The Quiet Flow

[Haerion Feredir]

Han havde sit rejsetøj på lige nu, men han havde dog taget sine sko af. Han sad på en sten ved flodens kant og med tærene i. Vandet dansede meget om fødderne, og blev en smule mørkere, men ikke meget. Han havde efterladt sidt gods og æsel ved en kro ved Agorá markedet. Han havde stadig hætten trukket ned foran øjnene.
Han sad og spillede på en fløjte. Han var ikke helt vildt dygtig, men det lød ikke dårligt, og tonerne lød næsten som det flydende vand i floden. Stille, roligt og blødt. Meget afslappende musik. Det var ikke sorgfuldt eller glædeligt, men bare afslappende.
Han havde lukket sine øjne og vukkede stille til musikens rytme. Han var nærmest gået i en trance for der var ikke rigtig nogen tanker der forstyrrede hans rolige sind og hans gode humør. Han sad og nød virkelig at være lidt alene ved vandet. Vandet havde været en del af hans liv siden hans uheld i Kokkai.
Der var en let vind som fik nogle blade til at rasle i et træ der ikke stod langt væk. Man kunne se at der lige havde været en elver der havde genoplivet det en smule. Det havde friske skud mange steder, og under det var der visne blade i røde, gule og brune farver. Flodens stille klukken fra når den lige flød over en mindre kant lød som en del af musikken der blev spillet.

[Felicia Lois Morris]

Feliciasad et stykke fra vandet, ved siden af de smukke blomster der voksede rundt omkring hende. Hun nød at mærke jorden under sine bare føder mens hun betragtede det træ som hun havde genoplivet en smugle. Felicia så over mod lyden af musik der kom fra et sted ikke særlig langt fra hvor hun sad, det var en der spillede fløjte, en person med en hætte over hoved sad på en sten ved vandkanden med sine føder i vandet.
Felicia havde varet ved Kawa floden stort set hele dagen. da hun ikke havde så meget at se til lige den dag, og hun havde været den eneste ved floden, indtil nu. Felicia rejste roligt sig op og gik med rolige og lydløse skridt over mod personen, hun var nysgerrig, og lyttede til lyden af fløjten som han spillede på. Hun hørte ikke så tit musik og hun spillede ikke selv på nogen enstroment. da hun var kommet hen og stod bag personen hun ikke kunne se hvem var, lukkede hun øjnene og nød den afslappende lyd fra fløjten.
"du spiller godt" sagde hun pludselig og åbnede sine øjne igen.

[Haerion Feredir]

Han afsluttede musikken med en lang tone som lige så stille blev svagere. Han tog fløjten fra munden. Han åbnede øjnene igen, men vendte sig ikke mod Felicia. Vandet var lige så stille begyndt at danne en hale ud fra hans fødder, men den var stadig meget utydelig og svær at se i dette mørke.
"Musikken er en god ven, hvis man føler sig ensom i livet." Han tog fødderne ud af vandet og rejste sig op, samtidig med at han vendte sig mod Felicia.

[Felicia Lois Morris]

Felicianikkede kort på hoved "Ja, det er det vel" svarede hun kort.
Felicia blev stående hvor hun var uden af røre en muskel hun så med et roligt blik på manden som havde vendt sig om mod hende. "Hvem er så De?" spurte hun høfligt med et roligt og fastholdt blik.
Felicia havde været alene i en hel uge uden rigtig at havde snakke med nogen. og det var en smugle underligt, da hun havde vænnet sig til ikke at sige noget.

[Haerion Feredir]

Han overvejede hvilket navn han skulle bruge denne gang. Han brugte sjældent det samme navn, og endnu sjældnere hans rigtige navn. "Jeg er Deciver. Jeg rejser rundt i denne del af verden, indtil den vil gå under." Hans mest brugte dæknavn. Deciver kendte mange handlende ham som. Han mente selv at han var en bedrager, siden han mente det var hans skyld at hans elskede slog sig selv ihjel. Han havde bedraget hele hans folk, og hans elskede.
"Og hvad hedder så denne bein*?"

*Skønhed (elvisk)

[Felicia Lois Morris]

Felicia rettede sig op. "javel ja. du er altså en rejsende"
hun satte sig ned med benene samlet. hun undrede sig lidt over hans sidste svare, men det skulle ikke undre hende at jorden en dag vil gå under, men....det ville vare mange år endnu, det var hun helt sikker på. "mit navn er Felicia, jeg lever rundt omkring skove og andre steder i naturen, det er det jeg holder mest af" svarede hun og betragtede flodens stille vand.

[Haerion Feredir]

Han nikkede lidt. Han kunne regne lidt ud at hun var lyselver. Han kunne se det på den måde hun havde klædt sig, og hvordan hun så ud. "En gang vandrede jeg også meget rundt i skovene, men jeg hører ikke hjemme der længere. Så nu rejser jeg over Tsúka for at kunne handle." Han kom til at tænke tilbage til den gang han stadig var en skovelver blandt så mange andre. Den gang han levede et normalt liv under solen, hvor alt var guld og grønne skove. Intet at bekymre sig om, stort set, og alt den tid han kunne ønske sig. Han havde virkelig levet et fedt liv den gang.

