death or a live.

[Camill Angelique Arnauld]

Det kunne godt være at Camill kunne have taget hans grin på en anden måde, men hun valgte at forholde sig i ro, og blot lade som ingenting, som om hun ignorerede ham i det sekund, hvor han begyndte at grine. Hendes blik fulgte ham meget nøje, da hun jo blev nød til at finde ud, hvordan han egentlig havde det, om det nu havde været smart nok at tage imod ham, selvom det havde været gratis. Hun så bare til, imens at Itami kæmpede imod de udøde, det var egentlig lidt en morsomt syn, da han faktisk hang med hovedet ned af, hvilket resulterede i at han bare dinglede frem og tilbage, så længe han blev holdt på den måde.
"Altså fulg Phoenix? Men du er altså også en Phoenix"
sagde hun med et roligt blik i øjnene og virkede som om at hun mere tålmodighed end hun havde haft for et øjeblik siden, men det kunne være fordi Itami opførte sig som et mindre barn, dog så han ældre ud?

Camill satte sig ned på hug lige foran ham og så bare til, om han så havde lyst til at angribe hende, måtte han jo selv finde ud af. Men det kunne hurtigt have nogle voldsomme konsekvenser, som han sikkert ikke kendte til. Da han ikke vidste hvem hun var.
"Mit navn er Camill Angelique Arnauld. Og jeg beklager meget, men nu tilhører du mig, så du er faktisk mit ansvar fra nu af"
sagde hun roligt, men undertonen var stadig kold og ufølsom, det ville hun jo nok aldrig kunne skjule. Da hun ikke var den søde og rare person. Hun gik jo også mere ind for afstraffelse, som en mindre lærestreg. For hende var en afstraffelse mere effektiv, men nu måtte hun jo se om det samme gjaldt for drengen her. For tidligere hvor kæderne nærmest havde skåret sig ind i hans hud havde han ikke lagdet sig trykke af det. Som om at han slet ikke vidste, hvad der skete? Eller lagde han bare ikke mærke til det? Mon ikke hun ville få nogle svar på et tidspunkt?

[Itami]

Itami så på kvinden da hun igen sagde fønix. Itami så på de døde imens at hans hoved hang ned af. han smilte koldt og virkede ligeglad. han så på de døde og da en af dem nærmede ham for at hjælpe til at holde ham i ro så Itami et lille snit. han lavede en skalde på den døde så den blev væltet ind i dem som holdte hans hænder. hans hænder var nu fri og han satte dem i jorden lige i det at kvinden kom over og satte sig på hug ved ham.

camill. et ret nemt navn i hans hoved. "Camill.... ansvar.... for Itami?"
han kendte ikke til ordet ansvar. han holdte hænderne på jorden og så på camill imens hun så på ham imens han hang. han så på kvinden og da hun jo ikke var så langt fra ham så han bare på hende i lidt tid. Itami kendte ikke til afstraffelse. det ville nok ikke virke så godt som de ville ha på ham da han ikke kunne føle det. han satte pludselig af med hænderne og lavede nærmest en koldbøtte op i løften så han havde sine føder på to af de dødes skuldre som om at han var klar til at blive båret. nok sad han på hug på deres skuldre men det var kun pga dem der holdte vingerne.

"Itami tilhøre Fugl"
Itami smilte og så koldt ned på camil selv om det uskyldige udseende ikke virkede som en der kunne være kold. han så på hende og så ned på de døde. de var faktisk ret stærke af knogle sække at være. men Itami var ddesværre ikke stærkere end dem. smidiger ja men stærker nej.

[Camill Angelique Arnauld]

Der var et eller andet over den knægt, som fik hende til at vise mere interesse i ham. Det var også kun fordi han opførte sig på den måde, det var næsten som at han ikke havde været sammen med andre længe og derfor ikke havde lært sproget. Men det kunne selvfølgelig også være en forkert fortolkning ud fra hans udtalelser. Det kunne jo være at han gjorde det med vilje? Der var faktisk meget tvivl omkring denne knægt, men mon ikke at hun kunne få svar på det på et eller andet tidspunkt. Det var i hvert fald det hun satsede på.

"Ja ansvar, som at jeg skal passe på dig?"
sagde hun stille og roligt, men havde faktisk mere og mere svært ved at holde masken både fordi han bevægede sig på den måde, men også for det lykkedes ham at få to udøde til at give slip på ham. Det kunne sikkert ende med endnu en jagt og det havde hun egentlig ikke lyst til, hvis det først kom til stykket. Hun ville helst blot få svar på sine spørgsmål.

