Hi og Küki's forsættelse.

[Hi & Küki Sen'in]

Havets stille bølger bruser mod skibets side. Duften af havet fylder fangeholdet. To stolper på løftet fra den ene side af væggen til den anden side. Kæderne hang over disse stolper så man ikke kunne ligge men side. Prinsen og Prinsessen af Imera sad over for hinanden i dette rum. De ville ikke kunne nå hinanden. På gulvet var der lidt halm så fangerne kunne side på det. Et lille koøje var højt oppe så man ikke kunne komme ud. fra det koøje kom duften af havet ind. Der hvor Prinsen og Prinsessen fra imera sad imellem dem var den lille trappe som gik op til en tung dør som var låst når der ikke var nogen der nede.

[Revion Talant]

Mørke, det var det eneste, som fyldte Yalathanils tanker, dog lidt efter mærkede han, hvordan han kom til bevidstheden. Han flyttede lidt sig og slog så øjne op. Han missede lidt øjne og rullede lidt med hovedet, da han havde en kraftig hovedpine. Han sad ned på noget halm, mens hans hænder var lænket sammen til en stolpe. Stedet var ikke særlig oplyst, men han kunne da se noget og skimte forskellige ting. Han flyttede lidt på sine hænder og prøvede at komme fri, men lidt efter opgav han igen, da det var begyndt at gøre ondt i sine hænder. Han sukkede tungt og så igen rundt i lokalet. Han lagde mærke til lyden af vandet?
Han undrede sig over, hvordan han var endt her, og hvorfor han enlig var her, og så gad han vide, hvilket personer, som stod bag dette. Hans tanker strejfede hans forældre og sine søskende.
Pludselig fik Yalathanil øje på en anden skikkelse, som sad for langt væk fra ham til, at han kunne nå personen eller skube til personen, men han genkendte straks håret. Han var selv stadig klædt i et par lette lysebrune bukser og ingen trøje, han var jo trods alt blev taget, mens hans lå og sov. "Merenwen? Seler'?"[/color] spurgte han temmelig højt, panikken og bekymringen var til at skue i hans stemme. Da hun ikke reagerede med det samme, kiggede han fortsat rundt, men han kunne ikke få øje på andre, men han tænkte meget på Dramorion. Lidt efter kaldte han igen på hende.
Frygten var endelig begyndt at tage fat i prinsen og intet smil var til at skue, han vidste, at situationen var meget alvorlig, og han kunne intet gøre.

[Hi & Küki Sen'in]

Mørke. To øjne så op da Prinsen snakkede. En kniv skær i noget træ. Der blev snittet. Øjnene så på Prinsen. De virkede tomme og dog fuld af liv. "Glem det. Du kommer ikke fri. Og du kommer ikke over til hende." Med et hurtigt sving fik fyren, som sad på trappen, sat kniven ned i trætrappen. To store sorte vinger foldede sig ud. De havde skjult ham godt. Lyst hår kom til synes da vingerne var væk.
Fyren hed Küki og var ret gammel på dette skib men elskede livet her. Han gik over til prinsen og hævede et bryn. "Tænk at du er tronarving." Hans tomme blik gled over mod prinsessen med et koldt smil. Stille skridt mod hende. Küki satte sig ned på hug foran hende og så på hende imens at hans hoved vendte sig fra siden til den anden side. Hun så ikke helt værst ud. Og slet ikke når man tænkte på at Küki var en dødsengel og hun var en elver. "En smuk søster du har. Desværre er der fyldt af mænd på dette skib. Man ved aldrig hvad der kan ske for kvinder." Nok sagde han dette for at ophidse prinsen men det var jo også rigtigt. Mænd kunne være slemme når der var kvinder i nærhedden. Mon man skulle lege med hende eller bare slå hende ihjel med det samme?

[Revion Talant]

Yalathanil så forskrækket mod trappen, da der var en lyd, hvorefter der blev talt til ham. Han havde ikke regnet med, at der var andre til stede. Han betragtede personen, da han fjernede sine vinger, så han kom til syne. Dødsengel, var det første, som han antog. Han sagde intet til det, som han havde sagt, men betragtede bare personen.
Yalathanil kiggede bare op på personen, da han nærmede sig og igen talte til ham. Han sagde fortsat ikke noget, da han faktisk ikke ville tale. Han prøvede at gribe ud efter fyren, da han ligesom bevægede sig over mod hans søster. ”Du rører hende ikke!”[/color] halvt råbte han og rejste sig op, bekymringerne og vreden tog langsomt over. ”Jeg sagde, at du ikke skulle røre hende.”[/color] gentog han. Lidt efter lød et bump, da prinsen var væltet. Han var løbet mod dødsenglen, men var væltet, da det havde rykket i hans hænder, da han jo stadigvæk var lænket. ”Løslad hende!”[/color] fik Yalathanil råbt nede fra gulvet, mens han igen prøvede at løsne sine hænder fra lænkerne. Tanken om, hvad der kunne ske med hans søster, fik ham til at reagere helt anderledes, end hvad han ellers ville have gjort. Hans tanker forblev dog splittet mellem Merenwen og Dramorion.

