death or a live.

[Itami]

Itami havde det ikke som alle andre havde det med hans sygdom. han ønskede at være som alle andre at kunne føle. men nogen gange var det en fordel ikke at kunne mærke. han var nemlig ikke så nem at knække som alle andre. Itami lyttede til hvad hun sagde og tænkte meget over det. han så på sværdet han havde dolket i jorden og tænkte over hvordan han skulle gøre det. han lyttede til alt hun sagde om at kunne koncentrere sig om alt om ham.

Itami vidste godt at hans sygdom var sjælden for alle andre fik smerter så han vidste det ikke var normalt. han så roligt på hende og prøvede at finde ud af hvad han skulle gøre ved de døde. han havde ikke lige opdaget de døde bag ham. han så ned i jorden og kunne se nogen skygger bag ham fra lyset fra gadelygterne. han tog hurtigt fat i sværdet og fik lige parreret en af de dødes sværd som næsten havde ramt ham i skuldrene.
Itami havde ikke set på Camill at hun ville kalde på dem. hvordan skulle han se på hende hvad hun ville ha dem til at gøre. Itami vidste at Camill var stærk for hun kunne snakke og se neutral ud uden at Itami kunne regne ud at hun ville få de døde frem. Itami. hoppede tilbage og så på de døde som var der. hvordan skulle han hugge dem ned når de var døde og ikke kunne vise hvad de ville gøre.

[Camill Angelique Arnauld]

Misundelighed var sikkert en dårlig ting, men det var også en sand følelse. Hvis der først var noget som Camill ville have fingrene i, så skulle hun nok finde en måde, hvorpå hun ville kunne få fat på det. Dog var hun så småt begyndt at være i tvivl om det overhovedet ville være det hele værd? Itami's og hendes forhold var også helt anderledes. Det var ligefrem underligt for hende, at han så op til hende på den måde. Det var anderledes, men også behageligt til et vist punkt. Som det at hun så op til sin lærermester Jenna.

Underligt nok, så så det ikke ud til at Itami koncentrerede sig nok eller i hvert fald ikke om det rette. Mange fjender ville sikkert bruge ord, som en form for afledning, ligesom det Camill havde gang i lige nu. Dog kunne der være flere måder på, hvorpå man ville kunne distrahere sin modstander. Men lige nu var det bagved Itami det hele skete. Derfor var drengen også nød til at rette sin opmærksomhed mod de udøde. Dog var det da et fremskidt af Itami lagde mærke til at der var en bagved ham, men Camill kunne også se, at det kun var sket, fordi han havde set skyggen mellem sine ben. Hvad ville han så gøre, når han befandt sig ude i mørket, hvor han ville blive nød til at stole på sine instinkter. Men samtidig var det også godt klaret, at han udnyttede de forskellige ting omkring sig, for gadelygterne var jo bare en fordel for ham.
"Du behøver ikke koncentrere dig om hvordan du tilintetgøre dem helt. Det er nok at sørge for at de bliver holdt på afstand, så man eventuelt har mulighed for at komme lidt mere på afstand eller forsvinde helt."
Hendes stemme var rolig, men også vejledende, da hun var nød til at lære Itami noget, hvis han skulle stole på hende. Det kunne jo sikkert også ende med at hun ville bruge ham til andet end blot det at være en tjener. Han kunne muligvis få nogle fordele ud af det.

[Itami]

Itami havde ikke rigtigt forstand på hvad man skulle gøre med sådan noget som dette. han hoppede længere væk og hørte hvad hun sagde men skulle så til at finde hvad han skulle gøre. Itami så hvordan de døde næsten omringede ham. han folded vingerne ud i et bask og man så hvor hårdt det var for ham. ikke fysisk men psykisk da han ikke kunne føle om de baskede eller ej.
Itami kom høj op og så ned på de døde som vist fulgte ham. Itami kom over i et højt træ og holdte fast imens at han så rundt efter en måde at forsvinde. *hvad skal jeg gøre nu. hvor kan men forsvinde*
Itami så ned på de døde som kom mod træet. Camill kunen sikkert regne ud med det samme hvad man skulle gøre vis det var hende. men hvordan skulle itami finde ud af hvad det kunne gøre han skulle gøre.