"Hvis jeg nu slipper dig fri, bliver du så stående her?"
spurgte hun efter lidt tid og overvejede faktisk at gøre det. Men når hun sagde at hun ville slippe ham fri, så mente hun at hun ville lade de udøde give slip i ham, så han havde bedre mulighed for at bevæge sig og så der måske var en mindre mulighed for at han kunne forholde sig rolig, så Camill ikke behøvede anstrenge sig for at følge hans mindst skridt. Nu ville hun tage chance. Men først være sikker på at hun kunne stole på ham lige i øjeblikket i hvert fald.

[Itami]

Itami sad roligt på skuldrene af to døde med to hænder om benene og to på vingerne. da hun sagde at hun havde ansvaret og skulle passe på ham forstod han lidt hvad det betød. hvad passe betød. han havde kun lidt få ord. han satte hænderne på sine knæ og strakte hovedet mod hende.

Itami så på hende og lagde hovedet på skrå og smilte lidt.
"Camill passer på Itami?"
han så på hende og tænkte lidt over det. det var underligt. nogen ud over fønixen ville tage sig af ham. hun virkede til at tale sandt. men var det skuespil? eller talte hun sandt?

Itamis øjne så direkte ind i Camill og da hun spurgte om han blev vis hun slap ham fri så han ned på de døde og smilte lidt. de døde slap ham og han kunne tage vingerne tilbage i trøjen... det lød dejligt. han nikkede til camil. bliv her. forstod han for det havde han altid ladet vær med at lystre, Camill var god til at sige tingene så det lød ægte. Itami så på hende og ventede nu bare.

[Camill Angelique Arnauld]

Camill havde på fornemmelse af, at han så småt var begyndt at kunne forstå hende, men var det kun fordi de befandt sig så tæt på hinanden, at han måske lyttede til det hun sagde. De udøde holdt dog fortsat fat i ham, da Camill også gerne ville være sikker på at han havde forstået det, og ikke blot prøvede at snyde hende. Langsomt gav de udøde slip i ham, dog var der stadigvæk en, som holdt fast i den sidste vinge.

"Jeg håber ikke at du skuffer mig"
sagde hun med et mildt smil på læben og det var da også meget sandt det hun sagde. Hun mente efterhånden hvert et ord, som kom ud af hendes mund. Men grunden til at hun var så venlig overfor ham var nok at hun havde tænkt sig at udnytte knægten. Men det var dog ikke noget, som hun skulle gøre nu, da hun blev nød til at opbygge en form for tryghed eller tillid, så han i det mindste kunne stole på hende. Og så hun ikke ville få de helt store problemer senere.

Uden at vente på hans svar gav den sidste slip på ham. Det måtte jo betyde at hun stolede på ham. De udøde forsvandt også hurtigt ned i jorden igen, men de to heste, som hun lige havde fået overrakt valgte hun at beholde ved sin side, bare i tilfælde af, at han ville prøve at stikke af. Men det var nu, at han skulle opbygge en tillid til hende. Den udøde, som Itami havde sat sig ovenpå, forsvandt stille og roligt, så han ville have mulighed for at springe ned fra den før den forsvandt helt.

[Itami]

Itami så på hende og da de ikke havde sluppet så han bare ned på den døde han sad på. der gik dog heller ikke længe før den døde slap. han smilte lidt og den frie vinge gled op under trøjen så den ikke var i vejen. Itami så på hende og så på hende.

den sidste døde slap og da alle om dem forsvandt hurtigt hoppede Itami ned med en salto og landte lidt skævt på jorden. og faldt ned på røven. han sad lidt og hoppede så op igen og rettede på sin trøje. han så på hende og lagde armende over kors. han så kort på hende og smilte pludselig som var han et rigtigt barn. han så på hendes øjne.

Itami gik over til hende og lagde hovedet på skrå. "itami... Camill... smerte?"
han anede faktisk ikke om camil ville forstå ham man han ville nok bare vide om camil vidste hvad smerte var for det var han jo ikek selv sikker på hvad var.

