juvelen.

[Den Ældste]

Den ældste var en smuk kvinde som næsten altid havde forklædning for ikke at blive genkendt. hun var jo gammel og havde mange krafter. hun havde idag en lysebrun paryk på med smukke lyseblå kontaktlinser i øjnene. hun var på markedet med en let tåge på hele markedet så hun ikke skilte sig ud. hun kom til en bød hvor de solgte de smukkeste smykker på hele markedet.
Den Ældste stoppede op og blev helt betaget af smykkerne. en halskæde med en smuk lyserød Juvel i betagede hende meget. det mindede meget om det hendes søster lavede. krystaler med farver men Den ældste kunne det jo også man gjorder det ikke selv om hun nok kunne lave nogen af de smukkeste smykker.
hun tog halskæden op fra bordet og gik over til spejlet og satte halskæden på for at se hvordan det så ud. den virkede helt speciel bare det at se på den fik hendes varme smil frem. et smil som mange elskede hende for. hun var jo også en varmhjertet person. men kunne jo også vænne til at være ond og kold. men dagen idag havde gået for godt til at være sur eller kold.

[Galdor Berlugio]

Det var kun meget sjældent man så menneskenes leder i Sorento, selvfølgelig med mindre det var vigtigt, vigtigt nok til at træde ind i et domæne hvor han ikke selv hærskede fuldstændigt. Galdor red ind i Sorento på hans store hingst, iklædt sine sædvanlige sorte klæder og rustning. Efter ham fulgte 6 andre soldater til hest. Dette var veltrænede soldater, og krigerelite blandt menneskerne. På blot et år havde Galdor forvandlet brølende og frygtsomme bønder til professionelle krigere. De var iklædt noget nær det samme, nemlig Galdors våbenskjold på deres heste og ligeledes iført rustninger under et lag af læder. Tågen i byen kom en smule bag på Galdor, men han forventede intet andet fra en by kan kun besøgte få gange om året. folk og væsner fjernede sig således Galdor kunne komme ind i byen, og helt hen til udkanten af markedet. Ved udkanten af markedet var der et springfalds-lignende bassin hvor Galdor og hans 6 soldater holdte op. Alle 6 hoppede ned fra deres heste, og så sig kort omkring. Ikke mange ord blev vekslet imellem dem, og hurtigt blev 3 beordret af Galdor til at blide hos hestene og de 3 sidste om at følge med ham. Han var som sagt menneskenes leder, dødelig og ung. Men mange hilste på ham som han begyndte at gå ned ad markedet med beslutsomme skridt. Foruden hans kappe der fulgte ham havde han sin ene hånd på sværd-skeden. Galdor krævede respekt fra alle andre racer, ikke blot hans egen! Og hvis respekt ikke blev tildelt til ham, ville han fremkalde frygt! Han havde mange håndlangere og soldater... menneskelige soldater som havde afsagt deres troskab til Iméra's trone til fordel for deres nye stærke leder. Galdor stoppede op ved en tigger. Det var en gammel dame der sad lænet op af en murstensvæg, med et manglende ben og hånden rakt ud. Galdor rettede ryggen og idét han stoppede, stoppede de 3 soldater bag ham. Galdor slap hans skede og gik ned på hug foran den gamle dame, som sad gemt under sit hvide hår og en store hat. Det var et menneske, gammel og slidt. Galdor tog hendes hånd og puttede 10 Yen i hånden for derefter blidt at lukke den igen. Med et venskabeligt blik imod damen som nu kiggede på ham, lyste hun op. "take good care of yourself madam." sagde han med en venlig stemme, der stadig yndede af ren ungdom, på trods af hans hårde ydre. I mellemtiden havde en af de andre soldater købt et brød ved en købmand ved siden af og rakte det til Galdor. Galdor tog brødet og placerede det i damens skød. Han hånd blev kysset og Galdor placerede en hånd på damens kind, for derefter at kysse hende pande. Galdor rejste sig op og stillede sig oprejst, klar til at fortsætte ned ad det store marked.

