I wanna know.

[Elenhîniel Dúrinel]

Hun vendte sit blik tilbage til Dramorion. "You have gained the kindness of the aurora. You were close losing it to Dramorion Everlove, if not Arun would have stopped you in your actions." Hun hentydede til den gang med hjorten. Hvis han havde rørt hjorten havde hans kræfter forladt ham, og måske endda livet. At stoppe den forvandling hjorten var gået igennem ville have været grufuldt.
"I know, that you don't now the full extend off your powers, and you will never find it." Hun så på Dramorion med sine alvorlige øjne, men hendes stemme var stadig sukkersød. Ingen ville finde Dramorions fulde potentiale, fordi han ikke ville kunne leve længe nok til det. Ikke en gang hvis han levede indtil verdens ende.

[Dramorion Everlove]

Dramorion så på Elenhîniel med store øjne. Han havde hvad? ”I got my abilities from Aurora, the light?”[/color] spurgte han, da han faktisk havde meget svært ved at tro på det. Hvordan kunne det være muligt? Og hvorfor skulle det være ham? Han forstod så ikke det med, at han havde været ved at miste sine evner, og at Arun havde stoppet ham. Han spærrede endnu engang øjne op, da han kom i tanke om hjorten. Han vendte hovedet og så i den retning, hvor den var forsvundet fra før. En uvilkårlig gysen gik gennem ham.
”I will not?”[/color] spurgte han lidt forvirret, da hun fortalte, at han aldrig ville kunne bruge den fulde styrke. Det forstod han slet ikke, fordi han jo ville leve evigt, medmindre han blev dræbt. Det slog ham, at det måske var meget store evner han havde fået, som måske ikke havde nogen ende? Tanken skræmte ham faktisk en smule, fordi han havde set de ødelæggelser, som kunne lave.

Arun var bare meget overrasket, måske chokeret, over de ting, som han lagde øre til. Han ville dog ikke blande sig i det, fordi det var Dramorions sag, ikke hans. Men han turde heller ikke tænke på, hvad Dramorions evner kunne blive til.

[Elenhîniel Dúrinel]

Hun nikkede. Hans kræfter var baseret på det smukke lys som prydede himlen en gang i mellem. "The Aurora is very mysterious. Even I can't tell you more. The stars talk to strange when I ask about Aurora." Aurora var meget mystisk. Lyset havde store kræfter, men det var skjult for mange. Hver gang hun så det lærte hun noget nyt, men hun fandt også ud af at der var mere at lære. Når hun lærte en ny ting, vidste hun også at der var ti andre som hun ikke havde lært.
Hun så på Arun. "He will be powerful. More powerful then you can imagine Arun Tinechor. The Lady Queen knew he was something special. Watch him. He will need it Arun Tinechor."

[Dramorion Everlove]

Dramorion var stadig meget chokeret, men lidt efter faldt chokket og han fik sådan helt en wow-følelse, fordi det var jo stort dette, meget stort. Lidt efter sad han og smilede lidt flabet, fordi han pludselig følte sig mere værd, altså bare i et øjeblik. Han vidste godt, at det kunne give ham storhedsvanvid og mulig andet, men han ville bare bevare følelsen et øjeblik, fordi så følte han sig ikke helt værdigløst. Dog forsvandt følelsen lidt efter, da sulten meldte sig. Hvilket fik ham til at række ud efter stykke frugt, som han roligt begyndte at spise. Nu var han lidt for sulten til at tænke, og spørgsmålet om hans søskende kunne vel vente et øjeblik. Han sad og tænkte, mens han roligt spiste og betragtede tallerkenen.

En muskel spændte, men ellers sad Arun roligt, da Elenhîniel henvendte sig til ham. Han kunne forestille mange ting, men han kunne nu ikke forestille sig, hvor store evner Dramorion kunne have, fordi det meste af tiden virkede han, som en stille og rolig dreng, som gik sine forældre i mod. Han nikkede dog til hendes ord. Han havde været knyttet til Dramorion, siden drengen var blevet født, og havde heller ikke tænkt sig, at han ville forlade prinsens side.

