Post by Andél on Jun 6, 2011 22:54:35 GMT 2
Andél lyste bare op i et smil ved hendes kærtegn, som hun uglede ham i håret. Han nød det. Sådan som alle børn ville nyde sådan et kærtegn. Det gjorde ham kun glad at vide at hun syntes om ham, kunne lide ham… ikke troede han var dømmende eller falsk. Det var hans største frygt. Eller det troede han da. Da hun begyndte at gå, fulgte Andél hurtigt efter, endte med igen at lette fra jorden og følge hende fra luften. Undlod at lade suset gå med sig, men fulgte hende med blikket så hun ikke forsvandt fra ham. Som de nåede deres mål, søgte han ned mod jorden igen… landede snublende, tæt på at falde, hvor han så komisk stadig formåede at holde balancen med et grin. Stolt faktisk. Foruden at han var ældre, så den alder han huskede han var, den teenager han troede han var, havde kun lige lært at flyve og lande rigtigt.