[Den Ældste]

For den ældste skulle man gøre sig fortjent for hendes respekt. en som prinsen og prinsessen respekterede hun. ikke fordi de var kongelige men fordi at de havde et stort hjerte og kunne lukke folk ind uden de selv var rige og adelige som dem selv. Den ældste lagde smykket tilbage og smilte til handleren. hun tog den kurve hun havde med og begyndte at gå ned igennem gaden. hendes smukke hvide kjole gled over jorden og da hun nærmede sig tiggeren soldaterne var ved så hun lidt på det og så ned i den tomme kurve. hun smilte stille og gik stille videre.
folk bukkede for ham når de kom forbi ham eller omvendt men da Den ældste kom forbi ham bukkede hun ikke eller noget. hendes rette ryg sagde at hun var inde for hoffet på slottet. selv om hun faktisk ikke behøvede det.
Den ældste så kort på den bagerste af soldaterne og sendte ham et af hendes smukke varme blikke. hun så på soldaten men heller ikke andet. da hun kom over til nogen som solgte fine kapper stoppede hun op og tog en smuk havs lyseblå kappe ned og strøg den over stoffet for at mærke det bløde stof.

[Galdor Berlugio]

Nuvel. Galdor krævede respekt fra andre racer som havde undertrygt den svagelige og menneskelige race i mange år, men han gav ingen respekt tilbage. han havde et specielt forhold til andre racer. Han kunne godt holde råd med racer fra Iméra og havde sjældent noget imod de racer som til ham syntes overmenneskelige, såsom engle og elvere osv. Men stadig ingen besynderlig respekt. Stort set alle vidste hvem han var. Han var heksebrænderen, jægeren af varulve og en morder næsten uden lige iblandt den menneskelige race. Måske den mest drabelige og radikale leder for menneskerne i de sidste mange hundrede år. Næsten ingen andre racer bukkede eller hilste ham, og uanset position hilste han heller ikke på de andre racer, men hilste pænt og respektivt på menneskerne, som han dig kendte mange af. Han og soldaterne havde sat kursen direkte imod smykkehandleren lidt længere nede, og stoppede op foran boden. Det var en stor bod, og huset bagved tilhørte ligeledes ejeren. De 3 soldater stillede sig foran boden og ledte folk udenom. Galdor gik om bag boden og tog fat i skuldren på manden i boden. Han trak ham lidt væk og stillede sig tæt op ad ham med et truende blik. Denne mand var et menneske, så velgørenhed var ikke ligefrem et billede man så af Galdor hele tiden... hvilket folk forhåbentligt også vidste. Talen var afsides og en smule utydelig, men der var snak om en pige som Galdor ledte efter og stjålne tyvekoster. Ingen håndholdte loven iblandt mennesker mere end Galdor, og simpel tyveri kunne føre til en afhugget hånd. "Where is she Shermann?" spurgte han højlydt og tog fat i kraven på handleren. Dette var ikke for sjovt, men dog blev det bredt ignoreret af folk.

[Den Ældste]

Den ældste gik stille men da hun hørte en mand råbe købte hun hurtigt kappen og tog den om sig og gik mod smykke handleren igen. hun så den ungemand der råbte af bodens ejer. hun gik mod soldaterne med hætten over hovedet så man ikek kunne se hendes ansigt. hun tog parykken af og det samme med kontaktlinserne inden hun var for tæt på, hun stoppede op ved soldaterne og man kunne ikke se hendes ansigt pga hætten. hun var hverken en heks eller en varulv så hvad skulle der bekymres for. hun var en mizu. gammel og venlig og at true folk brød hun sig ikke om
"de hr, jeg vil gerne komme til. vil i lige flytte jer?"
hun snakkede med den venlige stemme og ventede roligt på soldaterne. vis de ikke gjorde det havde hun jo altid et es i lommen som hun kun brugte sjældent men hun ville gerne ha at den mand der troede ejeren stoppede med det samme.