[Elenhîniel Dúrinel]

Hun vendte igen sit blik mod Dramorion igen, da han smilede over hendes ord. Det var meget stort, men han ville bruge meget tid på at lære at kontrollere hans evner. "But it wasn't your powers which drove you to my house Dramorion. It was the dissapearing of Yalathanil and Merenwen.
The kidnappers are some who roam the waters off Kokkai, together with the sirens. They have exsisted for some time, within the grasp of Iméra and Nýchta, but we didn't see them before it was to late.
One of them will return. The other stays behind. A sacrifice of the sibling to save the other." Hun vidste endnu ikke hvilken der ville efterlade den anden, men det ville være mod dens vilje, da de begge ville redde den anden, men de ville ikke få noget ud af at begge blev på skibet, for at sikre den andens helbred.

[Dramorion Everlove]

Arun tog stille for sig af fadet, da han ligesom mente, at han havde fået det at vide, som han skulle vide, og så ville han heller ikke blande sig i resten af samtalen, hvis det altså ikke var nødvendig, hvilket han heller ikke regnede med, at det ville blive. Han ville dog blive overrasket over, hvor meget Dramorion enlig sagde.

Dramorion kiggede op, da han fornemmede, at der var nogen, som kiggede på ham, hvilket Elenhîniel også gjorde. Han lyttede til, hvad hun sagde. Han glemte alt om at spise og tabte faktisk kæben undervejs, så han måske lidt dum ud, men det havde været nogle lidt chokerende informationer. Han fik dog holdning på sig selv igen og lukkede munden. ”My guess is, that it is Yalathanil, who is sacrificing himself. He want us other safe. He takes too much responsibility on his shoulder. But I think Merenwen will try to safe both.”[/color] sagde Dramorion stille frem for sig selv, mens han virkelig tænkte, og hvis man ikke tog fejl, så ville kunne høre et strejf af tristhed i hans stemme. Han savnede sine søskende. ”I wonder why I wasn’t taken.” tænkte han højt. Lidt efter rystede han tankerne a sig, fordi der var andre, vigtigere ting, som han måtte tænke på. ”Do you know anything about the kidnappers? Can I do anything to help?”[/color] spurgte Dramorion, som et sted klamrede sig til det sidste håb, han ønskede ikke, at han skulle bare skulle se til, mens tingene skete omkring ham.

[Elenhîniel Dúrinel]

Hun vilede stadig sine øjne på Dramorion da han talte og hun kom også med nogle svar. "Which one is the wisest? The one who fights for them both, risking it's life, or the one saving the other, while wating for the right time for it's own rescue?" Hun så kun på ham, men blikket viste ikke hvad hun tænkte. Hun tænkte at det klogeste var at vente, da man havde mere tid end man regnede med.
Hun smilede kort til ham. Hun smilede sjældent, så der måtte være noget der enten underholdte hende, eller noget der gjorde hende meget glad. "They knew about the two children in the two countries. The third child wasn't mentioned." Hun svarede roligt på hans spørgsmål, eller hans konstateringer. Hun ville oplyse ham så godt hun kunne.
Det sidste spørgsmål var det sværeste han stilte. Hun svarede dog også ærligt på det. "Hope and have faith in your brother and sister. One will return, but either way, a gift given by the stars, will help the other to it's escape. Don't lose hope. When you lose hope, you've lost everything."

[Dramorion Everlove]

”I don’t know, but my guess would be the first one..”[/color] svarede Dramorion, som ikke synderlig tænkte over det, fordi der var vigtigere ting at tænke på. Han så alligevel verden lidt på sin egen måde. Han tænkte dog ikke så meget over, hvad deres handlinger var, men mere, hvad han selv kunne gøre.. skulle gøre. Han ville selv gerne gøre noget, men han vidste godt, at han ikke kunne gøre andet, end at vente. Problemet var bare, at han hadede at vente.
”You make it sound like, that I’m from a third unknown country.”[/color] sagde hans mund, før hans hjerne kunne følge med, men hun fik det virkelig til at lyde sådan. Igen tænkte han på, at han levede i en verden, hvor folk var for overbeskyttende specielt nu, hvor hans søskende var blevet kidnappet.
Dramorion så lidt på Elenhîniel, som om hun havde slået ham. ”I haven’t lost faith in my siblings.. and I will never lose hope. I do believe, that they will come home... it’s just.. it’s just..”[/color] opgivende slog han i bordet foran sig, så tingene hoppede lidt. ”I just hate to sit around and do nothing.. everyone is protecting me, but I never get the chance to protect them. I hate it.. it is frustrating.”[/color] Han rejste sig op og begyndte at gå frem og tilbage, mens han foldede hænder på ryggen. Sådan gjorde han ofte, når hans humør forandrede sig til det værre.

