I wanna know.

[Dramorion Everlove]

Dramorion havde ikke fået sovet særlig godt den sidste måneds tid og havde stort set grædt sig selv i søvne meget af tiden, hans tanker var et stort kaos. Han havde endda råbt og skreget af sine forældre, men uden verdens nytte. De havde forholdt sig roligt, selvom han godt vidste, at de var bekymrede, men de ville intet sige eller gøre i nærheden af ham, fordi han jo stadig var et barn. Han havde dog ikke ment, at der var fair, fordi Yalathanil selv havde fået et stort ansvar, da han var i hans alder.
Selv Arun kunne intet gøre, som der kunne trøste prinsen, lige indtil han kom i tanke om oraklet, som boede i skoven nær bjergene, som kunne svare på alle ens spørgsmål. Han valgte at fortælle Dramorion om det, hvorefter prinsen besluttede sig for, at de skulle tage af sted, fordi han ville have svar.

De havde sadlet hestene og var taget af sted på det tidspunkt, hvor stilheden var størst, så de ikke skulle blive opdaget. Rejsen tog nogle dage, men endelig ankom de til stedet, ifølge Arun, som havde været her en gang før, men kun, som eskorte. En af de øverste i klanen havde opsøgt oraklet, da kongefamilien havde spurgt efter en beskytter til deres nyfødte søn. Arun havde ikke været med til samtale, men havde været på stedet, han havde kort mødt oraklet, før han havde taget lidt afstand. Det eneste han vidste, var, at oraklet havde ment, at det var et klogt valg at sende en beskytter til slottet. Hvilket det havde vist sig at være.
Lidt efter hoppede de af hestene og trak dem det sidste stykke mod oraklets hjem. Det var meget sent på eftermiddagen.

[Elenhîniel Dúrinel]

En stor smuk kronhjort med et stort gevir vandrede tæt op af Dramorion. De var dukket op ret pludselig, men dette var en ganske almindelig hjort. Den virkede unaturlig siden den turde gå så tæt op af andre. Det så ud som om den havde samme kurs som Dramorion. Mod Bandorion. Den vandrede roligt, og lagde ikke mærke til Dramorion og hesten, men den gik også en smule hurtigere, og det gik ikke længe før den var forsvundet mellem de blege træstammer. Natten var kold som altid, men alligevel virkede det hele en smule mere varm end resten af landet. En enkelt lille gruppe af blå klokkeblomster indikerede at Bandorion ikke var fjern. De kunne ikke have overlevet uden at nogen havde passet dem. Elenhîniel elskede de smukke blomster og hun passede også på dem.
Bandorion stod der som altid, men Elenhîniel var der ikke. Kun en lille nattergal der sad på de efeu beklædte hvide buegange og sang smukt. Det hvide bord var også udækket og stolene var på plads. Det eneste der stod der var hjorten.
Den ventede nærmest på noget, og da Dramorion dukkede op, begyndte den at gå hen imod en lille lund af træer der blomstrede med de smukkeste hvide blomster. Nogen af dem dryppede af nektar og en enkelt blå og lille sommerfugl fløj mellem træerne og drak den søde nektar fra blomsterne med stor ro. En kildes pludren kunne høres blandet med nattergalens sang. Det kom fra den retning hvor lunden stod, og hvor hjorten var forsvundet.

[Dramorion Everlove]

Dramorion opdagede, at der var en hjort, som gik ved siden af ham. Han var meget overrasket over, at den faktisk gik så tæt på ham. Han var ved at række en hånd ud efter, men Arun stoppede ham i det. Arun var ikke sikker på, hvad der muligvis kunne ske, hvis Dramorion rørte ved kronhjorten, derfor fortsatte de med at gå side om side med dyret.
Arun overtog hestene og bandt dem til et træ, hvorefter han kærtegnede dem lidt. Dramorion fortsatte i den retning, hvor hjorten var gået. Han havde lagt mærke til, at temperaturen var anderledes, men han turde ikke tage sin poncho af, fordi han var meget modtagelig overfor kulden, og han ville helst ikke blive kold. Han så kort på nattergalen, da han passerede under buen. Han kunne alligevel ikke tale med den, så han ville ikke kunne få nogen svar. Han betragtede stedet, hvor han var kommet til. Det så meget forladt ud, han fik igen øje på hjorten, som fortsatte med at gå. Han fulgte efter den, fordi han syntes, at den havde en lidt underlig opførelse. Han rørte forsigtigt ved blomsterne, da han passerede dem, han fangede noget nektar med en finger, hvorefter han stak fingeren i munden og smagte på det. Han brummede tilfreds, da det smagte meget godt.