[Hi & Küki Sen'in]

Küki så tilbage mod ham og smilte et koldt smil. Hans øjne lyste af morderbegær. Hans smil vidste at han ikke var bange og da Prinsen igen råbte han ikke måtte røre hende grinte Küki bare og rejste sig op. Der faldt prinsen. "Jeg må ikke røre hende! Fint nok Prins" Küki gik over hvor prinsen var faldet og så på ham med et roligt smil. Han kunne finde på at sige så meget lige nu men en ting var sjovere end andre. At se folk Knække helt sammen var det sjoveste.
"Du vil ikke ha at den nok mest venlige her skal røre hende. Fint med mig, jeg for en af de andre til det" Küki gik over mod trappen men standsede så op og så mod prinsessen. Skulle han blande Hi ind i hans leg? Nej vel! Det ville ikke være lige så sjovt. Küki vendte sig om og så mod prinsen med et koldt smil. Et hop og han var nede ved Prinsessens side. En stille finger lod han glide ned over hendes kind imens at han så på hendes smukke hår. Skulle han virkelig knække denne prins. "Der er desværre kun en møde man kommer væk fra dette sted... Er du sikker på du vil ha hende væk?"
Øh ja. Denne leg var sjov. Få en prins til at bukke under for han. Han elskede denne leg. Mon prinsen ville sige ja? Eller ville han råbe af dødsengel igen? Dette ville ikke ende godt!

[Revion Talant]

Yalathanil fik igen rejst sig op og så efter dødsenglen, da det ligesom lød til, at han ikke ville røre ved Merenwen mere. Dog faldt håbet meget hurtigt sammen igen, da fyren mente, at han bare kunne finde en anden, som kunne.. ”Ingen skal røre ved hende.”[/color] hvæssede han ud mellem tænderne. Han prøvede virkelig på at få kontrol over sine følelser, men så snart det galt familien, så han havde meget svært ved det. ”Og hvad har I gjort ved Dramorion?!”[/color] spørgsmålet var spontant, men ordene var meget tydelige. Han ville vide, hvad de havde gjort ved Dramorion, og han kunne ikke holde bekymringerne tilbage.
Yalathanil betragtede personen, da han igen hoppede ned ved siden af hans søster. ”Jeg sagde, at du ikke skulle røre hende!”[/color] gentog han igen, men tydeligere, som før. Vreden var nu til at skue hos ham. Han var nu lidt ærgerlig over, at han ikke havde nogen evner, som var et element, eller noget andet, som han kunne kaste efter personen.
”Jeg regner med, at vi er på en båd. Og hvis I skal løslade hende, så skal I sætte hende på land i sikkerhed.”[/color] sagde Yalathanil bestemt og tydeligt, og dette sagde han også en smule mere behersket.

[Hi & Küki Sen'in]

Küki så mod ham da han sagde et navn. Hvem var det. Han blev sidene ved prinsessen og så lidt på hende. Et lille pift lavede han og lidt efter kunne man høre to vinger komme ned til dem. Det var en krage. Küki så på kragen der lande på hans knæ. "Bijon du sagde der var disse to... Ikke andre kongelige børn." Kragen så på prinsen og lagde hovedet på skrå. Dens blik vendte sig mod Küki og nikkede. Han lavede tegn til den skulle flyve væk.
Küki så på Prinsen. Snød han ham nu? Eller var der en til? Küki var tæt på at fare på prinsen og myrde ham. Vis han blev snydt nu ville han først blive gal. "Jeg kan få hende på land i sikkerhed... Men sådan går det ikke her. Vis hun skal væk fra her, skal hun være død... Ønsker du hende død?" Küki prøvede at glemme navnet som prinsen havde sagt. Men så nemt var det ikke. Küki hev en dolk frem og gik over til prinsessen og tog fat om hendes mund og kinder og løftede hende op af. 1. For vis hun vågnede kunne hun ikke sige noget. Og 2. Det var den nemmeste måde at blotte halsen på. Han satte dolken mod hendes strube og skulle lige til at skære da han så mod prinsen. Ville han vælge døden for hans søster? Eller ville hun mon snakke som et vandfald om hvem denne Dramorion var?

