Hi og Küki's forsættelse.

[Hi & Küki Sen'in]

Küki mærkede hvordan at prinsessen prøvede at sparke ham men han var ikke dum. Hi så på prinsen og tænkte roligt over det. Han kunne gøre så mange ting men han kunne også lade vær."Bijon! Kom her ned nu!" Hi stod roligt og pludselig kom en krage ind og lande på den arm Hi havde rakt frem. Kragen rystede sin smukke fjerdragt og så på Hi. Kragen fra tidligere var Ikari men de lignede hinanden.
Bijon's blik lande på Prinsessen og et frydefrosmil kom over dens øjne. Bijon var Hi og Küki's syn over landet. Blikket gled rundt i rummen og lande på prinsen som ikke var i samme knibe som prinsessen var. "Bijon. Flyv ud og se om der er nogen muligheder, vis der er så kom med en gren. Vis der ikke er så kom med en sten!" Kragen nikkede til Hi og hoppede op på trappen og så på prinsen.
"Lig dig ikke ud med Hi og Küki unge mand." For Küki og hi ville det lyde som et krage skrig. Hi så på Küki og nikkede til ham. Küki tog fat i prinsessens ben og HI gik over og hjalp med at binde hendes ben sammen så hun ikke ville kunne sparke. Bliket landte på prinsen og Hi gik over og så roligt på ham.
"Indformationer først. Så skal jeg nok finde en måde at få din søster i land i live... Men jeg lover ikke det bliver et kønt syn." Hi så alvorligt på prinsen med et fast blik.

[Revion Talant]

Prinsen så rundt, da der blev kaldt på en eller anden, men lidt efter opdagede han, at kragen kom ind. Han regnede med, at det var den, som der var blevet kaldet på. Han betragtede den mørkhåret og kragen, mens den mørkhårede uddelte sin ordre. Han forstod ikke helt, hvad det enlig handlede om, men forholdte sig bare roligt. Han tror, at han var meget glad for, at hans søster ikke havde set hans opførelse, før hun var vågnet op. Han betragtede kragen, da den talte til ham. Merenwen ville sikkert også forstå den, men det var der ingen, der vidste. ”Og de skal ikke lægge sig ud med kronprinsen af Iméra.” svarede han bare kragen igen, fordi forsvarsløs, det var han ikke, selvom han var lænket fast. I det næste blev han opmærksom på halskæden, hvor vedhænget lå omme på hans ryg, som han havde omkring halsen, som han dengang havde fået af Elenhîniel, som var en gave fra stjernerne. Han havde et øjeblik glemt den. Han kom i tanke om hendes ord, hvilket gjorde, at han tog halskæden af og puttede den i sin natbukser, da de to fyre havde vendt ryggen til ham. Den landte blidt og forsigtigt nede i hans lomme, og så var den ikke til at se. Han var glad for, at den ikke var blevet set før. Nu håbede han bare, at han kunne holde den skjult.
Yalathanil blev igen opmærksom, da de to igen var trådt hen til Merenwen. ”Hey?! Jeg sagde I ikke skulle røre hende!”[/color] råbte han, da han var ved at blive meget træt af de to. Han rykkede lidt i lænkerne for at tage deres opmærksomhed væk fra hans søster. Han forholdte sig dog stadig roligt.
”Du skal ikke finde en måde. Hun skal i land, i live, i et stykke, uden yderligere skade. I kan få alle de informationer, som I vil have bagefter.”[/color] sagde han langsomt og tydeligt, så han var sikker på, at de to ville forstå beskeden. Ja, det var ikke lige de kønneste billeder, som man fik i hovedet, derfor ville han være sikker på, at man fik de rigtige billeder i hovedet, så intet blev misforstået.