Arun gjorde intet, men var dog meget opmærksom på Dramorions humør og bevægelser. Han ønskede ingen uheld.

[Elenhîniel Dúrinel]

Hun svarede ham ikke men blev roligt siddende. Hun lukkede sine øjne og hun blev meget stille. Hun foldede sine hænder sammen og støttede sit hovede ved at lægge hagen på de sammenfoldede hænder, og albuerne støttede hun på bordet. Hun lyttede. Hun sad længe stille og vinden trak i hendes gyldne hår, og blade faldt ned fra træet. Et enkelt satte sig fast i hendes hår, og det rødgyldne blad lignede et smukt spænde der sad i håret.
Hun åbnede øjnene igen. "Nature is week." mumlede hun for sig selv. Hun vendte blikket mod Dramorion. Hun tog bladet ud af sit hår og lagde det på det hvide bord, og det var en smuk kontrast til det blege træ. Det skinnede gyldent i måneskinnet. "There is something you can do Dramorion Everlove." Hun holdte en pause, og så ikke hen på Arun, men kun på Dramorion, men hun undgik hans blik endnu. "The first thing you can do is lift an ancient curse." Bagefter prøvede hun at fange hans blik. Dette ville Arun ikke komme til at høre. "The second thing is to do what your brother did not manage to do." Hun fjernede blikket fra ham igen.
Hun så på et punkt mellem hendes to gæster ind mellem træerne. "The child is almost ready. The birth happened few years ago."

[Dramorion Everlove]

Dramorion var meget fordybet i sine tanker, og selvfølgelig tænkte han allermest på Yalathanil og Merenwen. Han savnede sine søskende, specielt Merenwen. Hun forstod ham bedre, som resten af familien, og han misundte hende, når hun tog af sted rundt i landet og stak af fra vagterne. Han kunne ikke selv gøre dette, fordi han fik sjældent lov til at rejse særlig langt, og Arun var der også hele tiden ved hans side. Og mens han gik og tænkte, faldt hans temperament lidt ned igen.
Hans tanker og spekulationer blev afbrudt, da Elenhîniel sagde noget. Han hørte dog ikke helt, hvad hun sagde, men betragtede bladet, som hun lagde på bordet foran sig. Men han vendte dog sin opmærksom mod hende, da hun sagde, at der var noget, som han kunne gøre. Han fik et undrende blik, men forblev dog stille. Han forblev også stående med hænderne på ryggen. Hænderne vred han mellem hinanden.
”Curse? What curse?”

[/color] spurgte han nysgerrigt. Han havde ikke umiddelbart hørt om nogen forbandelse, så selvfølgelig var han meget interesseret dette. Han glemte helt at irritere sig over, at hun ikke rigtig så på ham.
Dramorion glippede overrasket med øjne. Noget, som hans bror ikke klarede? *What didn’t my brother manage?*[/color]forsøgte han at spørge tilbage, men han var ikke sikker på, hvor vidt det ville hjælpe. Men det havde overrasket ham, fordi han havde troet, at hans bror ville kunne klare alt. Sådan havde det virker, men man kan åbenbart tage fejl.
Han hørte ikke rigtig længere efter, men tænkte bare.