[Revion Talant]

Yalathanil så lidt overrasket op, da han opdagede, at der var kragen, som kom til syne. Han så, hvordan dødsenglen talte til den. Var det mon sådan, at de fik deres informationer? Men det så ikke ud til, at kragen yderligere talte til dødsenglen, så deres kommunikation, måtte være meget begrænset. Ingen andre kongelige børn? Yalathanil åndede meget lettet op, fordi han regnede ikke med, at de havde Dramorion, hvilket ville sige, at han var i sikkerhed, han var trods alt kun et barn.
”Hvor langt fra land er vi?”[/color] spurgte Yalathanil i et sprog, som kun dyrene kunne forstå. Spørgsmålet var henvendt til kragen, lidt før den ville flyve igen. Han vidste ikke rigtigt, hvad han ellers skulle spørge den om.
Yalathanil vendte igen blikket mod dødsenglen, han var ved at få kontrol over sine handlinger igen, så han gik tilbage og lænede sig op ad væggen, hvorefter han kort betragtede hans lænker. Han kiggede op, da der igen blev talt. ”Hun skal i land, i sikkerhed, i live.”[/color] gentog Yalathanil så igen bestemt, ”Jeg kan få hende til at love på elvisk, at hun ikke vil afsløre jer.”[/color] Elvisk var det reneste sprog, som eksisterede, et sprog, hvor man ikke kunne lyve og var tvunget til at holde sine løfter. Han spændte dog musklerne, da dødsenglen løftede sin søster op, han råbte dog ikke denne gang, men han kæmpede meget hårdt med sine følelser.

//Skal vi lade Merenwen/Gren springe ind nu?//

[Merenwen Everlove]

Merenwen sad og var helt væk. Hun kunne høre en langt borte kalde på hende, men hun kunne ikke genkende stemmen. Hun kunne mærke, hvordan hendes hoved blev rykket frem og tilbage, en ubehagelig følelse, men det var som om hun ikke helt kunne vågne endnu. Men da der pludselig blev taget fat i hendes mund og kinder, fik hun tvunget hendes øjne op. Og hun var nærmest lige ved at skrige. Hvorfor var der en kniv ved hendes strube? Hun kiggede chokeret rundt omkring, og hun fik øje på sin bror.. Hvorfor gjorde han ikke noget? Først der opdagede hun at han var lænket, og at hun også selv var det. Hvad i alverden skete der?
Hun var stadig skræmt fra vid og sans med følelsen af en kniv ved hendes strube, men hun prøvede så godt som muligt, at få styr på sig selv, til hun til sidst var helt rolig, selvom hendes hjerte bankede unaturlig hurtigt. Hun kiggede hen på hendes bror, og hun håbede at han ville give hende et tegn på, om hvad hun i alverden skulle gøre? Hun var så tæt på at prøve at sparke til den der nu holdte hende, men hun turde ikke i frygt for at de sikkert også havde Dramorion gemt et eller andet sted..
Hun skulede ned til den mand der holdte en kniv for hendes strube. Lyst hår og sorte vinger, dødsengel måske? Men hvorfor holdte han dem fanget? Og hvordan var det gået til? Hun kiggede sig chokeret omkring. Hvor var Saphira? Var hun blevet fanget med dem, eller var hun stadig i sikkerhed? Og hvis hun var fanget, hvor var hun så? Der kørte en masse tanker rundt i hendes hoved om Saphira, hvordan de skulle slippe væk, og hvordan alt det her overhovedet var sket..

[Hi & Küki Sen'in]