Arun havde i mellemtiden sat sig på en stol henne ved bordet, da han regnede med, at Dramorion var i sikkerhed og ikke ville kunne komme ud i problemer med det samme. Han lyttede til omgivelserne. Han kunne både høre en klukken fra kilden og nattergalens sang.

[Elenhîniel Dúrinel]

Nattergalen stoppede med at synge. Den fløj opad. Op i træernes krone. Der var blevet meget stille efter den var holdt op. Foran Arun landede et lille stykke pergament med en fin skrift med elviske tegn. Skriften var meget smuk, men beskeden var mere truende.
[glow=red,2,300][shadow=red,left,300]"Til Arun
Lad ikke Dramorion røre hjorten før dens sjæl har forladt kroppen. Hvis han trodser dig, vil han blive ramt af en stor ulykke."[/shadow][/glow]
Skriften var gylden, men hvor Elenhîniel havde fået det fra, var der ikke rigtig nogen der vidste. Hun kunne meget denne kvinde. Meldiriel, nattergalen, satte sig på bordet foran Arun og hoppede lidt rundt. Hun ville være sikker på at Arun flyttede sig hurtigt som muligt.

Bag ved træerne med de smukke blomster var en lille lysning. Den klukkende kilde Saeldur var i sit naturlige kar af klipper som holdte vandet i et ret højt niveau, mens vandet så igen flød ud ved en af siderne ud af karet som et lille bitte vandfald og ned i en klar bæk. Den store hjort stod og drak af kilden. I vandet skindede Aurora og himlen var også oplyst af den. Hjorten drak vandet var Aurora spejlede sig. Det var som om det drak spejlbilledet. Den gjorde ingen notits til Dramorion. Den lille sommerfugl satte sig i håret på Dramorion, før den igen kort efter fløj tilbage til de velsmagende blomster.

[Dramorion Everlove]

Arun blev opmærksom, da nattergalen ikke længere sang, han kiggede lidt omkring. Han fandt det underligt, at oraklet ikke var til stede endnu, hun plejede ellers at vide, når hun fik besøg. Da han igen kiggede tilbage på bordet, lå der et stykke pergament, som han hurtigt skimtede igennem. Han nåede ikke engang rigtig at registrere, at nattergal faktisk hoppede rundt på bordet, fordi han smed pergamentet på bordet, hvorefter han rejste sig op og kiggede rundt. Han prøvede lidt at regne ud i hvilken retning Dramorion var gået.

Dramorion skubbede de sidste blade til side, hvorefter han fik øje på hjorten og en bæk. Hans blik blev på bækken, hvorefter han gik hen til bækken og kiggede ned i den. Han opdagede spejlingen af nordlyset, hvilket fik ham til at kiggede op. Han fik øje på det smukke farvespil, som nordlyset gav. Han havde altid undret sig, hvorfor det var, at han altid kunne se nordlyset, mens andre kun kunne se det på et bestemt tidspunkt (hvilket jo enlig er, når solen går ned).
Han kiggede igen ned på vandet, og lidt efter på hjorten. Han så i den retning, hvor han var kommet fra, men kunne ikke få øje på nogen, derefter så han igen på hjorten og rakte hånden ud mod den. Dog stødte hans hånd mod noget gennemsigtigt. Eller helt gennemsigtigt var det ikke, da det havde et rødligt skær. Han så nu igen i den retning, hvor han var kommet fra før. Han fik denne gang øje på Arun, som havde hånden oppe. ”Do not touch.” sagde Arun, hvorefter han gik hen og tog fat i prinsens hånd, da han lod skjoldet falde igen. Derefter trak han prinsen tilbage mod bordet og stolene.
Dramorion var selvfølgelig utilfreds og ville have svar på, hvorfor han ikke måtte røre, men Arun svarede ham ikke.

