opfører sig som om, jeg når som helst kunne finde på at overfalde Dem," kommenterede han eftertænksomt og lagde hovedet en anelse på skrå. Hjertet bankede lidt hurtigere end normalt - ikke af frygt, men af ren og skær spænding. Pumaen lod virkelig til at ville springe på ham.
Et hvert menneske - eller væsen ville med sikkerhed have kaldt ham fuldstændig fra forstanden, og han ville ikke komme med nogen indvendinger, for det ville alligevel ikke gøre nogen forskel.
"Så det er langt vej igen," gentog han halv mumlende uden rigtigt at interessere sig for det overhovedet. Han regnede ikke med at se Paige igen nogensinde, så hvad gavn ville det gøre at bruge både tid og energi på at opbygge et forhold? Sådan havde Aiden det generelt med alt og alle. Med mindre det var arbejdsrelateret, så regnede han ikke med at møde folk mere end højst nødvendigt, eftersom han havde tendens til hurtigt at begynde at kede sig. "Hvad med Dem, frk. Alexis? Hvor lang vej er der igen hos Dem?" spurgte han med et drillende smil og trak hætten lidt længere ned over hovedet, da en forbipasserende med en utrolig ubehageligt udstråling begyndte at granske lidt indgående på Aiden med sine skarpe øjne. Heldigvis fortsatte manden med at gå, og Aiden fokuserede atter på Alexis. "Så De vil gerne ud herfra?" spurgte han, som om intet var hændt. Det lette smil og hovedet, der sad let på skrå hentydede til, at han godt vidste, hvordan man kom væk fra markedet.
Udseendemæssigt blandede Aiden sig pænt meget ind med mængden, eftersom det eneste man kunne se af hans påklædning var hans kåbe. Ikke engang stoffet var lavet af særlig specielt materiale, selvom Aiden havde mere en råd til det. Heller ikke hans ellers usædvanligt brunlige hudfarve var særlig synlig under skyggen af både hætten og generelt det mørke, der herskede i markedet. Det eneste der blev brugt til oplysningen af området var små fakler his og her.

[Paige & Alexis]

Idet at han valgte at sætte sig på hug foran Paige blev Alexis en smule urolig for at Paige lige pludselig ville springe på ham, men hun lod vær. Det kom en smule bagpå Alexis, men nogle gange var hendes søster jo hellere ikke til at finde ud af. De mørkeblå øjne stirrede ind i hans eftersom at han nu var på øjenhøjde med hende. "Jeg vil næsten tro at De spilder Deres tid" sagde Alexis hurtigt, før at Paige lige pludselig ville skifte mening. Hun havde meget svært ved at fastholde en mening i en længere periode. Pumaen bøjede hovedet, som om at den gav Alexis ret og derved forstod hendes ord. "Jeg tror bare, at hun er det som man kan kalde forsigtig" sagde hun med et roligt smil over læben, da hun efterhånden var så småt begyndt at slappe en smule af. Alexis havde på fornemmelsen af at dette måtte gå galt, men det var nok mere fordi de befandt sig i Nýchta, hvor hun aldrig nogensinde havde sat sin fod før.
Selvfølgelig kunne hun ikke lade vær med at undre sig en smule, da han spurgte hvor lang vej der var endnu. Hun rystede let på hovedet, hvorefter hendes opmærksomhed gled hen mod den forbipasserende, der var noget som kunne tyde på en form for ballade og de ville sikkert havne midt inde i det, hvis de ikke snart vendte tilbage. "Hvis De kender vejen ud og har tid til at vise os den, så vil jeg blive mere taknemmelig. For vi hører ikke rigtig til her" sagde hun med et koldt smil over læben og lukkede stille øjnene for at koncentrere sig om at oprette holde sin skikkelse. Det var egentlig svært i længden, når hun lige pludselig skulle koncentrere sig om en samtale også. Paige vendte blikket tilbage mod Alexis og vandrede stille og roligt hen til hendes side, hvorefter at Alexis lagde en hånd mod hendes hovede, imens at hun ventede på svar fra Aiden.

