death or a live.

[Itami]

mørket log over landet og alt var stille. stedet log altid øde på dette tidspunkt. slave fangere var til stede og de stod længe i skjuld forskellige steder og nogen var mere opmærksomme end andre. en ung mand på 250 men lignede en på 25 var uopmærksom et kort øjeblik da en gav ham et signal. i det korte øjeblik havde en lille dreng snuppet hans pengepung. manden opdagede det og så drengen der løb.
"din lille møgunge. dette skal du komme til at betale for."
drengen havde et ansigt og hår der ikke lignede en der ville stjæle eller noget. men kunne blive den perfekte tjener fordi han ikke lignede lort. han løb alt hvad han kunne og da en anden slavefanger så det rakte han hurtigt sin hest til den slavefanger som var blevet bestjålet.
drengen Itami løb alt han kunne og ind og ud af små veje. manden på hesten red hurtigt og havde da også et es eller to i ærmet.
1. han kendte alle veje ud og ind. og 2 han var en Necromancer så de døde kunne han få op ved tanken. manden fik to døde op med heste og fik dem til at jage drengen så hans hest ikke skulle stresse. de døde kunne jo ikke bruge krafter. de jagtede Itami igennem det meste af byen og havde kæder med spyd på enden som de kastede efter ham. mange forsøg mislykkedes men da Itami kom til at dreje for sent fik den ene døde kastet spydet ind i Itamis skuldre og den anden ramte ikke Itami men i den andens kæde og de red rundt om ham for at fange ham i kæderne.
manden kom over hvor de var og hoppede af hesten imens at han holdte sit svær i hånden. han gik over mod drengen og så koldt på ham.
"nu fortryder du sikker at du lagde dig ud med mig.?"
manden så på drengen men så intet frygt eller smerte og blev lidt forvirret. Itami stod bare med kæderne om sig og var løftet lidt fra jorden så han ikke stak af. han så på manden og lagde blot hovedet på skrå. et smil gled over Itamis læber og dette gjorde manden både rasende og forvirret. han løftede sværdet for at hugge det ned i drengen. han var blevet lidt bange for denne dreng da han ikke vidste smerte eller frygt.

[Camill Angelique Arnauld]

Som altid var himlen mørk og dunkel, måske også lettere dystre, fordi man befandt sig i nogle bestemte områder af Nýchta. Et af det steder, som folk sjældent bevægede sig hen til var Surébu, hvor slavefangerne altid holdt til. Men der var selvfølgelig også mulighed for at finde andre typer i området. Det var dog sjældent at man lagde mærke til, når en tilfældig skikkelse bevægede sig over området, især når det var en kvinde og ikke et barn. De fleste slavehandlere var jo mest ude efter at få fingrene i børnene i håb om at kunne sælge dem videre i en fart, fordi børn var mere arbejdsvillige, hvis man først fandt deres svaghed. Ofte var det kvinder eller pigerne, som var lettest til at overtale og måske endda også udnyttet indtil at de blev solgt.

I skyggen af natten bevægede en kappeklædt skikkelse sig ud imod Surébu, med et meget målrettet kropssprog. Det var tydeligt at se, at personen før havde været ude i nærheden af slavehandleren for skikkelsen vidste lige præcis hvor man skulle gå hen. Skridtene mod jorden var rolige, men fortsat målrettet. Skikkelsen skridt var samtidig også milde, så det afslørede lidt at det var en kvinde, som havde bevæget sig ud i området. Hun bevægede sig ind imellem nogle gader og fik da også pludselig øje på nogle slavehandlere eller var de slavefanger. For lige i det sekund, hvor de fik øje på hende begyndte de at gå imod hende.

"Jamen dog, hvad laver en kvinde helt herude. Er det ikke lidt småfarligt?"
stemmen var lettere klam, selvom manden prøvede at stille sig venlig overfor kvinden, som tilsyneladende blot trak på skulderne og gik videre. Det var ikke ligefrem noget de fandt sig i. Og greb derfor fat i skulderen på hende og trak dem hen til sig. Underligt nok så gjorde hun ingen modstand, og lod dem da også trække hætten af hende, så de kunne se hende. Det ansigt som kom til syne var en mere blegt ansigt, hvorved der hang noget mørkt, men også rødt hår ned foran det ene øjne.

