hygge.

[Den Ældste]

klokken var omkring 5 om morgen og igennem haven kom en kvinde gående. en kvinde med brunt fladt hår. smukke grønne øjne. hun havde en smuk hvid kjole på. hun havde været på slottet i mange mange år. hun var prinses tjener og kunne da også lig det arbejde og ønskede ikke noget nyt.
Det som ingen på slottet vidste var at denne kvinde faktisk var Den Ældste Mizu. men det var da også kun fordi at hun skyldte sit sande jeg med parykker og kontaktlinser for at skjulde sit hvide jeg. hun gik med en kurve for at plukket lidt frugt og blomster fra haven til prinses værelse så det blev lidt hyggeliger. hun gjorde mange ting for hyggens skyld.
Den Ældste havde ikke mange som kendte til hendes rigtige jeg. man skulle kende meget til Mizuer for at vide hun var en. hendes hud var lettere frugtig pga vejret og fordi at hun lavede en let tåge. hun så sig om med det varme smil Den Ældste Mizu var kendt for. men hun havde ingen at smile til. hun arbejdede for penge hvilket var underligt da hun var meget rig. ingen forstod hende helt men det gjorde ikke noget for hende. hun var bare sig selv og var glad for det.

[Haerion Feredir]

Det var sjældent at han opholdte sig på slottet, men der var en tjener fra slottet der godt kunne lide nogle af hans varer, og mente at det skulle den royale familie eje. Han havde ikke lige frem regnet med at de skulle have noget af hans stads, men han var da tilfreds med, og tjeneren havde budt ham på en bid morgenmad. Han skulle vente til at en fra den royale familie ville stå op og vurdere om det var noget de ville bruge penge på. Ikke fordi de ikke havde penge nok, men nok mere om de havde plads, eller behov for det. Han kunne ikke rigtig nægte tjenerens tilbud, og han var også ret sulten, så det var ikke rigtig så svært at beslutte sig. Det var egentlig sjældent at han fik solgt noget så tideligt om morgen, og han var egentlig også først ved at stille sig klar på markedet i sit hjørne sammen med Voronwë, men nu stod æslet sammen med de royale heste og fik sig noget royalt hø. Ikke noget den fik lov til at prøve så tit, og alt hans gods havde han fået lov til at låse inde på slottet.
Han havde lige fået spist, så han havde valgt at tage en tur ud i den smukke have. Som ung havde han en gang betrådt den sammen med sin far for at lære lidt om behandling af planter, hvilket de royale gartnere nok var bedst til at lære ham.
Det var usædvandlig tåget, men han havde intet imod det. Det gjorde bare hans behov for vand mindre, og så slap han slev for at gøre det.
Han var i sit sædvanlige rejsetøj med hætten fra den brune kappe trukket ned foran øjnene og hans hvide hår skjult. Om halsen havde han stadig sin medalion der beviste hans dygtighed som handler, hvilket også betød en hvis snuhed, og ham skulle man passe lidt på at handle med, da han sagtens kunne bedrage andre om deres værdi.

[Den Ældste]

Den Ældste gik igennem haven helt roligt til hun kom hvor alle frugt træerne var. hun rakte op efter de smukkeste røde æbler. hun smilte og lige som hun fik fat i æblet kunne hun mærke en nærhed tæt på. hun tog æblet ned i sin kurve og så tilbage. en hætteklædt mand gik der. hun så roligt på ham og sagde ikke en lyd til ham i første omgang men smilte bare til ham og begyndte at plukke videre.
hun kunne jo mærke det var en mizu ved hende men ingen ville tro hun var en misu da de havde bølget hår ikke fladt og de havde blå øjne ikke grønne. hun havde også bare forklædt sig som hver dag. Den Ældste var mange hundrede år gamle og det gjorde hun havde oplevet mange mizuer blive til. nogen stærkere end andre. men ingen havde vist en knist af det hun søgte. og dog, der var en pige som havde gjort indtryk på hende fra starten af. en pige som havde kunnet meget. sin alder taget i betragning. hun havde længe søgt efter en lærling. en ung lærling da hun jo ikke ville leve evigt det vidste hun jo selv.

[Haerion Feredir]

Han lagde mærke til en kvinde der plukkede nogle æbler fra træerne. Noget i ham sagde at denne kvinde var andet end det hun viste på sit ydre, men han kunne ikke rigtig sætte en finger på hvad det var der gjorde kvinden så speciel. Han overvejede at sige at det var en Mizu, men alligevel, så passede håret slet ikke ind. Det lange flade brune hår var ikke særlig Mizu agtigt. De flestes var smukt bølgende, og nogen gang kunne det jo se ud som om det bevægede sig helt selv, men dette hår var dødt. Måske for dødt.
Han gik hen til kvinden, stadig med hætten over sin øjne.
"God morgen My Lady." Hans dybe stemme lød næsten som en stærk jævn vind over havet, der roligt gled over vandoverfladen og tudede i mørket. Man kunne ane hans sirenesang en lille smule i stemmen, på den måde den lød en smule lokkende, men den havde nok ikke den store indflydelse. Ikke på samme måde som sangen havde.