//Har lige ændret noget. ^_^//

[Merenwen Everlove]

Merenwen blev ved med at sparke, hun gad simpelthen ikke mere. Hun gad ikke være den artige lille prinsesse, der skulle forestille at være bange. Hun hadede den rolle. Hun hørte ikke hvad de andre snakkede om, hun lagde ej heller mærke til kragen, eller hvad den sagde. Det eneste hun koncentrerede sig om, var at få ram på den der holdte hende.
Hun blev dog hurtigt opmærksom på, at den anden var på vej henimod hende, og der blev holdt fast i hendes ben. Hun gjorde stadig modstand, men det nyttede ikke noget, og hendes ben blev bundet sammen. Hun sukkede. Hun vidste hun ikke skulle opføre sig sådan her. Hun orkede bare ikke det here, og slet ikke hendes brors opførsel. Hvorfor kunne han ikke fatte, at de begge to skulle tilbage i sikkerhed, og ikke bare hende?
Hun sukkede, og hun kiggede rundt i rummet. Hun fik øje på Saphira, og hun kiggede på dragen, som kiggede på hende, og det så ud som om den smilede til hende. Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre.. Saphira var her, men hvor var hun på vej hen? Hun kunne se hvordan Saphira, utrolig diskret, fulgte efter fuglen. Det eneste hun kunne gøre var at kigge forundrende efter Saphira, men hun kiggede dog hurtigt væk. De måtte jo ikke opdage hende.

[Hi & Küki Sen'in]

Küki holdte hende og det var ikke blidt fordi at hun sparkede. Küki var nok den med mest tålmodighed og den der var sødest af dem. Idet at prinsen begyndte at råbe op kunne Küki fornemme fare på vej. Han vendte hovedet væk og så på prinsessen istedet for.
Hi's blod kogte. Hans ellers rolige blik blev hårdt som sten og så koldt på prinsen. Han farede over mod prinsen og tog om hans hals imens at han så koldt på ham. "Du skal ikke tro du bestemmer over mig... Jeg bestemmer her!" Hi så mod prinsessen og slap prinsen og gik mod prinsessen med et koldt blik som ikke kunne betyde andet end fare. I hånden holdte Hi en dolk med skarpt blad. Han gik over til prinsessen og lod dolken i starten køre blidt over hendes hals og ned over armen.
Dog fik han ikke lige skåret da Kragen kom ind og satte sig på trappen. Det var i samme øjeblik at prinsessen åbenbart så på en drage i vinduet. Hi gik over til kragen og så grenen i dens fod. Hi tog grenen og så mod prinsen. Hi nægtede at lade sådan et forkælet barn bestemme over ham. Han lagde grenen i lommen og så mod prinsessen. "Din bror ønsker vist ikke at du kommer her fra på den rigtige måde. Han ønsker vist mere at vi skal smide dig til hajerne som Velkan blev. Jeg gav ham ellers chancen for at rede dit lille kvinde liv." Det var tydeligt at i hans stemme at prinsen havde gjort han rasende og at han sagens ville finde på at dræbe hende pga hendes brors ord.

[Revion Talant]

Yalathanil gispede efter vejret, da han blev taget rundt om halsen af den mørkhårede. Han prøvede at løfte sine hænder, men han stod for langt væk fra bjælken, hvor hans lænker var omkring, som han trak i. Han kiggede op, da fyrene jo var lidt højere, end ham, hvilket generede ham lidt. Han hjerne havde arbejdet lidt langsomt måske, fordi det var først, da den mørkhårede mente, at det var ham, som der bestemte, at det faktisk fuldstændig gik op for Yalathanil, hvilken forsvarsløs situation han stod i. Havde han været fri og haft sit sværd, så havde det været en smal sag at komme væk.
Yalathanils ben gav efter under ham, da fyren gav slip, hvilket gjorde han endte på gulvet igen. Han trak benene op til sig og gemte sit ansigt i sine knæ. Han kunne mærke, hvordan han langsomt knækkede sammen, presset var måske for stort? Han følte sig ikke pludselig ikke værdig, som kronprins, hvilket ikke var første gang, at han havde følt sådan. Hans verden begyndte roligt at falde fra hinanden. Han ville dog ikke vise svaghedstegn ved at græde.
Yalathanil så op og så, hvad den mørkhårede havde gang i, men han sagde dog intet, hans mund var tør og hans hals kradsede. Hans opmærksomhed blev vendt mod kragen, som var kommet ind med pinden, som den mørkhårede tog fra den. Han fik også øje på Saphira, men han så kun kort på hende, hans tanker strejfede kort Estela, men hun skulle nok kunne finde ham, håbede han.
Yalathanil lyttede, da der igen blev sagt noget, hvorefter han slog hovedet ned i knæene, han følte sig en smule dum, og det var ellers sjældent, at han gjorde det. ”I kan få lov til at beholde mig og gøre, hvad I vil.. uden, at jeg gør modstand, altså hvis I sætter min søster fri.” sagde han, da han havde genvundet talens brug igen, mens han kiggede på de to fyre og håbede, at de hørte ham, hans stemme var fyldt med ydmygelse. Derefter gemte han igen sit ansigt i knæene. Han lagde nu mærke til, hvordan han selv havde det, han var sulten, stadig træt, havde en lille hovedpine og følte sig svag. Han havde overset alt dette på grund af sit vovemod og sine dumme handlinger. Han havde ikke engang en undskyldning til Merenwen nu.