"Det må De undskylde, Frøken Camill, havde vi vist at det var Dem, så havde vi helt klart ladet dem gå"
lod det lettere beklagende fra mændene, som hurtigt trak sig tilbage. Det var sandt nok, Camill var blevet en kendt kvinde i Nýchta, så de fleste vidste da også hvad hun i virkeligheden var i stand til. Det var også grunden til at mændene nu trak sig tilbage. Camill slog håret tilbage og stirrede blot på dem med kolde øjne og rystede let på hovedet idet at to udøde rejste sig fra jorden og greb fat i de to mænd, som absolut skulle blande sig denne aften.

"I slavefangere bliver sgu aldrig klogere"
snegrede hun lettere irriteret, da hun virkelig ikke brød sig om at blive forstyrret og da slet ikke af nogle simple slavefangere, som lod deres liv gå med at fange børn, kvinder og enkelte mænd. Dem som de lige kunne overkomme. Hun blev stående og så bare til imens at de udøde begyndte at stramme deres greb.

[Itami]

Itami så på manden med et koldt smil til det lille uskyldige ansigt. manden var rasende. sværdet mod luften i en høj fart mod Itami kunne man høre luften blive presset væk. Itami så op på sværdet og lige som det var en mm fra ham stoppede manden op og så tilbage.

skrig. ikke slave skrig. dette var anderledes. det lød som hans venner og kollegaer. han tog sværdetvæk fra drengen og så tilbage mod de andre. han viftede de døde med sig så de ville bære drengen med så han ikke slap væk. manden bevægede sig lydløst mod de andre. da han kom mod stedet stoppede han op og så på bagsiden af kvinden. sværdet havde han holdt i hånden men da han så mod sine venner og så på kvinden hev han sværdet op i luften og lagde det ned i skeden igen.

"godaften Frøken Camil"
manden hed Jomast og havde været en af dem som havde fanget de bedste slaver som alle de rige havde været vilde med. Jomast havde sørget for at de døde han havde med blev i en af gyderne med Itami. som alligevel ikke sagde noget. Jomast havde bukket kroppen men holdte alligevel øje med hende.

Itami hev i armene og sparkede med benene for at komme fri men det var bare ikke så nemt da kæderne var stramt meget godt. han prøvede at sparke til de døde men de satte sig bare op på de døde heste og kunne ikke nå dem overhovedet.

[Camill Angelique Arnauld]

Det kunne godt være at mændene udstødt nogle mindre skrig eller måske endda råb om hjælp, så var det tydeligt at Camill ikke lod sig mærke af det eller i det hele lod de udøde slippe deres greb en smule. Den eneste form for følelse, man kunne skimte i hendes ansigtsudtryk, var det kolde smil, som gled over hendes læber. Der gik da hellere ikke lang tid før at hun lagde mærke til at der var nogle andre, som havde kurs imod hende. En af hendes egen slags? Så kunne det jo kun være en.. Jomast.. Det kolde smil blev blot mere dystert i det at hun hørte hans stemme. Langsomt slap de udøde mændene og lod dem gå, imens at de selv forsvandt ned i jorden igen.

"Jamen godaften Jomast.. Hvad bringer dig dog hen til mig?"
spurgte hun med et koldt smil på læben, selvom hun faktisk godt kunne regne ud at det var på grund af skrigene fra tidligere, at hans opmærksomhed nok var blevet trukket hen til hende. Hendes holdning var afslappet, men hun var også på vagt, fordi man kunne aldrig være sikker, når man befandt sig i Nýchta, uanset om man var kendt eller ej, så kunne man altid blive overfaldt, hvis man ikke var opmærksom nok.

Stille og roligt tog Camill fat i hætten og lagde den hen over hovedet igen, så man kun lige kunne skimte hendes øjne, de kolde og u følsomme øjne, som ikke følte medlidenhed eller noget. Mændene fra tidligere kom også langsomt på benene igen, imens at de bukkede kort for Jomast, før at de forsvandt ind imellem de mange mørke gader, hvor gadelyset ikke kunne nå. De skulle sikkert finde nogle nye slaver til slavehandleren.
"Jeg må sige, at jeg havde forventet lidt mere af slavefangerne i Nýchta end hvad jeg lige har opdaget"
Sagde hun med en lettere hånlig stemme, fordi hun til at starte med ikke havde særlig meget til overs for slavefangere, dog havde hun lidt mere respekt for Jomast end de andre, men det var også kun fordi han var Necromancer, der var i hvert fald ingen anden grund til det. Camill lod blikket glide lidt rundt og lagde da også hurtigt mærke til at der var nogle andre i nærheden. Det var endda tydeligt at det var 2 udøde og så en anden, som hun ikke lige kunne sætte finger på, selvom at hun havde det som om at hun havde mødt den form for race før, men hvilken var det nu?