Den møde at Prinsen opførte sig op gjorde at Küki var ved at dø af grin. Kragen havde hørt prinsen og lande på trappen og så mod ham. Kragen havde samme kolde blik som Küki.
"Vand i sigte, Vand i sigte ohøj!" Kragen rystede fjerdragten og fløj ud af fangehulet. Küki mærkede pludselig pulsen på prinsessen stige. Han kunne næsten gætte på at hun var vågnet. Blikke gled over på hende og et let smil gled over hans ansigt. "Selv vis hun lovede på elvisk og lovede til guderne ville hun ikke slippe fra her i live." Küki trykkede Kniven mere mod hendes hals og kun prinsessen ville kunne se morderblikket i ham i det øjeblik. Dog lige som han ville trykke den helt ind lod en anden stemme oppe fra trappen.
"Du har ikke fået lov at slå nogen ihjel inu." Stemmen virkede meget kontrolleret og rolig da personen dukkede op på trappen. Den sorte person var lydløs og da han ikke havde puls var der intet hjerte som kunne afsløre ham. Denne fyr var Hi, Küki's ven og faktisk også ham som var et trin højere oppe men det gjorde kun Küki lyttede til ham.
Küki så ned på Prinsessens hals og arvede sig over ikke at måtte skære den over. Han tog kniven lidt væk fra hendes hals og begyndte at ryste på hånden med kniven i. Han havde sit dræber adrenalin i sig lige nu så han dirrede over ikke at måtte slå ihjel selv om han var så tæt på.
Hi gik ned til Prinsen og tog fat i hans arme og rejste ham op så han kunne se på ham i hans højde. Et let charmerende smil gled over Hi og hans blik virkede ikke ondt. Dog ikke lige nu det kunne jo blive det. "Du er bekymret for din søsters sikkerhed kan jeg forstå. Dog kan vi ikke slippe hende fri før vi for nogen indformationer først. For hun kunne jo nemt ende som Prins Velkan fra Nychta." Den måde han sagde det sidste var det helt klart at det ikke var noget godt der var sket med prinsen. Küki slap prinsessen ufrivilligt og var klar til at angribe vis det var nødvendigt. Men han var også klar til at dække for hendes mund vis hun sagde noget hun ikke skulle.

[Revion Talant]

Yalathanil så meget undrende på kragen og kiggede efter den, da den ligesom valgte at den ville forlade dem. Helt automatisk kom han til at tænke på Estela, han gad vide, om hun ville kunne finde herud, hun ville i der mindste vide, at der ville være noget i vejen, men om hun ville kunne finde ham, det vidste han ikke lige nu.
Yalathanil opdagede nu, at Merenwen var vågnet, han skulle til at råbe noget, da der var en anden, som talte. Hans blik fandt hurtigt den anden, som var til stede, en mørkhåret. Men ordene havde ingen beroligende virkning på ham, fordi han kunne regne ud, at de på et tidspunkt ville dø, åbenbart. Men han var i det mindste glad for, at kniven blev fjernet fra sin søster, hvilket gjorde, at han blev en lille smule roligere. ”It doesn’t seem like, they know anything about Dramorion.”[/color] sagde han på elvisk, hvilket selvfølgelig var henvist til hans søster, som burde være den eneste, som kunne forstå ham. Det eneste, som de andre måske kunne skimte, var navnet Dramorion.
Hans blik fulgte den mørkhårede, da han trådte hen til ham. Han kom let på benene, da han blev trukket op at stå. Han var en smule mindre end fyren, som havde trukket ham op, men det generede ham ikke. Han reagerede ikke rigtig på det første, fordi han selvfølgelig havde regnet med, at de ville have nogle informationer, det ville alle jo have. Han fik dog et meget overrasket udtryk, da de nævnte Velkan. Han havde ikke personligt selv mødt prinsen, men det, som overraskede ham mest, måtte være det med, at de havde lagt sig ud med vampyr familien. De var en del værre, som elvere var.

[Merenwen Everlove]

Merenwen skulede bare ned til den der holdte en kniv for hendes strube, og hendes puls steg yderligere da kniven pressede sig mere på hendes hals, og hun blev skræmt af hans morderblik. Hun lukkede øjnene af frygt, det her kunne kun ende galt.
Men pludselig lød der en anden stemme, en ukendt en, og kniven ved hendes strube blev fjernet. Hun hørte svagt hendes bror sige noget til hende på elvisk, og hun opfattede hver et ord. Og hun nikkede stille til ham, for at vise ham at hun havde forstået. Hun skulle nok lade vær med at snakke om Dramorion. Hun ville bare ønske, at denne mand ville give slip på hende. Det var utrolig ubehageligt den måde han holdte hende op på, men hun turde ikke gøre modstand, i frygt for at de ville gøre Yalathanil noget. Hendes øjne kørte rundt, hun var ivrig efter at finde et spor om Saphira var der eller ej. Hvis hun var, kunne hun hjælpe hende og Yalathanil med at flygte, og hvis hun ikke var her, håbede hun bare på at Saphira var i sikkerhed.
Mens hun havde været optaget af at prøve at finde Saphira, havde hun ikke opfattet, at den person, der havde stoppet den der var ved at dræbe hende, var gået hen til hendes bror.
Lige pludselig kunne hun også mærke der blev givet slip på hende, og hun faldt ned på røven. Hun ømmede sig lidt, og hun trak vejret dybt ind og ud af munden. Hun skulede lidt til ham den lyshårede, det havde gjort ondt. Hun sukkede, hun var glad for at der var blevet givet slip på hende. Men fordi der var givet slip på hende, var hun kommet væk fra alle hendes tanker om Saphira, og hun så at der var en mørkhåret fyr henne ved hendes bror. Hun begyndte at blive bekymret for sin bror, hvad ville de gøre ved ham? Men så hørte hun et velkendt navn blive sagt, og et lille gisp kom fra hende. Velkan? Var de også blevet bortført? Og hvad var der sket med ham? Hun hørte truslen i den mørkhårede fyrs stemme, og hun rejste sig brat op, og hun prøvede at gå hen til den mørkhårede, men lænkerne stoppede hende. "Do not touch my brother!"[/color] hun skulede til den mørkhårede. Lige nu var hun ligeglad med hvad der skete med hende, bare der ikke skete noget med hendes bror.