[Galdor Berlugio]

Handleren reagerede stærkt på Galdor og gjorde ingen modstand andet end at hæve sine hænder og insistere at han intet vidste om denne pige og hvor hun var. Galdors tålmodighed var ikke stor, og han gjorde alt for at spore en løgn i manden øjne, og selvom løgnen måske ikke var at se, var det som om Galdor var opsat på at manden løj. Stadig holdte Galdor om kraven på handleren og kiggede ham dybt ind i øjnene med hans typisk truende men stadig udtryksløse blik. Galdor var måske ung, og yngre end denne handler, men Galdor var højere og hans autoritære position var absolut ikke noget der burde være tvivl om. "Fortæl mig hvor hun er, eller jeg forsikrer Dem at de aldrig vil se hende igen." sagde han truende og med hans hæse og alvorlige stemme. Hvad dette handlede om var uvist for andre, men det måtte være noget som gik Galdor på, og som han i høj grad ønskede at se til ende. De soldater som stod foran boden, stod med rank ryg og kolde blikke. De var dog ikke hårde imod de ignorante forbipasserende der troede at de kunne komme til, men henviste dem blot til at gå videre. Da en kvinde dækket af en hætte kom nærmere og bad om tilladelse til at komme forbi, blev soldaten blot stående og hævede sine hænder. Det var som om han skulle til at skubbe hende på skuldren, men gjorde det dog ikke. han pegede blot længere ned ad markedet med blikket på kvinden. "Fortsæt Frøken, De må ikke komme forbi her." sagde han konsekvent men dog med en tone der gengældte kvindens venlige tone. Galdor og hans mænd var ikke voldelige i Iméra, nærmest uanset hvad... selvom Galdor dog mange gange kunne finde på at være meget aggressiv under sådanne forhør som denne med handleren.

[Den Ældste]

Den ældste grinte lidt over soldaten som kaldte hende frøken. det var hun jo langt fra. hun var jo enke. hun havde jo været gift men var det ikke mere. hun så på soldaten og smilte venligt til ham. man så kun lige hendes smil alt andet var dækket.
"jeg er smigret men frøken tiden var forbi for længe siden. jeg er enke nu. men der er en bestemt halskæde her jeg bare må eje. så søde ven. vil du ikke rykke dig til side"
Den ældste ville helst ikke bruge sit es så hun prøvede at få manden til at rykke sig med sin venlige tone. hun var gammel men smuk. hun vidste alt for godt hvad det ville sige at være menneske. hun havde jo selv været det før hun blev dræbt.
Den ældste hørte hvordan manden der inde råbte og hun ville gerne stoppe det hurtigt ingen burde blive truet på den måde i imera.

[Galdor Berlugio]

Disse soldater var mennesker, med følelser og begær. De var jo kun menneskelige, men det havde Galdor måske sat en stopper for? For at kunne opfylde sine mål og ikke mindst bevise menneskehedens suverænitet, har han siden han overtog magten som leder, kæmpet for at gøre mennesket stærkere... men også nådesløse til en vis grænse. Soldaten overvejede måske at slippe hende ind, men han forblev oprejst med rank ryg og pegede stadig ned ad markedet. "fortsæt på din vej i markedet." sagde soldaten bestemt og med en tone der var påtrængende kold. I tågen og med kvindens hætte, vidste de ikke mere end hvad alle andre på markedet vidste. Galdor havde velbevaret hans egne hemmeligheder og hans viden, en viden der ikke var givet ud til resten af menneskerne eller hans soldater. Galdor var uddannet, og havde trods hans endnu korte liv, oplevet meget og erhvervet sig erfaring som kun få havde. Galdor vidste endnu intet om situationen med denne kvinde, men stod stadig meget utålmodigt og aggressivt og ville have informationerne ud af handleren. Pludselig ændrede han sit blik en smule og der faldt en anden energi over ham end blot den aggressive. "Når Gaia accepterer sine synder mod lyset. Vil hendes sjæl være frelst." Sagde han nærmest helt overbevisende, kun undermineret af hans tidligere aggressivitet. Han var troværdig og og med hans alvorlige blik understregede han stadig alvoren. Der var ingen rigtig og oprigtig følelse af nærvær fra hans side. Kold, seriøs og fanatisk var hans sind blevet.