"Hør Jomast, hvem er det, du gemmer for mig?"
spurgte hun roligt, men forventede da at han ville vise hende, den nye slave? Camill gik i hvert fald ud fra at det var en ny indfanget slave, som blot skulle sættes en smule på plads, før at personen ville blive sat til salg. Men nu hvor det var en som Jomast havde fanget, så måtte det være en ganske speciel fange? En, som hun muligvis kunne være interesseret i.

[Itami]

Jomast havde sendt mændene et utilfreds blik. de mænd havde været slavefangere i 50 år og havde endnu ikke lært det grundlæggende. han burde få fat i dem og vise dem hvad der skete med folk som dem. da de stak af hævede Jomast brynet og så mod camil igen. en æret kvinde som hende. en som man ikke gik imod.

hun havde gættet det rigtige. skrigene havde lokket ham. ikke kun fordi de var kollegaer men også fordi han elskede at se folk i smerte. derfor havde han det lidt svært ved Itami fordi at han ikke følte smerte.
"jeg blev lokker af de dejlige smerte skrig."

Da hun sagde hun var utilfreds med slavefangerne vidste han at man skulle gøre en som hende tilfreds. alle rygter om hende var jo sande. hendes glæde for folks smerte. hendes styrke og hendes kontrol over de udøde.
"jeg undskylder Frøken. De to er nogen udulige kludermikler som kommer til at betale dyrt for dette."
Jomast vidste at hun kun respekterede ham for hans race men det gjorde da også at han sikkert var i live. da hun så bag ham og nævne det at han gemte nogen så han bare tilbage og piftede lidt. to døde heste med rytter kom ud igennem gyden med en lille knægt bundet i lænker. han havde ikke det minste tegn på frygt i øjnene, dog kæmpede han imod kæderne. det lille ansigt virkede uskyldigt og helt rent for alt sønd. han sparkede ud efter de døde selv om han ikke kunne ramme kæmpede han meget imod.

"det er bare en lille forbistret tyv der vover at stjæle fra mig. jeg har faktisk tænkt mig at slå ham ihjel. han virker ikke som det rigtige slave stof. han er nok bare en lille forældreløs tyv og ikke andet."
da de døde nærmede sig dem så Itami væk fra de døde og så mod camil og virkede ikke til at frygte hende. han virkede snare som om at han ville kæmpe. Itami virkede ikke som den race han var eller den alder han så ud som. et koldt smil gled over hans læber imens at han så på camil. Jomast så på camil og hævede brynet for hvad hun ville sige til den lille knægt.

[Camill Angelique Arnauld]

Der gik selvfølgelig ikke lang tid før at mændene var forsvundet og man kunne høre nogle skrig i det fjerne. Det var da altid noget at de kunne finde ud af at udføre deres arbejde. Mændene havde fået fat i et mindre barn, som faktisk blot havde tilbragt aftenen ved en kantsten, men det kunne jo altid hurtigt gå galt, når man ikke var på vagt. Børnene var jo også nogle attraktive slaver, mest fordi rygten eller profetien sagde noget om frelseren. Det ville jo være perfekt, hvis man kunne få fingrene i det barn og sælge det videre for mere end hvad man havde givet for barnet i starten.

Et koldt smil gled over hendes læber, det var jo sandt nok, hun ville nok også selv blive trukket mod skrig eller råb om hjælp, hvis hun først kom ud for det. Så det var forståeligt nok at Jomast havde søgt hen til hende, nu hvor hun valgte at påføre mændene smerte for at give dem en lærestreg.
"Det kommer slet ikke bagpå mig, Jomast"
sagde hun med det kolde og ufølsomme smil på læben. Hun kunne jo godt se sig selv i den selv samme situation. Dog ville hun næppe komme løbende eller noget for at nyde smerterne, hun ville nok hellere holde sig skjult eller eventuelt gøre det værre for dem.

