nyt tøj.

[Den Ældste]

byen var fyldt med mennesker og andre væsner. der blev solgt mange ting og lyset fra lygterne lyste hele stedet op. en let tåge begyndte at komme rundt om stedet og en kvinde med hvidt hår og de smukkeste hvide øjne gik over til tøjet og tog en smuk hvid kjole ud af en bunke. hun havde en hvid på men den var slidt. hun så på kjolen og gik over til et spejl imens hun holdte kjolen op foran sig for at se hvordan det ville se ud. mange stoppede op og så på hende. det var ikke hver dag man se en som hende. hun lyste nærmest op da hendes hud var tæt på at være hvid og hun havde hvidt hår og øjne og hvidt tøj.
hun så på sig selv i spejlet og lagde så kjolen tilbage og smilte lidt for sig selv. hun så på alle kjolerne og sætne men kunne bare ikke se noget som faldt i hendes smag. hun var alene og alle. eller næsten alle var i par.

[Andél]

Andél var alene. Han kender slet ikke nogen som han som sådan kunne gå rundt i par med. Par var vel egentlig også mere en betegnelse for en kæreste, en ven. Nej han vidste det ikke, de havde virkelig ikke forklaret ham det særlig godt. Slet ikke særlig godt. Det forhindrede ham dog ikke i at forsøge at forstå det, nu han var der. Men det var ikke kun de par der gik sammen der fangede hans blik. Han havde været på markedet førhen. For at købe tøj. Det tøj han nu gik i. Simple bukser, en simpel bluse, inden fansy, men bestemt noget af ordentlig stof. Han lignede ikke en noget specelt, selvom der dog stadig var en hvis glød over ham, han ikke selv bemærkede. De blå øjne, søgte rundt på markedet som altid, undersøgte hver en ting, hver en genstand, og hvert et stykke tøj han mødte på sin vej. Det fik ham alt sammen til at smile. Den unge dreng, tog gerne til tider fat i noget, undersøgte det. Selvom tøj ikke var det der interesserede ham mest, kunne han også finde på at kigge det igennem. Uanset hvad var det bare dejligt at være ude.

[Den Ældste]

hun tog ud efter et stykke stof og mærkede en varm hud på sin fugtige hun slap hurtigt og så op. det var en ung knægt. men han kunne ikke være så ung enda for hun havde set ham før. hun så ind i hans øjne med sine hvide øjne. hun så længe på ham og smilte ås varmt og kærligt. hun havde ikke troet hun skulle se et gammelt bekendt ansigt igen. hun strøg lidt hår væk fra øret og sagde med sin smukke klare stemme som nærmest flød afsted.
"det er længe siden Andél. det er godt at se dig igen."
hun vidste jo ikke at han havde glemt alt men det var nok fordi at hun blot havde haft travlt med at.... arbejde? en rig kvinde som hende arbejde for at få penge. det gav ikke så meget mening men hun ville ikke bare gå hjemme og vente på at en mizu misbrugte deres evner.

[Andél]

Andél stod der kun for stoffet. At han rørte hende, strejfede hende, bemærkede han ikke selv. Selvfølgelig ikke. De var på et marked, med masser af andre væsner. Man kunne næsten ikke ungå det. Men han tænkte kun på stoffet. Det var behageligt. Hvilket var alt han interesserede sig for lige da. Nogle ville mene at en knægt, der virkede så dum som Andél, slet ikke burde vandre rundt for sig selv. Hvilket nok også ville være det smarteste. Ordene overraskede ham ikke rigtig, at nogen sådan kendte hans navn. Han løftede dog blikket, lod de klare blå øjne, glide op på den smukke kvinde. For hun var bestemt smuk. Ikke fordi han tænkte dybede over det. I hans verden var ydret en overflade. Kun det indeni fortalte hvem man var. ”…. Kender vi… hinanden?” lød det tøvende, spørgende fra ham. Han lagde stoffet væk. Det havde mistet al interesse. Han havde endnu ikke mødt nogen der faktisk.. kendte ham. Eller den han var. Havde været.

[Den Ældste]

hun grinte lidt over den tøvende møde han talte på. hun nikkede blidt og så på ham. de øjne var ikke til at tage fejl af. hun havde ikke haft mødt nogen ikke Mizu med så hav klare øjne ud over Andél. et lille suk kom fra hendes læber og hun gik over ved siden af ham og smilte varmt til ham.
"du kan vist ikke huske mig. forstår jeg godt. jeg er bare en dråbe i det store hav."
hun troede jo bare at han havde glemt hende og det kunne hun godt forstå. hun var jo bare en dråbe. bare en person i verden. men det var kun fordi at hun ikke havde set ham i så mange år. det var også ungerligt ikke at vide hvad der var sket med folk der ikke var døde af vandet.