[Camill Angelique Arnauld]

Det var meget tydeligt at se for Camill, at drengen havde nogle forskellige evner, han var i hvert fald smidig nok. Men hun vidste også at han ikke var stærk, da han ikke kunne overmande de udøde, muligvis var det kun fordi der havde været så mange. Men det var igen, bare spørgsmål, som hun måtte vente med at få svar på. Hun lod blikket hvile på ham og fulgte hans mindste bevægelser i tilfælde af at han skulle give udtryk for at han måske ville flygte, men til hendes overraskelse så blev han faktisk?
"Smerte?"
sagde hun lettere tænkende, da hun for det første ikke forstod meningen med det han sagde. Var der noget han gerne ville vide og måske håbede på at hun vidste. Når hun tænkte over ordet smerte, så ville hun nok beskrive det som en glæde, men det var hendes opfattelse. Ofte var det hellere ikke hende, som blev udsat for smerte, det var for det meste kun andre der blev ramt af smerte. Og de ville nok beskrive det som noget forfærdeligt og noget som man ikke burde blive udsat for.

"Hvad vil du vide, Itami?"
spurgte hun med et svagt smil på læben, da hun gik ud fra, at han hed det, fordi han havde sagt hendes navn efter Itami, så kunne det jo godt være at det var hans navn? Hun rejste sig roligt op, så hun ikke længere sad på hug, både fordi hun trængte til at strække sine ben igen, men også fordi hun ikke behøvede være nede i den højde, nu hvor han jo var sluppet fri.

[Itami]

Itami stod i noget tid uden at gøre noget. han stod og prøvede at samle en sætning ved at huske alle de ord som folk i byen brugte og så sætte dem sammen. Itami tænkte roligt over en sætning hun måske kunne forstå.
"hvordan... hvordan følels... smerte"
han vidste ikke helt hvad smerte var men alle havde altid skreget at sagt de havde smerte men hvad betød det. hvordan føles det. Itami var en af de sjældne tilfælle som ikke følte noget.

Camill gættede rigtigt. Itami var hans navn. han havde nok et langt navn men det hele betød det samme. at han var smerte. at han gav smerte at han ikke var andet end smerte. Itami så lidt tilbage da han synes han hørte noget. han trak på skuldrene da der vist ikke var noget alligevel. det havde været et lavt smerteskrig fra en slave som var blevet pisket.
Itami kendte til pisken men grinte kun da den havde pisket ham. han havde ikke grinet fordi det kildede men fordi at mandens frustertion havde været sjov. han havde ikke kunne gi drengen smerte.

[Camill Angelique Arnauld]

Nu kunne Camill virkelig ikke andet end at undre sig over denne knægt, vidste han ikke hvad smerte betød eller hvad det i det hele taget gik ud på. Var det fordi han måske ikke selv var blevet udsat for det? Hun forstod ikke rigtig, om det kunne være at drengen prøvede at spille dum over for hende, men samtidig lød det også oprigtigt det han spurgte hende om, som han virkelig gerne ville vide det.
"Der er jeg nok ikke den bedste til at forklare det"
svarede hun ærligt, da det blot ville blive meget svært for hende at besvare det spørgsmål, selvfølgelig havde hun da muligheden for at svare på det. Men det ville blot komme forkert ud, da hun jo nok opfattede smerte, som noget andet end den fra Iméra gjorde.

Der gik noget tid før at Camill reagerede på det, som skete i baggrunde eller måske endda længere væk, men det var nok mest fordi hun følte sig fanget i det spørgsmål han havde stilt hende. Det virkede jo meget underligt. Hun valgte dog til sidst at slå det ud af hovedet, for der efter at vende blikket mod de mørke gader. Hun så sig lidt omkring, men vendte til sidst blikket mod Itami igen.
"Kan vi ikke snakke på vejen? Vi skulle gerne videre"
spurgte hun først roligt, men det var også tydeligt at hun mente det med at de skulle videre. Der var jo altid mulighed for at besvare spørgsmålet senere, når hun først havde fundet et godt svar til det. Men lige nu blev de nød til at bevæge sig, ellers ville hun ikke have tid nok til det, som hun skulle have gjort fra starten af.

[Itami]

Itami så på hende og da hun sagde hun ikke var den bedste til at svare kunne man se et knist af vrede. men da hun så bad dem om at gå imens nikkede han bare og holdte sig lidt bag hende imens at han lyttede til hendes ord. han lærtet alt hvad hun sagde og spurgte jo også ind til vis der var noget han ikke forstod. Itami fik lov at gå vis han kom tilbage hvilket han gjorde. da de var på vej mod hendes hjem tog en mand mad fat i hans skuldre og pludselig skreg ham bare op. Itami så tilbage og så bare på manden som tog sig til brystet og skreg i smerte. Itami havde slet ikke mærket ham.