"Det er jo egentlig ikke Deres fejl, Jomast. De skal jo bare huske at være mere på vagt."
sagde hun stille og roligt og lod blikket glide hen i retning mod Itami og de to udøde, som var til hest. Det kolde smil blev langsomt mindre idet at hun så skikkelsen af det lille barn, som tydeligvis ikke så ud til at have det dårligt eller noget, det var jo næsten som om at han nød det? Kunne det virkelig passe. Det kunne muligvis vise sig at være en meget interessant dreng, når det først kom til stykket. Hun stod faktisk bare lidt og overvejede mulighederne. Man kunne vel aldrig få nok slaver? Camill stod faktisk bare og brugte tiden på at betragte drengen, dog gled hendes blik nogle gange hen på Jomast, for at se hvad han selv mente om situationen.

"Så du har altså ikke tænkt dig at sælge ham?"
spurgte hun roligt og virkede nærmest interesserede i den lille uskyldige knægt, selvom han havde berøvet Jomast, så var det ikke ligefrem noget der rørte hende. Det var jo ikke hendes problem. Camill hørte da også udmærket godt at Jomast faktisk helst så drengen død, men det kunne være at hun kunne komme med et bedre foreslag end at gøre en ende på drengens liv, selvom det ikke så ud til at være helt forfærdeligt?

[Itami]

Jomast vidste godt at det ikke var hans problem men han så helst at slavefangere ikke var uduelige til deres arbejde men gjorde alt for at folk frygtede dem. Jomast så på camil da de døde kom og kunne nærmest se hendes interesse for drengen.
Jomast så mod drengen og holdte stramt om sværdets skaf. det var ikke det at drengen havde berøvet ham som gik ham på. det var mere det at drengen ikke vidste frygt for ham.

Itami så på Camil imens hun kiggede på ham. nød det vidste han ikke om han gjorde men smerte havde han ikke rigtigt noget af. da Jomast holdte om sit sværd så Itami det og begyndte at smile koldt og hev i sine arme for at få dem fri. det var tydeligt at han var kamp villig og ikke gav op. kæderne rev i hans arme og blodet begyndte at løbe ned af ham. en lidt guldent skær havde blodet der løb ned. man kunne kun lige skimte det i gadelyset. Itami så ikke ud til at mærke at blodet flød ned af ham.
"De virker intressaret i knægten Frøken. er det måske en du havde tænkt dig at købe vis det var."

Jomast ville med glæde af med Itami da han ikke kunne klare at slaver ikke vidste frygt for at dø. Jomast var jo også en rigtig slavefanger. de skulle frygte livet som slave og frygte ham. Jomast så på Itami imens han prøvede at komme fri. Jomast fik de døde til at stramme kæderne så han ikke kunne få armende op. Itami virkede dig ikke til at lade sig mærke af det.

Itamis vinger blev dog klemt af kederne og det gjorde at et par fjer blev revet løs så de faldt ned til jorden. smukke røde fjer. Itami så på Camil og begyndte at smile stort og små grine. det var som om at han morede sig over Camils blik på ham.

[Camill Angelique Arnauld]

Det var egentlig tydeligt at se, at kæderne blev strammet til. Men det var samtidig også let at se, at drengen ikke lod sig mærke af det. Der måtte være et eller andet over ham, som fik ham til at se bort fra følelserne? Noget som hun også selv kunne bruge i nogle tilfælde. Hendes holdning var rolig og hun kunne faktisk ikke andet end at smile over drengens reaktion. Det var som om at han slet ikke havde lagt mærke til at han var blevet fanget. Fordi han fortsat prøvede at slippe fri uden at han kom nogen steder. Camill valgte stille og roligt at gå tættere på drengen, men til at starte med lod hun sin opmærksomhed falde på de to rytter til hest. Et koldt smil gled over hendes læber, imens at hun betragtede dem.

"De har gjort fremskridt kære Jomast"
sagde hun roligt og lagde en hånd med hestens hovede, selvom der ikke var noget hud eller skin at tage fat i, så lod hun den ligge og studerede hesten, som hun det var den hun var interesseret i. Når hun var i nærheden af udøde, så opførte hun sig ofte anderledes, men det var fordi hun følte sig hjemme, når hun var omgivet af dem. Det var jo også ganske naturligt for hende. Grunden til at hun lod sin opmærksomhed hvile mod hestene, var fordi hun ikke ville vise al for meget opmærksomhed til drengen. Desuden så var drengen jo heller ikke helt vild interessant, da det var meget tydeligt for hende, at han ikke kunne komme fri? Men dog undrede det hende stadig, at han ikke kunne mærke blodet, der flød ud fra ham på grund af kæderne, som bare skær sig ind i huden på ham.
"Men nu tilbage til sagen. Du ville jo ikke engang sælge drengen, da du ikke mener at han kan bruges som slave, så hvorfor skal jeg betale for ham?"
spurgte hun lettere koldt og vendte blikket mod Jomast, på en eller anden måde havde hun jo fat i noget af det rigtige. Jomast ville jo hellere dræbe drengen, som at sælge ham til en slavehandler eller noget. Da drengen højst sandsynligt ville give for mange problemer i sidste ende, så Camill ville blot gøre ham en tjeneste at tage ham med sig.