[Hi & Küki Sen'in]

Hi var ikke dum han havde set Prinses reaktion da han hørte Velkan og prinsessens gips gjorde det hele meget bedre. Hi så på Prinsessen med et venligt smil, øjnene gled fra prinsessen til Küki til prinsessen igen. Küki smilte koldt og nikkede. Han vidste hvad Hi ville ha ham til. Küki gik tæt op af prinsessen og hviskede hende i øret så kun hun hørte det.
"Han røg i vandet. Han ligger sikkert i en sød lille hajs mave." Küki lænede sig væk fra hende med et koldt smil. Han så på hende og før hun ville kunne nå at sige noget til Prinsessen tog han en hånd foran hendes mund.
Hi så på prinsen med et roligt smil. "Men hvad siger du prins. Nogen informationer før mad f.eks." De havde jo ikke spist i næsten en måned så mad ville jo være rart sikkert.
Küki så på Prinsen og vis han nægtede havde han jo sikkert en metode til at få prinsen til at tale. Ellers skulle prinsessen jo nok. Hi virkede venlig imens han var der nede. Han angreb ikke eller noget han stod bare og talte som ligemand med prinsen.

[Revion Talant]

Yalathanil bevæge på sig, da dødsenglen nærmede sig hans søster igen og åbenbart sagde noget til hende. Han trak dog lidt i lænkerne, da han lagde en hånd for hendes mund. Han vidste ikke, hvad hun havde fået at vide, men hun måtte åbenbart ikke sige noget til ham. Situationen gjorde ham ikke glad på nogen måde, han frygtede for, hvad der ville kunne ske med Merenwen og måske med Dramorion derhjemme, som jo ikke helt kom så godt ud af det med deres forældre, fordi han stadig var et barn. Han så et øjeblik ned.
Yalathanil så igen op på den mørkhårede, da han talte til ham. Dog så han over på sin søster og sagde igen på elvisk, ”Sorry, but your safety comes first.”[/color] Derefter kiggede han igen på den mørkhårede. ”Jeg ønsker min søsters frihed, intet andet.”[/color] sagde han bare roligt tilbage, det var det eneste, som han ville. Hans søster sikkerhed var det eneste, som galt for ham i dette øjeblik. Han ville have hende væk fra skibet.

[Merenwen Everlove]

Merenwen skulede til både den lyshårede og den mørkhårede. Hun hadede den lyshårede for at have haft en kniv ved hende strube, og hun havde den mørkhårede for at havde truet hendes bror.
Hun blev lidt bange, da hun den lyshårede nærmede sig hende igen, men hun ville ikke vise det. Hun turde ikke vise det, i frygt for at de kunne udnytte hendes frygt, for at få hendes bror til at sige noget. Og hun brød sig ikke om, at manden gik så tæt på hende, men det han hviskede til hende, kunne hun bare ikke tro på.. Den ene gang hun havde mødt Velkan, havde han virket som den type, der bare kunne dø. Hun begyndte i stilhed og græde, og da manden lagde en hånd over hendes mund, begyndte hun at sparke efter ham.
Hendes brors ord gjorde hun dog lidt mere tryg, men hun ville stadig hellere have at de begge kom sikkert tilbage, istedet for kun den ene af dem. Hun nikkede stille til hendes brors ord, men hun kunne dog ikke sige ham imod, da der jo var en hånd foran hendes mund.