[Camill Angelique Arnauld]

Det var på en måde underholdend for Camill at se Itami rende frem og tilbage, samtidig med at hun kunne se, at drengen prøvede at finde en udvej. Det morede hende måske lidt, men samtidig var hun også lettere alvorlig omkring det, de havde gang i lige nu. Det var jo meningen at Itami skulle blive bedre, men helst ikke så lige så god som hende. Men bare god nok til at hun ville turde sende ham afsted efter nogle af hendes specielle leverancer, hvorved man blev nød til at være vågen. Camill lod også blikket glide ud af gårdspladsen for at holde øje med de skikkelser, som gik forbi palæet. Indtil videre var der ikke det helt store på færde, men det kunne jo ske. Mon hun skulle teste Itami endnu mere?

De udøde prøvede at omringe Itami i et forsøg på at holde ham hen eller bare sikre sig at han ikke lige pludselig ville stikke af, desværre for dem lykkedes det åbenbart for ham at forsvinde op i luften, dog satte nogle af de udøde efter ham. Dette resulterede dog bare i at de kom lige så hurtigt ned på jorden, som de havde sat efter ham. De kunne jo ikke bare sådan lige svæve, som Itami, da de ikke var udstyret med et sæt vinger. Dog kunne de godt se på ham, at han måtte kæmpe for overhovedet at komme op i luften. De udøde begyndte straks at sætte kursen mod det træ, hvor de havde set ham lande i. De startede først med at omringe det, hvorefter nogle af de udøde begyndte at kravl op til ham, for at få ham ned igen.

Stille og roligt blev Camill's opmærksomhed rettet mod Itami igen. Et bredt og koldt smil sneg sig frem på hendes læber, da hun så at han nærmest var blevet fanget oppe i træet. Det var tydeligt at se, at Itami prøvede at regne det hele ud og måske se om han kunne forudse nogle af de udødes træk.
"Du må hellere skynde dig lidt, Itami, vi skal også lige nå ned i byen"
Hendes stemme var rolig, og selvom hun faktisk var utålmodig, så var det slet ikke til at mærke på hende. Hverken på hendes stemme eller kropssprog. Hun forholdt sig roligt og helt ude af kampen, så han selv kunne finde frem til de muligheder der var. Han havde jo den fordel, at han kunne flyve og derved bruge luften, som de nuværende udøde ikke havde mulighed for. Det måtte han da også have set i takt med at han var fløjet op i luften for at slippe lidt væk.

[Itami]

Itami så hvordan alt rystede. træet blev bevæget. de døde var på vej op mod ham. han så ned på camill da hun sagde de skulle i byen. selvfølgelig skulle de det. han så rundt og så mod væggen. han baskede med vingerne og lettede. han fløj over Camil og de døde. Itami landte lydløst bad murende og tog vingerne op under trøjen igen. han vidste ikke om det hjælp men håbede at det var rigtigt.

Byen. han var jo normalt kun i byen når han skulle stjæle. han var jo den fødte lille tyv. han ventede til camill sagde om det var godt nok eller hvad. men at klare en tur i byen alene kunne han jo nok godt klare. *man jeg kan mærke min unge krop ikke er meget for Nychta som den unge krop var.* Itami mente jo ikke at han havde smerter. men det var mere det at han skulle kunne klare alle farende. det var svært med en ung krop.