Der gik ikke lang tid før at Camill befandt sig lige bagved Itami og studerede ham lidt, dog uden at nærme sig ham. Da hun ventede på en reaktion fra Jomast. Det kunne jo være fint nok, hvis hun fik Itami med hjem uden at skulle betale noget som helst. Så kunne hun jo smide ham ud, så snart hun ikke havde behov for ham mere, eller muligvis havde fået studeret ham nok. Camills blik gled ned af Itami og det var i det øjeblik, hvor hun lagde mærke til at blodet, som strømmede ud fra ham, havde et gult skær? Hvor var det nu lige at hun havde set det henne? Camill stak hånden ned i lommen og trak en flaske op, hvori der befandt sig noget blod, med det samme gule skær. Så drengen var Phoenix?

[Itami]

Itami så på Camill da hun nærmede sig og så hvordan hun lagde hånden på hestens hoved. Itami hev i armede og pressede alle sine muskler for at få kæderne løsnet. han så hvordan jomast studerede ham og da Jomast kom mod ham snappede Itami ud efter ham med et grin.
"Tak Frøken. Hestene blev fundet nyttige da det gør de døde hurtiger i kampe og jagt."
Jomast trak sin dolk og rettede den mod Itami. han havde lyst til at skære ham op men vidste at Camill sikkert kunne gøre noget der var mere grusomt.

Itami så ned på dolken og fik sparket til dolkens skaft at den fløj ud af hånden på ham og landte på jorden foran Itami. Itami så ned på dolken og smilte lidt. han fik fat i dolken med sine føder og satte den ind i kæderne for at løsne et led for så ville det hele falde fra hinanden. helt dum? ihvert fald ikke. Itami var slet ikke så¨dum når det kom til stykket.

"De har ret. men så smuk en slave finder man sjældent... De kan få ham, vis de vil være så venlig ikke at sige til slavehandlerne at jeg fandt en ubrugelig slave."
Jomast havde aldrig fundet en ubrugelig slave. han var altid den bedste men Itami her var noget andet. Itami tog fat med tænderne i dolken for at løsneledene og idet han bøjede hovedet kom fønix mærket i nakken til syne. Jomast gjorde ikke noget for at stoppe drengen. han ville først se hvor meget drengen ville få ud af det.

Itami så lidt tilbage imens han roede med dolken og så kvindens flaske med blod. Blod? hvorfor havde kvinden blod med sig. var hun vampyr siden hun havde blod. den kvinde virkede underlig og dog.... hun virkede også sjov. måske hun havde noget man kunne stjæle. noget mad måske.

[Camill Angelique Arnauld]

Det var tydeligt at se, at drengen gerne ville fri fra sit fangeskab. Han var måske ikke ligefrem van til at blive holdt fange, selvom man måske kunne bedømme noget andet ud fra hans udseende. Når man tænkte på at drengen lignede en uskyldig lille knægt, så måtte han da næsten være meget interessant for folk at få fat i. Han kunne sikkert bruges til tyverier, hvor inden ville anklage ham for noget, så han bare ville gå fri. Det var egentlig ligefrem underholdende at se drengen kæmpen sådan for sig liv, men nu skulle hun jo ikke falde helt pladask for drengen. Hvis hun viste for meget opmærksomhed ville Jomast nok trække sine overvejelser tilbage. Dog kunne Camill ikke lade vær med at betragte blodet. Han måtte være en Phoenix, det kunne vise sig at være meget nyttigt.
"Måske jeg selv skulle få fat i sådan nogle heste"
sagde hun lettere eftertænksomt, da hun virkelig overvejede det, fordi det kunne gøre det hele meget bedre. De burde jo ikke være så svære at få fat i på slagmarken. Nu hvor mange heste måtte være faldet i kamp på det tidspunkt, hvor det hele startede.