[Aiden Zathe]

"Ganske fornuftigt af hende at være forsigtig. Især når I befinder jer her," kommenterede han kort og overvejede et kort øjeblik at spille tilbageholdende og afvisende med hensyn til at hjælpe dem med at finde ud af slavemarkedet, bare for sjovs skyld. Men da endnu en slavehandler, som Aiden ofte forhandlede med, passerede, besluttede han sig for, at det var bedst at komme afsted så hurtigt som muligt. "Selvfølgelig vil jeg hjælpe Dem. Nu kommer det bare an på, om hvor vidt De stoler på mig eller ej," svarede han med et skævt smil, der ikke helt passede med de humørforladte øjne og begyndte med det samme at styre sig frem ad, mens han snildt undgik at ramme andre mennesker, selvom der var så tætbefolket. "Kommer De?" kom det kort fra ham, før han atter fortsatte målrettet ud mod mørket. Hvis hun ikke valgte at gå med ham alligevel, var det sådan set også lidt ligegyldigt, for Aidens formål lige nu var hvert fald bare at forsvinde fra slavemarkedet, hvor alle før eller siden ville kunne genkende ham, hvis han blev for længe. Og når først det var sket, ville han ikke selv kunne forudse, hvad der kunne ske med ham. Han var trods alt slavehandler, og så kan man ikke undgå at blive inderligt forbandet og hadet at blandt andet visse slaver - og faktisk også slavehandler, der måske ikke har formået at opnå ligeså meget succes.

Faktisk førte Aiden dem endnu længere ind i byen i den tro, at Alexis egentligt bare ville væk fra slavemarkedet, fordi hun som sagt havde nævnt, at hun ikke hørte til der. Længere inde var nemlig det andet, normale marked, hvor sælgerne og køberne forhandlede med almindelige ting som våben, mad, tøj etc. Hvis Aiden havde vidst, at Alexis og Paige var fra Iméra og ønskede at komme hjem, havde han nok valgt vejen ud til grænsen, men selvom han godt nok mistænkte Alexis for ikke at være fra slavemarked-miljøet selvom hun befandt sig i det område, så havde han endnu ikke overvejet, at hun måske rent faktisk havde krydset grænsen.

[Paige & Alexis]

Det kom en smule bag på både Paige og Alexis, at han åbenbart ville lede dem ud af byen eller lå der mon noget bagved det? Man kunne jo aldrig vide sig sikker i Nýchta i hvert fald ikke efter det som de havde hørt af rygter i Iméra. "Hun er for overbeskyttende" røg det lige pludselig ud af Alexis, selvom det mere var en tanke, som hun havde haft, derefter fik hun også et ondt blik fra Paige, som fik Alexis til at trække sig en smule tilbage. Dog valgte hun at sige undskyld til hende uden rigtig at sige det. Det var mere ment, så Paige kunne aflæse hendes mundbevægelser. Da han nævnte noget med om de overhovedet stolede på ham, var det at hun kom en smule i tvivl om det nu også var så sikkert at følge med ham. Men på en eller anden måde blev de da nød til at komme ud af slavemarkedet på. Dog regnede hverken Paige eller Alexis med at piger i deres alder ville blive brugt, som slaver. Eller var det en fejl bedømmelse? 19 og 22 år var muligvis en god alder? Alexis rystede lidt på hovedet og valgte alligevel at følge efter ham. De havde ikke noget bedre valg.
"De virker næsten for venlig til at være en fra Nýchta" mumlede hun stille for sig selv, eftersom at han åbenbart hjalp dem med at komme ud og væk fra noget der kunne ende meget galt. Paige rystede lidt på hovedet, men det var vel også hårdt for hende at opretholde hendes dyre skikkelse. "Vælg dine ord forsigtigt" dette var ikke Alexis stemme, nej det kom fra pumaen. Selvom Paige var en animagus og faktisk havde mulighed for at tale i sin dyre skikkelse, så var det noget hun gjorde meget sjældent, da folk ikke skulle kende hendes skikkelse, ud over dem hun faktisk stolede på. Det var også grunden til at stemmen var lav, i håb om at det kun ville være Alexis som ville opfange ordene. Alexis ignorerede hende, selvom hun godt forstod bekymringen. Men kunne selv en fra Nýchta ikke finde på at sige sådan noget? Hun nikkede roligt til Aiden, da han spurgte om de kom.