[Elenhîniel Dúrinel]

Hjorten lagde sig nedved kilden, og en spids af det enorme gevir lå nede i vandet. Den virkede udmattet og trak vejret hurtigt og i korte stød. Pludselig virkede det som om Aurora havde nærmet sig jorden, fordi det blev lysere og nordlyset var blevet større. Hjorten begyndte at gløde i alle regnbuens farver. Hjorten begyndte at trække vejret mere roligt og jævnt, mens den glødede mere og mere. Til sidst glødede den så meget at det næsten blændede. Langsomt forsvandt gløden lidt. Hjorten rejste sig, men der var noget anderledes ved den. Den var blevet en smule transparent og den havde en mangefarvet glød. Den løftede sit hovede mod aurora, og langsomt begyndte den at gå op. Op mod de mange lys. Det virkede som om det gik hurtigt. Fordi inden for kort tid var hjorten væk, og nordlyset dæmpet. Det var der stadig, men langt fra lige så stærk som før.
"I bid you welcome. Dramorion Everlove and Arun Tinechor. You have experienced something, few have seen." Elenhîniel stod ikke så langt fra de to elvere med Meldiriel på sin hånd. Hun trådte roligt nærmere de to mænd. Hun var lige kommet tilbage, men hun vidste at de ville komme. Hun havde forberedt beskeden. Meldiriel pussede sine fjer som om intet særligt var hendt. Elenhîniel virkede heller ikke til at være rørt af denne besynderlige hændelse.

[Dramorion Everlove]

Dramorion fik trukket sin hånd løs fra Arun, hvorefter han vendte sig om og løb mod hjorten igen, men stoppede dog, da han opdagede, hvad der ved at ske omkring hjorten. Han kiggede på det farvestrålende lys, som virkede til, at have samme farve og skær, som hans lyskugle, som han brugte, når han havde meget svært ved at se i mørket, hvilket undrede ham meget og fik ham til at tænke lidt. Han skyggede lidt med hånden, da lyset blev meget kraftigt, men han lukkede ikke øjne, han var vant til denne form for lys, så det generede ham ikke på nogen måde. Han så også efter hjorten, selvom han var mest opmærksom på nordlyset, han havde tit set på lang afstand fra slottet, men han havde sldrig set det på så nært et hold, han havde faktisk lyst til at røre ved. Han blev dog stoppet i at gå frem, da der var en hånd, som lagde sig på hans skulder, han kiggede nu op på Arun. Arun så endnu mere forvirret ud, end Dramorion, fordi han slet ikke kunne forstå noget af det, som der var sket.

Dramorion vendte sig meget hurtigt om, da der var nogen, som talte til dem, og som i øvrigt kendte deres navne. ”How do you know our names? And you should tell your own first, before saying other names.”[/color] spurgte Dramorion og lagde armene over kors, han havde ikke særlige mange manere.
Han så kort, men undrende på Arun, som bukkede og sagde, ”Then we meet again.”[/color] Og rettede sig op igen.

[Elenhîniel Dúrinel]

Hun valgte at overhøre Dramorion og hans dårlige manerer, men nikkede roligt til Arun som hilsen. Meldiriel fløj fra hendes hånd og satte sig i en af de træer med de smukke hvide blomster.
"Indeed Arun. We met during the second profecy." Det var mange år siden hun bragte den anden af de store profetier til hoffet. Hun havde også set kidnapningen af de kongelige, men hun så også at hun ikke kunne nå at rede dem. Hverken dem fra Iméra eller Nýchta. Hun var for langt væk.
Hun vendte sit blik mod Dramorion. Hun fangede hans blik og sendte en tanke til ham. "You asked for my name, Dramorion Everlove. My name is Elenhîniel Dúrinel. The Star Profet." Mens hun så på ham, fik hun også en smule information om ham. Ikke meget som hun ikke allerede vidste, men det han søgte var klart for hende. Hun brød øjenkontakten med den unge prins, så hun ikke kom til at snage for meget i hans sind, tanker og minder.

