new night,

[aina]

Der var som altid en masse folk der kom traskende op igennem markeds gader imens voksne mænd, holdte øje med deres børn, når de rendte rundt imellem de mange boder, Aina gik selv lidt fra bod til bod for at finde flere friske urter, eftersom hendes lager var ved at være tomt, hun var iført sin røde kimo (den på billet) Hendes lange sorte hår hang ned af hendes ryg, og kryllede med naturlige kryller i spidsen som altid, hun bar dog også sit smukkeste hårspænde, der minede om de smukke kirsebærs blomster, Et lille smil dukkede fem på hendes blodrøde læber, imens hun traskede fra bod til bod, for at se om noget fangede hendes blik, dog ville hun ikke bare købe ting, da hun som altid havde mangel på penge, dog skulle hun jo bruge nogle på de urter hun selv ville sælge videre, efter hun havde lavet små blandinge af dem, og andre sjove sager,
et lille suk gled over hendes læber i det hun stoppede op, og kiggede op imod himlen, og tænkte lidt over hvor sjovt det måtte havde været da solen stod op, kort rystede hun på hovet, så hendes hår dansede let om hendes blege ansigt, så fortsatte hun atter med at gå, imens hun nu betraktede de fleste på market,

[Andél]

Trods manglen på solen, var der en vidst glæde over børnene. Men blot fordi solen var væk, skulle leg ikke forhindres. Der var trods alt stadig en vidst dejlig og hjemlig stemning over markedet. Den hjemmelige stemning var det der havde fået Andél til at søge derhen. Uanset hvem man var, hvad man var, var man gerne velkommen her. Og selvom han trods alt som engel intet havde at frygte, var det blot ikke sjovt hvis ikke hyggen var der. Andél huskede mere og mere. Ikke så meget sin fortid, men mere de almindelige ting. Og nu som han kom løbende ned af gaden, ville man nok ikke tro andet om ham, end at han var som de andre børn. Eller unge. Kroppen mindede trods alt om en på de 16, hvis det ikke lige var fra det barnlige sind der siden genopståelsen, havde indtaget sin plads. Han kunne let forveksles med en 14 årig, sådan som han grinene, tydeligt legende, løb frem og tilbage og ind og ud mellem folk. Delvist jagede de andre børn. Den eneste forskel på dem og ham var at ingen holdt deres øjne på ham og sørgede for at han ikke forsvandt i mængden. Tøjet Andél bar, var fint. Tydeligt godt stof. Et par knælange løse bukser, og en kortærmet topagtig bluse. Simpelt, men pænt. Selvom han ikke bemærkede hvorvidt tøjet blev beskidt i legen. Ungen han jagede, smuttede let og smidigt ind mellem nogle voksne, og som Andél forsøgte at følge efter, blev han presset til side af nogle stærke skuldre, og lige ind i en anden. En kvinde. Der uheldig nok havde valgt at stoppe op midt i det hele. Det eneste Andél i omvældtningen bemærkede var de røde stof hun bar.

[aina]

Aina fik et lille chok da der var en der tumlede ind i hende, så hun mistede balancen og røg på halen, og sad og gloede forvirret rundt over hun lige var faldt, og hvem havde dog ramt ind i hende? stille fik hun øje på den dreng der var tumlet ind i hende, men hun smilede bare for sig selv, og rejste sig op og børestede sin fine røde kimo af, fra jord og snavs der havde været på gaden, stille lod hun en hånd glide igennem sit hår for at sikre sig det sad i orden og ikke helt i hulder til bulder, "der er en der havde lidt travlt hva?"sagde hun så med sin blide og kærlige stemme imens hun betraktede drengen lidt, imens hun smilede let for sig selv, og var enligt glad for hun ikke havde lignet en hel idiot da hun faldt, for hun blev jo puffet lidt til,

[Andél]

Andél fattede virkelig ikke helt hvad der var sket. Han var lidt omtumlet, ind til det var at kvinden kom op. Selv blev han på jorden, mest for ligesom at få et overblik. Desuden, man kunne aldrig vide hvordan personen kunne være. Den man havde væltet. Han havde ikke selv oplevet det, af hvad han huskede, men nogle af de andre børn havde fortalt hvordan de var blevet skældt ud af sure mænd og fornærmede fruer. Hendes blide stemme, fik et sted Andél til automatisk at slappe af, for en kvinde med så behagelig en stemme, kunne på ingen måde være sådan en fornærmet frue. Han løftede blikket lidt, skævede op af de røde klæder, op på hendes ansigt. De blå øjne, stirrede sikkert, og helt sikkert med en barnlig undren. Med barnlige tanker, kunne han kun tænke at hun var smuk. En hånd roede hurtigt op i det vilde blonde hår, som ligeledes et smil bredte sig på hans læber. ”Jah, undskyld… ” lød der, en anelse flovt fra ham. Langsomt kom han på benene, sendte hende et undskyldende smil. ”Slog du dig? … Ehm.. De..Dem… Noget..”. Han rystede let på hovedet, alt det der med tiltale havde kun forvirret ham. Et sted forstod han det nemlig ikke, med at bruge så fine ord. Bare fordi han sagde du til nogen, betød de jo ikke mindre end hvis han sagde de? Nej han forstod det ikke.