Flasken gled roligt ned i hendes lomme igen, da hun ikke havde behov for blodet lige nu. Det skulle hun jo kun bruge, når hun havde behov for at heale sig selv. Men på et eller andet tidspunkt ville hun løbe tør og så ville det være smart nok at have en backup i ærmet og det kunne passende være Itami. Det kolde smil falmede langsomt idet at hendes blik gled over mod Jomast, der gav hende et tilbud. Hun nikkede lidt til hans foreslag og kunne da også godt forstå hans bekymring. Hvis det blev opdaget, så ville han sikkert falde i løn.
"Jeg skal nok tage mig kærligt at knægten og sørge for at det ikke kommer ud"
sagde hun roligt og vendte blikket mod Itami igen. Hvad havde knægten egentlig i tankerne? Det virkede en smule underligt, at han så på hende på den måde, som om at han var ude på noget. Hun havde skam også for længst lagt mærke til at han prøvede at flygte. Det ville dog være dumt, da Necromancer kunne kæmpe over en stor afstand, uden at bevæge sig overhovedet, så han ville næppe have en chance.

[Itami]

Itami fik løsnet det ene led med dolken og prøvede at gøre det røg af de andre led. Itami var ikke helt dum når man så på hvordan han kæmpede. Jomast så på Itami og tog sin dolk fra ham. og sendte ham et koldt blik.
"de kan få disse heste med. det er faktisk kongelige heste som døde for lang tid siden. tag dem sammen med knægten. det gør det måske noget nemmere"

Itami så på manden og hvæsede af ham. det virkede som om at drengen elskede en lille kamp som han nærmest prøvede at få startet en. Itami slap med sine muskler så kæderne måske ville glide fra hinanden. Itami så tilbage på kvinden og trak vejret dybt ind for at puste det hele mod hende. og idet han gjorder det gled ledet fra det andre og han hoppede hurtigt væk fra kæderne og væk fra kvinden og Jomast.

Jomast rakte hånden frem mod Itami for at få de døde op fra jorden og til at fange ham igen til camill. vis alsår ikke hun stoppede ham for selv at gøre det.

[Camill Angelique Arnauld]

Det var ikke fordi det så ud til at Camill ville gøre det helt store for at indfange drengen, da han først endelig kom fri. Hun lod faktisk til at være mere interesseret i de heste, som hun lige havde fået lov til at tage fra ham. Hun lod en hånd glide hen over deres manke eller det som før havde været deres manke, hvorefter hun lukkede øjnene. Ud fra hendes hænderne strømmede en sort kraft ud og ind i hestene. Det var mere for at give tegn til at nu var de hendes og at hun derfor havde sagt ja til tilbuddet.
"De skal nok vise sig at være meget nyttige"
sagde hun roligt til sig selv. Det var også mest ment til hende selv, da hun lidt havde glemt at Jomast stadig var der. Samtidig med at drengen var begyndt på sin flugt. Et roligt smil gled over hendes læber i det at hun rettede sit blik mod drengen. Ud af den blå luft begyndte hun lige pludselig at klappe.. af drengen, fordi han endelig havde fået taget sig sammen til at flygte.

"Lad jagten begynde"
sagde hun med den kolde stemme og klappede så hestene lige ved hovedet, hvorefter de satte kursen direkte mod ham. Men det var skam ikke lige det eneste som foregik. Camill vidste godt at Jomast også ville gøre sit, hun valgte dog at koncentrere sig om det område, som Itami havde kurs imod. Derfor rejste der sig lige med et omkring 10 udøde lige for snuden af ham i håb om at få stoppet ham i tide ellers ville han jo bare løbe lige ind i dem? Medmindre at han var hurtig nok til at skifte kurs?

[Itami]

Jomast hørte hvad hun sagde ikke kun det med hestene men også det med jagten. men hvorfor klappede hun. han så på hende og mod Itami. Itami løb hurtigt og da ti døde pludselig kom op af jorden satte Itami af fra jorden og kom op ved de dødes hoveder og hoppede på deres hoveder for at komme væk for at standse og skifte kurs var han ikke den hurtigste til. han håbede dog at det ville gå.