[Den Ældste]

Dem Ældste tog roligt frugten fra træet ned i kurven. hun hørte skridtene komme nærmere og smilte roligt. hans stemme var meget speciel men han var også en mand. kvinde havde jo mest flydene bløde stemmer. som det stille hav. hun smilte roligt og vendte hovedet mod manden med et varme smil. hendes øjne var smukke græs grønne og virkede levene og stadig lidt døde.
"Godmorgen min herre"[/color]
en stemme så smuk som Den Ældste's skulle man ikke tro rummede så store krafter som denne kvinde havde. stemmen kunne varme i det kolde og var lokkende på en anden møde ed hendes sirrenesang. hendes stemme gjorde man fik respekt for hende når man fandt ud af hvem hun var. stemmen lod som en sø en stille dag uden en eneste vind. dog skulle man ikke lade sig nare. vis folk var dumme pustede de for meget til søen og den begyndte at bælge.
Den Ældste gik over til et pære træ med de smukkeste pære. hun smilte og havde selv lyst til at tage et men hun spiste jo ikke på arbejdet. hun så mod manden og kunne mærke han var en Mizu. dog var hun tæt på at sige at han skulle skille sirrenesangen og stemmen af for ikke at afsløre sig selv. men så var hun afsløret.

[Haerion Feredir]

Han kunne ikke ryste tanken fra sig. Noget mindede ham så meget om denne kvinde. Han kunne virkelig ikke sætte fingeren på hvad det var, og at hun talte gjorde ham bare mere sikker på at han havde talt med kvinden før, men der var så mange ansigter der havde passeret hans øjne gennem hans lange liv, og hans titel, som han aldrig bad om, som den Fjerde Ældste var bare et mere tydeligt bevis på at han var meget gammel.
"Undskyld My Lady, men de virker mig såre bekendt. Jeg ved ikke om vi har set hinanden før, men de minder mig om nogen." Mødet med den ældste han en gang havde haft var kort, men han kunne huske hende nogenlunde, selvom hun nok ikke rigtig kunne huske ham. De tre søstre havde også set mange, og de ville nok ikke prioritere hans ansigt som et de skulle huske, men man vidste aldrig. Mizuer var lige så uforudsigelige som havet, hvor fra de kom, hvilket absolut gjaldt de tre ældste, og han var selv ikke en undtagelse.

[Den Ældste]

Den Ældste huskede alle ansigter hun mødte. nogen bedre end andre. men som tiden gik forandrede folk sig jo også. den fjerde ældste var ikke noget af det helt store at kunne prale med. men det betød noget for Den Ældste. det var en af dem hun jo nok havde redet pga at hun havde ønsket ikke flere skulle dø. da han sagde hun mindede om en grinte hun lidt og tog stille en pærer ned og pudsede den i den smukke hvide kjole.
"jeg bliver tit sammenlignet med andre. det skulle ikke undre mig vis De har set en der ligner mig"
hun smilte roligt og lagde det pudsede pære ned i kurven og stilte stille kurven fra sig. hun smilte til ham og kunne næsten regne ud at det var et svagt minde han havde ellers havde han husket hende. hun var dog også forklædt så det var kun ansigts formen som var den samme. hun var også ved at være en gammel dame. ikke mange så folk blev så gamle.

[Haerion Feredir]

Noget begyndte at dæmre. Tågen som var ualmindelig, og hans følelse om at det var en Mizu. Måske var det mere end blot en anden Mizu, men en af de ældste. Stemmen bragte også noget op i ham som fortalte at det var noget mere, og at skinnet virkelig bedrog ham denne gang.
Han endte dog med at kunne genkende hende igen, men han var dog ikke helt sikker, men han valgte dog alligevel at tro på hans instinkter. "Undskyld My Lady at jeg ikke genkendte dem med det samme, men jeg har set så mange mennesker siden vores sidste møde for mange hundrede år siden. Der er sket meget siden da My Lady" Han bukkede lidt, men det var ikke det dybe bukken og skraben, som nogen godt kunne finde på. Han havde dog respekt for Den Ældste, men han vidste dog ikke større respekt til hende end så mange andre der var af højere rang end ham.

[Den Ældste]

hun smilte og hendes grønne øjne strålede også i et smil. man skulle ikke tror hun var så gammel som hun var. da han snakkede og bukkede grinte hun og hendes grin var som klare klokker, hun gik over og rejste ham op og gik over til sin kurve igen og begyndte at gå stille rundt mellem træerne. hun så tilbage for at se om han gik med.
"men min herre. hvem tror De jeg er.? Og jeg er blot en tjener. jeg skal ikke bukkes for"[/color]
hun vidste det ikke var helt rigtigt. men når hun var på slottet var hun bare en tjener. hun var ikke vigtig eller noget andet. hun var helt almindelig. hun så på ham og kunne huske at det var næsten lige som han var død hun så ham. hun havde set på ham og håbet at se det hun ledte efter i ham men der var ikke tegn efter det. dog havde hun hørt om hans historie og synes den var meget sørgelig.