Arun følte en svag glæde ved den sidste besked. Han havde aldrig set solen, men når han hørte folk snakke om den, så forstillede han sig noget stort og smukt, men han havde svært ved at forestille sig en verden i lys.
[/blockquote]

[Elenhîniel Dúrinel]

Hun havde regnet med at Dramorion nok blev en smule mere opmærksom når hun sagde noget om at han ikke var fuldstændig bundet på hænder og fødder. En naturlig følelse. Et normalt instinkt mange havde. Et behov for at udrette noget, og hvis det kan hjælpe en man holder af, så var man tit mere ivrig efter at gøre noget. En dejlig fornemmelse af at kunne gøre noget fornuftigt. Hun havde selv givet al sin kærlighed til natten, og derfor gjorde hun alt for den.

Hun så hen på Dramorion med en alvorlig mine. Hun havde nok en alvorlig, dog en kærlig mine hele tiden. "Few have heard of the tale of the curse, fewer have heard the tale, and almost none know the tale. One of your siblings will be hit by this curse. When you see the curse, you will know which curse I talk about." En underlig tale hvilket ikke mange kunne forstå det fuldstændig, men det hun nok sagde, var at hun ikke kendte til historien, men hvis man kendte hende ret, så vidste hun hvem der kendte historien.
Hun havde stadig fikseret sit blik på Dramorions, da han spurgte hende med tankerne. Havde hun ikke set ham i øjnene havde hun ikke opfattet tanken, men hun fjernede blikket, fordi hun følte hun begyndte at komme for dybt ind i Dramorions sind og minder. "The second thing you can do is find the child. Help it. Guide it. Give it your assistance. It will need it."

Hun vendte sit blik mod Arun som så ud til at drømme om solen. "You haven't seen the sun Arun. You haven't felt the warmth of his light. Even though you dream of something you don't know what is. Because even the sun isn't pure kindness."

[Dramorion Everlove]

Dramorion holdte sin opmærksomhed mod Elenhîniel, fordi nu havde hun fanget den. Og hvis hun ikke besvarede hans spørgsmål, så ville han ikke lade hende slippe, før han havde fået svar på de gåder, som hun kom med. Hun virkede meget klog og vis, men det var ikke altid, at man forstod, hvad det var hun sagde, men var det ikke altid sådan med kloge og vise folk? De ville jo aldrig direkte afsløre, hvad de tænkte, eller hvad de mente med det, som de sagde. Og så elskede de åbenbart gåder.
Og da Elenhîniel talte, fik Dramorion sine tanker bekræftet. Det gav ingen mening det, som hun lige havde stået og sagt til ham. Så en af hans søskende vil blive ramt af en ældgammel forbandelse, som han ikke kender, men vil kende, når han ser den. Og han vil kunne hæve denne forbandelse. Men hvordan skulle han kunne hæve noget, som han ikke kender til? Han sukkede svagt og valgte igen at sætte sig ned. Det var måske bare en af de ting, som han ikke skulle tænke over, men bare lade det ske, hvis det da skete. Men han kendte ikke til nogen ældgammel forbandelse, og han havde ikke hørt noget til en. Og sikkert heller ikke historien om den, fordi så havde han nok kunne huske det.
Han lyttede igen til Elenhîniel, da hun igen talte til ham. Barn. Hun talte sikkert om profetien. Han skulle til at komme med indvendinger. Han ville få svært ved dette, fordi hans forældre holdte ham tæt på, de lod ham ikke strejfe særlig langt omkring specielt ikke nu, hvor begge hans søskende var væk. Det var et vidunder, at han overhovedet var kommet til denne del af skoven, hans forældre var sikkert ved at vende slottet på hovedet på det nuværende tidspunkt, for at finde ham. ”I will take the child under my wings, when I find it.” svarede han og nikkede svagt. Han vidste, at det ville være et ansvar, men han tog gerne i mod det. Han ønskede ikke længere at være den, som stod i skyggerne og så til.

”Why doesn't it surprice me? There can't be any good without something bad.”

[/color] sagde Arun og sukkede uvilkårligt. Det havde ikke overrasket ham, men han ville nu alligevel gerne vide, hvad denne sol var for noget. De ældste i klanen havde gået og snakket om de gode gamle tider, men hvad var de gode gamle tider?[/blockquote]