[Dramorion Everlove]

Dramorion syntes ikke om, at han blev ignoreret på den måde, men alligevel, på en måde havde han det vel okay med dette, men når han endelig blev tiltalt igen, så ville han ikke lade sig ignorere så let, han var jo alligevel kommet her, fordi han havde meget desperat efter at vide, hvad der sket med hans søskende den nat, hvor de var forsvundet. Det gyste let i ham, da en del af mareridt strejfede ham, hans mareridt handlede oftest om, hvad der kunne være sket med sine søskende, men han ønskede at vide besked, så han kunne slappe bare en smule mere af.

”Well.. Somehow we meet before, cause I was here with one of the elders of my clan, back then, where we asked, if we should send a protector to the castle. I just kept a distance.”[/color] sagde Arun og smiled lidt. Og ja, han havde jo enlig fået et kort glimt af hende, dengang hvor hun havde været på slottet.

Dramorion trådt forskrækket tilbage, da han hørte en stemme i sit hoved. Det var ikke lige det, som han havde regnet med, dog faldt han hurtig ned igen, da han gættede på, at det var elverkvinden, som havde talt til ham. Han nikkede, da han havde forstået. Arun så meget undrende på prinsen.

[Elenhîniel Dúrinel]

Hun nikkede igen. Jo hun kunne også godt huske den gang. Mange havde spurgt hende til råds efter at den første profeti var gået i opfyldelse. Den anden profeti var også godt i gang.
"The second prophecy is being fulfilled. The only thing we need is the child Arun." Hun så på Arun. Han var halvblod og profetien fortalte om at et barn med blandet blod ville blive frelseren. Hun fangede Aruns blik. "You know what I mean Arun Tinechor. The child could be yours." Hun afbrød blikket igen og så hen mod Dramorion.
"I know your fear Dramorion Everlove. I saw your siblings disappear, along with the princes of Nýchta." "You must be hungry after the long journey. Please follow me." Hun begyndte at gå tilbage mod hendes hus. Bordet var ikke udækket længere, men tre tallerkner af sølv og tre glas af krystal stod på bordet. Et fad fyldt med frugter stod midt på bordet ved siden af en kande af sølv fyldt med vand. Meldiriel sad på en af buerne og sang igen.

[Dramorion Everlove]

”It is somehow always the most important things, that we miss.”[/color] sagde Arun og smiled lidt, han havde foldet sine hænder på ryggen af sig selv. Nu var det hans tur til at blive meget forskrækket, da han hørte Elenhîniels stemme i sit hoved, men det hun sagde overraskede ham endnu mere. Hans barn? Han havde enlig sådan ikke rigtig tænkt over det, men han havde da i tankerne, at han på et tidspunkt ville finde sig en mage, men at få et barn? Det var ikke lige det, som han havde tænkt over, men et sted kunne han godt lide tanken. Han anede ikke, hvad hun skulle sige.

Denne gang blev Dramorion ikke helt så forskrækket, da han hørte stemmen i sit hoved. Han skulle til at råbe noget efter elverkvinden, da Arun lagde en hånd på hans skulder og sagde, ”She will tell you, what you want to hear. Have patience, my prince.”[/color] Dramorion rystede hånden af hans skulder igen, han ville have svar nu, men han valgte at have tålmodighed lidt endnu. Han fulgte efter elverkvinden, og så på bordet, som nu var blevet dækket. Arun gik lige bag ved ham.

[Elenhîniel Dúrinel]

Hun stilte sig for enden af bordet hvor der var en enkelt tallerken. "Please be seated and eat. You'll need your strength." Hun sendte en venlig gestus til dem om at sætte dem ved de to tomme pladser. Meldiriel sad på ryglænet af stolen ved enden af bordet. Hun så nysgerrigt rundt på de to andre, mens hun hoppede lidt frem og tilbage på ryglænet.
Da hendes gæster havde sat sig satte hun sig selv. Hun så stift ligeud da hun talte til Dramorion "Have you heard the tale of Caladwen Melardhoniel, young Dramorion?" Hun vendte sit blik mod Arun, og bagefter hen til Dramorion. Hun havde lavet sin egen historie om til et sagn om Caladwen som forsvandt på grund af knust lykke. Mange havde glemt Caladwen, og især de yngre kendte kun sagnet og ikke den rigtige historie. Den blev oftest fortalt til unge piger, om hvad der skete når pigerne løb væk hjemmefra. Det var virkelig blevet lavet til et flot eventyr.