[Merenwen Everlove]

Merenwen kiggede bekymret på sin bror, da en af dem begyndte at gå imod ham. Hun ville gerne sige til ham, at han ikke måtte nærme sig Yalathanil. Men den ene holdte stadig en hånd for hendes mund, og hun turde heller ikke sige noget, idet hun ikke vidste hvad de kunne finde på at gøre ved enten hende eller hendes bror, hvis hun gjorde modstand.. I hvert fald lige nu.
Hun begyndte at skælve lidt, da der blev kørt en kniv over hendes hals og ned af hendes arm. Følelsen var ubehagelig, men hun ville ikke vise dem at hun var svag. Hun var træt, hun var svag og hun var også en kvinde, men det ville ikke knække hende, hun ville ikke give sig overfor sådan nogen idioter.
Hun kiggede bekymret mod sin bror, han så knækket ud. Som om han ikke kunne mere. Hun blev straks sørgmodig.. Hvad skulle hun gøre, hvis hendes bror havde mistet håbet. Skulle hun kæmpe alene, eller skulle hun også bare give op?
Men hendes øjne forandrede sig ikke, der var stadig en gnist af kampvilje i hende, og hun skulle nok på den ene eller anden måde få enten hendes bror eller dem begge to væk fra denne bro, og Saphira ville være hovednøglen til at det skulle lykkedes.
Hun prøvede at kigge efter Saphira, men hun kunne ikke se hende, måske var hun allerede taget afsted efter hjælp? Eller var hun blevet fanget? Hun begyndte at blive urolig. Hun kunne mærke hvordan taget ved hendes mund blev svækket, skulle hun sige noget til hendes bror? Eller skulle hun bare tie stille, hvad ville være bedst lige nu? Hun kiggede hen på hendes bror. Sørgmodighed lyste ud af øjnene på hende, da hun kiggede på hendes bror.

[Hi & Küki Sen'in]

Küki snussede ind. så meget lidelse i et rum. det var på en måde virkelig lækkert for en dødsengel. Han så på Prinsessen og så på prinsen som var den med mest lidelse. Hi så på prinsen da han sagde at de kunne tage ham vis hun blev sat fri. Küki så på prinsessen kort og slikkede hende lidt på halsen. "jeg havde ellers lige lidt håbet på at jeg kunne få lov til at lege lidt" Kükis form for leg var totur. Ren kold totur.
Hi gik over til prinsen og blottede sine tænder. Han kunne se at prinsen var helt knækket og vendte sig mod prinsessen. Han gik over til hende og så på hendes øjne. "Din bror vil rede dig. Han vil sikkert ha dig væk fra os. Jeg har altid drømt om hvordan prinsesse blod mon smagte." Han så koldt på prinsessen og tænkte over om han skulle lade hende leve eller ej. han så på prinsessens lange flotte hår.
"Jeg vil ha nogen oplysniger først lille prins... Først. hvad er det i to lande slås om. For jeg vil gætte på det ikke er fordi at i bare er forskellige racer." Hi slikkede sig på sine tænder og så sultent på prinsessens smukke blodåre i halsen vis prinsen ikke gav svar kunne han vel altid få en lille snak.