[aina]

Aina fniste let hver hans ordvalg, og sagde så bare med et let smil på læberne "kald mig aina du, " man kunne tydeligt se det morede hende, at han ikke kunne finde et ord til hende, eller bare sige er du okay, istedet for at sige de og dem, stille rystede hun på hovet så hendes sorte hår let dansede om hendes hovede, imens hun morede sig stadig over drengen, men lage så sit ansigt i lidt mere alvorlige folder hvilket hun var vantil "ja jeg er okay, hvad med dem selv lille herre?" spurgte hun så med et smil,
hun var enligt ligeglad med om nogen trumlede ind i hende på nogen måde, for det gjorde de fleste børn når de kom for hurtigt frem, og deres forældre plejede for det meste at skælde dem ud,
hvilket hun ikke så som nogen god grund, for børn og unge skulle havde lov til at nyde ders ungdommelige liv, så de en dag kunne blive store og stærke og være med i det hele, eller enda gøre en forskel i verden, hvilket hun altid havde kunne lide at se, folk vokse op og blive til noget, hun selv havde jo aldrig leget som barn, men hjulpet sin bedstemor i sin butik, og hygget sig med at drille andre børn, som ikke var lige så heldige som hende, eller var meget heldigere end hende selv,

[Andél]

Andél skyndte at nikke, til hendes ord. Hun måtte endelig ikke tro han havde slået sig. Altså, fordi så var hun jo behøvet bekymret. Og alt sådan noget muligt. Man kunne dog tydeligt se hvor lettet han var. Dels over at hun ikke var sur, men også over at hun var så venlig imod ham. Ikke fordi det var uvandt i Iméra, men nu var det heller ikke alle han gik rundt og væltede. ”Jeg slår mig næsten aldrig” afslørede han, delvist stolt. Ikke at det var tilfældet, og det vidste ældrere også godt. Andél var en engel. Kendte man hans fortid, hvad der var sket ham, vidste man jo også hvordan hans egne kræfter virkede effektivt på hans egen krop. Så selv hvis han kom til skade, ville han næppe ligge yderligere mærke til det foruden lige i det øjeblik han kom galt af sted. I hvert fald når det kun kom til blå mærker eller at have skåret sig på noget. ”Aina? Er du ude og handle?”. Han vidste han ikke sådan… burde spørge ind til andres privatheder. Men han var trods alt nysgerrig. Og måske kunne hun hjælpe ham med at forstå noget. Eller at han vidste hvad det skulle være. Selvom der var så mange ting på markedet, han ikke forstod meget af. Men at lege med de andre børn kendte han jo så alligevel alt til.

[aina]

Aina nikkede til hans det han sagde, og kiggede studerende på ham og sagde så efter lidt tid "ja det er jeg faktis, hvis du vil kan du jo hjælpe mig,"og lagde let smilende hovet på skrå imens hun stadig sendte ham sit mest venlige smil, for han skulle da ikke tro noget om hun var farlig for det var hun ikke på nogen måde, hun var faktis virklig venlig overfor alle, især dem der trumlede hende ned på vejen når de løb for hurtigt eller noget,
Dog ventede hun ikke på hans svar, om han ville hjælpe hende med at handle ind og fortsatte sin gå tur ned langs market og lyttede efter om han fulgte efter hende, hvilket hun lidt håbede han gjorde, for hun elskede virkelig selskab hun kendte ikke noget bedre end det, selvom det tit endte galt for hende, for der var ikke mange der troede på der fantes en sød vampyr.

[Andél]

Andél var tydeligt lidt overrasket over at hun gerne ville have hans hjælp. Delvist var han jo blot en forældreløs. Alderes var ham jo også selv ukendt. I hans verden, var han kun en teenager. Derfor var han ganske beæret over at hun gad have ham med hende. Som hun begyndte at gå, skyndte han sig hurtigt efter hende. Ville helst ikke miste hende i mængden. Som han kort efter gik ved hendes side, smilte han stort, tydeligt, en form for stolt over at han kunne hjælpe hende. Dette ville ikke have ændres, selv hvis hun havde sagt hun var vampyr. Nok var Andél i den tro at han kun var en teenager. Men hans holdninger havde altid været det samme. Og han ville altid hjælpe alle, uanset hvem eller hvad de var, hvilket selvfølgelig også havde fået ham ud i de problemer der havde fået ham til at glemme alt. ”Aina. Mit navn, det er Andél. Jeg skal nok hjælpe dig super meget” forklarede han, igen med det her stolte udtryk. Han ville trods alt gerne hjælpe. Altid.