[Den Ældste]

Den ældste stod tålmodigt men da soldaten sagde at hun skulle forsætte begyndte hun at blive lidt vred. tågen begyndte pludselig at blive tykkere rundt om dem og Den ældste stod med et koldt blik. hun så op fra hætten på manden og de hvide øjne lyste nærmest op i vrede og den hvide hud gjorde hende bare kold at se på. men som vreden var vent til hende sagde hun pludselig med et venligt smil.
"og jeg som havde hørt at i soldater var venlige og rigtige mænd. men det er i vist ikke."
Den ældste smilte pludseligt helt venligt og virkede ikke så agrasiv nu men tågen var ikke lettet. den var stadig tyk. nu hørte hun den anden mand igen og sukkede.
"jeg havde troet af i menneske soldater ville vise i var stærke... men i er ikke stærkere end andre. vis i virkelig skal true og dræbe for at i tror i er stærke har i ikke forstået hvad styrke af"
stemmen lød nærmest trist over det selv om det kunne virke som en der ville gøre dem vrede men hun ville bare ha dem til at se sandheden i øjnene.

[Galdor Berlugio]

Det ville nok ikke komme bag på folk at disse soldater, på trods af deres professionalisme og påtagede nådeløshed, ikke ligefrem var mænd med talegaver af betydelig omfang. De var skam ikke dumme eller uvidende, men de tog ikke hendes kommentar som en fornærmelse. Da tågen meget hurtigt blev tykkere og kvinden kiggede op på dem fra hætten trådte alle 3 soldater et skridt tilbage og trak deres sværd halvvejs op fra deres skeder, i en position klar på hvad som helst. De kiggede nødvendigvis ikke kun på kvinden, men holdte dog øje med hende, da hendes stædighed havde været mistænksom. I det samme tågen blev tykkere slap Galdor sit tag om handlerens krage, og han kiggede op, afbrudt midt i en sætning. Denne situation huede ham ikke. Godt nok besøgte han kun Sorento højest et par gange om året, men han mindedes ikke at have se nogle søer eller større græsområder i nærheden, hvilket mistænkeliggjorde tågen. "I will speak with you later." sagde Galdor med en yderst faretruende og lav stemme med ansigtet imod handlerens. Galdor slap taget på handleren og gik med beslutsomme skridt hen imod sine soldater, som han nu så, stod i en beredt stilling. Galdor fik med det samme øje på kvinden. Galdors mistænkelighed og mistroiskhed vækkedes med det samme, der var noget over denne kvinde med den lyse hud og faretruende øjne. Han gik med beslutsomme skridt imod soldaterne og kvinden der stod på den anden side af dem, frygtløs, og med hånden på en lædertaske der hang halvvejs skjult under hans sorte kappe. "What is your business here, woman?" spurgte Galdor med sin hæse stemme som han nærmede sig. Han forbandede allerede sine soldater for ikke at have ført hende væk endnu.

[Den Ældste]

//vil du være sød ikke at skrive engelsk da jeg ikke er god til engelsk.

Den ældste havde kun i det korte øjeblik været vred men smilte varmt nu. da den sidste mand kom så hun på ham med blide hvide øjne. hun så roligt på ham og så på soldaterne. Den ældste kunne hurtigt gøre de gik væk uden de ville men hun ville ikke virke som en trussel.
"jeg skal købe noget hos den handler... og så ville jeg se om den berømte menneskeleder var så stor som folk siger... men det virker ikke sådan."
hendes smukke klare og blide stemme kunne lyde som en lille å der stille flød igennem. Den ældste havde sagt det hele med venlighed ikke noget faretruende i hendes stemme. Den ældste så på mændene og smilte lidt til dem for at vise hun ikke var dem en fjende.

