juvelen.

[Galdor Berlugio]

Mennesker omkring dem lagde stadig mærke til Galdors nærvær, men det var tydeligt for dem at han talte med kvinden iklædt hætten. Galdor hvilede sin ene hånd på sværdet i skeden, og den anden var stadig placeret under hans sorte kappe bag hans ryg. Som han gik kiggede han ikke længere på denne skabning der gik ved hans side, men med et sænket blik fra en dog stadig oprejst pande. Det kunne godt være at andre racer hadede menneskeracen, eller i det mindste Galdor og hans nærmeste tilhængere. Men således ville Galdor hellere have det skulle være, end at andre, mere mægtige racer, så mennesket som byttedyr. Galdor ignorerede hendes første kommentar, og var i grunden lidt ligeglad med om hvorvidt hun syntes det var retfærdigt eller ej. hun var ikke leder over menneskerne, men blot en tjenestepige, som hun selv sagde det... så hvorfor skulle Galdor lytte til hendes ord. Han blev ved med at gå, nu i et lidt mere normalt tempo, for ikke at se for slatten og doven ud i det offentlige rum, han havde et ry at passe på. Selvom det ry nok var forfærdeligt til tider. "Jeg ved måske ikke så meget som De gør, men De besidder ikke ungdommens visdom. Udødelig som du er, behøver du ikke gå rundt hver dag, og frygte for dit liv i en mørk verden som denne. Måske erindrer De endda ej længere sygdommens kolde greb?" Sagde han blot, stadig uden at kigge på hende. Såvel som han hadede de uddødelige racer, var han også misundelig, men kunne skam stadig se visse ting ved dødeligheden som var til fordel for mennesket... det var dog ikke sådanne positive tanker der fyldte hans hoved denne dag. Galdor tog en dyb indånding, og forventede flere spydigheder fra kvinden som han kunne se hans hest vente på ham længere væk. "For få år siden ankom jeg til en landsby i øst, ved grænsen til Nýchta. Landsbyens beboere var hærget af en heks, som lokkede børn i sumpen. Selv inden jeg ankom, måtte vi undvige og fange en varulv som holdte til lidt væk fra landsbyen... vi brændte den stakkels mand med den forfærdelige forbandelse over sig." forklarede han, køligt, og som om det var meget naturligt. hvilket det også havde været i hans liv. Lige siden klosteret, havde dette været hans hverdag. uden at vente på indvendinger fortsatte han. "Grebet af frygt for heksen og andre af mørkets skabninger, bad de tiggende om hjælp. I flere dage undersøgte vi sumpen, men der var ingen hekse at finde, og ingen børn. På den sidste dag, vendte børnene hjem i god behold med deres fader fra en tur i fjeldende." tilføjede han og trådte nu op til hans hest. Han tog fat i den kraftfulde hingsts tøjler og kiggede nu endeligt på kvinden. Han ville lade historien tale for sig selv, og lade hende om konklusionen. "En dag vil De se den sande frygt og smerte mennesket lider under. Og på den dag, vil De forhåbentlig forstå hvorfor mænd som jeg selv, hæver sværdet i stedet for den arbejdsomme hammer." sagde han og sukkede for sig selv inden han trak sig op og sidde på hesten. Ondskab lurede derude i form af forfærdelige skabninger og dyr, men ondskab lurede lige så vel i mennesker. Dette vidste Galdor udmærket godt, hvilket også var derfor han accepterede hans egne synder, i sin søgen efter at rense den menneskelige race af uvidenhed og svaghed. Han gjorde hvad han følte var nødvendigt, ofrede sig selv og hans sjæl til fordel for menneskerne, om så det måtte synes forfærdeligt i andres øjne. Med blikket fastlåst på kvinden efter et stykke tid, hev han i hestens tøjler, og inden længe var han redet ud af tågen der hvilede over markedet og det meste af byen.

//Out