[aina]

Aina morede sig meget over ham, og roede ham let i håret og sagde drillende "du skal bare bære de ting jeg køber, hvis du ikke ved hvad det er så spørg endeligt"så sendte hun ham bare et strålende smil, imens hun gik hen til en bod der solgte meget gamle og tørre urter, hun stod lidt og kiggede på dem, før hun tog et par stykker op og snuste til dem, og smilede så let, og betalte for en smile af de gamle tørre urter som sikkert kunne bruges til noget sjovt,
så tog hun sin ene hånd ind under sin kimo og fandt en slags pose frem, der var lavet af ren silke, og puttede urterne i og gav så posen til Andel, og sagde bare med et smil."pas på posen, de tager mere end 100 år at lave"hvilket ikke var løgn posen havde taget hende 100 år at lave, pga det landskab hun havde syet ind i posen, med mange forskellige snore, og andre ting, Landskabet Minede om gamle skove, virkelig gamle skove man kun ville høre om i eventyr med alt for store gamle træer, og store buske, og dyrende hun havde fået sat ind, lignede en blanding af det hele, heste hunde katte ulve, alle de dyr hun kunne huske, havde hun lavet lidt om på og syet med ind i den lille fine silke pose, så fortsatte hun videre hen imod en anden bod, og ventede skam ikke på ham, for hun havde på fornemmeren han bare ville løbe efter,

[Andél]

Andél ville rigtig nok bare følge efter. Med mindre der var ting han næppe forstod. Til gengæld skulle hun ikke være bekymret for at han stak af med hendes ting. Selv for en engel var han jo naivt godhjertet. Selv for Aina, han knap nok kendte ville han sikkert tage en skade for hende. Hvad som helst. Hun var trods alt venlig imod ham. Som hun stod og tjekkede urterne, studerede Andél dem undrende. Han havde aldrig tænkt yderligere over urter. Sådan, hvad de kunne bruges til. Et sted syntes han altid det var synd at nogen havde tørret dem. Kun fordi han da ikke forstod hvordan de kunne bruges til salver og medicin. Der var dog ikke derfor han sakkede bagud. Da han fik posen i hånden, kunne de lyse blå øjne ikke lade være med at betragte syningen. Landskabet og dyrene. Et sted… mindede de ham om noget. Det grønne landskab, det store antal af dyre. Det virkede frodigt og livligt. Som nogen kom til at puffe til ham, opdagede han hvordan Aina var fortsat frem, og hurtigt skyndte han sig efter hende. Han ville helst ikke miste hende af syne, kun fordi han ikke ønskede hun troede han stjal fra hende. Men som de mange mennesker forstyrrede hans syn, var det at de hvide vinger let foldede sig ud, og han lettede fra jorden. Bare nok til at han kunne se hen over folk, og fange Aina nogle meter fremme. Hurtig skyndte han sig hen over folks hoveder. Morede sig som et barn grinte af ham. Han landede let på fødderne ved hendes side, kunne ikke lade være med let at gribe hende om håndledet. Intet bestemt, blot så hun vidste han ikke bare var stukket af.

[aina]

Aina var bare trasket roligt videre, og lyttede kun efter ham, og morede sig lidt da han dukkede op ved hendes side og tog fast i hendes håndled hun fik dog et lille chok, men trak ikke sin arm til sig, men kiggede bare ned på ham, og smilede og gik så videre, og sagde så endeligt "gamle urter, er gode til at lave god creme af, eller medicin eller te til den sags skyld, hver urt har deres egen en skab, og kan virke på en god måde på forskellige væsner, jeg ved disse urter vi lige har købt er gode for vareulve, og almindelige ulve, og hunde "sagde hun en smule tænkende, hun kunne ikke helt huske hvilke urter hun manglede der hjemme så det var nok bare bedst at købe en del, og så lave creme og medicin af dem der var til overs.
så daskede hun stille hen til en anden bod der også solgte mere friske og helt friske urter, hun stod længe og studerede dem, og lugtede til dem hun købte og sagde så igen "en hver urt lugter på deres egen måde, duften kan sige om den er god eller dårlig, dufter den, frisk er den god, dufter den svag er den mindre stærk og kan for det meste kun bruges til creme og andre ting der er kedeligt, "sagde hun så med et smil, og valgte så igen nogle urter hun købte og puttede ned i den pose han holdte, og smilede så let til ham, og smuttede så videre hen til en anden bod, imens hun stadig lyttede efter om han var med hende,