[Galdor Berlugio]

Om hun var faretruende eller ej, venlig eller fjendsk, så ville Galdor ikke gengælde dette. Denne stædige kvinde stak sin næse i sager der ikke ved kom hende, og det huede absolut ikke Galdor. Soldaterne stod stadig klar, men bakkede tilbage da Galdor begyndte at tage nogle tunge skridt imod kvinden. Med hans skarpe blik undersøgte han hende, kritiske øjne der sjældent kunne nares. Ved hendes kommentar kom der lydløse gisp fra soldaterne, og de trådte endnu et halvt skridt væk. Galdor tog en dyb indånding i ubehag og kiggede op i tågen og derefter på kvinden. Han kunne umuligt vide at denne kvinde var Den Ældste, meget kunne han finde ud af blot ved et øjekast. han bed vreden i sig og stillede sig i en fremad lænet position med blikket direkte på kvinden, som var en smule lavere end ham selv. "Jeg er blot et menneske, intet mere og intet mindre." sagde han med hans hæse stemme, på en måde der nærmest skreg af ubehag. han havde lyst til at trække sit sværd og tvinge kvinden til at bevæge sig videre uden at stille spørgsmål, men helt sikker var han ikke på situationen, eller på kvinden. Han vidste hun ikke var et menneske, eller at hun i det mindste var overmenneskelig af en art. Måden hendes lyse hud glitrede at små spejldråber vand, og hendes øjne tyede på noget helt andet. Han mistænkte hende allerede for at være en del af hoffet, pga hendes fine klæder og pga hendes overvældende selvtillid. "du er langt fra dit dybe hjem, ikke sandt?" spurgte han så efter lang tids stirren på hende. Han ville helst ikke åbenlyst erklære for sine soldater at hun var en Mizu... for så ville soldaterne med det samme tro at hun var en af havets hekse, og med det samme frygte en forbandelse af en art. Men Galdor var ikke ligesom hans soldater. Han var frygtløs og ikke bange for denne kvinde, eller utilpas i hendes nærvær.

[Den Ældste]

Den ældste virkede ikke bange da han kom med tunge skridt mod hende. da han kiggede i hendes øjne så hun bare tilbage uden frygt over for ham. da han sagde han blot var et menneske. var hun ved at grine. et menneske kunne være de sejeste og mest hårdtarbejdene.
"menneske... jeg ved alt om at være menneske og hvad mennesker er istand til."
hun så på ham med rolige øjne og lænede sig frem mod ham så kun han kunne høre hende nu. soldaterne ville hun skøne for denne bemærkning.
"tro mig. jeg ved hvad et menneske er. jeg var menneske og jeg blev dræbt af et menneske som skulle ha elsket mig. tror du selv jeg har valgt at være den jeg er nu"
hun trak sig lidt tilbage med et varmt blik. hun kunne nærmest fornemme at han ikke brød sig om hende. men han skulle jo passe på at sige at mennesker ikke var andet end mennesker til hende bare fordi hun ikke var menneske.
da han påstod hun var langt fra sit hjem vidste hun at han tænkte på hendes tøj. hun så fornærmet på ham.
"og hvorfor tror du det. bare fordi jeg købte denne kappe. har du tænkt på at selv de fattige kan spare penge op... vis det endelig burde være vil jeg lige fortælle jeg kun er tjenestepige på slottet. jeg har arbejdet fra det laveste til det jeg er nu."
ingen skulle sige hun var rig og adelig bare fordi hun havde arvet penge. hun ville hellere arbejde fra bunden af og komme op af stigen.