Dagene gik og hver dag i flere time fik Camill Itami til at tale og læse, hun udviklede hans sprog så hun kunne snakke med ham og så han kunne forstå hende. hun opbyggede en tillid i ham så han nærmest så op til hende. Itami havde aldrig haft denne form for "omsorg" eller hvad man kaldte det for. hun havde jo ikke rørt ham eller noget inu men hun havde jo set hvad der var sket da en havde rørt ham.

3 dage efter mødet.[/u]
Itami fløj mod hendes hjem og landte på jorden med noget besvær. vingerne var jo ikek hans stærke side men det var kun pga han ikke mærkede om de bevægede sig. han landte roligt og så op på Camil som stod foran ham. han smilte lidt. ikke glæde men det kolde smil han troede man sendte til alle da han så det på hende.
Itami rejste sig op og nikkede til hende idet at han lyttede. hun trænede ham jo også i kamp med en død af gangen. denne død som kom bag ham havde sværdet hævet og Itami fik da også hurtigt smidiget sig uden om sværdet og hoppede op på den dødes ryg og tog sværdet med alle sine krafter. idet han fik fat i sværdet kom en til død op. Camill ville vist teste hvor meget Itami stolede på hende? den døde gik nemlig mod hende for at hugge hende ned. Itami så det og hoppede ned fra den døde og lettede hurtigt. sværdet var kun 3 cm fra camill. det var stoppet. men ikke pga den døde. Sværdet sad i Itamis side. den var lige ramt et heldigt sted den havde ikke ramt de vigtige organer.
sværdet itami havde snuppet havde han selv stukket ind i den døde så vis denne døde havde været levene havde den person været død. et sindsygt koldt grin forlod Itami imens at han havde sværdet i siden. han havde leget skjold for camill. han havde taget sværdets angreb for hende. Itami sad bare med et koldt blik og grinte af den døde.

[Camill Angelique Arnauld]

Camill havde en mindre fornemmelse af, at drengen ikke var helt tilfreds med hendes svar, men det var stadigvæk svært for hende at svare på det. Det ville jo bare være underligt, at beskrive den følelse, som hendes ofre nok havde. Når hun jo oplevede det på en helt anden måde end de andre. Dog var hun glad for at Itami valgte at følge med hende. Det måtte jo bare betyde at han havde nok tillid til hende. For hun var i hvert fald sikker på at han ikke frygtede hende. Hun havde jo ikke ligefrem prøvet på at skræmme ham, da hun havde en mindre fornemmelse af, at det bare ville være spild af tid?
"Måske svaret kommer til dig lige pludselig Itami"
sagde hun helt roligt og fortsatte med at gå, der var hellere ikke længere mulighed for at skaffe den lille ting, som hun skulle have fat i. Så de kunne lige så godt sætte kursen mod palæet. Dog lod hun roligt hænderne glide ned i sine lommer, hvor hun fik fat i flasken..

Itami havde efterhånden været en del af hendes inventar, uden at han selv vidste det, men det var nok mest fordi hun kunne skjule det for ham. Men underligt nok, så tog hun sig mere af ham, som af Kiba, der desværre var sluppet fri, men nu havde hun også fået sig en mere villige slave, selvom hun ikke selv så ham som en slave. Det var mere som en tjener eller noget. Man kunne næsten tro at atmosfæren var blevet ændret omkring slottet, dog forblev Camill den samme. Igennem tiderne havde Camill taget sig sammen til at lære Itami at læse og tale, så han kunne klare indkøb for hende. Så hun ikke selv behøvede at klare de mest almindelig ting, så hun havde mere tid til at koncentrere sig om det hårde arbejde, men også hendes mindre eksperimenter.