[Andél]

Andél var ikke sen til nysgerrigt at lytte med. Han kendte slet ikke til urters virkninger, og selvom han normalt næppe ville have tænkt på det, var han ganske nysgerrig og interesseret nu, nogen faktisk kunne forklare ham sagen. Hvad de kunne bruges til, hvorfor. ”Men…” mumlede han let undrende, ville tydeligt stille et spørgsmål til hendes ord. Han unlod dog at sige det, rystede blot let på hovedet. Som hun studerede urterne ved boden, gjorde Andél det også. Næppe så professionelt som Aina. Han var blot nysgerrig, omkring formen, farven. Han lugtede endda til en, kun for at opdage at den luftede meget skapt i det. Som det der kryderi han aldrig kunne huske hvad hed. Hendes ord om lugten, fik ham til undrende og uforstående at ligge hovedet på sned, og et sekund var han igen ved at komme bagud. Han skyndte sig dog op på hendes side. ”Men Aina? Ville det ikke bare være lettere at heale folk der er kommet til skade, eller har det skidt?”. Han kunne i sidste ende alligevel ikke lade være med at spørge. For ham, som engel, virkede det jo som det mest logiske. Og gud måtte vide der næppe var den person Andél så heller ikke ville heale. På grund af hans naive gode hjerte.

[aina]

Aina lyttede til hans spørgsmål, og grublede længe over det han havde sagt, og svarede så med et smil på læberne "fordi alle ikke er heldige at kende en der kan hele dem, derfor er urter meget godt for en, og ens sjæl det hjælper ikke kun fysisk men også pysisk, "imens hun betraktede ham stille og roligt, og smilede så sit drillende smil, og fortsatte "urter, er godt for alt, det kan bruges til mad, og andre ting end kun medicin og creme og te, mange ved ikke hvor gode urter er mere, men urter er faktis meget godt for krop og sjæl, for alle slags væsner,"
så smilede hun let til ham, før hun gik hen til en anden bod, og købte nogle flere urter som hun også puttede ned i den pose han bar, så kiggede hun lidt på ham og spurgte så "noget siger mig du aldrig har leget med urter før, vil du se hvordan man gør det? og kan lave medicin af det?" imens hun betraktede ham stille og roligt, hun kunne godt lide at give sin viden ud til andre når hun ikke selv kunne bruge den mere, eller ikke ville være der mere til at kunne vise folk det, så hellere lære folk det med det samme så de vidste det, end en dag når hun ikke længere var der til at kunne hjælpe dem med det,

[Andél]

Andél betragtede hende som hun meddelte at ikke alle kendte nogle med healende kræfter. Det behøvede det heller ikke som sådan… Han ville da gerne heale dem? ”…” han skulle til at melde dette for hende, men hun fortsatte… og han glemte det simpelt nok, sådan som han så let havde det med at glemme det han lige stod med i hænderne når noget andet var mere interessant. Og urter var interessante. Han var ret stolt af at kende Aina, som kendte så meget til urter. Han fulgte ”lydigt” med, ikke rigtig interesseret i andet end at høre mere om urter og medicin fra Aina. Så han kunne ikke lade være med hurtigt at nikke. Et kæmpe smil hvilede på hans læber, afslørede hvor glad han var. De krystal blå øjne skinnede også af glæde. desuden havde han ikke ligefrem noget sted han skulle være. Og selvom nogle nok ville blive lidt bekymret hvis han kom for sent hjem, betød det jo ikke noget? For han ville bare sørge for at komme hjem tids nok. Han var taknemmelig til den kvinde der havde hjulpet ham, og nu taget ham ind til sig til han ”var gammel nok” til at kunne klare sig selv. I hvert fald så fikset i hovedet til det.

[aina]

En lille perle latter Slap over Ainas læber imens han nikkede som en besat, og uglede ham så let i håret og sagde så smilende "så følg efter mig da, så skal jeg vise dig hvordan man leger med urter, uden man brænder sig" så kiggede hun sig kort rundt, og gik så den samme vej tilbage, som da hun var gået ind til market og regnede med han selv ville følge hende, så hun stoppede ikke op eller noget, men gik i et rask tempo, imens hun kort kiggede på de boder hun gik forbi, det kunne være nogle havde nogen flere urter hun kunne bruge, til at vise ham hvordan man lavede medicin med dem, det var jo meget sjældent hun havde selskab, af andre udover de kunder hun havde til dagligt, dog stoppede hun op foran den dør de skulle ind af, og ventede nu toldmodigt på han ville komme hen til hende,