[Revion Talant]

Yalathanil gemte stadig sit ansigt i sine knæ, så han opdagede ikke rigtig, hvad der skete omkring ham, selvom han kunne høre deres bevægelser. Ordene, som der blev talt, gjorde ham kun mere urolig. Han ønskede ingen skade på sin søster specielt ikke fra vampyr, som ville have mulighed for at forvandle hende. Og det med, at dødsenglen mente, at han gerne ville lege, det havde givet ham gåsehud, fordi han regnede med, at det ikke var almindelig leg. Han opgav næsten helt at tænkte, fordi han havde allerede på fornemmelsen, at det ikke ville blive til nogle gode tanker.
Han kiggede op, da der blev stillede et spørgsmål omkring den indirekte krig mellem landene. Så det kendte de åbenbart ikke til. Han kunne give dem, de værste forklaringer, men det ville ikke sikre hans søster. Og hendes sikkerhed kom først. ”Du har både ret og ikke ret. Nogen slås, fordi vi er forskellige racer, men den enlige grund til hadet mellem landene er, fordi solen forsvandt. Det siges, at der er Nýchta, som er skyld i, at solen forsvandt. Og os i Iméra ønsker solen tilbage, da den skal give os balancen tilbage. Det evige mørke ødelægger verden.”[/color] forklarede han og tav. Det med balancen gik enlig op for ham nu, men det var jo det, som Elenhîniel havde prøvet at forklare ham, men han havde heller ikke indset det, fordi han et sted ønskede, at solen ville forblive væk, da han ikke ønskede sin søsters død. Han sendte hende et sorgmodigt og undskyldende blik, før han igen kiggede væk.

[Merenwen Everlove]

//Spring lige mig over her.. xD Kreaen er helt død lige nu, så.. Just continue :3 //

[Hi & Küki Sen'in]

Küki så på prinsen da han fortalte og glemte faktisk lidt at prinsessen var der. Han så undrene mod Hi. Hi stod med ret ryg og så nedstirrende på Prinsessen. Solen. Var det bare der for de kæmpede sådan. Der måtte ligge mere bag det ellers ville de jo nok ikke slås som de gjorde. Hi så mod prinsessen og Küki. Hvordan skulle han finde ud af hvad det var som log bag. "Der må ligge mere bag. for vis det bare var solen ville i jo ha kunne finde den forlængst. den er jo ikke lille. Hvad er det som i mangler? Som i alle leder efter? Hvad er grunden til at i ikke har fundet den åndsvage sol?" Hi kunne ikke se hvorfor de sloges sådan. men det var nok fordi at han havde været så ung som han havde været da ham og Küki var kommet til skibet at de ikke rigtigt vidste noget om hvad det var som profitien sagde. Hi sendte Küki et nik og et koldt smil gled over hans mund. De kendte hinandens meninger med nik og alt sådan noget. Küki tog en dolk op og så på Prinsessens krop. Hvor skulle man skære først for at få dem til at sige det vis de nægtede.?

[Revion Talant]

Yalathanil gned sin pande så godt, som det nu kunne lykkedes for ham med lænkerne på. Hans liv var vel et mindre helvede nu? ”Jeg er ikke helt sikkert, men der er en profeti.. en profeti om et barn, som kan finde solen igen. Selv vores Orakel ved ikke noget om dette barn.”[/color] svarede han sandfærdigt og lænede sig tilbage op ad træet, som dannede bådens side. Han havde jo selv set profetien, selvom den ikke havde givet meget mening for ham, hvis Elenhîniel ikke havde forklaret ham, hvordan det havde hænget sammen. Men han kendte til hendes forvirring omkring barnet, fordi ingen af de børn, som havde været i profetien havde været ens.
Han lukkede øjne og tog en dyb indånding. Han følte en pludselig trang til at sove, selvom han lige var vågnet fra en længere søvn, men den var jo blevet fremprovokeret af det der bedøvelsesmiddel.