[Haerion Feredir]

"De er den ældste af deres art. Få har fået deres rigtig form at se. De er Den Ældste. Den første af alle Mizuer." Han talte en smule lavere, fordi hun virkede ikke til at se ud som om hun ville afsløres, siden hun hele tiden gik forklædt omkring. De fleste Mizuer skjulte deres sande jeg, og det gjorde Haerion jo også. Han viste sjældent hvem og hvad han i virkeligheden var. De fleste kendte ham som Deciver, og de færreste kendte hans rigtige navn Haerion, eller hvad han var inden hans genfødsel. Få kendte hans historie, men de der kendte den var også folk han stolede på.

[Den Ældste]

et let grin gled over hende hendes smukke læber. hun synes det var sjovt at han hviskede det. hun så på ham med smukke grønne øjne.
"her er jeg ikke Den Ældste. her er jeg blot en tjener"
ja måske holdte hun det hemmeligt at hun var en mizu og den ældste men det var nok fordi at hun nu havde været der i så mange år og ingen hvad vidst det så hvorfor skulle hun afsløre det nu. hun så på ham og gik over til ham imens at hun holdte kurven roligt i hånden. hun smilte varmt til ham som de fleste hun smilte til.
"jeg håber De forstår. jeg har bare været en tjener i al den tid jeg har været her. det skal ikke ændres pga den jeg er uden for slottet."
Den Ældste smilte roligt og lagde stille en hånd på hans kind og smilte for at sige tak for at han ikke råbte det ud til andre. hendes hud var blød og varm selv om den var lettere fugtig.

[Haerion Feredir]

Han smilte lidt. "Jeg blander mig ikke i havd fol gør med deres liv, da andre heller ikke blander sig i mit, men for mig vil de altid være Den Ældste og det vil de ikke kunne benægte My Lady." Han ignorerede en smule hendes berøring, men han var en smule beæret over det, selvom han godt vidste at Den Ældste var meget mild og venlig, så blev han dog en smule overraskedt.
I tågen begyndtes der at dannes små iskrystaller, som samlede sig i mindre fnug og begydnte at falde til jorden. Det varede ikke længe, for Haerion fik standset det med det samme, inden nogen blev for mistænkelig.

[Den Ældste]

hun slap ham igen og så på krystallerne. det var tydeligt at hun havde gjort det samme før. han var vist i ret god form med krystal formning. hun havde kun berørt ham som en ven. hun var ikke til kærlighed. hun havde mere brug for en lærlig. hun grinte lidt og holdte hånden frem. noget vand samlede sig i hendes hånd uden hun så på det. vandet formede sig til en rose og blev til krystal. hun smilte til ham og rakte ham rosen.
"selv om jeg er det for Dem. kan De kun tiltale mig med det uden for slottet."
hun smilte varmt og strøg lidt af det falske hår til siden bag øret. hun vidste at mizuer skulle passe på med at gøre det tydeligt for folk hvad de var for det var ikke alle som kunne lig den race pga de evner de havde.

[Haerion Feredir]

Han tog i mod rosen af krystal og holdte den i sin hånd. Han lod den smelte og formede vandet til en lille fugl, en fugekonge for at være helt precis, og han den satte sig på hans finger og den krystalliserede, og den pudsede sine frosne fjer, som om det var helt normalt. Krystallerne var helt klare, dog var øjnene røde som blod, så det så ud som om den kunne se, og den kiggede også op på Den Ældste med sine klare røde øjne. Han viste et klart talent for krystalformningen, men han brugte det ikke særlig tit.Krystallet var helt glat, og han kunne få det til at se ud som en fugls fjerdragt. Forskellen var bare farven fra krystalfuglen og den normale fuglekonge der sang i hækken.

[Den Ældste]

hun smilte over det åbenlyse talent han havde for krystal formning. hun så op på ham og smilte roligt.
"De har talent. men desværre for mig. ikke det talent jeg søger"
Den Ældste smilte til ham og så på fuglen. hun pustede let mod fuglen han havde lavet og nu lignede alle dens krystaller virkeligt at det var fjer. hun kunne ting uden at røre bare ved tanken. et talent hun søgte var lidt det samme. det var bare et talent som ville kunne blive som hende.
Den Ældste var gammel og vidste hendes tid snart ville komme. hun manglede en lærling til at overtage hendes plads når hun en dag gik bort. hun havde jo ingen børn selv så det var svært for hende at gi hendes stilling til sit barn.