[Dramorion Everlove]

Arun nikkede med hovedet, da han accepterede invitationen til at sætte sig ned. Lidt efter satte han sig ned på en af de tomme stole. Han tog dog endnu ikke for sig, fordi han ville vente på Dramorion. Han var ikke vant til at spise med de kongelige, men han var altid lige i nærheden, hvis der skulle være brug for ham. Og rent høflighedsmæssigt og rangmæssigt, så ville han vente på Dramorion, men han ville ikke vente med at sætte sig, fordi, var hans fornemmelse rigtig, så gik der tid, før Dramorion ville sætte sig ned. Han lændede sig tilbage i stolen.

Dramorion stod og kiggede på bordet og støvede enlig ret længe. Han så efter Arun, da han satte sig ned. Han ville enlig ikke sætte sig ned, men da sulten langsomt meldte sig, så kunne han ikke længere ignorere det, hvilket gjorde, at han satte sig ned på den anden tomme stol. Han betragtede nattergalen, og ville et sted ønske, at han kunne tale med dyrene, men det var hans søskende, som havde fået tildelt de evner.
Dramorion så på Elenhîniel, da hun igen begyndte at tale. Han så lidt undrende på hende, fordi han ikke anede, hvad hun talte om. ”Either I do not know anything about Caladwen, or I cannot remember it.”[/color] svarede han på hendes spørgsmål og lagde armene over kors.

[Elenhîniel Dúrinel]

Hun nikkede lidt. Det undrede hende ikke at han ikke havde hørt den. Hun begyndte at fortælle et kort resume af historien. "Caladwen was a daughter of a rich elv, and the most beautiful maid in whole Iméra. Unfortunatly her father had given her hand to a man with great power, but her heart belonged to another man. Her love was a poor man from Nýchta. When her father found out of her love, he send an army to kill her lover. Filled with grief over her love, she ran into the forest. She ran and ran, until she couldn't move her feet anymore. When she stopped she started crying. Her tears created a well with the clearest water in the entire world. When she had emptyed her heart, she sacrificed her soul to be with her dead love forever. Her soul and beauty became Aurora. The misterious light of the dark sky." Hun kunne lide den historie. Den var smuk i forhold til hendes egen. Hun havde ikke nogen hun elskede inden hun flygtede fra sit ægteskab. Det var ikke hende der havde skabt det klareste vand. Dog var der en anden historie blandet ind i det. En som Dramorion måske kendte. En historie der tilhørte en som var Dramorion meget nær, men det fortalte hun ikke.
Hun så på Arun igen. Kendte han måske Caladwens sande historie, eller kunne han genkende den anden? Hvis ikke Yalathanil selv havde fortalt den, så var der ingen andre der kendte den.

[Dramorion Everlove]

Både Dramorion og Arun lyttede med stor interesse. Arun syntes, der var noget over historien, som virkede bekendt, men da han ikke kunne sætte en finger på det, så mente han, at det måtte være hans fantasi, så han valgte at lade det ligge. I stedet tænkte han over det med lyset på himlen og Aurora, han gad vide, hvad det var. Også det lys de havde set før, han syntes, at det havde virket bekendt, da det foruroligende mindede meget om det lys, som Dramorion kunne fremkalde. Han forblev dog stille.

Dramorion var godt ikke for så meget for de ulykkelige kærligheds historier, men han blev straks opmærksom, da Elenhîniel nævnte det mytiske lys på nattehimlen, som hun havde kaldt Aurora. ”You mean that light in the sky, that I can see where ever I are?”[/color] spurgte han forvirret, hvorefter han trak fødderne til sig, så han sad i skrædderstilling på stolen. Ja, han havde lige afsløret noget for Arun, men han regnede med, at han holdte mund og ikke fortalte det videre til nogen, fordi han måtte ikke fortælle noget videre uden en tilladelse. Han havde nu hele to spørgsmål til hende, hvor det ene stadig handlede om hans søskende, men det andet handlede nu om hans evner, fordi han var ikke engang selv sikker på, hvad han kunne, eller hvorfor han havde dem. Han ville også gerne have haft evnen til at kommunikere med alle dyr.