[Andél]

Hvis han ikke så lost ud før, gjorde han det bestemt nu. Han blev virkelig forvirret over hendes ord. Han kunne ikke huske hende nej. Slet slet ikke. Hun virkede ikke ubehagelig, slet ikke, men han var usikker. Kun fordi han ikke vidste hvad han skulle sig og hvordan han skulle forklare, at han virkelig slet kunne huske hende. Som i overhovedet ikke !. De lyse øjne, var udforstående. Udtrykket, fuldstændig lost. En hånd gled op for at fjerne noget af det blonde hår der strøg ind over hans ansigt. ”Nej… Jeg kan ikke huske…” svarede han langsomt. Han tænkte jo ikke på at ikke alle vidste dette. Heller ikke dem der måske havde kendt hans gamle jeg.

[Den Ældste]

Den Ældste stod længe og så på ham. der var noget. forandret over ham. hans personlighed passede ikke til den gang. han var meget anderledes. dengang ville han ha smilet og været som en storebror men nu. han var forandret.
"Andél... hvad er der sket med dig. du virker ikke som dig selv"
Den Ældste havde aldrig stået at han ville være sådan. at hun ville se ham så... barnlig og fortabt som han var nu. det var helt uhyggeligt at se ham sådan. han havde jo altid været moden af sin alder men hvad var han nu? hvem var han nu? hvad kunne der mon være sket?

[Andél]

Andéls opmærksomhed var gledet hen på stoffet igen. Nysgerrigheden var stor, som et barns ville være det. Det barn han lignede. Som man opførte sig sådan sås man også ud. Derfor havde han logisk nok virket mere voksen dengang. Han smilte som stoffet igen hvilede i hans hænder. Det var så dejligt et stof. Behageligt at røre ved. Hendes ord, fik ham dog til at glemme stoffet. Blikket sænkedes bare let, som han også slap stoffet igen. Han kunne jo ikke huske hvem han havde været. Hvem man forlangede han var? Han kendte knap nok verdenen. Og så skulle han pludselig være den han havde glemt han var? ”Jeg ved ikke hvem jeg er… Var…” svarede han, monotont, trist, men så hævede han blikket og sendte hende et let smil. Han ville ikke tage det så tungt. Han skulle nok være til hjælp. Jeps.

[Den Ældste]

Den Ældste så trist på ham da hun ikke forstod hvad der var sket. hun tog lidt hans hånd. hendes hud var blød og ren da den altid var fugtig. hun holdt blidt hans hånd og så ind i hans øjne og smilte varmt til ham.
"du var mere voksen dengang. du var meget hjælpsom og ... og som en bror for andre"
hun så på ham og ville gerne hjælpe ham men anede ikke hvordan. hun var ikke en der kunne rode i folks hoved. hun kunne kun styre deres krop så det var lidt svært for hende.

[Andél]

Andél smilte yderligere ved hendes ord. Et kærligt, varmt smil, fuld af den rene kærlighed man kunne finde hos engle. Kærlighed selv fremmede kunne opleve, i hvert fald fra Andél af. Han frygtede ikke, for han ønskede at tro på andre. Uanset hvem de var. Hvad de var. ”Jeg har været ret fantastisk så.. ikke?” spurgte han, glad og nysgerrig. Hun var den første der kunne fortælle ham om den han engang havde været. ”Men jeg kan da stadig godt være som en bror?” tilføjede han undrende, med hovedet der gled let på sned. Lignede en komplet dum hundehvalp mest af alt. Han forstod ikke rigtig meningen i hendes ord. Foruden at han da godt vidste hvad en bror var. Men betydningen bag hvor ansvarsfuld og hjælpsom han nok havde været. Leder agtig. Men blid. Sådan var han slet ikke nu. Og han kunne slet ikke forestille sig selv værende så stærk. Han anede jo ikke engang hvor stærke hans healende kræfter var. ”De sagde de havde fundet mig. At nogle havde forsøgt at dræbe mig?” tilføjede han så yderligere, sådan… for at forklare. Og i håb om at hun ville fortælle ham hvordan det hang sammen. Hvorfor nogle overhovedet ville dræbe ham? Han var jo god?