[Felicia Lois Morris]

Hunløftede det ene øjenbryn og lagde hoved let på skrå. hvorfor hørte han ikke til der mere? var der sket noget siden han pludselig ikke hørte hjemme skovende? Felicia lod spørgsmålet ligge, hun ville ikke spørge ind til det, måske ville han ikke bryde sig om det.
"okay. hvordan er det så at rejse rundt og handle?" spurte hun i stedet, og sad forsat i samme stilling.

[Haerion Feredir]

Han kiggede i den retning hvor Tsúka befandt sig. De høje bjergtinder kunne anes i mørket, da toppene var hvide og dækkede af sne. De ligte underkæben på et uhyre med sylespidse tænder. Et meget uvenligt sted, men han havde fundet en passage som han kunne færdes over, sammen med Voronwë.
"Det er en god måde at holde for mange tanker og minder i ro, så de ikke fostyrrer ens sind når man har behov for at koncentrere sig om noget andet." Han handlede ofte bare for at ikke huske og ikke tænke på andet end at få en god handel, hvilket også gik ret godt for det meste.

[Felicia Lois Morris]

"ah'ha okay ja." Felicia rejste sig op og gik over til vandet. Hun viste ikke rigtig hvad hun ellers skulle sige, hun sendte ham et venligt smil og trådte ud i vandet og mærkede det kølige vand og det bløde sand. "men, hvor kommer du så fra?" hun holte en kort pause. "altså, nu hvor du ikke høre til i skovende?"

[/color] sagde hun tøvende "det har jeg vist ikke spurt om?"[/color] spurte hun og vente sig spørgende om. [/blockquote]

[Haerion Feredir]

Han sendte et blik mod floden. "Jeg er lige som vandet i floden. På et tidspunkt er jeg her, men kort efter er jeg her ikke. Jeg er i en konstant bevægelse, og jeg stopper aldrig op for at slå mig ned. Jeg hører til overalt, men alligevel ingen steder. Som en handlende er jeg en del af alles hverdag, men som rejsende bliver jeg ikke lagt mærke til." Han vendte igen blikket mod Felicia. Han trak hætten af sit hoved, og hans hvide hår bredte sig bølgende over hans skuldre. Hans venstre øre stak ud af håret, mens det højre stadig var skjult af håret. Hans isblå øjne var udtryksløse, og tømt for alle følelser. Hans hud glinsede i månelyset som faldt ned på ham, og dansede i håret, som en masse små alfer.

[Felicia Lois Morris]

Felicia så ned i vandet og tænkte over hans ord."Er det ikke lidt, em hvad skal man sige? surt at folk ikke lægger mærke til dig?" hun så op igen og betragtede Deciver da han tog sin hætte af bølgende hans hvide hår ned over hans skuldre.
Felicia havde aldrig mødt en med så lyst hår før. hun forholdte sig tavs. Hun betraktede hans isblå øjne som var udtryksløse, og tømt for alle følelser, hun lagde hoved let på skrå og tænkte over hvorfor hvad han enlig følte og tænkte lige lige nu.

[Haerion Feredir]

"Jeg har været vant til det i næsten 2000 år. Mit liv er langt, og mit sind har vendt sig til folks behandling af andre. Ondt som godt, men der er mange der er langt ældre end mig, og de vil kunne fortælle dig mere, langt mere end en enfoldig rejsende og handlende." Som en handlende fangede han dog rigtig mange historier og rygter over hele den kendte verden. Nogle var bare løgnhistorier, myter eller legender, mens andre historier sagtens kunne være troværdige. Han havde hørt om profetierne, og han vidste også hvorfra de stammede. En enlig højelver der havde bosat sig i Shinrin ikke mange år før solen forsvandt. Måske ville det være mange år for et menneske, men for elverne var det kun nogle få øjeblikke. De levede jo evigt. De havde evig ungdom, og han havde været vandt til det, lige siden han var født. Han havde selv oplevet at han ikke ældedes, som så mange andre væsner da han var kommet i en bestemt alder, mens de menneskene begyndte at blive krumbøjede, grå og rynkede. De kendte til alderdom, og det var noget elverne var sluppet fra.

[Felicia Lois Morris]

Felicia var tavs i noget tid. Hendes blik havde sat sig fast og var kun rettet mod hans hvide hår, hun viste godt at det måske virkede underligt at hun ikke havde set hvid hår før, men det havde hun ikke, der var ikke nogen hun kendte som havde den farve. Felicia lignede en der var blevet hypnotiseret, og havde en stærk træng til at gå hen og rør ved det, men hun kæmpede imod fristelsen. Hun rystede let på hoved for at igen at vende tilbage til sig selv. "okay ja" hun samlede sit hår sammen og slap det igen så det hang ned ad hendes ryg. "Det er jo klart, du har vænnet dig til det, vi er de heldige, der lever længe og har evig ungdom" "sagde hun og tænkte at det nok var et dumt spørgsmål hun stillede før. men hun vidste ikke rigtig hvad hun skulle sige.

[Haerion Feredir]

Han sukkede lidt. Han kom til at tænke tilbage til den tid han stadig var elver. Det undrede ham ikke at hun troede at han var elver, da hans ører var en ret god karateristik på en elver, men han var ikke en elver lingere. Han havde stadigvæk elvernes skønhed, men han havde mistet det evige liv. Han ville dø på et tidspunkt som et almindeligt menneske. Forskellen var bare at han havde lige et par år længere levetid.
"Jeg har også en gang været velsignet med sådan en gave. Jeg har også været en del af det udødelige folk."