3 dage senere!
Det var lidt, som om at dagene var gået hurtigere, når man havde en ekstra hjælp ved hånden. Tiden efter at Kiba var sluppet fri havde været underlig langsom, men også meget ensformigt, da hun ikke vidste hvad hun skulle få tiden til at gå med, fordi hun ikke havde noget at undersøge eller eksperimentere med. Camill stod udenfor palæet og spejdede op mod himlen for at se om hun mon kunne få øje på Itami, der gerne snart skulle komme tilbage efter sin mindre opgave. Selvom han næppe ville komme hjem til åbne arme. I det at hun kunne skimte hans skikkelse på himlen, var der noget nede i jorden, som begyndte at samle sig, nu skulle der testes lidt om Itami ville være i stand til at kunne klare sig bedre end den dag hvor hun havde mødt ham. I det at Itami satte sine fødder på jorden begyndte det første angreb med det samme. Nu skulle det virkelig bevises noget.
Da han åbenbart godt kunne klare det første angreb, valgte hun at sætte et overraskelses angreb ind, som dog var rettet mod hende selv. Hun forventede ikke det helt store og havde jo altid mulighed for at stoppe angrebet før det ville være for sent, til hendes overraskelse, så endte det med at Itami stilte sig ind foran hende og ligefrem lod sværdet stikke sig igennem hans krop. Hun rystede blot på hovedet.
"Det er jo meningen at du skal forsvare dig selv og hvis du endelig skal beskytte mig, så sørg for at du ikke selv kommer til skade"
sagde hun med en lettere hård stemme, da han blev nød til at forstå alvoren i det, som han lige havde gjort. Det kunne jo godt være, at han ikke kunne mærke det. Men hans krop ville fortsat tage skade af det. Og hvis han ikke fik gjort noget ved såret, så ville han måske forbløde?

[Itami]

Itami så på den døde imens hun blot stod og rystede på hovedet. Itami lyttede til Camill og da hun sagde det hun sagde hen han sig ud af sværdet og så mod Camill med et hævedet bryn,
"til skade. jeg mærkede intet... men hvordan skulle jeg kunne nå at redde dig vis jeg skulle beskytte mig selv?"
det var tydeligt at Camill på en eller anden måde havde vundet hans tillid og trofasthed. men det var nok fordi at han aldrig havde haft nogen som tog sig af ham. Camill havde jo gjort det så han så hende jo som en gud for ham. som den eneste der betød noget. Itami var jo også meget alene for hun tog ham.

Itami dolkede sværdet ned i jorden og så på hende. han var ung så han forstod ikke det helt store i kamp som hun nok gjorde, men hun havde også levet meget længere. Itami tog sig til siden hvor sværdet havde sidet. han fik blod på hånden og så bare på blodet med et smil. det var tydeligt at han ikke følte det store. Itami satte hånden med blodet på såret igen og langsomt begyndte det healende blod at lukke såret. men det gik meget meget langsomt da blodet var så ungt og var igang med hans ejen krop.
"hvordan ville du ha gjort Camill vis det var dig?"
han så roligt på hende for at vide hvad hun ville gøre vis det havde været hende der havde været i hans situation.

[Camill Angelique Arnauld]

Det var efterhånden langsomt gået op for Camill at drengen ikke følte noget. Eller han kunne i hvert fald ikke føle smerte? Og det blev jo blot bekræftet i det at han sagde, at han ikke havde mærket noget efter at sværdet først var blevet stukket igennem ham. Hun lod sit blik glide ind i hans, det var efterhånden svært at forklare ham det. Men på en måde, så gjorde det, det hele sjovere, at han ikke forstod alt. Det var også udfordrende for hende, for når hun først forklarede ham det, så blev hun også selv opmærksom på det.
"Selvom du ikke kan mærke det, så kan din krop godt mærke det, Itami. Og det er noget, som den kommer til at tage skade af og på et eller andet tidspunkt, så kollapser din krop under dig"
sagde hun ganske alvorligt, da skaderne hurtigt kunne få varrige men, og så ville hans krop ikke kunne heale sig selv til sidst. Nok var han Phoenix, men han var hellere ikke særlig gammel, så hans medfødte evner var knap så udviklede, som ældre af hans race. Underligt nok, så følte Camill faktisk en form for ansvar overfor ham, som hun også havde sagt fra starten af. Hun lod dog blikket glide ned på hans sår, idet at det begyndte at heale, dog var det meget langsomt.