[Camill Angelique Arnauld]

Det kunne næsten se ud som om at de udøde vidste, hvad han havde tænkt sig at gøre, men det kunne også have noget at gøre med at Camill, som sagt havde kontrollen over dem. Dog trak de sig stille og roligt tilbage, som en ordre fra Camill's side, heldigvis for Itami, så havde hun jo fuld kontrol over dem, da de havde svært ved at tænke selv. De udøde forsvandt også lige pludselig ned i jorden, men efterlod ingen spor efter sig selv. Træningen var forbi, hvis man kunne kalde det træning, for det havde sådan set været virkeligt nok til at de kunne have forvoldt ham mere skade end de allerede havde gjort. Jorden var også lige med et helt hård og så faktisk helt uberørt ud, som om der slet ikke var sket noget. Men det var jo også meningen at man skulle kunne slette sine spor, eller i hvert fald ikke lede fjenden hen til en.

Hendes blik fulgte Itami's skikkelse efterhånden, som han nærmede sig jorden igen. Dog var det ikke helt sådan hun havde planlagt det hele, men ting kunne jo altid tage en anden drejning end planen fra starten havde forudset. Dog bredte der sig et mindre koldt smil over Camill's ansigt, som om hun måske ikke havde forventet så meget andet fra hans side af, han havde jo fortsat meget mere han skulle lære for at han ville kunne beskytte andre ud over sig selv.

"Kom så Itami"
sagde hun lettere utålmodig i det at hun allerede havde sat kursen mod byen. De skulle jo helst handle hurtigt ellers ville de bare ankomme for sent og det ønskede hun bestemt ikke. Det kunne hurtigt ende med at få sine konsekvenser. Camill trak sin hætte over hovedet igen og gik hen mod porten eller udgangen fra palæet's gårdsplads. Nu måtte de jo hellere få lidt fart på, samtidig med at hun helst ikke skulle genkendes af al for mange nysgerrige personer.

[Itami]

Itami havde først set at de døde var vand da han var bag muren. han så op og så på camil som var den eneste som var der. Itami trak vejret hurtigt og forpustet. da cam sagde de skulle afsted nikkede Itami. han trak vejret dybt og skyndte sig over mod Cam. han så på Camil som dækkede sig til.

"luften?"
Itami ville vide om han skulle tage op i luften og holde udkig efter fjender der fra og komme ned når hun bad ham om det. for han var itvivl hvad han skulle lige nu. Itami var jo meget ung og havde aldrig rigtigt været sammen med nogen før.

[Camill Angelique Arnauld]

En stille ro sænkede sig over dem, der var ikke så meget andet i luften, Nýchta virkede måske endda en smule for stille, men det ville være svært at ændre på, desuden så var det kun til deres fordel. Camill lod sit blik glide hen på Itami, der tydeligvis havde en ide om at han kunne gøre mere nytte fra luften af. Hun trak dog roligt på smilebåndet, dog var smilet koldt og ufølsomt, selvom hun valgte at nikke til hans forslag.
"Udmærket Itami, du holder udkig fra luften af"
sagde hun med en rolig stemme, da der ikke var nogen grund til at skælde ham ud eller noget, så kunne hun jo lige så godt spare på kræfterne indtil at de ville komme ind til byen. Camill gik lige pludselig i stå i det at hun valgte at fremkalde en af de heste, som hun havde fået sig foræret, den gang hvor hun første gane stødte ind i Itami. Hun valgte derfor at tage turen til byen på heste ryg, selvom det muligvis ville være underligt for nogen, at se hende ride på en hesteryg, en hest, som der ikke var specielt meget liv i, udover det liv, som Camill pustede ind i den.

[Itami]

Itami ventede tålmodigt på at Camill sagde om det var okey og da hun sagde han kunne stoppede han op og koncentrerede sig om at folde vingerne ud. da han ikke følte kunne det godt være hårdt. han baskede hårdt og kom op i luften. han så ned på jorden og så at cam stoppede op og fik en hest op. han så frem af foran hende og kunne ikke se nogen. der var meget mørkt. dog stoppede han op i luften og så rundt ca 500 meter fremme for camill. der stod nogen mænd der der virkede meget underlige. de virkede som om de ikek var fremme i sig selv. De var på stoffer så de var slet ikke sig selv. Itami så ned mod Camill og pegede ned under sig for at sig der var nogen.