[Den Ældste]

hun smilte til ham og lyttede til ham. men da han sagde det med at være bror bed hun sig i læben. dengang havde han været som en store bror ikke en lille bror. hun nussede hans hånd og så ud. og så på ham. hendes øjne var smukke. næsten døde, men smukke.
"det kan du... men du vil ikke kunne blive den samme slags bror. dengang var du nemlig som den beskyttende store bror. nu vil du komme til at være den nysgerige lille bror"
Den Ældste fortalte hvordan hun så tingene hænge sammen. hvordan hun havde oplevet tingene. men han ville jo nok ikek forstå det. da han sagde det med at være død så hun undrene på ham. virkelig undrene.
"Andel... hvem er de? hvem havde sagt du var blevet dræbt"
hun var bange. bange for hans vegne for han havde været en rigtig god ven for hende da hun havde været ved at miste modet. hun så på ham og ønskede lidt at vide hvad der var sket.

[Andél]

Andél trak let på skuldrende. Han forstod ikke så meget endnu. Heller ikke alle de ord der var fløjet mod ham da han først vågnede. Han var bare glad for at være der. Det var alt han behøvede. Så han kunne hjælpe andre. ”Nogle Elvere fandt mig. De sagde det var vampyrer… At de ville dræbe mig… Men de vidste ikke hvorfor” forklarede Andél, let og ligetil, uden den store bekymring. Han tog det ikke så tungt. Alle havde vel en grund til det de gjorde? Hvis han mødte de vampyrer igen måtte han jo bare forklare dem at han intet ondt ville gøre dem? Gav det ikke mening? Hendes nussen, over hans hånd, gengældte han blot. Så uskyldigt som det kan blive.

[Den Ældste]

hun så på ham med rolige øjne og da han sagde vampyre rullede hun med øjnene og kunne næsten gætte på hvorfor de havde været efter ham. hun trak han roligt med ud fra butiken og ud på gaden og gik med ham så folk ikke hørte dem så meget.
"nu forstår jeg bedre... vampyre elsker blod. en engels blod er noget af det reneste og skønneste en vampyr kan få fat i.... du var bare udset til at være frokost."
hun kunne tage fejl men vis det hun vidste om vampyr var rigtigt tog hun ikke fejl. en engel havde det smukkeste reneste blod man kunne finde. lige så rent som et nyfødt barn. dog ville det ikke undre hende vis han ikek forstod hende da hun jo kunne huske sine 2500 år.

[Andél]

Andél lod sig trække med væk. Han forstod ikke meget af det, men han kunne godt lide hende. Hun var et godt væsen. Selvom der ikke skulle meget til før at Andél brød sig om nogen. Ved hendes ord, rystede han bare let på hovedet. Han kendte ikke meget til vampyrer… efter at have glemt det han vidste altså. ”De er bare misforståede væsner. Det er synd for dem” lød svarede let fra ham. Ikke direkte medlident, men sådan lidt afværgende. Hun ville ikke kunne få ham til at tale skidt om nogen. ”Du kan selv se, de dræbte mig jo ikke?” tilføjede han, som argument. Problemet var at han ikke kunne huske det. Han huskede ikke at han var blevet dræbt. At han faktisk havde været død. Han kendte jo slet ikke til en engels fulde kræfter. Han smilte blot, gik der roligt ved hendes side, glad og livlig, nysgerrig.

[Den Ældste]

da han sagde de var misforstående væsner standsede hun op og havde sluppet ham. han så ned i jorden med vrede øjne. han fattede det ikke. hun trak vejret dybt for ikke at rase ud. hun så alvorligt på ham og hævede brynet.
"en mizu som ikke kender til sin evne til blodstyrring er misforstået. vampyre lever af blod og elsker det.... men ikek alle er misforstået. så skulle jeg være misforstået. min mand ha været misforstået.... men det er vi ikke"
bølgerne på havet var igang, hun var ved at være vred. bølger der blev større. hun så lige ud og var som en helt anden lige pludselig. bag hende ca 10 meter væk hørte man pludselig en kvinde skrige. hun kunne ikke bevæge sig. hun var som frøset fast. det var faktisk Den Ældste som gjorde det pga blodstyrringen. der gik ikke længe før man hørte en til lidt fra kvinden skrige heller ikke helle bevæge sig. folk forstod ikke hvad der skete og prøvede alt muligt men Den Ældste havde jo havets personlighed. sød og venlig på et tidspunkt og det næste voldsom og vred.