Jomast så på Camill og bukkede. "så lader jeg dig tage dig af din nye slave"
Jomast smilte og skyndte sig over til sin hest og red væk og lod Camill gøre med drengen som hun lystede Itami var over 5 døde men da han kom til den 8 og ville sætte af fra hovedet tog den døde fat i hans fod så han faldt ned og hang i benet. Itami var faktisk ikke helt sikker på hvad der lige var sket. han havde jo ikke mærket noget men lige pludselig var han på hoved. Itami så op af sit ben og så den knoglede hånd om hans fod. det tog ham lidt til at opfatte at han faktisk hang på hovedet. Itami tog fat om sit ben og hev sig op mod hånden og prøvede at få fingrene til at slippe hans ben.

den døde slap ikke ligegyldig hvad han gjorde og da Itami skulle til at sparke med den anden fod kom der 2 andre døde og tog fat i hans anden fod og hænder. Itami hev i armene og benene og alt den vriden gjorder at hans trøje gled op og hans vinger faldt ud fra trøjens skjuld. han begyndte at baske ukontroleret og fik også slået et par døde tilbage ind til de alsår rejste sig op igen og tog fat i hans vinger.

[Camill Angelique Arnauld]

Der var nogle flere ting, som folk ville undre sig over, men det var endnu engang bare sådan, som hun var og det ville blive meget svært at ændre på. Fordi Camill havde aldrig nogensinde tænkt sig at forandre sig på bekostning af andre. I det at Jomast valgte at trække sig tilbage, var hun egentlig meget ligeglad, da hun jo også sagtens ville kunne klare sig selv i denne situation. Itami ville jo næppe blive det helt store problem, eller det ville hun jo først finde ud sådan lidt hen af vejen.

Noget der kom en smule bag på Camill var, det at Itami faktisk kæmpede så meget imod det, selvom det før havde set ud som om at det faktisk morede ham lidt at være blevet holdt til fange. Havde hun muligvis opfattet situationen helt forkert eller? Hun begyndte også langsomt at gå mod de udøde og Itami, som de heldigvis havde fået fat i. Hestene fulgte hendes mindste skridt, men gik ikke foran hende eller noget, de blev ved hendes side, medmindre at de fik besked på noget andet. Nu havde hun jo kontrollen over dem og det ville betyde mere disciplin i dette tilfælde, da hun gik ind for at alt som tilhørte hende, skulle adlyde hendes mindste vink og den regel ville Itami også snart komme til at kende.

Camill stoppede først op i det øjeblik hvor hun var cirka 1 meter fra Itami og de udøde, som så småt var ved at finde ud af hvordan de skulle holde ham fast. Det var da også tydeligt, at Itami egentlig ikke brød sig om det, men nu havde han ikke noget valg.
"Jamen goddag lille Phoenix"
sagde hun med et koldt smil, da hun blot fik bekræftet sin teori i det at vingerne kom til syne. Så hun havde faktisk heldet med sig. Det kunne i hvert fald ikke blive meget bedre. Nu havde hun da muligheden for at opretteholde sin healingsmagi. Det ville blot gøre det hele meget lettere. Camill blev stående på afstand, da hun godt vidste at Itami gerne ville slå fra sig eller i det mindste prøve at flygte, ligesom tidligere. De udøde stramme også roligt deres greb, for at holde ham mere i ro. Eller i hvert fald gøre et forsøg.

[Itami]

Itami kæmpede imod da han ikke gav op. da kvinden kom mod ham slappede han lidt af og så hvordan de døde heste aflød hende. Itami så på hende og da hun sagde hej begyndte han pludselig at grine højt og helt vildt sindsygt. det virkede nærmest som om at han grinede af hende og det hun sagde. han hev sine arme og ben til sig imens at han grinede og da han stoppede sparkede han og slå han ud efter de døde. så de nærmest blev skubbet længere væk. han smilte til hende og så på de døde og lagde hovedet på skrå.
"fugl"

mange forstod ikke hvorfor han sagde fugl men han kaldte sig selv og fønixen for fugl for de fløj og de havde vinger. Itami så på kvinden. hun ville nok lærer ham diciplin men måske var det ikke det rigtige. måske skulle hun hellere lad som om hun tog sig af ham. manipulere med ham for at diciplinere ham var sværre. Itami så på de døde som prøvede at holde ham i ro. de forsøgte men han gav aldrig op uden kamp. hans vilje var stærk og det var sjældent unge havde den vilje som Itami besad. men han var heller ikke lige til at få ned med nakken pga hans sygdom.