"Hvor fører De os så hen?" spurgte Alexis efter noget tid, hvor hun bare havde betragtet omgivelserne, som ikke ændrede sig synderlig meget, men det var måske ikke fordi man ville adskille slavehandel og almindelig handel så meget fra hinanden. Jo længere de ville komme ind i Nýchta jo svære ville det nok blive at komme ud i hvert fald i et helt stykke? Heldigvis for dem, så bevægede folk fra Nýchta sig sjældent over til Iméra for at anskaffe sig et strip show. Ellers ville Alexis navn muligvis være blevet genkendt, så længe hun holdt sit kunstnernavn skjult.

[Aiden Zathe]

Aiden smilede skævt til Alexis kommentar om Paige og kiggede sig over skulderen, hvor Alexis burde være. " Her er selv overbeskyttelse langt bedre end ingen overhovedet," svarede han kort og fortsatte fremad. Selv var han ganske tilfreds med at skulle klare sig uden nogen som helst. Det ville simpelthen blive for trættende at skulle have en slags følgesvend, der konstant vågede over én, selvom man egentligt virkelig havde brug for beskyttelse 24 timer i døgnet. Begge Alexis' og Paiges sidste kommentarer havde Aidens ører ikke opfanget, eftersom hans hørelse var ganske begrænset i alt støjen rundt omkring dem. Men hvis han havde hørt, hvad Alexis havde mumlet om ham, ville han nok have grinet og svaret, at han i dén grad heller ikke var venlig nok til at kunne være fra Iméra. Desuden var han slavehandler, og det job krævede visse evner til at lukke følelser helt ude. Faktisk havde han kort overvejet, hvor meget profit der ville være i Alexis som slave, eftersom han vurderede hendes alder til at være rimelig passende til visse slags arbejde, men han droppede dog tanken igen. For det første fordi hun stod ved siden af en overbeskyttende puma. For det andet fordi hun ikke lod til at være en kvinde, der uden videre gav op. For det tredje brød han sig om hendes mørke hår. Hvis de tre ovennævnte grunde ikke havde været der, havde han ikke tøvet med at udnytte det faktum, at hun var faret vild og behøvede hans hjælp, men den detalje ville hun sandsynligvis ikke helt bryde sig om.

På trods af det sene tidspunkt på dagen, myldrede markedet stadig med folk, der rendte rundt på kryds og tværs, og selvom der ikke var nogen hårfin grænse mellem det almindelig marked og slavemarkedet, så var det alligevel ret iøjenfaldende, hvordan miljøet ændrede sig en smule. Tiggere og herreløse dyr sad godt nok og søgte føde, men ellers var stemningen ikke helt så dyster.
Til hendes spørgsmål standsede Aiden kort op og kiggede på hende med en let undren i de grønne øjne. "Hvad mener De?" spurgte han. "Hovedmarkedet, selvfølgelig." Fra dette sted, ville enhver fra Nýchta kunne finde vej, eftersom vejene var forholdsvis store og blindgyderne få. Alt i alt let overskueligt i modsætning til slavemarkedet, hvor de små stier og gader var både smalle og snoede og sjældent til at holde styr på, med mindre man var vant til at færdes der.