[Camill Angelique Arnauld]

Det var egentlig meget lettere at transportere sig selv med hest, og når det ikke lige frem var en ustyrlig hest, så kunne det ikke blive meget bedre. Det var fordelen ved at kunne kontrollere det døde dyr, som hun nu red på. Dog holdt Camill nøje øje med sin vagt i luften eller Itami, for en vagt kunne man nok ikke ligefrem kalde ham, eller kunne man? Egentlig så vidste Camill ikke hvor svært det var for Itami at bruge sin vnger, da hun ikke lg tænkte over, at det nok også krævede at man vidste hvad der foregik på ryggen. For at dække sin identitet, valgte Camill at trække en hætte hen over hovedet, så folk i hvert fald ikke ville vide hvem hun var, så længe de bare blev på afstand. En gang imellem gled hendes blik op mod Itami ellers koncentrerede hun sig om stien, der førte ind til byen, Katsu. Det kom faktisk ikke så meget bag på hende, at da hun anden gang kiggede op på Itami kunne fornemme at der var nogen andre på deres sti. Hun nikkede blot og gav tegn til Itami at han skulle holde sig skjult, men stadig være i hendes nærhed. Det kunne jo sagtens være en misforståelse?
"Det er svært at færdes i Nýchta's gader alene efterhånden"
mumlede hun roligt for sig selv, da hun ikke lige frem havde lyst til at komme op og skændes eller slås med nogle fremmede, men det kunne jo være at de ville være heldige ved ikke at være mændenes mål. Camill havde alligevel en fordel, for det første var hun til hest, men for det andet, så havde hun også mulighed for at frembringe nogle krigere efter hendes eget ønske.

[Itami]

Itami så at hun gav tegn til at han skulle skjule sig. han så en mur ikke langt fra mændene som han fløj ned ved hurtigt og gemte sig. hans vinger flarede lidt forvirret men han fik styr på det og op bag ryggen. han så op fra murens kant og så efter Camill som red videre. Itami var klar til at forsvare hende vis det blev nødvendigt selv om han kun var et barn. han så på mændene for at analysere dem selv om det var ret så svært. han opdagede dig en af mændenes dolke som nærmest tiltrak Itami. han så på den med store øjne og bed sig lidt i læben. han gik uden om muren lydløst og så på mandens ryg. han var et kæmpe brød. Itami vidste der var lidt tid til Camill var der så måske... måske kunne man godt lige få fat i den kniv. han rakte roligt mod den og langsomt fik et greb i den da den anden mand sagde noget lavt.
"nu kommer der en... husk gør om vi aftalte. angrib først spørg senere" Itami fik hurtigt kniven op og skyndte sig lydløst væk igen. han så på kniven og kravlede op til væggen og så camill komme mod dem. Itami så på kvinden og begyndte at smile. han havde taget den store mands kniv. måske kunne det hjælpe?

[Camill Angelique Arnauld]

Camill kunne ikke lade vær med at smile en anelse, da det så ud til at Itami faktisk lystrede hendes tegn meget hurtigt. Det måtte jo bare betyde, at drengen så småt var ved at lære hendes kropssprog, så kunne det umuligt gå galt eller i hvert fald ikke helt voldsomt, når Itami havde mere eller mindre mulighed for at læse hendes tegn til ham. Det ville bare give dem en fordel fremover. Dog lagde hun ikke ligefrem mærke til at han valgte at snige sig frem igen. Men ellers var det nok også gået en smule ud over ham. Da det jo var meningen at han skulle blive i skjul, så han ikke ville blive afsløret lige med det samme i hvert fald.
*gad vide hvilke fjolser, der lurer på stien denne aften*
tænkte hun stille og roligt, men valgte at fortsætte langs med stien. Det kunne vel umuligt ende helt vildt galt. Desuden så havde hun en del flere på sin side end de nogensinde ville kunne forestille sig. Hendes blik gled langs med stien eftersom at hun rundede et hjørne og fik øje på en mindre folk af mænd, der tydeligvis ikke bare havde tænkt sig at lade hende passere eller bare gå forbi hende uden at forsøge på noget.