[Galdor Berlugio]

Han muntrede sig indvendig med kyniske tanker over hendes kommentar om hvorvidt hun kendte til at være menneske eller ej. Hun havde aldrig selv været, blevet dræbt af, eller kendt et menneske som ham. Ja, det var måske høje tanker han havde om sig selv. Hvad han gjorde for menneskeheden var godt, og gavnede kun den menneskelige race. Han havde beskyttet landsbyer og utallige mennesker imod de djævelske vampyrer og varulve. Hans metoder var måske meget mere radikale og endda brutale end før set, men det bragte resultater, håndgribelige resultater. Han havde bevist for den menneskelige race, at selv de som blev kaldt for uddødelige, kunne dø... Derfor var han leder. Han rørte sig ikke men spidsede ører som hun lænede sig imod ham. Hvad snakkede hun om? Hun var død, men ikke død. Han granskede sit hoved i et kort øjeblik og betragtede hendes varme blik med et trodsigt koldt blik. Han rettede sig op og forstod nu hvad han havde lært, læst og gransket. Galdor så hurtigt på sine soldater, og nikkede imod hestene ved springvandet. De slap deres sværd ned i skederne igen, og begyndte at gå. han havde ingen grund til at frygte hende, eller i det mindste at lade soldaterne høre hvad der blev sagt imellem dem. Hun var tjenestepige, og en Mizu. Måske var hun ondsindet, måske ikke... han vidste ikke meget om den race, ikke så meget som han vidste om så mange andre racer. Da soldaterne var godt på vej rettede han sig op med hænderne bag hans ryg. "Fortæl mig. Fordi De engang var menneske, føler De en vis ret til at blande Dem i menneskers affærer?" spurgte han og kiggede ikke engang på hende. Han flyttede sig høfligt for en kvinde der gik forbi med hænderne fulde af varer, inden han med langsomme skridt begyndte at gå samme vej som soldaterne, hvilket potentielt kunne give dem lidt tid til at snakke. Ikke fordi han var vild med at snakke, han var ikke engang vild med at hun overhoved befandt sig her, så langt væk fra hendes dybe og sikre hav. Han kiggede så ned på hende efter lidt tid, stadig med et seriøst blik. Man kunne ikke bløde ham op blot med et varmt smil, han havde set og oplevet for meget. "For uanset hvad, så er De ikke længere et menneske. Ja, De var sikkert ikke engang et menneske under disse hårde og mørke tider. De lever en tryg tilstedeværelse med fint tøj i et stort slot... Nej, De har ingen anelse." Den militante men stadig lave lyd af hans brynje der slog imod rustningen, såvel som han tunge støvler, kom til kende til han stadig meget langsomt gik.

[Den Ældste]

Den ældste så på ham idet at han rettede sig og fik soldaterne væk. da han sagde til at med at hun blandede sig lagde hun hovedet på skrå.
"jeg bryder mig bare ikke om at folk misbruger magt. at de truer folk istedet for at tage en rolig snak istedet for. jeg ville bare ha Dem til at stoppe med at true den stakkels mand"
Den ældste var nok en mizu men bare fordi at hun var mizu, og dette galt alle mizuer, betød det jo ikke at de boede i et hav bare fordi at de var en del af havet. Den ældste kunne godt være ond. men kun overfor folk som fortjente det. da han sagde hun ikke anede noget så sukkede hun lidt og så rundt.
"De tror de ved alt. jeg er nok ikke menneske nu. men jeg har altid bevaret mit menneskelige jeg. det er kun min race der forandrede sig. og tro mig. jeg lever ikke trygt med fint tøj... jeg har gjort som alle andre selv mennesker ville gøre. jeg har arbejdet fra bunden og op til det job jeg har nu. jeg har ikke ville ha nogen fornøjelser pga min race."
Den ældste følte at denne mand tog livet for givet. han anede vidste ikke hvad livet var. hun knugede hånden og da hun åbnede den var der 4 smukke mellem store krystaller. hun så på ham og rystede på hovedet. hun gik over til manden i boden og lagde krystallerne med et varmt smil. hun vendte sig om og begyndte at gå mod denne menneske leder. hun var lidt glad for at hun ikke skulle lytte til ham. han var meget underlig som han troede han beskyttede folk men faktisk gjorde at folk nemt ville hade menneskeracen.