Nok var Itami ung, men han blev også nød til at lære, hvad de forskellige ting kunne komme til at betyde for ham, hvis han tog nogle valg, som han måske ikke lige tænkte over? Selvfølgelig var Camill det ældre end ham, men hendes erfaring var måske større end så mange andre på grund af det arbejde, som hun havde. Måske burde Camilll undre sig over det smil, som Itami kom med, men hun valgte at ignorere det, da han stadigvæk havde meget at være, selvom hun ikke havde tænkt sig at lære ham, hvad smerte gik ud på.
"Hvis det havde været mig, der var kommet ud for en situation som denne, så ville jeg nok have analyseret modstanderen og fundet dens svage punkt, før at det ville komme for vidt. Dog ville jeg ikke bringe mig selv i knibe, for hvis jeg selv gik hen og døde, så ville den person som jeg skulle beskytte være i de samme problemer. Så det gælder om at eliminere fjenden hurtigst muligt."
Fortalte hun roligt, hendes stemme var dog fortsat alvorligt, da det var et alvorligt emne, når man først snakkede om at ofre sig for andre. Camill var jo egentlig meget bekendt med den situationen, da hun jo stod for beskyttelsen af kongefamilien og derfor ofte ville komme ud for angreb, hvor hun både skulle beskytte kongefamilien, men også sørge for ikke selv at dø i kamp. For så ville hun forlade de kongelige alene uden nogen beskytter.

[Itami]

Itami så på hende og da hun blev alvorlig så han ned på såret og sukkede. han havde aldrig kolapset. han havde kun været død. en gang. det var nok 3 år siden snart. han så på hende og nikkede så.
"okey Camill. men jeg kan ikke love at jeg altid kan gøre det. jeg har jo ikke gjort det store af dette før, men jeg gør hvad der skal til for at gøre dig glad."
Camill var gudinde i Itamis øjne. hun var den som havde taget sig af ham. dig ikke på den rigtige måde. som kærligt. hun havde mere bare taget ham og gjort ved ham som hun ville.

da hun forklarede han skulle analysere så han mod de døde. hvordan analysere man en der bliver styret som er død. det var jo ikke fordi at han bare kunne gå over og se igennem folk som han så igennem døde. måske galt det træning noget han stadig skulle øve sig på.
"hvordan analysere man en død?"
hun kunne jo styre døde. men vis hun ikke kunne hvordan ville hun analysere dem så.

[Camill Angelique Arnauld]

Noget der stod klart for Camill var, at Itami ikke ville kunne forstå det helt, så længe han ikke kunne føle smerten, som hans krop ofte ville blive udsat for. Men af en eller anden grund, så kunne Camill ikke svare på, hvordan han nogensinde skulle kunne have mulighed for at føle smerte? Dog så Camill det blot som en fordel, indtil at han ville glemme alt om sit eget helbred, fordi han ikke ville kunne mærke det. Det ville jo ende med at han ville rende i kamp og muligvis blive stukket ned uden at mærke det og så blot kæmpe videre, indtil at hans krop ville give efter og han måske ville dø i faldet.
"Så længe du er opmærksom på, hvad der sker rundt omkring dig. Og ikke blot overser det, som kan ske for dig. For det vil være din største fejltagelse."
det kunne godt være, at det muligvis kunne lyde som om at hans sygdom skulle være noget dårligt, men i bund og grund, så ville Camill også gerne selv have den sygdom eller hvad det nu var, som han blev udsat for? Hun ville jo have den fordel, at hun vidste hvad smerte var, og derfor ville være opmærksom på, hvad der skete med sig selv, selvom hun ikke ville have mulighed for at mærke det? Derfor var det noget, som hun gerne ville have fingrene i.

Spørgsmålet i sig selv ville nok være meget svært at besvare, men alligevel ville der altid være mindst et svar på spørgsmålene. Dog skulle Camill lige gøre sig nogle tanker først, for hvordan skulle man besvare det bedst?
"Hvordan du skal analysere en død, burde egentlig være noget, du selv skulle finde frem til. Men når man tænker på en død, så kan de intet mærke og derfor har de det med at handle al for hurtigt i forhold til situationen. Overfor en død har du den fordel, at de ikke selv ved hvordan de skal reagere i mange forskellige situationer. De skal nemlig først have ordre fra en som mig og har ofte svært ved at handle hurtigt,"
svarede hun ganske roligt, i det øjeblik hvor der bagved Itami rejste sig flere udøde, som om kampen slet ikke var ovre. Camill skulle jo også helst tjekke, at knægten havde mulighed for at koncentrere sig om flere ting.
"Nogle gange kan man også se på Necromancer, hvor de udøde vil dukke op eller hvad de har tænkt sig at gøre. Men på de mere erfarne Necromancer vil det være meget svært at opfatte, derfor er det lettest at koncentrere sig om de udøde."
tilføjede hun med et koldt smil på læben. For hun var ikke ligefrem en af dem, som man ville have mulighed for at kunne aflæse.