[Itami]

Itami så på Camill klar til at hjælpe. Mændene hoppede ud fra skjuld og trak deres knive og da den store mand ville blev han pludselig fraværet fordi hans kniv var væk. Itami smilte lidt over at ha kunne gøre en så frustreret. "tag dig sammen Konku." sagde ham der åbenbart var lederen og løb mod camill med sin kniv hævet. da de ikke kunne se hvem det var så kunne de jo bare angribe uden at tænke sig ordenligt om.
Itami så mod manden som andgreb camill og skulle lige til at fare op og andgribe og forsvare hende da han huskede hvad hun havde sagt til træningen. han skulle analysere sin modstander og finde det svage punkt. det havde Camill selv sagt hun ville ha gjort. og det var åbenbart sådan man skulel være vis man skulle kæmpe eller forsvare nogen. han blev hvor han var med hårdt grev og den stjålne kniv og så på de to mænd.... svage punkt? svage punkt?! hvor var det henne?

[Camill Angelique Arnauld]

Det så faktisk ikke ud til at genere Camill det mindste, at mændene lige pludselig valgte at springe frem fra deres såkaldte skjul. Det morede hende faktisk bare, at de overhovedet gad at gøre et forsøg med hende. Men nu var hun jo også godt skjult af hætten, samt kappen der dækkede for hendes lange hår. Men mon ikke de ville ligge mærke til at hesten ikke var helt normal, eller for den sags skyld slet ikke rigtig levende. Hun vendte roligt blikket mod mændene eftersom at de begyndte at tale sammen og ligefrem afsløre et navn, det frembragte blot et større smil på hendes smalle læber, men det var ikke et venligt smil - Det var mere lumsk.
"Godaften de herre, er der noget jeg kan hjælpe Dem med, Konku?"
spurgte hun stille og roligt, og virkede slet ikke som den kolde og ufølsomme Camill, som hun var så kendt for. Hun fik sig selv til at fremstå, som en rejsende, selvom det nok i længden ville være svært at skjule hestens sande natur, for at sige det lige ud. Dog forsøgte hun blot at trække tiden ud, så Itami havde mulighed for at lede efter mændenes svaghed, men samtidig også så hun havde samme mulighed i tilfælde af at Itami ikke ville kunne klare dem. Noget der var ganske tydeligt omkring de to mænd, var at det ikke lod til at de var så van til at overfalde folk midt i mørket, det kunne også være at angrebet var mere eller mindre spontant, at det bare var noget de lige pludselig havde fået en ide om? Eller også ville de prøve deres kræfter af, med et tilfældigt og svagt bytte - som de nok ville se Camill som lige nu.

[Itami]

Itami så rundt om mændene og mod camil. dog kunne han se et blindt punkt på ham han havde stjålet. han så mod den anden og overvejede hvordan han skulle få han ned for han ville jo nok opdage Itami vis han angreb den anden mænd. det var svært at skulle finde ud af det. Itami listede lidt væk fra hvor han var og så rundt. han så på et træ ved den lidt tynde mand. vis han angreb den tykke mand og så kom op i træet før den tynde så ham? ville det lykkes? næppe. men det var et forsøg værd. han foldede vingerne ud og baskede besværet med dem og kastede med hele sin styrke den tykkes kniv lige i nakken på ham. så den ramte hans puls åre. Itami var næsten ved træet den den tynde opdagede ham og kastede sin kniv lige i Itamis vinge så han styrtede. han landte på side og så op på den tynde som nu havde ryggen til camill. Itami så på manden uden at vise noget som helst frygt. tilgengæld virkede han ret rolig. camill havde jo changen til at angribe manden nu.